Tilbage
Lov om ændring af konkursloven\n(Behandlingen i konkurs af indeståender på frit valg-ordninger)
DanmarkLov2009
Justitsministeriet
LOV nr 1265 af 16/12/2009 VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: Ændringsbestemmelser
§ 1
§ 1. I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1259 af 23. oktober 2007, som ændret ved § 14 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages følgende ændringer:
- I § 95, stk. 1, nr. 1, indsættes som 2. pkt.: »Tilsvarende gælder krav ifølge en uforrentet opsparingsordning (frit valg-ordning), jf. stk. 3, der kræves udbetalt i samme tidsrum, eller som, uanset at kravet er optjent før konkursdekretets afsigelse, først kræves udbetalt efter dette tidsrum.«
- I § 95 indsættes som stk. 3: »Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om de betingelser, der skal være opfyldt, for at en uforrentet opsparingsordning (frit valg-ordning) er omfattet af stk. 1, nr. 1, og om, hvilke krav der kan være omfattet af en sådan ordning, herunder om dokumentation for disse forhold.«
§ 2
§ 2. Loven træder i kraft den 1. januar 2010 og finder anvendelse i konkursboer, hvor fristdagen ligger efter lovens ikrafttræden.
§ 3
§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot Under Vor Kongelige Hånd og Segl /MARGRETHE R. / Brian Mikkelsen/
Metadata
- Type
- Lov
- År
- 2009
- Ikrafttrædelsesdato
- 24. august 2011