Bekendtgørelse om godtgørelse for boligudgifter m.v. for medlemmer af Folketinget
Folketinget
BEK nr 1101 af 25/11/2009 I medfør af § 108, stk. 10, og § 109, stk. 11, i lov om valg til Folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr. 145 af 24. februar 2009, som ændret ved lov nr. 1099 af 30. november 2009, fastsættes:
Vederlagsfri bolig og godtgørelse for boligudgifter m.v. for ordinære medlemmer
(Stk. 5)
§ 1. Til et ordinært medlem af Folketinget stiller Folketinget, jf. § 108, stk. 4, i lov om valg til Folketinget, vederlagsfrit en bolig til rådighed, såfremt afstanden og den samlede daglige transporttid med offentlige transportmidler mellem medlemmets bopæl og Folketinget gør det rimeligt, at medlemmet vil kunne overnatte i Københavnsområdet, jf. § 4. Uden dokumentation udbetales der til et sådant medlem kr. 20.000 pr. år, svarende til kr. 1.667 pr. måned, til dækning af udgifter i forbindelse med dobbelt husførelse. Præsidiemedlemmer, som ikke opfylder betingelserne i 1. pkt., kan ikke få udbetalt dette beløb. Såfremt et ordinært medlem af Folketinget ikke ønsker at benytte en bolig, som Folketinget anviser, kan medlemmet ikke få dækket udgifter til en supplerende bolig m.v., jf. stk. 2. Stk. 2. Hvis Folketinget ikke har mulighed for at anvise en bolig, kan der til et ordinært medlem af Folketinget med en selvvalgt fast supplerende bolig i Københavnsområdet ydes godtgørelse for boligudgifter m.v., såfremt afstanden og den samlede daglige transporttid med offentlige transportmidler gør det rimeligt, at medlemmet vil kunne overnatte i Københavnsområdet, jf. § 4. Godtgørelsen udgør op til kr. 70.000 pr. år, hvoraf op til kr. 50.000, svarende til kr. 4.167 pr. måned mod dokumentation udbetales til dækning af egentlige boligudgifter (hvorved forstås husleje, varme, el, gas, vand og fællesantenneafgift), jf. § 3, stk. 1. Uden dokumentation udbetales der til et sådant medlem kr. 20.000 pr. år, svarende til kr. 1.667 pr. måned, til dækning af udgifter i forbindelse med dobbelt husførelse. Stk. 3. Godtgørelsen udbetales fra det tidspunkt, hvor medlemmet er indvalgt i Folketinget, såfremt medlemmet på dette tidspunkt har ret til godtgørelsen efter stk. 1 og 2, eller fra en senere dato, hvor den anviste bolig stilles til rådighed eller den supplerende bolig lejes eller erhverves (overtagelsesdagen). Stk. 4 . Godtgørelse for boligudgifter m.v. efter stk. 1 og 2 bortfalder med udgangen af den måned, hvori medlemmet udtræder af Folketinget. Dog kan godtgørelse for egentlige boligudgifter efter stk. 2, 2. pkt., efter en konkret afgørelse af Folketingets formand ydes i yderligere op til 3 måneder. Et ordinært medlem, der begærer og får bevilget orlov fra Folketinget i henhold til § 109, stk. 7-9 i lov om valg til Folketinget, kan i orlovsperioden ikke oppebære tilskud til dækning af udgifter i forbindelse med dobbelt husførelse. Et ordinært medlem, der begærer og får bevilget orlov fra Folketinget i henhold til § 109, stk. 10, i lov om valg til Folketinget, kan i orlovsperioden ikke oppebære godtgørelse for boligudgifter m.v., jf. stk. 1 og 2. Et midlertidigt medlem, der begærer og får bevilget orlov i henhold til § 109, stk. 12, i lov om valg til Folketinget, kan i orlovsperioden ikke oppebære godtgørelse for boligudgifter m.v., jf. stk. 1 og 2. Stk. 5. Godtgørelse for boligudgifter m.v. udbetales a conto månedsvis i forbindelse med vederlagsudbetalingen. Én gang årligt pr. 31. december foretages afregning af egentlige boligudgifter efter stk. 2, 2. pkt. Såfremt et medlem kun har boligudgifter i en del af året, beregnes godtgørelse for boligudgifter m.v. forholdsmæssigt med en efter lejemålets eller ejerskabets varighed beregnet andel.
(Stk. 7)
Stk. 6. Godtgørelse for boligudgifter m.v. kan ikke modtages samtidig med refusion af hoteludgifter i medfør af § 6. Stk. 7. For at opnå godtgørelse for boligudgifter m.v. skal medlemmet indsende anmodning herom til Folketingets administration og dokumentere sin ret til godtgørelsen, jf. § 8, stk. 1, ligesom medlemmet skal afgive erklæringen efter § 8, stk. 5.
Fast supplerende bolig
(Stk. 6)
§ 2. Det er en betingelse for benyttelse af vederlagsfri bolig stillet til rådighed af Folketinget eller for udbetaling af godtgørelse for boligudgifter m.v., at den supplerende bolig anvendes som medlemmets almindelige overnatningssted i forbindelse med møder på Christiansborg, og at medlemmet ikke daglig benytter Folketingets rejseordninger mellem bopælen og Christiansborg. Andres, herunder familiemedlemmers, eventuelle anvendelse af boligen skal være af underordnet betydning, jf. dog § 3, stk. 3. Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 vil medlemmet kunne overnatte uden for Københavnsområdet i forbindelse med politiske arrangementer eller i andre tilfælde, hvor dette er påkrævet. Stk. 3. Udbetaling af godtgørelse for boligudgifter m.v. til en fast supplerende bolig forudsætter, at boligen ikke i folkeregistret er registreret som det pågældende medlems bopæl. Stk. 4. Udbetaling af godtgørelse for boligudgifter m.v. forudsætter, at boligen er beliggende i Region Hovedstaden og inden for en afstand af 20 kilometer fra Christiansborg. Stk. 5. Såfremt der er tale om deling af lejemål eller ejerskab, skal folketingsmedlemmets andel af lejemålet eller ejerskabet umiddelbart fremgå af lejekontrakt, skøde eller lignende. Stk. 6. For at en lejet bolig kan fungere som supplerende bolig og dermed berettige til godtgørelse, forudsættes det, at der mellem det pågældende medlem og udlejer er etableret en udlejningsaftale for en sammenhængende periode på mindst 1 måned på de for den aktuelle boligtype gældende sædvanlige vilkår. Aftaler med hoteller, pensionater og lign. kan ikke danne grundlag for udbetaling af godtgørelse for boligudgifter m.v. Sommerhuse, kolonihavehuse og lign. kan ikke fungere som supplerende bolig.
Boligudgifter m.v.
(Stk. 5)
§ 3. Ved egentlige boligudgifter forstås husleje, varme, el, gas, vand og fællesantenneafgift. Stk. 2. Såfremt der ved lejemålets etablering skal betales indskud, forudbetalt leje el. lign., dækkes dette beløb ikke af godtgørelse for egentlige boligudgifter. Udgifter til møblering medregnes heller ikke i grundlaget for godtgørelsen. Stk. 3. Eventuelle lejeindtægter, som det pågældende medlem modtager for hel eller delvis udlejning af boligen, skal oplyses til Folketingets administration. Der sker modregning herfor i grundlaget for fastsættelsen af godtgørelsen for egentlige boligudgifter. Benyttes lejligheden helt eller delvis af andre i betydeligt omfang, uden at der betales husleje, eller hvor den betalte husleje er uforholdsmæssig lav, kan Folketingets formand foretage modregning for et passende beløb i godtgørelsen for egentlige boligudgifter. Stk. 4. Såfremt der er tale om en ejerbolig, fastsætter Folketingets formand størrelsen af godtgørelsen på grundlag af en beregning af boligens udgifter. Til boligens udgifter medregnes ejendomsværdiskat, grundskyld, bidrag til fællesudgifter, varme, el, gas, vand, fællesantenneafgift, renter i henhold til sælgerpantebreve på normale vilkår og renter af lån i realkreditinstitut, der er optaget eller optages i forbindelse med erhvervelsen af boligen, samt eventuelle renter af anden tinglyst gæld efter godkendelse af Folketingets formand. Såfremt der sker konvertering af et af de i 2. pkt. nævnte lån, medregnes renteudgifterne af et sådant lån under forudsætning af, at Folketingets udgifter til godtgørelse ikke herved øges. Ved fastsættelsen af godtgørelsen fratrækkes den skattemæssige værdi af fradragene for renteudgifter beregnet på grundlag af boligejerens skattemæssige forhold. Udgifter, som er specificeret som vedligeholdelse, herunder bygningsvedligeholdelse, eller afskrivning og vedligeholdelse af inventar, medregnes derimod ikke i grundlaget for fastsættelse af godtgørelse for egentlige boligudgifter. Det samme gælder omkostninger i forbindelse med køb eller salg af boligen, herunder renteudgifter til eventuel finansiering af udbetalingen. Stk. 5. Såfremt der er tale om en andelsbolig, fastsættes størrelsen af godtgørelsen efter samme fremgangsmåde som ved lejebolig, jf. stk. 1-3, idet renteudgifter af et af andelsboligforeningen garanteret lån til delvis dækning af den del af prisen, der betales for andelen i foreningens formue, dog også – efter fradrag af skattefordelen, jf. stk. 4 – medregnes i tilskudsgrundlaget. Ved andre boligformer fastsætter Folketingets formand størrelsen af godtgørelsen efter tilsvarende fremgangsmåde med de afvigelser, som den pågældende boligform nødvendiggør.
Afstand og samlet daglig rejsetid
(Stk. 2)
§ 4. Medlemmer med bopæl uden for det sjællandske område har ret til en bolig stillet vederlagsfrit til rådighed af Folketinget eller godtgørelse for boligudgifter m.v., såfremt de pågældende har udgifter til en supplerende bolig i Københavnsområdet, jf. § 2, stk. 4. Stk. 2. For medlemmer med bopæl i det sjællandske område fastlægger Folketingets formand efter forhandling med næstformændene de nærmere rejsetidskriterier, der lægges til grund for om et medlem har ret til en bolig stillet vederlagsfrit til rådighed af Folketinget eller godtgørelse for boligudgifter m.v., såfremt de pågældende har udgifter til en selvvalgt supplerende bolig i Københavnsområdet.
Godtgørelse for boligudgifter m.v. for midlertidige medlemmer
(Stk. 3)
§ 5. Til et midlertidigt medlem af Folketinget stiller Folketinget vederlagsfrit en bolig til rådighed, såfremt afstanden og den samlede daglige rejsetid med offentlige transportmidler mellem det midlertidige medlems bopæl og Folketinget gør det rimeligt, at den pågældende vil kunne overnatte i Københavnsområdet. Uden dokumentation udbetales der til et sådant medlem kr. 20.000 pr. år, svarende til kr. 1.667 pr. måned, til dækning af udgifter i forbindelse med dobbelt husførelse. Stk. 2. Hvis Folketinget ikke har mulighed for at stille en bolig vederlagsfrit til rådighed, jf. stk. 1, er et midlertidigt medlem berettiget til godtgørelse for boligudgifter m.v. i lighed med ordinære medlemmer, såfremt medlemsperioden udgør mindst 6 måneder. Godtgørelsen udbetales tidligst fra og med den måned, der påbegyndes efter 6 måneders medlemskab. Stk. 3. For et midlertidigt medlem, hvis medlemsperiode ophører som følge af et valg, men som fortsætter som midlertidigt medlem umiddelbart efter valget, betragtes de to medlemsperioder som sammenhængende.
Udgifter til hotelovernatning
(Stk. 6)
§ 6. Såvel ordinære som midlertidige medlemmer, der ikke modtager godtgørelse for boligudgifter m.v., kan i nærmere bestemt omfang få dækket udgifter til hotelovernatning i forbindelse med møder som led i folketingsarbejdet, hvorved forstås møder i Folketingssalen, i udvalgene, i delegationerne og i øvrigt i Folketingets regi. Overnatningen skal i så fald ske på hoteller i Københavnsområdet til en pris, der inklusive eventuel morgenmad ikke overstiger Finansministeriets satser for hoteldispositionsbeløb (775 kr. pr. døgn pr. 1. januar 2000). Stk. 2. Et ordinært medlem, der efter § 4 på grund af afstand og daglig rejsetid ikke er berettiget til godtgørelse for boligudgifter m.v., kan få godtgjort udgifter til 10 hotelovernatninger pr. kalenderår i forbindelse med møder i Folketinget. Stk. 3. Et ordinært medlem, der efter § 4 ville være berettiget til godtgørelse for boligudgifter m.v., hvis vedkommende havde en supplerende bolig i Københavnsområdet, kan i stedet vælge at benytte hotel el. lign. inden for den beløbsramme pr. nat, som fremgår af stk. 1, 2. pkt., og inden for en samlet beløbsramme på kr. 50.000 pr. år, svarende til kr. 4.167 pr. måned (pr. 1. januar 2000). Et ordinært medlem, som inden for samme kalenderår både modtager godtgørelse for boligudgifter m.v. efter § 1 og får dækket udgifter til hotelovernatning efter § 6, kan inden for samme år sammenlagt i godtgørelse for egentlige boligudgifter og dækning af hoteludgifter højst modtage 50.000 kr. (pr. 1. januar 2000). Stk. 4. Et midlertidigt medlem, der opfylder afstands- og rejsetidsbetingelserne efter § 4, er i de første 6 måneders medlemsperiode alene berettiget til at få dækket udgifter til hotelovernatning på alle mødedage, eller når folketingsarbejdet i øvrigt gør det hensigtsmæssigt. Fra og med det midlertidige medlemskabs 7. måned, jf. § 5, er et sådant medlem berettiget til godtgørelse for boligudgifter m.v. eller til hotelovernatning efter samme regler som ordinære medlemmer. Stk. 5. Midlertidige medlemmer, der ikke opfylder afstands- og rejsetidsbetingelserne for boliggodtgørelse, er ikke berettiget til at få dækket udgifter til hotelovernatning efter stk. 2 før efter medlemskabets 6. måned, jf. § 5. Stk. 6. Når der udskrives folketingsvalg, ophører retten til at få dækket udgifter til hotelovernatning fra og med dagen efter valgets udskrivelse. Et medlem, der udtræder som følge af folketingsvalg eller sygdom, er dog berettiget til dækning af udgifterne til én hotelovernatning i forbindelse med fraflytning af pågældendes kontor på Christiansborg.
(Stk. 2)
§ 7. Til et medlem af Folketinget kan der ydes godtgørelse for udgifter til hotelovernatning ved møder i den storkreds, hvor medlemmet er opstillet, hvis afstanden mellem medlemmets bopæl og storkredsen gør det rimeligt, at medlemmet vil kunne overnatte i storkredsen, jf. stk. 2. Medlemmet har i så fald ret til at få godtgjort udgifter på op til 10 hotelovernatninger pr. kalenderår, og overnatningen skal ske på hoteller i provinsen til en pris, der inklusive eventuel morgenmad ikke overstiger Finansministeriets satser for hoteldispositionsbeløb (645 kr. pr. døgn pr. 1. januar 2000). Stk. 2. Betingelsen i stk. 1 anses for opfyldt for et medlem med bopæl inden for det sjællandske område ved møder i den storkreds, hvor medlemmet er opstillet, såfremt medlemmet er opstillet på Fyn eller i Jylland.
Dokumentation
(Stk. 6)
§ 8. Udbetaling af godtgørelse for boligudgifter m.v. forudsætter, at det pågældende medlem over for Folketingets administration dokumenterer sin ret til godtgørelsen ved at fremsende kopi af lejekontrakt, skøde eller lignende vedrørende boligforholdet til Folketingets administration. Såfremt den kommune, hvori den faste, supplerende bolig er beliggende, skal godkende medlemmets brug af boligen, skal medlemmet desuden fremsende kopi af tilladelsen. Stk. 2. Medlemmet skal desuden pr. 31. december eller pr. den dato, hvor udbetaling af godtgørelsen ophører, foretage afregning af godtgørelsen for egentlige boligudgifter ved anvendelse af Folketingets administrations blanketter og i forbindelse hermed efter anmodning fremsende kopier af huslejekvitteringer samt leveringsselskabernes årsregninger over udgifter til varme, el, gas og vand, såfremt disse poster ikke er indeholdt i huslejen. Endvidere fremsendes efter anmodning kopi af årsopgørelserne til Folketingets administration, når disse foreligger. Folketingets formand er berettiget til herudover at indkalde dokumentation i fornødent omfang. Stk. 3. Dokumentation for egentlige boligudgifter m.v., jf. stk. 2, skal årligt inden den 31. december i det efterfølgende år fremsendes til Folketingets formand. Såfremt dokumentationen ikke er fremsendt inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte frist, stilles yderligere udbetaling af tilskud i bero, medmindre medlemmer godtgør, at den manglende fremsendelse af dokumentation ikke kan tilregnes medlemmet. Stk. 4. Refusion af hoteludgifter sker mod skriftlig dokumentation af hoteludgiften og en erklæring fra det pågældende medlem om årsagen til overnatningen. Stk. 5. Medlemmer, der modtager godtgørelse for boligudgifter m.v., skal en gang årligt ved kalenderårets start over for Folketingets administration afgive en erklæring om, at den supplerende bolig anvendes som medlemmets almindelige overnatningssted i forbindelse med møder på Christiansborg, og at andres eventuelle anvendelse af boligen har været af underordnet betydning. Stk. 6. Medlemmer, der modtager boliggodtgørelse, er forpligtet til straks at underrette Folketingets administration om ændringer, der kan have betydning for udbetaling af boliggodtgørelsen.
Reguleringer
§ 9. Boliggodtgørelsen i § 1, stk. 1 og 2, og beløbsrammen for hotelovernatning i § 6, stk. 3, pristalsreguleres halvårligt den 1. april og 1. oktober på grundlag af forbrugerpristallets boligpost pr. henholdsvis 1. januar og 1. juli.
Dispensationsadgang
§ 10. Folketingets formand kan dispensere fra reglerne i denne bekendtgørelse.
Ikrafttræden
(Stk. 2)
§ 11. Reglerne træder i kraft den 1. december 2009. Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1137 af 1. oktober 2007 om godtgørelse for boligudgifter m.v. for medlemmer af Folketinget.
Udvalget for Forretningsordenen /Thor Pedersen / Carsten U. Larsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2009
- Ikrafttrædelsesdato
- 30. november 2009