Bekendtgørelse om udbetaling af præmie, løntilskud og bonus fra Arbejdsgivernes Elevrefusion til arbejdsgivere
Børne- og Undervisningsministeriet
BEK nr 115 af 27/01/2010 I medfør af § 16, stk. 3, § 16 a, stk. 3 og § 17, stk. 3 i lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion, jf. lovbekendtgørelse nr. 842 af 8. september 2009, fastsættes:
Præmie, løntilskud og bonus
§ 1. Ret til præmie, og bonus i forbindelse med prøvetid og til løntilskud har samtlige arbejdsgivere, der er omfattet af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, bortset fra Julemærkefonden og visse religiøse samfund, der er fritaget for bidragspligt til Arbejdsgivernes Elevrefusion.
§ 2. Der ydes præmie og bonus for indgåede uddannelsesaftaler inden for følgende uddannelser:
- Godkendte uddannelser i henhold til lov om erhvervsuddannelser.
- Uddannelser, der er sidestillet med godkendte uddannelser i henhold til lov om erhvervsuddannelser, hvilket for tiden er erhvervsfiskeruddannelsen, farmakonomuddannelsen og lokomotivføreruddannelsen.
(Stk. 4)
§ 3. Det er en betingelse for udbetaling af præmie og bonus, at der foreligger en skriftlig uddannelsesaftale, og at denne er udformet i overensstemmelse med de regler, der gælder for den pågældende uddannelse. Stk. 2. En arbejdsgiver er berettiget til præmie og bonus ved indgåelse af følgende typer af uddannelsesaftaler, eller hvad der svarer hertil, inden for de i § 2 nævnte uddannelser:
- uddannelsesaftaler, hvor virksomhed og elev indgår en aftale, der omfatter hele uddannelsesforløbet,
- restuddannelsesaftaler med elever, der fx har været i skolepraktik eller i afbrudt uddannelsesforhold,
- kombinationsaftaler, hvor to eller flere virksomheder tilsammen varetager et helt uddannelsesforløb for en elev,
- korte uddannelsesaftaler, der omfatter mindst en skoleperiode og en praktikperiode af uddannelsens hovedforløb,
- delaftaler med elever i skolepraktik, og
- ny mesterlæreaftaler. Stk. 3. Det er uden betydning for retten til præmie, løntilskud og bonus, om arbejdsgiveren modtager helt eller delvist løntilskud fra anden side end AER, jf. dog stk. 4. Stk. 4. Der ydes ikke præmie og bonus for uddannelsesaftaler med elever, der er fyldt 25 år, og som udløser tilskud til arbejdsgiveren i henhold til bestemmelserne om tilskud til virksomheder, der indgår uddannelsesaftaler med personer over 25 år, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
§ 4. En arbejdsgiver er berettiget til løntilskud i de første 7 måneder af praktikaftalen med elever, i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. Det er en betingelse for udbetaling af løntilskud, at der foreligger en skriftlig praktikaftale, og at denne er udformet i overensstemmelse med de regler, der gælder for den pågældende uddannelse.
Beregning, ansøgning og udbetaling
(Stk. 5)
§ 5. Præmien i prøvetiden udgør 6.000 kr. for hver 30 kalenderdage eleven er i praktik. Arbejdsgivernes Elevrefusion kan højst udbetale præmie for 3 x 30 dage pr. elevansættelse. Den første 30 dages periode regnes fra uddannelsesaftalens begyndelse. Præmien for den sidste 30 dages periode udbetales efter prøvetidens udløb. Præmien udbetales månedsvis bagud. Stk. 2. Der udbetales kun præmie for en 30 dages periode, hvis uddannelsesaftalen ikke er ophørt inden periodens udløb. Stk. 3. Skoleperioder i prøvetiden indgår ikke i opgørelsen af en 30 dages periode. Stk. 4. Er prøvetiden forlænget efter aftale mellem aftaleparterne på grund af sygdom eller andet, jf. erhvervsuddannelseslovens § 60, udbetales præmien for den sidste 30 dages periode, efter prøvetidens udløb. Stk. 5. Ved kombinationsaftaler udbetaler Arbejdsgivernes Elevrefusion præmie til den arbejdsgiver, der har uddannelsesansvaret for eleven på tidspunktet for udbetalingen af præmien.
(Stk. 3)
§ 6. Arbejdsgivernes Elevrefusion udbetaler en bonus, hvis uddannelsesaftalen fortsat er i kraft efter prøvetidens udløb. Stk. 2. Bonus udgør 32.000 kr. pr. elev og udbetales i to lige store rater. Første rate udbetales tidligst 30 dage efter prøvetidens udløb og anden rate udbetales tidligst 90 dage efter, at den første rate er udbetalt eller kunne være udbetalt. For begge udbetalinger gælder, at uddannelsesaftalen fortsat skal være i kraft på det tidspunkt, hvor bonus kan udbetales. Stk. 3. Ved kombinationsaftaler udbetaler Arbejdsgivernes Elevrefusion bonus til den arbejdsgiver, der har uddannelsesansvaret for eleven på tidspunktet for udbetalingen af bonus.
§ 7. For elever, som har praktikaftaler i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse m.v., udbetales løntilskud i de første 7 måneder af praktikaftalen. Tilskuddet udgør 30 kr. i timen for den i praktikaftalen aftalte arbejdstid. Tilskuddet udbetales månedsvis bagud.
(Stk. 4)
§ 8. Præmie, løntilskud og bonus udbetales efter ansøgning fra arbejdsgiver. Ansøgning sker via ATP’s hjemmeside. Stk. 2. Arbejdsgiver skal ved ansøgning om præmie og bonus oplyse, om aftalen er indgået i perioden 1. juni 2009 til 4. november 2009 eller i perioden 5. november 2009 til 31. december 2010, om eleven har været på skoleophold i prøvetiden og i givet fald hvor længe, om prøvetiden er forlænget efter aftale mellem uddannelsesaftalens parter og i givet fald hvor meget, om eleven er fyldt 25 år og udløser tilskud til arbejdsgiveren i henhold til bestemmelserne om tilskud til virksomheder, der indgår uddannelsesaftaler med personer over 25 år, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og om uddannelsesaftalen fortsat er i kraft på tidspunktet, hvor præmie og bonus kan udbetales, jf. § 5, stk. 2 og § 6, stk. 2. Stk. 3. Arbejdsgivere skal ved ansøgning om løntilskud fremsende kopi af praktikaftalen. Stk. 4. Ved skoleophold i prøvetiden beregner Arbejdsgivernes Elevrefusion 30 dages perioderne på grundlag af oplysninger fra arbejdsgiverne om antallet af skoledage inden for perioden. Arbejdsgiver kan først ansøge om præmie, når en 30 dages periode er afsluttet.
Forskellige bestemmelser
§ 9. Offentlige myndigheder, skoler, arbejdsgivere, elever og arbejdsmarkedets organisationer skal efter anmodning give Arbejdsgivernes Elevrefusion oplysninger, der har betydning for afgørelser om udbetaling af præmie, løntilskud og bonus. Oplysningerne kan indhentes i elektronisk form.
§ 10. Klager over afgørelser truffet af Arbejdsgivernes Elevrefusion om udbetaling af præmie, løntilskud og bonus kan inden fire uger efter meddelelse af afgørelsen indbringes for det ankenævn, der er nedsat i henhold til ATP-lovens § 28. Ankenævnets adresse er: ATP-Ankenævnet, Ved Stranden 8, 1061 København K.
Ikrafttrædelses- og overgangsregler
(Stk. 4)
§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. februar 2010 og finder anvendelse på de uddannelsesaftaler og praktikaftaler, der er indgået den 5. november 2009 og frem til og med den 31. december 2010. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 677 af 30. juni 2009 om udbetaling af præmie, løntilskud og bonus fra Arbejdsgivernes Elevrefusion til arbejdsgivere ophæves. Bekendtgørelsen finder dog anvendelse for uddannelsesaftaler og praktikaftaler, der indgået i perioden 1. juni 2009 til og med 4. november 2009, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 77 af 15. december 2009 og for udbetaling af en økonomisk præmie fra Arbejdsgivernes Elevrefusion til arbejdsgivere for merbeskæftigelse i praktikpladser jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 427 af 30. maj 2009. Stk. 3. Præmie, løntilskud og bonus for uddannelsesaftaler og praktikaftaler, der indgås i perioden fra 1. juni 2009 til og med 31. december 2010, udbetales efter ansøgning fra arbejdsgiveren, når denne har ansøgt Arbejdsgivernes Elevrefusion herom senest et år efter, at arbejdsgiveren blev berettiget til disse ydelser. Stk. 4. Præmie for merbeskæftigelse i praktikpladser, jf. stk. 2, udbetales senest den 31. december 2010. Arbejdsgivere, der er ophørt på tidspunktet for Arbejdsgivernes Elevrefusions normale udbetalinger, kan få udbetalt præmie efter ansøgning, der sendes til Arbejdsgivernes Elevrefusion senest den 31. december 2010.
Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion /Ole Bonde Larsen / Lars Rohde/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2010
- Ikrafttrædelsesdato
- 3. februar 2010