Bekendtgørelse om tilskud til projekter vedrørende investeringer i nye processer og teknologier på jordbrugsbedrifter
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
BEK nr 259 af 31/03/2009 I medfør af tekstanmærkning nr. 147 ad § 24.23.33. på finansloven for 2009 fastsættes efter bemyndigelse:
Ordningens indhold
(Stk. 2)
§ 1. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kan inden for de afsatte rammer give tilsagn om tilskud til projekter vedrørende investeringer i nye processer og teknologier, der bidrager til miljømæssigt og klimamæssigt bæredygtigt jordbrug eller til at forbedre arbejdsmiljøet i jordbruget samt til at sikre en økonomisk bæredygtig jordbrugsbedrift. Stk. 2. Tilsagn om tilskud kan gives til ejere og forpagtere, der driver en jordbrugsbedrift beliggende i Region Sjælland eller i Region Syddanmark.
Administration
Myndigheder og kontrol
§ 2. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ved FødevareErhverv træffer afgørelser efter denne bekendtgørelse.
(Stk. 4)
§ 3. FødevareErhverv foretager kontrol i forbindelse med administrationen efter denne bekendtgørelse. Stk. 2. FødevareErhverv forestår den fysiske kontrol og den efterfølgende regnskabskontrol. Stk. 3. Plantedirektoratet kan efter bemyndigelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri forestå den fysiske kontrol og den efterfølgende regnskabskontrol. Stk. 4. Til brug for kontrollen indhentes oplysninger fra andre myndigheder i fornødent omfang.
Ansøgning om tilskud
(Stk. 3)
§ 4. Ansøgning om tilskud indgives til FødevareErhverv på et særligt ansøgningsskema, der fås ved henvendelse til FødevareErhverv eller via FødevareErhvervs hjemmeside. Stk. 2. En ansøgning om tilskud skal være modtaget i FødevareErhverv senest den 1. juni 2009. Stk. 3. Fødevareerhverv kvitterer for ansøgningens modtagelse og kan i forbindelse hermed give tilladelse til at iværksætte projektet.
Prioritering og afgørelse
(Stk. 5)
§ 5. Hvis den i § 1, stk. 1, afsatte ramme ikke er tilstrækkelig til at give tilsagn til alle tilskudsberettigede ansøgninger, meddeles tilsagn efter en prioritering af ansøgningerne efter stk. 2, 3 og 4. Stk. 2. Ansøgningerne prioriteres på grundlag af investeringernes nyhedsværdi. Stk. 3. Ansøgningerne prioriteres på grundlag af forventede effekter som følge af gennemførelse af investeringerne i forhold til ordningens indsatsområder:
- Ansøgninger vedrørende investeringer, der bidrager til miljømæssigt og klimamæssigt bæredygtigt jordbrug, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, prioriteres på grundlag af effekterne i forhold til a) reduktion af lugtgener og amoniakfordampning fra husdyrproduktion og husdyrgødning, b) reduktion af negative effekter af pesticidanvendelsen, c) reduktion af forbrug eller udvaskning af kvælstof eller fosfor, d) reduktion af energiforbruget og e) reduktion af klimagasser.
- Ansøgninger vedrørende investeringer i arbejdsmiljøet, jf. § 6, stk. 1, nr. 2, prioriteres på grundlag af effekterne i forhold til forbedring af arbejdsmiljøet for de beskæftigede på jordbrugsbedriften. Stk. 4. Ansøgningerne prioriteres på grundlag af det forventede forbedrede økonomiske resultat af den primære drift, jf. § 6, stk. 2, som følge af gennemførelse af projektet. Stk. 5. Hvis ansøgningen kan godkendes, giver FødevareErhverv tilsagn om tilskud.
Tilskudsberettigede projekter
(Stk. 2)
§ 6. Der kan ydes tilskud til projekter vedrørende:
- Investeringer i nye processer og teknologier, der bidrager til miljømæssigt og klimamæssigt bæredygtigt jordbrug, herunder investeringer i a) biogasanlæg og anden energiudnyttelse, b) gyllebehandlingsanlæg, c) luftrensningsanlæg, d) teknologier, der bidrager til reduktion i forbruget af pesticider, e) energioptimering, f) teknologier til produktion af flerårige energiafgrøder og g) klimavenlige dyrkningssystemer.
- Investeringer i nye processer og teknologier, der bidrager til at forbedre arbejdsmiljøet i jordbruget. Stk. 2. Projektets gennemførelse skal medføre et forbedret økonomisk resultat af den primære jordbrugsdrift.
§ 7. Tilskud kan ydes til primære jordbrugere, der som ejer eller forpagter driver en primær jordbrugsbedrift med et årligt arbejdskraftbehov på mindst 830 arbejdstimer opgjort efter normtimesatser.
Betingelser for tilskud
(Stk. 4)
§ 8. Det er en betingelse for tilskud til et projekt,
- at de samlede tilskudsberettigede udgifter til projektet beløber sig til mindst 200.000 kr.,
- at de nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder opnås,
- at ansøger afgiver de oplysninger, FødevareErhverv anmoder om til brug for sagsbehandlingen,
- at det planlagte projekt er afsluttet, og udgifterne til projektet er betalt senest den 30. september 2010,
- at det er tilsagnshaver, der gennemfører projektet,
- at tilsagnshaver indsender udbetalingsanmodning og projektrapport rettidigt til FødevareErhverv, jf. § 14, stk. 3,
- at investeringer, hvortil der er ydet tilskud, opretholdes i en periode på mindst 5 år fra det tidspunkt, hvor tilsagn om tilskud er givet, og
- at udbetalingsanmodning med tilhørende originale regnskabsbilag holdes tilgængeligt i mindst 5 år, regnet fra udbetalingsdatoen. Stk. 2. Efter gennemførelse af projektet skal tilsagnshaver afrapportere projektet til FødevareErhverv. Afrapporteringen skal indeholde en redegørelse for de aktiviteter, der er gennemført i forbindelse med projektet og for resultatet af projektet Stk. 3. FødevareErhverv fastsætter i tilsagnet nærmere betingelser om tilsagnshavers forpligtelse til at informere om den offentlige medfinansiering af projektet og til at offentliggøre oplysninger om projektet på tilsagnshavers hjemmeside eller i relevante dagblade og tidsskrifter. Stk. 4. FødevareErhverv kan i tilsagnet fastsætte yderligere betingelser for tilskud.
Tilskudsberettigede projektudgifter
§ 9. De tilskudsberettigede udgifter kan omfatte
- udgifter til investeringer på jordbrugsbedriften,
- udgifter til honorar til arkitekt, ingeniør og anden konsulentbistand i forbindelse med gennemførelse af projektet,
- udgifter til attestation af udbetalingsanmodning og til udarbejdelse af slutrapport,
- udgifter til den Kgl. Bygningsinspektørs afsyning af projektet, og
- andre udgifter, som FødevareErhverv vurderer at være nødvendige for at gennemføre investeringsprojektet.
§ 10. De tilskudsberettigede udgifter kan ikke omfatte
- udgifter til køb af brugt udstyr og materiel,
- udgifter til opførelse og ombygning af bygninger,
- udgifter til leje og leasing af udstyr og materiel,
- udgifter til investeringer, hvortil der gives tilskud efter anden lovgivning,
- udgifter til investeringer, som tilsagnshaver er forpligtet til at gennemføre efter anden lovgivning,
- udgifter til finansierings- og pengeinstitutomkostninger, medmindre disse skyldes krav fra tilsagnsgivende myndighed,
- moms, med mindre denne endeligt bæres af tilsagnshaver,
- udgifter til tilsagnshavers eget arbejde eller til løn til tilsagnshavers personale i forbindelse med projektet, eller
- udgifter, som tilsagnshaver har betalt inden FødevareErhverv har givet tilladelse til at iværksætte projektet, jf. § 4, stk. 3.
Ændring af projektet og indtræden i tilsagn
(Stk. 2)
§ 11. Ændring af et projekt kan godkendes af FødevareErhverv på betingelse af, at ændringen efter FødevareErhvervs vurdering er i overensstemmelse med projektets formål. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af FødevareErhverv, inden ændringen iværksættes. Stk. 2. Tilsagnsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med ændringer i projektet.
§ 12. FødevareErhverv kan efter ansøgning tillade, at en anden, der ifølge § 1 og § 7 kan være til-sagnshaver, indtræder i et tilsagn om tilskud. Den, der indtræder i tilsagnet, indtræder i rettigheder og forpligtelser efter tilsagnet.
Beregning af tilskud
(Stk. 3)
§ 13. Tilskuddet kan højest udgøre 40 pct. af de tilskudsberettigede udgifter. Stk. 2. Hvis der samlet er ansøgt om tilsagn om tilskud for et større beløb end den afsatte ramme, jf. § 1, stk. 1, reduceres tilskudsprocenten ned til 35 i tilsagnet om tilskud.. Når alle udbetalingsanmodninger fra de jordbrugere, som har fået tilsagn om tilskud, er modtaget i FødevareErhverv, jf. § 14, stk. 3, vil tilskudsprocenten blive forhøjet i det omfang de samlede tilskudsberettigede udgifter i udbetalingsanmodningerne fra tilsagnshaverne bliver mindre end forudsat ved meddelelsen af tilsagn om tilskud, dog højest op til 40 pct. af de tilskudsberettigede udgifter. Stk. 3. Tilskuddet kan højest beregnes på grundlag af et samlet beløb på 5, 0 millioner kr. pr. bedrift.
Udbetaling af tilskud
(Stk. 5)
§ 14. Udbetaling af tilskud sker på baggrund af opgørelse over tilsagnshavers betalte tilskudsberettigede udgifter, der skal kunne dokumenteres. Anmodning om udbetaling af tilskud skal udfærdiges på et særligt skema og vedlægges en revisorerklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor. Skema og formular til revisorerklæring fås ved henvendelse til FødevareErhverv eller via FødevareErhvervs hjemmeside. Stk. 2. FødevareErhverv kan beslutte, at investeringen skal synes af en Kgl. Bygningsinspektør, inden udbetaling af tilskud foretages. Stk. 3. Udbetalingsanmodningen med bilag samt projektrapport skal være modtaget i FødevareErhverv senest den 1. december 2010. Stk. 4. Tilskuddet udbetales i marts måned 2011. Stk. 5. FødevareErhverv overfører tilskuddet til tilsagnshavers NemKonto.
Underretningspligt
(Stk. 2)
§ 15. Tilsagnshaver skal i hele perioden, hvor betingelserne for tilskud skal opfyldes, på forlangende afgive erklæring til FødevareErhverv om, hvorvidt betingelserne for tilskud fortsat opfyldes. Stk. 2. Tilsagnshaver er i hele perioden, hvor betingelserne for tilskud skal opfyldes, forpligtet til uden ugrundet ophold skriftligt at give FødevareErhverv meddelelse om forhold, der kan medføre bortfald af tilsagn om tilskud eller tilbagebetaling af tilskud efter § 16.
Bortfald og tilbagebetaling af tilskud
(Stk. 2)
§ 16. Tilsagn om tilskud bortfalder, hvis
- betingelserne for tilskud ikke er opfyldt,
- tilsagnshaver har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse,
- aktiviteten ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning,
- tilsagnshaver undlader at yde den fornødne vejledning og hjælp ved gennemførelse af den i § 3 nævnte kontrol, eller undlader at udlevere regnskaber, forretningsbøger m.v., som er nødvendige for gennemførelse af kontrollen, eller
- tilsagnshaver ikke overholder sin underretningspligt efter § 15. Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte tilfælde træffer FødevareErhverv afgørelse om tilbagebetaling af tilskud. Ved opgørelse af tilbagebetalingskrav tillægges der renter. Rentetillægget beregnes fra tidspunktet for meddelelse af tilbagebetalingskravet til tilbagebetaling sker og med den i lov om renter ved forsinket betaling m.v. (Renteloven) fastsatte referencesats med tillæg. Rentetillægget udgør dog mindst 50 kr.
Force majeure
(Stk. 4)
§ 17. FødevareErhverv anerkender følgende begivenheder som force majeure:
- Tilsagnshavers død.
- Ekspropriation, hvis en sådan ekspropriation ikke kunne forudses på tidspunktet for tilsagnshavers modtagelse af tilsagnet.
- En alvorlig naturkatastrofe, der i væsentlig grad berører arealer, der er omfattet af projektet. Stk. 2. Det er en betingelse for anerkendelse af force majeure i konkrete tilfælde, at de indtrufne begivenheder forhindrer opfyldelse af de forpligtelser, i forhold til hvilke der påberåbes force majeure, og at den forpligtede ikke uden uforholdsmæssige opofrelser kunne have sikret sig herimod. Stk. 3. FødevareErhverv kan i ganske særlige tilfælde anerkende andre begivenheder som force majeure end de, der er nævnt i stk. 1. Stk. 4. Hvis tilsagnshaver eller dennes dødsbo ønsker at påberåbe sig force majeure, skal dette meddeles FødevareErhverv skriftligt senest 10 arbejdsdage efter det tidspunkt, hvor tilsagnshaver eller dennes dødsbo er i stand til at gøre det. Meddelelsen skal være vedlagt fyldestgørende dokumentationsmateriale.
Klageadgang
(Stk. 2)
§ 18. Afgørelser, truffet af FødevareErhverv i medfør af denne bekendtgørelse, kan påklages til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Stk. 2. Klagen skal indgives gennem FødevareErhverv. Klagen skal være FødevareErhverv i hænde senest 4 uger efter modtagelsen af den afgørelse, klagen vedrører.
Ikrafttrædelse
§ 19. Bekendtgørelsen træder i kraft den 3. april 2009.
FødevareErhverv /Arent B. Josefsen / Steen Bonde/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2009
- Ikrafttrædelsesdato
- 14. november 2013