Bestemmelser om godkendelse af luftfartsforetagender til at udføre erhvervsmæssig lufttransport, som ikke er omfattet af EU-OPS (BL 5-50 udgave
Transportministeriet
BEK nr 9350 af 23/06/2009 I medfør af § 78 og § 82 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2007, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Transportministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 110 af 3. februar 2009 om Statens Luftfartsvæsens opgaver og beføjelser, om kundgørelse af de af luftfartsvæsenet fastsatte forskrifter og om klageadgang, følgende: 1.1 Joint Aviation Requirements (JAR), JAR-OPS 3, Section 1 og 2, amendment 5 af 1. juli 2007, i det følgende benævnt JAR-OPS 3. Anm.: Den 30. juni 2009 ophører Joint Aviation Authorities (JAA) med sin virksomhed. De p.t. gældende udgaver af JAR-OPS 3, og JAR-1, jf. pkt. 1.1 og 1.2, vil fortsat blive betegnet som JAR’er i denne BL og vil kunne findes direkte på Statens Luftfartsvæsens hjemmeside, hvor de i den form udgør det retsgrundlag, der henvises til i denne BL. 1.2 Joint Aviation Requirements (JAR), JAR-1, Definitions and Abbreviations, amendment 6 af 1. november 2004, i det følgende benævnt JAR-1. 1.3 BL 6-37, Bestemmelser om certifikat som kabinebesætningsmedlem, CA-certifikat, herunder grunduddannelse, seneste udgave. 1.4 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (omarbejdning). 1.5 Bilag III til Rådets forordning (EF) nr. 3922/1991 om harmonisering af tekniske krav og administrative procedurer inden for civil luftfart som ændret ved a. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1899/2006 af 12. december 2006, b. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 190/2006 af 20. december 2006, c. Kommissionens forordning (EF) nr. 8/2008 af 11. december 2007 og d. Kommissionens forordning (EF) nr. 859/2008 af 20. august 2008, i det følgende benævnt EU-OPS. 1.6 De dokumenter, der er nævnt i pkt. 1.1 og 1.2, findes på Statens Luftfartsvæsens hjemmeside www.slv.dk. 1.7 Det dokument, der er nævnt i pkt. 1.3, findes på Retsinformations hjemmeside www.retsinformation.dk og på Statens Luftfartsvæsens hjemmeside www.slv.dk. Dokumentet kan derudover fås ved henvendelse til Statens Luftfartsvæsen Servicecentret Ellebjergvej 50 2450 København SV Tlf.: 3618 6412 Fax: 3618 6022 E-mail: dcaa@slv.dk 1.8 De dokumenter, der er nævnt i pkt. 1.4 og 1.5, findes på den Europæiske Unions hjemmeside www.eur-lex.europa.eu. “The Authority”: Hvor der i EU-OPS og/eller JAR-OPS 3 nævnes “the Authority”, betyder det Statens Luftfartsvæsen. Definitioner af øvrige begreber og forkortelser, der anvendes i EU-OPS og JAR-OPS 3, findes i henholdsvis EU-OPS og JAR-1, “Definitions and Abbreviations”. (H)EMS-flyvning ((Helicopter) Emergency Medical Service): En flyvning (med helikopter) med det formål at yde katastrofehjælp, førstehjælp eller lægelig assistance til nødstedte, hvor øjeblikkelig og hurtig transport af fx lægepersonale, medicinsk udstyr og forsyninger (herunder blod, organer og medicin) samt syge og/eller tilskadekomne personer og andre personer med direkte tilknytning hertil er af afgørende betydning.
3.1 Denne BL fastsætter bestemmelser om anvendelse af EU-OPS (flyvemaskine) som angivet i pkt. 3.2.1 b. og pkt. 3.2.2 i denne BL samt anvendelse af Joint Aviation Requirements (JAR), JAR-OPS 3 (helikopter) som angivet i pkt. 3.2.1 a. og pkt. 3.2.2 i denne BL samt bestemmelser for udstedelse af driftstilladelse (Air Operator Certificate/AOC) til luftfartsforetagender til at udføre erhvervsmæssig lufttransport i henhold til EU-OPS og/eller JAR-OPS 3, som angivet i pkt. 3.2.1 og 3.2.2 i denne BL. 3.2 Bestemmelserne i denne BL gælder for luftfartsforetagender, der udfører erhvervsmæssig lufttransport, som omfatter transport af passagerer, post og/eller fragt, herunder rundflyvning i de tilfælde, der er nævnt i pkt. 3.2.1 og 3.2.2. 3.2.1 Luftfartsforetagender hjemmehørende i Danmark er omfattet af bestemmelserne i denne BL, når de udfører erhvervsmæssig lufttransport med a. helikopter eller b. flyvemaskine, dog kun når flyvemaskinen benyttes til militære, toldmæssige og politimæssige formål, og da kun bestemmelserne i afsnit 5. Anm. 1: Luftfartsforetagender hjemmehørende i Danmark, som udfører erhvervsmæssig lufttransport med flyvemaskiner er omfattet af EU-OPS. EU-OPS finder dog ifølge EU-OPS 1.001 ikke anvendelse på flyvemaskiner, når disse benyttes til militære, toldmæssige og politimæssige formål. 3.2.2 Luftfartsforetagender hjemmehørende på Færøerne eller i Grønland er omfattet af bestemmelserne i denne BL, når de udfører erhvervsmæssig lufttransport med flyvemaskine og/eller helikopter. 4.1 Et luftfartsforetagende må kun udføre erhvervsmæssig lufttransport som angivet i pkt. 3.2.1 og pkt. 3.2.2, hvis det er godkendt hertil efter EU-OPS og/eller JAR-OPS 3. 4.2 Ansøgning om godkendelse efter EU-OPS og/eller JAR-OPS 3 fremsendes til Statens Luftfartsvæsen på særlig ansøgningsformular under overholdelse af de tidsfrister og bilagskrav, der er anført i EU-OPS og/eller JAR-OPS 3 under pkt. 1.185, henholdsvis pkt. 3.185. Anm.: Ansøgningsformular findes på Statens Luftfartsvæsens hjemmeside www.slv.dk og kan herudover fås ved henvendelse til Statens Luftfartsvæsen, Flyveoperationer, Postboks 744, Ellebjergvej 50, 2450 København SV. 4.3 Godkendelse efter EU-OPS og/eller JAR-OPS 3 og eventuelle vilkår for godkendelsen vil blive anført i luftfartsforetagendets driftsspecifikationer (Operations Specifications/OS). Luftfartsforetagender, der godkendes efter EU-OPS og/eller JAR-OPS 3, vil få udstedt en driftstilladelse (AOC). 5.1 Et luftfartsforetagende, der har fået udstedt AOC på grundlag af EU-OPS og/eller JAR-OPS 3, skal følge bestemmelserne i EU-OPS/JAR-OPS 3 i stedet for de tilsvarende regler i Bestemmelser for Civil Luftfart (BL), jf. dog pkt. 5.2 – 5.2.2. Dette gælder også, når luftfartsforetagendet benytter helikoptere/flyve-maskiner til militære, toldmæssige eller politimæssige formål, uanset bestemmelserne i EU-OPS 1.001 og JAR-OPS 3.001. Anm.: Ud over bestemmelserne i EU-OPS 1.085 (d) og (e) og JAR-OPS 3.085 (d) og (e) gælder bestemmelserne i luftfartslovens § 50. 5.2 Kabinebesætningsmedlemmer skal fortsat være certificeret i henhold til BL 6-37. 5.2.1 For kabinebesætningsmedlemmer på flyvemaskiner gælder bestemmelserne i EU-OPS, subpart O, for så vidt angår vedligeholdelse af certifikatet og efteruddannelse (”recurrence training”). 5.2.2 For kabinebesætningsmedlemmer på helikopter gælder bestemmelserne i BL 6-37, for så vidt angår vedligeholdelse af certifikatet og efteruddannelse.
6.1 Luftfartsforetagender med licens eller koncession til erhvervsmæssig lufttransport og AOC udstedt på grundlag af EU-OPS og/eller JAR-OPS 3 kan uden særlig tilladelse efter luftfartslovens § 75 få udvidet foretagendets driftsspecifikationer til at omfatte eftersøgnings- og redningstjeneste, når sådanne operationer er beskrevet i driftshåndbogen. 6.2 Flyvningerne skal udføres efter bestemmelserne i EU-OPS og/eller JAR-OPS 3, og i overensstemmelse med de yderligere krav, som fremgår af den godkendte driftshåndbog, jf. dog pkt. 6.3. 6.3 De gældende bestemmelser kan tilsidesættes, hvis dette er nødvendigt for udførelsen af tjenesten. I så tilfælde og i tilfælde, hvor der er krævet særbehandling af lufttrafiktjenesten (ATS), skal luftfartsforetagendet inden 8 dage efter hændelsen fremsende rapport herom til Statens Luftfartsvæsen. Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL, når det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser. 8.1 Den, der overtræder bestemmelsen i pkt. 4.1, straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 8, med bøde eller fængsel i indtil 2 år. 8.2 Med bøde eller fængsel i indtil 2 år straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 8, den, der i et luftfartsforetagende, som har en godkendelse efter pkt. 4.1, overtræder bestemmelserne i pkt. 6.2, pkt. 6.3, 2. pkt., eller bestemmelserne i EU-OPS og/eller JAR-OPS 3. 8.3 Den, der overtræder vilkårene for en godkendelse meddelt efter denne BL, straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 13, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. 8.4 For overtrædelser begået af selskaber mv. (juridiske personer) kan der pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. luftfartslovens § 149, stk. 14. 9.1 Denne BL træder i kraft den 1. juli 2009, jf. dog pkt. 9.3 - 9.6. 9.2 Samtidig ophæves BL 5-50, 3. udgave af 4. maj 2004 med senere ændringer. 9.3 Bestemmelserne i EU-OPS, jf. bilaget til forordning (EF) nr. 859/2008 vedrørende OPS 1.1005, OPS 1.1010, OPS 1.1015, tillæg 1 til OPS 1.1005, tillæg 1 til OPS 1.1010, tillæg 1 til OPS 1.1015 og tillæg 3 til OPS 1.1005/1.1010/1.1015 træder i kraft den 16. juli 2009. 9.4 Bestemmelserne i EU-OPS, jf. bilaget til forordning (EF) nr. 859/2008 vedrørende OPS 1.430, OPS 1.435, OPS 1.440, OPS 1.450, OPS 1.455, OPS 1.460, tillæg 1 til OPS 1.430, tillæg 1 til OPS 1.440, tillæg 1 til OPS 1.450 og tillæg 1 til OPS 1.455 træder i kraft den 16. juli 2011. 9.5 Indtil de bestemmelser, der er nævnt i pkt. 9.3 og pkt. 9.4, træder i kraft, gælder de tilsvarende bestemmelser i bilaget til forordning (EF) nr. 8/2008.
Statens Luftfartsvæsen /Kurt Lykstoft Larsen / Per Veingberg/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2009
- Ikrafttrædelsesdato
- 2. juli 2009