Bekendtgørelse om uddannelsesydelse
Beskæftigelsesministeriet
BEK nr 678 af 01/07/2009 I medfør af § 52 j i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 975 af 26. september 2008, som ændret ved lov nr. 478 af 12. juni 2009 og lov nr. 482 af 12. juni 2009, fastsættes efter forhandling med Beskæftigelsesrådet om beregning og udbetaling af uddannelsesydelse og efter bemyndigelse fra beskæftigelsesministeren og efter forhandling med undervisningsministeren om afgivelse og udveksling af oplysninger:
Område
(Stk. 2)
§ 1. Et medlem, som deltager i selvvalgt uddannelse efter kapitel 8 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan få udbetalt uddannelsesydelse efter reglerne i denne bekendtgørelse. Stk. 2. Det er en betingelse for at få uddannelsesydelse, at medlemmet er berettiget til dagpenge. Et medlem kan dog få uddannelsesydelse, selv om medlemmet er pålagt en karantæne i henhold til reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., medmindre der er tale om en karantæne for selvforskyldt ledighed på grund af afslag på et arbejde, som medlemmet er henvist til, mens medlemmet deltager i selvvalgt uddannelse med uddannelsesydelse, jf. bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed.
§ 2. Udbetaling af uddannelsesydelse sker på samme måde og på samme tidspunkter, som udbetaling af dagpenge fra a-kassen.
Uddannelsesydelse til uddannelse på folkeskole- og gymnasialt niveau samt videregående uddannelse, jf. § 4, nr. 2, i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om 6 ugers selvvalgt uddannelse til forsikrede ledige
Ansøgning om uddannelsesydelse
(Stk. 4)
§ 3. Uddannelsesydelse udbetales af a-kassen efter ansøgning. Ved ansøgning om uddannelsesydelse skal der anvendes et skema, der er udarbejdet af Arbejdsdirektoratet. Stk. 2. Ansøgningen kan tidligst afleveres 3 måneder før, uddannelsen begynder. Ansøgningen skal afleveres senest den dag, uddannelsen begynder, jf. dog § 8, stk. 3. Stk. 3. Medlemmet skal i ansøgningen oplyse personnummer samt give de oplysninger, som er nødvendige for tildeling og udbetaling af uddannelsesydelse. Stk. 4. Uddannelsesstedet skal på ansøgningen bekræfte, at medlemmet er optaget, har opnået tilsagn om optagelse, eller har opnået betinget tilsagn om optagelse på uddannelsen, samt give de oplysninger om uddannelsen, herunder om uddannelsens varighed og omfang, der er nødvendige for udbetaling af uddannelsesydelse.
Beregning af uddannelsesydelse
(Stk. 6)
§ 4. Til heltidsuddannelse udbetales uddannelsesydelse med en ugesats svarende til arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Til følgende fagspecifikke kurser, som ikke udbydes som indtægtsdækket virksomhed, ydes uddannelsesydelse med en ugesats svarende til 90 procent af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.:
- Fagspecifikke kurser på videregående niveau, som udbydes efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) mv.
- Fagspecifikke kurser på de deltidsuddannelser, som universiteterne er godkendt til at udbyde på heltid, jf. § 5, stk. 2, i universitetsloven. Stk. 3. Uddannelsesydelse gives ikke til uddannelsestid, der i en uge overstiger 37 timer for fuldtidsforsikrede og 30 timer for deltidsforsikrede. Stk. 4. Der kan gives uddannelsesydelse til deltidsuddannelse til uddannelser på folkeskole- og gymnasialt niveau, jf. pkt. 2 i bilag 1 til bekendtgørelse om 6 ugers selvvalgt uddannelse til forsikrede ledige. Ved deltidsuddannelse nedsættes uddannelsesydelsen forholdsmæssigt, jf. stk. 5. Stk. 5. Til deltidsuddannelse, hvor arbejdsindsatsen er normeret i henhold til ministerielt fastsatte regler, ydes uddannelsesydelse i forhold til arbejdsindsatsen. Til deltidsuddannelse i øvrigt ydes uddannelsesydelse pr. undervisningstime med 1/37 af ugesatsen til heltidsuddannelse. Stk. 6. En undervisningstime er en lektion af mindst 45 minutters varighed.
§ 5. Ved deltagelse i uddannelse, som ifølge lov eller regler fastsat med hjemmel i lov omfatter prøve, ydes uddannelsesydelse til prøveforberedelse og til deltagelse i prøve. For så vidt angår uddannelser på folkeskole- og gymnasialt niveau beregnes uddannelsesydelse til prøveforberedelse og deltagelse i prøver på samme grundlag som den uddannelsesydelse, der blev ydet umiddelbart inden undervisningens ophør. For så vidt angår videregående uddannelse er det en forudsætning, at prøveforberedelse og prøvedeltagelse kræver en arbejdsindsats på fuld tid.
Mindsteudbetaling
§ 6. Ved deltidsuddannelse skal den ugentlige uddannelsestid være på mindst 6 timer. Der kan dog gives uddannelsesydelse til deltidsuddannelse til forberedende voksenundervisning, ordblindeundervisning for voksne eller specialundervisning for voksne, når den ugentlige uddannelsestid er mindst 3 timer.
§ 7. Uddannelsesydelse gives ikke til uddannelse, der i alt berettiger til mindre end ugesatsen for heltidsuddannelse, jf. § 4, stk. 1.
Udbetaling af uddannelsesydelse
(Stk. 4)
§ 8. A-kassen udbetaler uddannelsesydelse, når de nødvendige oplysninger til brug for udbetalingen er modtaget i a-kassen. Stk. 2. Uddannelsesydelse udbetales tidligst fra den dag, hvor medlemmet begynder på uddannelsen, og tidligst fra udgangen af den kalenderuge, hvor medlemmet opfylder aldersbetingelsen for deltagelse i selvvalgt uddannelse, jf. bekendtgørelse om 6 ugers selvvalgt uddannelse til forsikrede ledige. Stk. 3. Er ansøgningen ikke modtaget hos a-kassen senest den dag, hvor medlemmet begynder på uddannelsen, udbetales uddannelsesydelse efter udgangen af den kalenderuge, hvori ansøgningen er modtaget. Stk. 4. Uanset stk. 3 kan uddannelsesydelse udbetales fra den dag, hvor medlemmet begynder på uddannelsen, hvis medlemmet kan godtgøre, at forsinkelsen ikke skyldes vedkommendes forhold.
Studieaktivitet
§ 9. Det er en betingelse for at modtage uddannelsesydelse, at medlemmet er studieaktiv, medmindre medlemmet har haft lovligt forfald.
(Stk. 4)
§ 10. Et medlem er studieaktiv, når medlemmet aktivt deltager i uddannelsen og de dertil knyttede aktiviteter, herunder deltager i obligatorisk undervisning og foreskrevne prøver, afleverer opgaver mv. efter regler, studieordning eller lignende, der gælder for uddannelsen. Stk. 2. Medlemmet anses for studieaktiv, indtil andet konstateres. Stk. 3. Uddannelsesstedet kontrollerer løbende medlemmets studieaktivitet og træffer afgørelse om studieaktiviteten. Stk. 4. Uddannelsesstedernes afgørelser om studieaktivitet, jf. stk. 3, kan inden 4 uger indklages for Arbejdsdirektoratet. Arbejdsdirektoratet kan ændre uddannelsesstedernes afgørelser om studieaktivitet efter klage eller på egen foranledning.
§ 11. Udbetaling af uddannelsesydelse kan ske uanset afbrydelser i undervisningen i forbindelse med kortere ordinære ferieperioder og andre kortere afbrydelser i perioder, hvor der ikke gennemføres undervisning.
Løn fra praktiksted under uddannelsen
§ 12. Der kan ikke udbetales uddannelsesydelse til et medlem, der har ret til løn fra et praktiksted i uddannelsesperioden.
Modtagelse af anden godtgørelse eller offentlig støtte
(Stk. 2)
§ 13. Et medlem kan ikke få uddannelsesydelse for en periode, hvor medlemmet modtager en ydelse efter andre offentlige ordninger, der tilsigter at dække leveomkostningerne. Stk. 2. Et medlem kan ikke få uddannelsesydelse for dage, hvor en arbejdsgiver udbetaler dagpengegodtgørelse til medlemmet som følge af afskedigelse (G-dage).
Konflikt
(Stk. 3)
§ 14. Et medlem, som har fået bevilget uddannelsesydelse, og som inden påbegyndelse af uddannelsen bliver omfattet af lovligt varslet strejke, lockout eller blokade (lovlig konflikt), jf. § 61 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har ikke ret til uddannelsesydelse, så længe konflikten varer. Stk. 2. Hvis en a-kasse lukker for udbetaling af dagpenge i medfør af § 61, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., kan et medlem, som har fået bevilget uddannelsesydelse, men som endnu ikke har påbegyndt uddannelsen, ikke få udbetalt uddannelsesydelse. Stk. 3. Bekendtgørelse om a-kassernes og medlemmernes forhold under strejke og lockout (konflikt) finder tilsvarende anvendelse på uddannelsesydelse.
Unddragelse af retsforfølgning
(Stk. 4)
§ 15. Retten til uddannelsesydelse bortfalder for den resterende del af uddannelsesforløbet for medlemmer, som bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet i tilfælde, hvor
- den pågældende er varetægtsfængslet,
- politiet eftersøger den pågældende med henblik på varetægtsfængsling eller
- der foreligger en varetægtsfængslingskendelse. Stk. 2. Retten til uddannelsesydelse bortfalder endvidere for den resterende del af uddannelsesforløbet for medlemmer, som bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet, hvis den pågældende er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse. Stk. 3. Bortfald af uddannelsesydelse sker efter udgangen af den kalenderuge, hvor medlemmet unddrager sig strafforfølgning, jf. stk. 1, eller straffuldbyrdelse, jf. stk. 2. Stk. 4. Efterfølges en strafforfølgning, jf. stk. 1, ikke af en domfældelse, kan ansøgeren søge om at blive stillet, som var der ikke sket bortfald af uddannelsesydelse, jf. stk. 1, såfremt betingelserne for tildeling i øvrigt er opfyldt. Uddannelsesydelse udbetales dog ikke til afdødes bo, hvis personen afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sagen.
Bortfald af uddannelsesydelse i øvrigt
(Stk. 3)
§ 16. Hvis et medlem ophører med at deltage i uddannelsen, eller i øvrigt ikke længere opfylder betingelserne for at få uddannelsesydelse, bortfalder uddannelsesydelse for den resterende del af uddannelsen med udgangen af den kalenderuge, hvori medlemmet ophører, eller betingelserne ikke længere er opfyldt. Stk. 2. Uddannelsesydelse ydes indtil 2 uger efter udgangen af den kalenderuge, hvor en fraværsperiode på grund af sygdom, barsel eller lignende begynder. Medlemmet skal give meddelelse om sygdom, barsel eller lignende til uddannelsesstedet. Stk. 3. Resterende tildelt uddannelsesydelse bortfalder, medmindre medlemmet genoptager den afbrudte uddannelse inden 1 år fra det tidspunkt, hvor uddannelsen blev afbrudt, jf. stk. 1. Genoptagelse forudsætter, at medlemmet stadig er berettiget til uddannelsesydelse, dog bortset fra betingelserne om alder.
Tilbagebetaling og renter
(Stk. 4)
§ 17. Et medlem skal betale uddannelsesydelse tilbage, hvis betingelserne for at få uddannelsesydelse ikke er opfyldt, og medlemmet vidste eller burde vide dette. Stk. 2. For meget udbetalt uddannelsesydelse skal betales tilbage senest den 1. i den måned, der følger 2 måneder efter, at kravet er fremsat. Stk. 3. Beløb, der skal betales tilbage, forrentes fra den første i den måned, der følger 2 måneder efter, at kravet om tilbagebetaling er fremsat. Den til enhver tid skyldige gæld forrentes med en årlig rente, der svarer til den, der følger af lov om renter ved forsinket betaling. Renten tilskrives månedligt. Stk. 4. Renten, jf. stk. 3, tilfalder statskassen, hvis a-kassen har krav på refusion for den fejludbetalte uddannelsesydelse. Det samme gælder renter af fejludbetalt uddannelsesydelse, som a-kassen ikke har ret til refusion for, indtil det tidspunkt, hvor a-kassen har tilbagebetalt refusionsbeløbet. Renter, der påløber efter dette tidspunkt, tilfalder a-kassen.
§ 18. Et medlem, som har modtaget uddannelsesydelse fra a-kassen, og som senere modtager løn, pension eller andre indtægter, der dækker samme tidsrum som uddannelsesydelsen, skal betale uddannelsesydelsen tilbage, i det omfang tidligere modtagelse af de pågældende indtægter ville have medført, at uddannelsesydelsen ikke kunne udbetales med rette til medlemmet.
Underretning og standsning af udbetaling
§ 19. Uddannelsesstedet skal straks underrette a-kassen, hvis medlemmet ophører med at deltage i uddannelsen eller ikke længere er studieaktiv. Tilsvarende underretning skal gives, hvis et medlem, der har opnået betinget tilsagn om optagelse, overføres til venteliste eller til et senere hold, der oprettes. Uddannelsesstedet sender straks oplysningen til a-kassen. Det samme gælder, hvis medlemmet er fraværende på grund af sygdom, barsel eller lignende.
§ 20. A-kassen standser udbetaling af uddannelsesydelse i overensstemmelse med §§ 9, 13 og 16 efter meddelelse fra uddannelsesstedet.
§ 21. Modtager a-kassen i andre tilfælde end efter § 19 oplysning om, at betingelserne for at udbetale uddannelsesydelse ikke er opfyldt, skal a-kassen indstille udbetalingen i overensstemmelse med §§ 13, 15 og 16.
§ 22. Politiet eller Kriminalforsorgen skal underrette Arbejdsdirektoratet, når myndigheden får formodning om, at en person, der bevidst unddrager sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, jf. § 15, samtidig modtager uddannelsesydelse.
Uddannelsesydelse til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau, jf. § 4, nr. 1, i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om 6 ugers selvvalgt uddannelse til forsikrede ledige
Ansøgning om uddannelsesydelse
(Stk. 5)
§ 23. Uddannelsesydelse udbetales af a-kassen efter ansøgning. Ved ansøgning om uddannelsesydelse skal der anvendes et skema, der er udarbejdet af Arbejdsdirektoratet. Stk. 2. Ansøgningsskemaet skal afleveres senest 4 uger efter uddannelsens afslutning. Der kan ikke dispenseres fra afleveringsfristen. Stk. 3. A-kassen træffer afgørelse om, hvorvidt skemaet er indleveret rettidigt. A-kassens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Stk. 4. Medlemmet skal i ansøgningen oplyse personnummer samt give de oplysninger, som er nødvendige for tildeling og udbetaling af uddannelsesydelse. Stk. 5. Uddannelsesstedet skal på ansøgningen give de oplysninger om uddannelsen, herunder om uddannelsens varighed og omfang, der er nødvendige for udbetaling af uddannelsesydelse.
Beregning af uddannelsesydelse
(Stk. 5)
§ 24. Til fuldtidsundervisning udbetales uddannelsesydelse pr. undervisningsuge med et beløb svarende til arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb pr. uge, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Stk. 2. Fuldtidsundervisning er undervisning, der er tilrettelagt som heltidsundervisning i henhold til reglerne om de pågældende uddannelser. Stk. 3. Uddannelsesydelse gives ikke til uddannelsestid, der pr. uge overstiger 37 timer for medlemmer, som er tilmeldt jobcenteret som arbejdssøgende til fuld tid, og 30 timer for medlemmer, som er tilmeldt jobcenteret som arbejdssøgende til deltid. Stk. 4. Uddannelsesydelsen kan pr. dag maksimalt udbetales med 1/5 af højeste ugentlige dagpengebeløb. Stk. 5. Ved deltidsundervisning beregnes uddannelsesydelsen i forhold til antallet af undervisningstimer.
Udbetaling af uddannelsesydelse
(Stk. 8)
§ 25. A-kassen udbetaler uddannelsesydelse, når de nødvendige oplysninger til brug for udbetalingen er modtaget i a-kassen. Stk. 2. Uddannelsesydelse kan kun udbetales for den tid, som medlemmet har deltaget i undervisningen, jf. dog stk. 3-8. Inden der kan ske udbetaling af uddannelsesydelse, skal a-kassen have oplyst fra uddannelsesstedet eller uddannelsesudbyderen, i hvilket omfang medlemmet har fulgt uddannelsen, jf. § 31. Stk. 3. Et medlem kan få uddannelsesydelse for søgnehelligdage, 1. maj, fredagen efter Kr. Himmelfartsdag og Grundlovsdag, hvis der ligger sådanne dage i et uddannelsesforløb, og uddannelsesstedet holder lukket for undervisning de pågældende dage. Stk. 4. Et medlem, der deltager i et længerevarende uddannelsesforløb, har ret til uddannelsesydelse, når uddannelsesstedet er lukket på grund af ordinære ferieperioder på arbejdsmarkedet. Det er en betingelse, at uddannelsesforløbet har en varighed af normalt mindst 6 uger, og at der ligger undervisningsdage både før og efter ferieperioden. I uddannelsesydelsen fratrækkes dog hævet feriegodtgørelse, feriedagpenge eller godtgørelse for særlige feriefritimer. Stk. 5. Et medlem har ret til uddannelsesydelse i perioder med uddannelsespraktik. Stk. 6. Et medlem har ret til uddannelsesydelse, hvis medlemmet ikke har deltaget i undervisningen på grund af indkaldelse til en jobsamtale, lægeundersøgelse eller indkaldelse til session. Uddannelsesydelsen udbetales kun for den dag, samtalen, lægeundersøgelsen eller sessionen har fundet sted. Stk. 7. Et medlem har ret til uddannelsesydelse, hvis undervisningen indstilles på grund af uforudsete årsager, som hovedsageligt kan henregnes til uddannelsesstedets forhold. Uddannelsesydelsen kan kun udbetales for den første dag, undervisningen har været indstillet. Stk. 8. Et medlem har ret til uddannelsesydelse, hvis undervisningen indstilles som følge af vejrliget. Uddannelsesydelsen kan kun udbetales for den første dag, undervisningen har været indstillet.
Arbejde eller løn mm. under uddannelsen
(Stk. 3)
§ 26. Hvis et medlem er i delvis beskæftigelse under uddannelsen, reduceres uddannelsesydelsen med det antal timer, beskæftigelsen udføres. Stk. 2. Et medlem kan ikke få uddannelsesydelse, hvis medlemmet har ret til løn fra en arbejdsgiver under uddannelsen som følge af en uddannelsesaftale, der er indgået i henhold til lov eller bekendtgørelse. Stk. 3. Et medlem kan ikke få uddannelsesydelse for dage, hvor en arbejdsgiver udbetaler dagpengegodtgørelse til medlemmet som følge af afskedigelse (G-dage).
Modtagelse af anden godtgørelse eller offentlig støtte
§ 27. Et medlem kan ikke få uddannelsesydelse for en periode, hvor medlemmet har adgang til at få en ydelse efter andre offentlige eller private ordninger, der tilsigter at dække leveomkostningerne. Udbetalinger fra private tillægsforsikringer er ikke omfattet af 1. pkt.
Konflikt
(Stk. 3)
§ 28. Et medlem, som har fået bevilget uddannelsesydelse, og som inden påbegyndelse af uddannelsen bliver omfattet af lovligt varslet strejke, lockout eller blokade (lovlig konflikt), jf. § 61 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har ikke ret til uddannelsesydelse, så længe konflikten varer. Stk. 2. Hvis en a-kasse lukker for udbetaling af dagpenge i medfør af § 61, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., kan et medlem, som har fået bevilget uddannelsesydelse, men som endnu ikke har påbegyndt uddannelsen, ikke få udbetalt uddannelsesydelsen. Stk. 3. Bekendtgørelse om a-kassernes og medlemmernes forhold under strejke og lockout (konflikt) finder tilsvarende anvendelse på uddannelsesydelse.
Tilbagebetaling og renter
(Stk. 3)
§ 29. Et medlem, der uberettiget har modtaget uddannelsesydelse, skal betale beløbet tilbage, hvis medlemmet har givet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, som er af betydning for retten til at opnå uddannelsesydelse, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelsen af uddannelsesydelse var uberettiget. Stk. 2. Beløb, der skal tilbagebetales efter stk. 1, forrentes med den aktuelt gældende morarente efter renteloven. Stk. 3. Morarenten, jf. stk. 2, tilfalder statskassen, hvis a-kassen har krav på refusion for den fejludbetalte uddannelsesydelse. Det samme gælder morarenter af fejludbetalt uddannelsesydelse, som a-kassen ikke har ret til refusion for, indtil det tidspunkt, hvor a-kassen har tilbagebetalt refusionsbeløbet. Renter, der påløber efter dette tidspunkt, tilfalder a-kassen.
§ 30. Et medlem, som har modtaget uddannelsesydelse fra a-kassen, og som senere modtager løn, pension eller andre indtægter, der dækker samme tidsrum som uddannelsesydelsen, skal betale uddannelsesydelsen tilbage, i det omfang tidligere modtagelse af de pågældende indtægter ville have medført, at uddannelsesydelsen ikke kunne udbetales med rette til medlemmet.
Indberetning fra uddannelsessteder og uddannelsesudbydere
§ 31. Uddannelsesstedet eller uddannelsesudbyderen skal foretage en opgørelse af, i hvilket omfang et medlem har fulgt uddannelsen. Opgørelsen skal sendes til a-kassen.
Tilsyn, afgivelse og udveksling af oplysninger
§ 32. Arbejdsdirektoratet fører tilsyn med a-kassernes varetagelse af opgaver efter denne bekendtgørelse. Arbejdsdirektoratet kan fra uddannelsesstederne, Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte og a-kasserne kræve de oplysninger, der er nødvendige for varetagelsen af tilsynet.
§ 33. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, Arbejdsdirektoratet og, for så vidt angår egne medlemmer, a-kasserne kan hos uddannelsesstederne, uddannelsesudbyderne, Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte og andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger om medlemmet, der er nødvendige til brug for administrationen af reglerne i denne bekendtgørelse.
A-kassens opkrævning af tilbagebetalingsbeløb
§ 34. Ved a-kassens opkrævning af tilbagebetalingsbeløb efter denne bekendtgørelse finder reglerne i § 1, stk. 3, §§ 3-4, § 5, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2-4, §§ 6, 8-12 og 14, i bekendtgørelse nr. 996 af 20. oktober 2005 om a-kassernes opkrævning af tilbagebetalingsbeløb med senere ændringer tilsvarende anvendelse, jf. dog § 35.
(Stk. 4)
§ 35. Ved opkrævning af tilbagebetalingsbeløb efter kapitel 2 kan a-kassen bestemme, at medlemmet skriftligt eller elektronisk skal anerkende pligten til at tilbagebetale den uddannelsesydelse, der er udbetalt for meget. Stk. 2. A-kassen kan bestemme, at for meget udbetalt uddannelsesydelse skal betales tilbage med lige store beløb over en periode på højst 3 år. Den enkelte rate kan dog ikke være på mindre end 500 kr. for det enkelte krav. Stk. 3. Gælden kan efter påkrav opsiges til skadesløs betaling, hvis medlemmet ikke overholder vilkårene for tilbagebetalingen. Stk. 4. Arbejdsdirektoratet kan efter ansøgning fra medlemmet give lempelser i vilkårene for tilbagebetalingen, herunder give udsættelse med tilbagebetalingen, hvis medlemmet på grund af sygdom, fødsel, værnepligt eller andre særlige omstændigheder ikke kan overholde tilbagebetalingen.
Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
(Stk. 2)
§ 36. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2009. Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning for medlemmer, som fra og med den 1. august 2009 påbegynder en selvvalgt uddannelse efter kapitel 8 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Bekendtgørelsen finder dog ikke anvendelse i tilfælde, hvor en ledig inden den 1. august 2009 har indgivet en ansøgning om statens voksenuddannelsesstøtte til en SVU-administrator, jf. bekendtgørelse nr. 643 af 15. juni 2007 om statens voksenuddannelsesstøtte § 19, stk. 2, sidste pkt.
Arbejdsdirektoratet /Jesper Hartvig Pedersen / Karen Ryder/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2009
- Ikrafttrædelsesdato
- 3. juli 2009