TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen

DanmarkBekendtgørelse2009

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

BEK nr 253 af 31/03/2009 I medfør af § 1, stk. 1-4, § 4, stk. 1 og 5 og § 24 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. (Bemyndigelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 28. april 2004, fastsættes efter bemyndigelse:

Indledning

§ 1

§ 1. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen.

Ansøgning om støtte

§ 2

(Stk. 4)

§ 2. Landbrugere, der ønsker at modtage støtte efter denne ordning, skal hvert år indsende en ansøgning til FødevareErhverv. Ansøgningen skal indgives på et særligt skema, der kan udfyldes og indsendes via FødevareErhvervs hjemmeside. Skemaet kan også fås i papirform ved henvendelse til FødevareErhverv. Ansøgningen skal være FødevareErhverv i hænde senest den 21. april, eller i tilfælde, hvor den 21. april er en lørdag, søndag, mandag eller en helligdag, den anden hverdag (lørdag ikke medregnet), der følger herefter. Stk. 2. Ansøgere skal endvidere indsende markkort, hvorpå alle bedriftens arealer er indtegnet og identificeret med samme nummer som anført i ansøgningen. Indtegning kan ske elektronisk via FødevareErhvervs hjemmeside eller på papirmarkkort. Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan ansøgere, som har indsendt det i stk. 1 nævnte skema året før, nøjes med at indsende side 1 i ansøgningen, hvis samtlige oplysninger i ansøgningsskemaet er identiske med oplysningerne fra året før. Ansøgere, som søger om støtte til energiafgrøder, proteinafgrøder eller stivelseskartofler skal dog altid indsende en fuldstændig udfyldt ansøgning. Stk. 4. Der kan kun indgives én ansøgning for hver bedrift. Arealer, hvorpå en landbruger har givet græsningsret til andre, skal angives i ansøgningen for den, der ejer eller forpagter arealet.

Sukkertillæg

§ 3

(Stk. 2)

§ 3. Kompensationsbeløbet for prisfaldet på sukker med det generelle fradrag på 1,67 pct. til den nationale reserve anvendes til generelle og individuelle sukkertillæg. Stk. 2. Fra 2009 anvendes ca. 50 pct. af kompensationsbeløbet til generelle sukkertillæg og ca. 50 pct. til individuelle sukkertillæg.

fradrag

National reserve

Ansøgning m.v.

§ 4

§ 4. Tildeling fra den nationale reserve kan ske i form af betalingsrettigheder eller ved forøgelse af værdien af allerede tildelte betalingsrettigheder. Der kan kun ske tildeling fra den nationale reserve, hvis værdien af det tildelte mindst udgør 5.000 kr.

§ 5

(Stk. 2)

§ 5. Ansøgning om tildeling fra den nationale reserve kan hvert år indsendes til FødevareErhverv i perioden fra den 15. januar til ansøgningsfristens udløb, jf. § 2, stk. 1, for det pågældende år. Stk. 2. Ansøgning indsendes på et skema, der findes på FødevareErhvervs hjemmeside eller fås ved henvendelse til FødevareErhverv. Ansøgningen skal vedlægges nødvendig dokumentation.

Tildeling fra den nationale reserve i særlige situationer

§ 6

(Stk. 2)

§ 6. FødevareErhverv tildeler betalingsrettigheder til landbrugere, der opfylder betingelserne i art. 20-22 i Kommissionens forordning (EF) nr. 795/2004 af 21. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser til enkeltbetalingsordningen. Stk. 2. Ved langfristede forpagtningsforhold forstås forpagtninger med en varighed på mindst 5 år, jf. artikel 18, stk. 5, i Kommissionens forordning (EF) nr. 795/2004.

Tildeling fra den nationale reserve i andre tilfælde

§ 7

(Stk. 6)

§ 7. FødevareErhverv kan tildele betalingsrettigheder fra den nationale reserve til landbrugere, som den 25. april 2005 rådede over en bedrift med et areal, der

  1. blev anvendt til dyrkning af juletræer, og hvor et areal efter rydning opfylder betingelserne for støtteberettigede arealer eller
  2. blev udnyttet til råstofindvinding ifølge tilladelse efter råstofloven, og hvor arealet efter endt råstofindvinding er retableret til agerjord og opfylder betingelserne for støtteberettigede arealer. Stk. 2. Den i stk. 1, nr. 1, nævnte rydning af et areal skal være sket inden begyndelsen af det kalenderår, hvori der søges støtte til arealet. Stk. 3. Tildeling af betalingsrettigheder efter stk. 1 forudsætter, at landbrugeren ikke har solgt tildelte eller erhvervede betalingsrettigheder, uden at der er fulgt et tilsvarende areal med. Stk. 4. Ansøgning om tildeling fra den nationale reserve i henhold til stk. 1, vil i det omfang der er midler til rådighed inden for hver af de nævnte grupper, blive behandlet og tilgodeset i den rækkefølge, ansøgningerne indkommer til FødevareErhverv. Er der et år ikke tilstrækkelige midler, vil ansøgningerne komme i betragtning det følgende år. Stk. 5. Ansøgninger om tildeling efter stk. 1, nr. 2, skal ledsages af dokumentation fra den kompetente myndighed om, at arealet er retableret til landbrugsformål. Stk. 6. Hvis en ansøger, der har fået tildelt betalingsrettigheder efter stk. 1, nr. 1, indenfor en periode på 5 år efter tildelingen udvider bedriftens areal med juletræer ved tilplantning, sammenlignet med arealet det år betalingsrettighederne fra den nationale reserve blev tildelt, vil de tildelte betalingsrettigheder fra den nationale reserve for et tilsvarende areal blive inddraget til reserven. Der kan maksimalt inddrages det antal betalingsrettigheder, der er tildelt fra den nationale reserve under dette omstruktureringsprogram.

Basisværdien af betalingsrettigheder, udligning af basisværdien og nedsættelse af kvægtillæg

§ 8

(Stk. 4)

§ 8. Basisværdien af betalingsrettigheder for arealer, der var med permanent græs den 21. april 2003, blev fastlagt i henhold til § 8, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 1514 af 22. december 2004 om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen. Basisværdien for betalingsrettigheder for øvrige arealer bliver hvert år i perioden fra 2009-2012 beregnet på grundlag af antallet af betalingsrettigheder og Danmarks finansielle loft for enkeltbetalingsordningen fratrukket beløb anvendt til kvægtillæg, mælketillæg, sukkertillæg, national reserve samt den samlede værdi af betalingsrettigheder tildelt for permanent græs. Stk. 2. I 2009 forhøjes basisværdien for betalingsrettigheder, der er tildelt for permanent græs, til ca. 1.500 kr., samtidig med at basisværdien af de øvrige betalingsrettigheder nedsættes i fornødent omfang. Basisværdien for betalingsrettigheder tildelt for permanent græs forhøjes yderligere til ca. 2.100 kr. i 2010 og ca. 2.200 kr. i 2011. Stk. 3. Fra 2010 til 2012 vil der ske en tilpasning af basisværdien af de øvrige betalingsrettigheder, således at der i 2012 er én basisværdi for alle typer betalingsrettigheder. Stk. 4. Den del af betalingsrettighedens værdi, der i 2005 blev tildelt som tillæg baseret på kvægpræmier samt kvægtillæg tildelt fra den nationale reserve, nedsættes med i alt 56,25 pct. fordelt med lige store andele over perioden 2009-2012. Det herved fremkomne beløb vil indgå i udligningen af basisværdien af rettigheder, jf. stk. 2 og 3.

Almindelige betingelser for støtte

§ 9

§ 9. Arealer, der indgår i en ansøgning om støtte, skal mindst være til rådighed for ansøgeren på den i § 2, stk. 1, sidste pkt., nævnte dato.

§ 10

§ 10. Dyrkede arealer skal under normale vejrforhold være sået eller tilplantet senest den 31. maj i ansøgningsåret. For lavskov kan tilplantning ske indtil den 15. juni. For grøntsager, som traditionelt sås eller tilplantes sent, er såfristen den 30. juni, dog for så vidt angår kålafgrøder, porrer, salat, bladselleri, gulerødder, bønner, knoldfennikel og radiser den 15. august. Ved senere såning eller tilplantning betragtes arealerne som landbrugsarealer, som ikke dyrkes, og arealerne skal overholde bestemmelserne i §§ 18-22 om god landbrugs- og miljømæssig stand

§ 11

§ 11. Et areal, hvortil der søges støtte, skal udgøre et sammenhængende areal på mindst 0,30 ha. Dette gælder dog ikke arealer i lukkede væksthuse.

§ 12

(Stk. 3)

§ 12. Landbrugsarealer skal under normale vejrforhold kunne dyrkes og høstes i perioden 15. maj til 15. september, jf. dog § 15. Stk. 2. På landbrugsarealer må der pr. ha højst være 50 stubbe, træer eller buske. Stk. 3. Landbrugsarealer, som ikke dyrkes i overensstemmelse med god landmandspraksis og lokalt anerkendte normer, betragtes som udyrkede arealer.

§ 13

§ 13. Et areal, hvorpå der har været skov eller ikke-støtteberettigede permanente afgrøder, kan kun danne grundlag for udbetaling af støtte, hvis rødderne er fjernet inden begyndelsen af det kalenderår, hvori der søges støtte til arealet, således at pløjning af arealet kan ske.

§ 14

(Stk. 5)

§ 14. Ved lavskov forstås beplantninger af hassel og løvtræer, der kan skyde fra stødet, og som stævnes mindst hvert tiende år. Stk. 2. Beplantninger med lavskov skal minimum udgøre 0,3 ha og til enhver tid bestå af minimum 8.000 plantede træer pr. ha af de i stk. 1 nævnte planter. For beplantninger af poppelarter i renkultur skal plantetætheden til enhver tid bestå af minimum 2.000 plantede træer pr. ha. Derudover kan arealet tilplantes med op til 25 pct. andre arter af træer og buske beregnet på grundlag af antallet af de i stk. 1 nævnte planter og jævnt fordelt i beplantningen. Højst 20 pct. af arealet må udgøre ubefæstede arbejdsarealer. Stk. 3. Lavskovarealet skal anmeldes i en ansøgning om enkeltbetaling hvert år indtil stævning. Stk. 4. Hvis arealet ikke anmeldes hvert år indtil stævning, eller hvis arealet ikke stævnes inden udgangen af det 10. år efter etablering eller seneste stævning, betragtes arealet som almindelig skov. Arealet har derfor ikke opfyldt støttebetingelserne for årene siden etablering eller seneste stævning. Stk. 5. For lavskov etableret før denne bekendtgørelses ikrafttræden gælder kravet i stk. 2 om antal planter pr. ha fra den 1. januar 2010.

Permanente græsarealer

§ 15

§ 15. Ved permanente græsarealer forstås arealer, som nævnt i art. 2, nr. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 af 21. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 239/2005 af 11. februar 2005, og hvor plantedækket består af græs og andet grøntfoder, som under normale vejrforhold kan afgræsses eller høstes ved slæt i perioden 1. juni til 31. august. Dele af markens overflade, hvor plantedækket overvejende består af andre plantearter end græs og andet grøntfoder, er ikke støtteberettiget.

§ 16

(Stk. 6)

§ 16. FødevareErhverv fastlægger referenceandelen for permanente græsarealer. Referenceandelen er arealet med permanent græs i 2003 i forhold til det samlede landbrugsareal i 2005. Stk. 2. Konstaterer FødevareErhverv for et givet år, at det samlede areal med permanent græs er faldet, og at andelen af arealet med permanent græs i forhold til det samlede landbrugsareal er faldet med mere end 5 procent i forhold til referenceandelen, iværksætter FødevareErhverv en ordning, hvorefter permanente græsarealer kun må inddrages i omdriften, hvis FødevareErhverv efter ansøgning giver tilladelse hertil. Stk. 3. Hvis det for et givet år konstateres, at det samlede areal med permanent græs er faldet, og andelen af arealet med permanent græs i forhold til det samlede landbrugsareal er faldet med mere end 10 pct. i forhold til referenceandelen, giver FødevareErhverv landbrugere, der søger støtte efter denne ordning, og som råder over arealer, der er blevet omlagt fra permanente græsarealer til anden anvendelse, påbud om retablering af permanente græsarealer. Stk. 4. Forpligtelsen til retablering af permanente græsarealer vedrører de arealer, der er overgået til anden anvendelse inden for de seneste 24 måneder forud for den i § 2, stk. 1, nævnte ansøgningsfrist. Stk. 5. Arealer, der i henhold til en forpligtelse i et tilsagn om tilskud til miljøvenligt landbrug i medfør af landdistriktsprogrammet er udlagt som permanente græsarealer, er i perioden fra tilsagnets udløb til den 31. august i det førstkommende kalenderår ikke omfattet af et eventuelt krav om forudgående tilladelse til inddragelse af permanente græsarealer i omdriften, og arealerne vil i denne periode ikke blive omfattet af et påbud om retablering af permanente græsarealer, jf. dog stk. 6. Stk. 6. Bedrifter med tilsagn om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion og til miljøbetinget tilskud er i tilsagnsperioden og i perioden fra forpligtelsens udløb til det umiddelbart efterfølgende ansøgningstidspunkt for støtte efter enkeltbetalingsordningen ikke omfattet af et eventuelt krav om forudgående tilladelse til inddragelse af permanente græsarealer i omdriften, og arealerne vil i disse perioder ikke blive omfattet af et påbud om retablering af permanente græsarealer.

Krydsoverensstemmelse

Krav fra EU-forordninger og direktiver m.m.

§ 17

§ 17. Reglerne i bekendtgørelse om krydsoverensstemmelse finder anvendelse på ansøgninger indgivet efter § 2.

God landbrugs- og miljømæssig stand

§ 18

(Stk. 6)

§ 18. Landbrugsarealer, der ikke dyrkes, skal holdes plantedækket. Stk. 2. Plantedækket skal etableres senest 14 dage efter høst, dog senest den 1. oktober, medmindre der er tilstrækkeligt eksisterende plantedække på arealerne. Hvis høsten først sker efter den 1. oktober, skal plantedækket etableres snarest muligt og senest den 31. maj. Etableret plantedække kan retableres i perioden fra den 15. april til den 31. maj under forudsætning af, at reglerne om slåning i § 19, stk. 2, er overholdt. Stk. 3. Plantedækket skal etableres på grundlag af

  1. fremspirede spildfrø fra tidligere dyrkningsårs landbrugsafgrøder eller
  2. græsmarksplanter eller
  3. frøblandinger, herunder blandinger af vildt- og bivenlige planter, som godkendes af FødevareErhverv. Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder dog ikke anvendelse på arealer, der er beliggende inden for de i § 69 i vandløbsloven nævnte bræmmer på 2 m. Stk. 5. Plantedække kan undlades i en bredde af højst to meter rundt om hver enkelt mark. Dette areal kan ved mekanisk bearbejdning holdes plantefrit hele året. Plantedække kan dog ikke undlades på arealer, der ligger nærmere end 5 meter fra søer, åbne vandløb, kystlinier og fortidsminder, der er beskyttet i medfør af museumslovens § 29e. Endvidere kan der hele året etableres insektvolde på de i stk. 1 nævnte arealer, og der kan efter godkendelse fra FødevareErhverv etableres andre former for faunaforbedrende foranstaltninger. Stk. 6. På de i stk. 1 nævnte arealer skal der hvert år inden 1. oktober ske eftersåning af områder uden tilstrækkeligt plantedække.
§ 19

(Stk. 3)

§ 19. Permanente græsarealer og landbrugsarealer, der ikke dyrkes, skal slås mindst en gang hvert andet år i juli eller august. For permanente græsarealers vedkommende kan slåning erstattes af afgræsning. Stk. 2. Plantedækket på landbrugsarealer, der ikke dyrkes, må ikke slås i perioden 1. maj - 30. juni. Hvis arealerne er beliggende inden for de afstandskrav, der gælder efter bestemmelserne for certificering af frø, skal plantedækket dog slås inden blomstring på anmodning fra den berørte frøavler. Endvidere må plantedækket slås i forbindelse med bekæmpelse af flyvehavre, hejrearter, brændenælder, tidsler samt giftige eller aggressive ukrudtsarter, som fastlægges af FødevareErhverv. Plantedækket må slås hele året, hvis det igennem hele foråret ved slåning med jævne mellemrum holdes helt kort. Stk. 3. Uanset stk. 1 kan slåning undlades, hvis arealet samme år er slået i henhold til stk. 2. Endvidere kan slåning af plantedækket undlades på vildtstriber og insektvolde. Endelig kan slåning undlades i de første tre år efter såning på arealer, hvor der er isået flerårige vildt- og bivenlige arter. Arealerne skal dog holdes fri for opvækst af træer og buske.

§ 20

(Stk. 2)

§ 20. Landbrugsarealer, der ikke dyrkes, må ikke anvendes på en måde, der medfører ødelæggelse eller fjernelse af plantedækket. Midlertidige foranstaltninger og arrangementer er dog tilladt, hvis plantedækket retableres straks efter anvendelsen. Stk. 2. Uanset stk. 1 kan landbrugsarealer, der ikke dyrkes, anvendes til midlertidig opbevaring af halm, roer, kartofler og lignende.

§ 21

(Stk. 2)

§ 21. På landbrugsarealer, der ikke dyrkes, må der ikke

  1. anvendes plantebeskyttelsesmidler, jf. lov om kemiske stoffer og produkter, med undtagelse af midler, der anvendes med henblik på selektiv bekæmpelse af kæmpebjørneklo og selektiv bekæmpelse af flyvehavre under forudsætning af, at det øvrige plantedække ikke beskadiges,
  2. tilføres mineralsk eller organisk gødning eller
  3. kunstvandes. Stk. 2. Uanset stk. 1 og § 20, stk. 1, kan der på landbrugsarealer, der ikke dyrkes, foretages mekanisk jordbehandling og anvendes gødning og pesticider fra 15. juli med henblik på at etablere en afgrøde til høst i det følgende år.
§ 22

§ 22. Bestemmelserne i §§ 18-21 gælder ikke for landbrugsarealer, der er etableret som natur efter § 7, stk. 2, i lov om drift af landbrugsjorder samt arealer med træer og buske, der ikke indgår i landbrugsarealet.

Overdragelse af bedrifter

§ 23

§ 23. Hvis en bedrift overdrages i sin helhed, inden den ansøgte enkeltbetaling er udbetalt, vil støtten uanset overdragelsen blive udbetalt til overdrageren, medmindre overdrageren ved en transport overfører støtten til erhververen.

Overdragelse af betalingsrettigheder

§ 24

(Stk. 3)

§ 24. Ved overdragelse af betalingsrettigheder skal overdrager og erhverver underrette FødevareErhverv. Underretning om overdragelsen skal ske på en særlig blanket, der fås via FødevareErhvervs hjemmeside eller ved henvendelse i FødevareErhverv. Underretningen skal være FødevareErhverv i hænde senest ved udløbet af den i § 2 fastsatte ansøgningsfrist i det kalenderår, hvor erhverver vil benytte de overdragne betalingsrettigheder i en ansøgning efter § 2. Stk. 2. Hvis overdrager og erhverver ønsker at ændre slutdatoen for en midlertidig overdragelse af betalingsrettigheder, som de tidligere har underrettet FødevareErhverv om, skal dette ske på en særlig blanket, der fås via FødevareErhvervs hjemmeside eller ved henvendelse i FødevareErhverv. Underretningen skal være FødevareErhverv i hænde senest ved udløbet af den i § 2 fastsatte ansøgningsfrist i kalenderåret, hvis en ændring af slutdatoen skal have virkning for det pågældende ansøgningsår. Stk. 3. Hvis FødevareErhverv modtager underretning om en overdragelse eller ændring af slutdatoen for en midlertidig overdragelse efter udløbet af ansøgningsfristen, men inden udløbet af fristen for at ændre i ansøgningen, kan parterne ved en ændring af ansøgningerne angive, at betalingsrettighederne tilføjes i erhververs ansøgning, og at de slettes i overdragers ansøgning, hvis de var omfattet af denne.

Kontrol

§ 25

(Stk. 2)

§ 25. Kontrollen med de omfattede arealer, afgrøder og produkter m.v. foretages af Plantedirektoratet i form af stikprøvekontrol, herunder ved telemåling, hos de enkelte landbrugere. Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan foretage kontrol på de bedrifter, hvortil der er søgt støtte, uanset om hele eller dele af bedriften er overdraget efter indsendelse af støtteansøgning.

§ 26

§ 26. Det påhviler landbrugerne at yde den nødvendige bistand ved kontroleftersyn. Landbrugerne skal blandt andet forevise de omfattede arealer og de bygninger, hvor høsten opbevares, samt forevise dyrkningsplaner, markplaner, gødningsplaner, forretningsmateriale og regnskabsmateriale m.v.

regnskab

Udnyttelse af betalingsrettigheder

§ 27

(Stk. 3)

§ 27. En landbruger kan i ansøgningen angive hvilke betalingsrettigheder, der ikke skal anvendes ved udbetaling af støtte. Stk. 2. Hvis en landbruger ikke har angivet i ansøgningen, hvilke betalingsrettigheder, der ikke skal udnyttes, bliver betalingsrettighederne med den højeste værdi anvendt først. Hvis flere rettigheder har samme værdi, vil de betalingsrettigheder, der dannede grundlag for udbetaling af støtte det foregående år, blive anvendt først. 1. og 2. pkt. gælder ikke for særlige betalingsrettigheder. Stk. 3. Hvis en landbruger anmelder et større areal end det antal arealbaserede betalingsrettigheder, som landbrugeren råder over, vil eventuelle særlige betalingsrettigheder blive anvendt på det overskydende areal.

§ 28

§ 28. Hvis en landbruger ikke anmelder et areal til udnyttelse af særlige betalingsrettigheder, skal landbrugeren opretholde en produktion på mindst 50 pct. af det fastsatte krav om storkreaturer (SK) pr. særlig betalingsrettighed, for at støtten kan udbetales. Udnyttelsen målt i storkreaturer beregnes pr. dag, dyret har været i besætningen i kalenderåret multipliceret med følgende faktorer:

  1. Handyr (tyre og stude) og kvier fra 24 måneder, ammekøer og malkekøer: 1,0 SK.
  2. Handyr (tyre og stude) og kvier fra 6 måneder til og med 24 måneder: 0,6 SK.
  3. Handyr og hundyr under 6 måneder: 0,2 SK.

Straffebestemmelser

§ 29

(Stk. 2)

§ 29. Overtrædelse af § 26 i forbindelse med den i § 25 omhandlede kontrol, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter kapitel 5 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

selskab

Ikrafttrædelse og ophør

§ 30

(Stk. 3)

§ 30. Bekendtgørelsen træder i kraft den 3. april 2009 og finder anvendelse på ansøgninger indgivet i 2009 og senere, jf. dog § 14, stk. 5. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1598 af 19. december 2007 om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse for ansøgninger indgivet i 2008 og tidligere. Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1515 af 22. december 2004 om afgrøder, dyrket på udtagne arealer til fremstilling af produkter, som ikke primært er bestemt til fødevarer eller foder ophæves.

FødevareErhverv /Arent B. Josefsen / Niels Sønderbye/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2009
Ikrafttrædelsesdato
2. april 2009