TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om anvendelse af sikringsmidler i anstalt (sikringsmiddelbekendtgørelsen)

DanmarkBekendtgørelse2009

Justitsministeriet

BEK nr 1163 af 07/12/2009 I medfør af § 224, stk. 4, § 225, stk. 6, og § 245, stk. 4, i kriminallov for Grønland, jf. lov nr. 306 af 30. april 2008, fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1

§ 1. Over for indsatte kan der anvendes håndjern, observationscelle og sikringscelle, herunder tvangsfiksering efter reglerne i kriminallovens §§ 224 og 225.

Særlige regler om anvendelse af håndjern

§ 2

(Stk. 2)

§ 2. Ved anvendelse af håndjern, der ikke finder sted i forbindelse med, at den indsatte transporteres fra én lokalitet til en anden, skal den indsatte tilses af personalet med korte mellemrum, der ikke må overstige en halv time. Stk. 2. Ved vurderingen af, om der skal anvendes håndjern ved transport af indsatte, skal der blandt andet lægges vægt på:

  1. dommens længde,
  2. oplysninger fra politiet,
  3. oplysninger om den indsattes adfærd,
  4. baggrunden for transporten og
  5. oplysninger fra tidligere indsættelsesforløb.
§ 3

(Stk. 3)

§ 3. Der må kun anvendes håndjern af en type, der er godkendt af direktøren for Kriminalforsorgen. Stk. 2. Ved længere transporter bør institutionen overveje at anvende håndjerntransportbælte. Stk. 3. Ved anvendelse af håndjerntransportbælte skal det i hvert enkelt tilfælde vurderes, om det udgør et tilstrækkeligt sikringsmiddel.

Særlige regler om anvendelse af observationscelle og sikringscelle, herunder tvangsfiksering

§ 4

(Stk. 3)

§ 4. Ved anbringelse i observationscelle og i sikringscelle skal institutionen undersøge, hvilke genstande en indsat har i sin besiddelse på sin person, jf. kriminallovens § 221, stk. 1 og stk. 3 og 4. Stk. 2. Ved anbringelse i sikringscelle skal der desuden normalt ske omklædning af den indsatte. Stk. 3. Ved anbringelse i observationscelle kan der foretages omklædning, hvis det i det enkelte tilfælde skønnes nødvendigt.

§ 5

(Stk. 2)

§ 5. En indsat, der er tvangsfikseret, skal have fast vagt. Stk. 2. I tilfælde, hvor den indsatte ikke er tvangsfikseret, skal den pågældende jævnligt tilses af personalet.

§ 6

§ 6. Tvangsfiksering kan kun helt undtagelsesvis ske i over ét døgn.

§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Der må kun anvendes observationsceller og sikringsceller, der er godkendt af direktøren for Kriminalforsorgen. Stk. 2. En celle, der er godkendt som observationscelle eller sikringscelle, må ikke anvendes til andet formål, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder.

Særlige regler om anvendelse af andre sikringsmidler

§ 8

(Stk. 4)

§ 8. Hvis betingelserne for anbringelse i sikringscelle er opfyldt, men en sådan celle ikke er til rådighed i institutionen, kan der i stedet midlertidigt ske anbringelse i et opholdsrum, hvorfra inventaret er fjernet. Stk. 2. Hvis det er absolut påkrævet, kan der under anbringelsen anvendes håndjern. Stk. 3. Hvis anbringelse som nævnt i stk. 1 ikke er mulig, kan der i stedet anvendes håndjern. Stk. 4. Anvendelsen af sikringsmidler som nævnt i stk. 1-3 skal være så kortvarig som muligt .

§ 9

§ 9. Ved anbringelse i medfør af § 8 finder § 4, stk. 1 og 2, og § 5, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

Fælles regler om lægetilkald, lægetilsyn, rapportudfærdigelse m.v.

§ 10

(Stk. 4)

§ 10. Ved anvendelse af håndjern skal der ske lægetilkald, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp, jf. dog situationen nævnt i stk. 3, 2. pkt. Stk. 2. Ved anvendelse af observationscelle eller sikringscelle med eller uden tvangsfiksering skalder ske lægetilkald og lægetilsyn efter reglerne i kriminallovens § 225, stk. 4 og 5. Stk. 3. Ved anvendelse af § 8, stk. 1, skal der ske lægetilkald efter kriminallovens § 225, stk. 5. I tilfælde, hvor der anvendes håndjern efter § 8, stk. 2 og 3, skal institutionen straks anmode en læge om at foretage tilsyn med den indsatte. Lægen skal tilse den pågældende, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart unødvendigt. Stk. 4 Hvis anvendelse af sikringsmidler varer mere end ét døgn, skal læge orienteres dagligt, således at den pågældende blandt andet ud fra sit kendskab til den indsatte kan vurdere, om lægetilsyn er nødvendigt.

§ 11

(Stk. 3)

§ 11. Institutionen skal så hurtigt som muligt udarbejde rapport på særlig rapportblanket om anvendelse af håndjern, observationscelle, sikringscelle, herunder tvangsfiksering, samt andre sikringsmidler. Rapporten skal indeholde oplysning om begrundelsen for anvendelsen, om dato og klokkeslæt for, hvornår anvendelsen af sikringsmidlet er ophørt samt om, at den indsatte er orienteret om muligheden for at klage til direktøren for Kriminalforsorgen og om, hvornår fristen for at indgive klage udløber, jf. kriminallovens § 245, stk. 1. Rapporten skal endvidere indeholde oplysning om institutionens overvejelser vedrørende lægetilsyn, samt om underretning efter denne bekendtgørelse. Stk. 2. Den indsatte skal efter anmodning have udleveret kopi af den i stk. 1 nævnte rapport, jf. dog stk. 3. Stk. 3. Retten til aktindsigt kan begrænses i overensstemmelse med forvaltningslovgivningen, herunder i det omfang den indsattes interesse i at kunne benytte rapporten til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, f.eks. af hensyn til institutionens sikkerhed, eller til beskyttelse af enkeltpersoner.

§ 12

(Stk. 3)

§ 12. Enhver, der tilser en indsat, der er anbragt i observationscelle eller i sikringscelle eller er undergivet anvendelse af § 8, skal gøre notat om tilsynet på et observationsskema, uanset om der er sket ændringer i den indsattes forhold. Dette gælder også for det tilsyn, der føres af en fast vagt til en indsat, der er tvangsfikseret. Der skal ske notat om tilsynet med den pågældende mindst hvert kvarter i den periode, den indsatte er fikseret i sikringscelle. Stk. 2. Observationsskemaet skal indeholde oplysninger om dato og klokkeslæt for tilsynet samt oplysning om den indsattes tilstand, herunder eventuelle bemærkninger om behovet for at opretholde anbringelsen i observationscelle eller i sikringscelle, tvangsfikseringen eller anvendelsen af § 8. Stk. 3. Hvis der træffes bestemmelse om at opretholde anbringelsen i observationscelle eller i sikringscelle eller om anvendelse af § 8 i mere end tre døgn, eller om at opretholde tvangsfikseringen i mere end 24 timer, skal institutionen straks foretage indberetning herom til direktøren for Kriminalforsorgen. Indberetningen skal indeholde en nærmere begrundelse for, at betingelserne for fortsat anbringelse anses for opfyldt, og skal vedlægges kopi af den i medfør af § 11 udarbejdede rapport samt det i stk. 1 og 2 udarbejdede observationsskema.

Særlige regler om 15-17 årige, der anbringes i sikringscelle

§ 13

(Stk. 2)

§ 13. Hvis en 15-17 årig undtagelsesvis anbringes i sikringscelle, skal institutionen, uanset om den unge tvangsfikseres eller ej, straks anmode en læge om at foretage tilsyn af den unge. Lægen skal tilse den unge, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart unødvendigt. Stk. 2. Hvis der træffes bestemmelse om at opretholde anbringelsen i sikringscelle i mere end 24 timer, skal institutionen straks foretage indberetning herom til direktøren for Kriminalforsorgen. Indberetningen skal indeholde en nærmere begrundelse for, at betingelserne for fortsat anbringelse anses for opfyldt, og skal vedlægges kopi af den i medfør af § 11 udarbejdede rapport samt det i medfør af § 12, stk. 1 og 2 udarbejdede observationsskema.

Kompetence

§ 14

(Stk. 2)

§ 14. Bestemmelse om anvendelse af håndjern, anbringelse i observationscelle eller i sikringscelle, herunder tvangsfiksering, eller om anvendelse af § 8, og om ophør af disse foranstaltninger, træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil. Stk. 2. Hvis forholdene i det enkelte tilfælde ikke tillader, at man afventer en bestemmelse fra en efter stk. 1 kompetent person, træffes bestemmelsen af en anden ansat. I sådanne tilfælde skal en efter stk. 1 kompetent person så hurtigt som muligt underrettes om det passerede.

Ikrafttræden

§ 15

§ 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2010. Dokumentet vedrører Færøerne og/eller Grønland og er derfor ikke tilgængeligt på retsinformation.dk. Dokumentet er offentliggjort i Lovtidende A, og kan findes ved at følge nedenstående link. BEK nr 1163 af 07/12/2009 Dokumenter, der vedrører Færøerne og/eller Grønland, er ikke sædvanlige dokumenter på retsinformation.dk, og dokumenterne har derfor ikke de samme egenskaber. Der er således ikke etableret relationer til andre dokumenter, og dokumenterne opdateres ikke. Det betyder f.eks., at oplysningen om dokumentets status, dvs. om det er gældende eller historisk, ikke findes.

Kriminalforsorgen i Grønland /Thomas Nicolajsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2009
Ikrafttrædelsesdato
9. december 2009
Bekendtgørelse om anvendelse af sikringsmidler i anstalt (sikringsmiddelbekendtgørelsen) | TheLawyer.sh