Bekendtgørelse om adgangen til besøg til indsatte i kriminalforsorgens institutioner (besøgsbekendtgørelsen)
Justitsministeriet
BEK nr 1174 af 07/12/2009 I medfør af § 215, stk. 3, og § 229, stk. 2, i kriminallov for Grønland, jf. lov nr. 306 af 30. april 2008, fastsættes:
Besøg til indsatte i anstalter
Retten til besøg m.v.
§ 1. Indsatte meddeles af institutionen tilladelse til besøg efter reglerne i kriminallovens § 215 og denne bekendtgørelse.
§ 2. Institutionen kan, under hensyn til forholdene i den enkelte institution og i det omfang ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn taler herfor, fastsætte begrænsninger med hensyn til antallet af personer, der samtidig kan
- være godkendte besøgende til en indsat, og
- aflægge besøg hos den indsatte.
Besøgsfaciliteter
(Stk. 2)
§ 3. Besøgslokalerne skal så vidt muligt være indrettet på en sådan måde, at der skabes en naturlig og venlig besøgsatmosfære. Stk. 2. Hvor forholdene i institutionen gør det forsvarligt, kan det tillades,
- at besøg foregår på de indsattes opholdsrum, og
- at besøg foregår på institutionens fællesarealer.
Forbud mod besøg
(Stk. 5)
§ 4. Besøg af bestemte personer kan forbydes, og en meddelt besøgstilladelse kan inddrages, hvis dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde. Stk. 2. Inden tilladelse til at besøge en indsat i halvlukket regi eller lukket afdeling meddeles, skal der til brug for sagen almindeligvis indhentes oplysninger om ansøgeren ved forespørgsel hos politimesteren. Stk. 3. Inden tilladelse til at besøge en indsat i åben afdeling imødekommes, kan der til brug for sagen indhentes oplysninger om ansøgeren hos politimesteren. Stk. 4. Indhentelse af oplysninger hos politimesteren efter stk. 2 og 3 kan kun ske, hvis ansøgeren har afgivet skriftligt samtykke hertil. Institutionen skal vejlede ansøgeren om, at det er en forudsætning for at meddele besøgstilladelse, at den pågældende afgiver samtykke til indhentelse af oplysninger hos politimesteren. Stk. 5. Når en ansøgning om besøgstilladelse afslås eller en besøgstilladelse inddrages, skal der gøres notat om grunden hertil.
Overværet besøg
(Stk. 4)
§ 5. Besøg er i almindelighed uoverværet. Stk. 2. Hvis det i det enkelte tilfælde ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn er nødvendigt, kan det bestemmes, at besøg skal gennemføres under overværelse af personale i institutionen. Stk. 3. Besøg overværes ikke, hvis den besøgende er autoriseret forsvarer eller advokat, der er beskikket for eller valgt af den indsatte som forsvarer i den kriminalsag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende kriminalsag. Stk. 4. Ved besøg, der overværes af personale i institutionen, kan der stilles krav om, at samtalen skal føres på et sprog som den, der overværer besøget, forstår. Hvis forholdene taler derfor, kan der anvendes tolk.
Afbrydelse af besøg
§ 6. Besøg kan afbrydes, hvis dette i det enkelte tilfælde er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Medbragte genstande m.v.
(Stk. 3)
§ 7. Institutionen kan, under hensyn til forholdene i den enkelte institution og i det omfang ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn taler herfor, fastsætte begrænsninger for, hvilke genstande de besøgende må medtage eller være i besiddelse af under besøget. Institutionen kan herunder bestemme, at de besøgende ikke må medbringe genstande, som er vanskelige at undersøge og andre genstande, som det ikke er de indsatte tilladt at have i institutionen, jf. reglerne i genstandsbekendtgørelsen. Stk. 2. Mobiltelefoner må ikke medbringes ved besøg. Dette gælder dog ikke, hvis den besøgende er den autoriserede forsvarer eller advokat, der har været beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den kriminalsag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende kriminalsag. Stk. 3. Institutionen skal på forhånd orientere besøgende om, hvad der ikke må medtages ved besøg og om, at der efter kriminallovens § 229, stk. 2, kan ske konfiskation af genstande og penge, der søges indsmuglet til indsatte, samt om muligheden for domstolsprøvelse efter kriminallovens § 246, jf. § 253.
(Stk. 2)
§ 8. I lukket afdeling er det et vilkår for besøgstilladelse, at den besøgende lader medbragte genstande undersøge. Stk. 2. I åbent og halvlukket regi kan det gøres til et vilkår for besøgstilladelse, at den besøgende lader medbragte genstande undersøge.
Undersøgelse af besøgendes yderbeklædning
(Stk. 2)
§ 9. I lukket afdeling er det et vilkår for besøgstilladelse, at den besøgende lader sin yderbeklædning undersøge. Stk. 2. I åbent og halvlukket regi kan det gøres til et vilkår for besøgstilladelse, at den besøgende lader sin yderbeklædning undersøge.
(Stk. 3)
§ 10. Undersøgelse af yderbeklædning foretages ved, at den besøgende opfordres til at fremvise genstande, som den besøgende har i lommer m.v. Undersøgelsen kan endvidere omfatte eftersyn af den besøgendes yderbeklædning ved anvendelse af metaldetektor. Stk. 2. I lukket afdeling kan der foretages videregående undersøgelse af besøgendes yderbeklædning, hvis der i det enkelte tilfælde er en begrundet mistanke om, at den besøgende vil foretage indsmugling. Stk. 3. Videregående undersøgelse af besøgendes yderbeklædning foretages ved, at den besøgende opfordres til at aftage sin yderbeklædning med henblik på, at institutionen kan foretage en nærmere undersøgelse af denne.
§ 11. Hvis undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning skal finde sted, skal det forinden tilkendegives den besøgende,
- at undersøgelsen kun kan gennemføres med den besøgendes samtykke, og
- at det vil medføre afvisning, hvis den pågældende nægter at lade sig undersøge.
(Stk. 3)
§ 12. Videregående undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning skal foregå i et særligt lokale og må ikke foretages eller overværes af personer af andet køn end den, der skal undersøges. Stk. 2. Undersøgelsen må ikke overværes af andre besøgende eller indsatte. Stk. 3. Undersøgelsen skal gennemføres på en måde, der i størst muligt omfang er egnet til at mindske den besøgendes oplevelse af at blive krænket.
§ 13. Når der foretages videregående undersøgelse af en besøgendes yderbeklædning, skal der gøres notat om baggrunden herfor og resultatet heraf.
Besøg af børn
(Stk. 2)
§ 14. Besøg af børn kan normalt kun finde sted under ledsagelse af en voksen. Stk. 2. Besøg af børn kan normalt kun finde sted med samtykke fra forældremyndighedens indehaver. I tilfælde, hvor forældrene har fælles forældremyndighed, skal det i det enkelte tilfælde overvejes, om der skal indhentes samtykke fra begge forældre.
Besøg til indsatte i kriminalforsorgens pensioner
§ 15. For indsatte i kriminalforsorgens pensioner finder §§ 1-3, § 4, stk. 1, og stk. 3-5, § 6, § 7, stk. 1 og 3, § 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 11 og § 14 tilsvarende anvendelse.
Ikrafttræden
§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2010. Dokumentet vedrører Færøerne og/eller Grønland og er derfor ikke tilgængeligt på retsinformation.dk. Dokumentet er offentliggjort i Lovtidende A, og kan findes ved at følge nedenstående link. BEK nr 1174 af 07/12/2009 Dokumenter, der vedrører Færøerne og/eller Grønland, er ikke sædvanlige dokumenter på retsinformation.dk, og dokumenterne har derfor ikke de samme egenskaber. Der er således ikke etableret relationer til andre dokumenter, og dokumenterne opdateres ikke. Det betyder f.eks., at oplysningen om dokumentets status, dvs. om det er gældende eller historisk, ikke findes.
Kriminalforsorgen i Grønland /Thomas Nicolajsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2009
- Ikrafttrædelsesdato
- 9. december 2009