Bekendtgørelse om samarbejdsaftaler med udenlandske universiteter m.v.
Uddannelses- og Forskningsministeriet
BEK nr 777 af 12/08/2009 I medfør af § 3, stk. 7, i lov om universiteter (universitetsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1368 af 7. december 2007, som ændret ved lov nr. 538 af 12. juni 2009, fastsættes:
Bekendtgørelsens anvendelsesområde
(Stk. 3)
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse for samarbejdsaftaler mellem danske og udenlandske universiteter, når disse skal give mulighed for, at det danske universitets uddannelser kan udbydes af det udenlandske universitet, jf. universitetslovens § 3, stk. 7. Stk. 2. Der skal indgås en samarbejdsaftale mellem det eller de deltagende danske universiteter og det eller de udenlandske universiteter. Stk. 3. Der skal ligeledes indgås en samarbejdsaftale mellem de deltagende danske universiteter, når samarbejdsaftaler efter stk. 1 omfatter flere danske universiteter. Bekendtgørelsen finder i disse tilfælde også anvendelse for samarbejdsaftaler mellem danske universiteter.
(Stk. 3)
§ 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan efter ansøgning fra et dansk universitet godkende, at en af universitetets uddannelser kan udbydes af et eller flere universiteter i udlandet. Stk. 2. Det er en forudsætning for ministerens godkendelse efter stk. 1, at de pågældende uddannelser akkrediteres til udbud i Danmark, jf. dog § 2, stk. 3, og § 6. Stk. 3. Et universitet kan ansøge om godkendelse for hver enkelt uddannelse omfattet af aftalen, såvel i tilknytning til godkendelse af aftalen som efterfølgende.
(Stk. 2)
§ 3. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan nægte godkendelse, hvis ansøgningen ikke følger denne bekendtgørelses krav, eller hvis udenrigspolitiske forhold tilsiger det. Stk. 2. Inden et dansk universitet indleder forhandlinger med henblik på at indgå aftale med et eller flere universiteter i udlandet, kan ministeren give tilsagn om, at forholdene efter stk. 1, ikke hindrer, at godkendelse kan opnås (forhåndsgodkendelse). Inden udbud af uddannelser finder sted, skal endelig godkendelse fra ministeren været opnået.
Samarbejdsaftaler mellem danske og udenlandske universiteter
(Stk. 2)
§ 4. De deltagende danske universiteter skal indgå en samarbejdsaftale med det eller de deltagende udenlandske universiteter. Stk. 2. Samarbejdsaftalen skal indeholde bestemmelser om:
- Organisation.
- Finansiering, herunder at en eventuel deltagerbetaling for den eller de pågældende uddannelser ikke må overstige det danske udlandsstipendium.
- Sikring af ytringsfrihed inden for de fagområder, der undervises og forskes i, herunder mulighed for publicering m.v.
- Sikring af forskningsfrihed inden for de fagområder, der undervises og forskes i.
- Studerendes retssikkerhed m.v., herunder a) lige adgang til optagelse og adgang til uddannelse i øvrigt baseret på en faglig vurdering, b) den studerendes mulighed for at klage til en uafhængig tredjepart over retlige mangler ved det udenlandske universitets afgørelser om studerendes forhold, c) den studerendes mulighed for omprøve, d) den studerendes krav på at gennemføre uddannelsen, e) undervisnings- og eksamenssprog, f) den studerendes krav på adgang til oplysninger inden for studieområdet, g) den studerendes krav på ytringsfrihed inden for studieområdet, h) den studerendes krav på kvalificeret og pålidelig bedømmelse ved eksamen, i) den studerendes krav på orlov med ret til at genoptage studiet efter endt orlov og j) den studerendes krav på medindflydelse på undervisningsforhold.
Samarbejdsaftaler mellem danske universiteter
(Stk. 2)
§ 5. De deltagende danske universiteter skal indgå en indbyrdes samarbejdsaftale, hvis flere end et universitet deltager i et samarbejde. Stk. 2. Samarbejdsaftalen skal indeholde bestemmelser om:
- Organisation.
- Finansiering, herunder a) byrdefordelingen mellem de deltagende danske universiteter, b) fordeling af eventuelt overskud og c) udarbejdelse af årsrapport og årsregnskab for samarbejdet.
- Fordeling af ansvar for tilsyn og kvalitet af de udbudte uddannelser i udlandet, herunder hvilket af de deltagende universiteter der er ansvarligt for udstedelse af eksamensbevis, jf. § 2, stk. 3.
Forskellige bestemmelser
§ 6. Eksisterende uddannelser, der endnu ikke er akkrediterede, kan søges godkendt, jf. § 2, med forbehold for en positiv akkreditering. Godkendelsen bortfalder, for så vidt angår den uddannelse, der ikke opnår positiv akkreditering. Muligheden for at tildele danske eksamensbeviser for uddannelsen ophører på samme vilkår, som hvis uddannelsen blev udbudt i Danmark.
§ 7. De deltagende danske universiteter har, når de har indgået en samarbejdsaftale med et udenlandsk universitet, ansvaret for at sikre at samarbejdsaftalen overholdes eller at denne opsiges.
Ikrafttræden
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. august 2009.
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling /Helge Sander / Mette Ring Rossing/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2009
- Ikrafttrædelsesdato
- 15. august 2009