Bekendtgørelse om fødevarer til særlig ernæring

§ 2. Ved fødevarer bestemt til særlig ernæring forstås fødevarer, som på grund af deres særlige sammensætning eller den særlige måde, hvorpå de er fremstillet, klart adskiller sig fra almindelige fødevarer, er egnede til det angivne ernæringsmæssige formål og forhandles på en sådan måde, at det fremgår, at de er egnede til dette formål. Stk. 2. Særlig ernæring skal opfylde særlige ernæringsbehov

1. hos visse kategorier af personer, hvis fordøjelse eller stofskifte er i uorden,
2. hos visse kategorier af personer, som befinder sig i en særlig fysiologisk tilstand, og som derfor kan have særlig gavn af en kontrolleret indtagelse af visse stoffer i fødevarer eller
3. hos sunde spædbørn og småbørn.

§ 3. For følgende grupper af fødevarer er der fastsat bekendtgørelser, hvis bestemmelser erstatter eller supplerer bestemmelserne i denne bekendtgørelse:

1. Modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn.
2. Forarbejdet børnemad til spædbørn og småbørn.
3. Slankekostprodukter.
4. Levnedsmidler til særlige medicinske formål. Stk. 2. Krav til sammensætning, der er fastsat i de i stk. 1 nævnte bekendtgørelser, kan fraviges for fødevarer, for hvilke Europa-Kommissionen i henhold til direktiv 2009/39/EF art. 4, stk. 2, har meddelt midlertidig tilladelse til markedsføring.

§ 6. For de kategorier af stoffer, der tilsættes med særligt ernæringsmæssigt formål til fødevarer bestemt til særlig ernæring, og som er anført i bilaget til Kommissionens Forordning (EF) nr. 953/2009 af 13. oktober 2009 om stoffer, der i specielt ernæringsmæssigt øjemed kan anvendes i fødevarer til særlig ernæring, må kun anvendes de kemiske stoffer, der er anført under hver enkelt kategori. De anførte kemiske stoffer skal opfylde renhedskriterierne i Positivlisten, jf. bilag 7 i bekendtgørelse nr. 1547 af 17. december 2009. Stk. 2. Andre stoffer, som ikke tilhører en af de kategorier, der er anført i bilaget til den i stk. 1 nævnte forordning, og som tilsættes med særligt ernæringsmæssigt formål, kan også anvendes ved fremstilling af fødevarer bestemt til særlig ernæring. Stk. 3. Næringsstoffer skal anvendes i fødevarer bestemt til særlig ernæring på en sådan måde, at der fremstilles sikre produkter, der opfylder de særlige ernæringsmæssige behov hos de personer, de er beregnet for, bevist ved generelt accepterede videnskabelige data. Stk. 4. Producenten eller eventuelt importøren skal på anmodning fra tilsynsmyndigheden fremlægge det videnskabelige arbejde og de data, der dokumenterer, at anvendelsen af stoffer, der tilsættes med henblik på særlige ernæringsmæssige formål, er i overensstemmelse med stk. 3. Hvis oplysningerne findes i en allerede offentliggjort publikation, er det tilstrækkeligt med henvisning til denne.

§ 7. Ved mærkning af fødevarer bestemt til særlig ernæring og dennes udformning samt ved præsentation og reklame i forbindelse hermed må der ikke tillægges produkterne egenskaber med hensyn til forebyggelse, behandling eller helbredelse af en sygdom hos mennesker eller vækkes forestilling om sådanne egenskaber. Stk. 2. Stk. 1 er ikke til hinder for udbredelse af enhver nyttig oplysning eller anbefaling, som udelukkende er bestemt for personer, der er kvalificerede inden for medicin, ernæring eller apotekervæsen. Stk. 3. For grupper af fødevarer, som er omfattet af § 3, kan specielle regler dog være fastsat.

§ 8. Fødevarer bestemt til særlig ernæring skal ud over at opfylde de til enhver tid gældende generelle regler om mærkning af fødevarer være mærket med:

1. Fødevarens varebetegnelse, suppleret med dens særlige ernæringsmæssige egenskaber. Dog skal varebetegnelsen for fødevarer til sunde spædbørn og småbørn suppleres med den personkategori, som fødevaren angives at være bestemt for.
2. Arten og mængden af de særlige bestanddele eller den særlige fremstillingsmåde, som giver fødevaren dens særlige ernæringsmæssige egenskaber.
3. Varens indhold af energi, udtrykt i kilojoule (kJ) og kilokalorier (kcal) samt protein, fedt og kulhydrat, udtrykt i gram pr. 100 g eller pr. 100 ml af varen, således som den sælges, samt hvis det er hensigtsmæssigt, supplerende for angivet mængde af varen, således som den foreslås indtaget. Såfremt energiværdien er mindre end 50 kJ (12 kcal) pr. 100 g eller 100 ml af varen, som den sælges, kan den i stedet forsynes med en oplysning herom. Stk. 2. De angivelser, der er fastsat i stk. 1, skal være anført på dansk eller på andre sprog, der kun ved uvæsentlige forskelle i stavning adskiller sig fra dansk. Stk. 3. Stk. 1, nr. 2 og 3 gælder ikke for grupper af fødevarer, som er omfattet af § 3.

§ 10. Før markedsføring af en fødevare bestemt til særlig ernæring, skal producenten eller den for importen ansvarlige fremsende et eksemplar af den anvendte mærkning af produktet til Fødevarestyrelsen, i givet fald suppleret med oplysning om, hvilken myndighed inden for De Europæiske Fællesskaber, der tidligere har fået underretning. Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan kræve yderligere oplysninger, herunder dokumentation for at produktet opfylder kravene i §§ 2 og 4 og § 8, stk. 1, nr. 2. Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke for grupper af fødevarer, som er omfattet af § 3. For disse fødevarer er der fastsat særlige regler. Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder desuden ikke for fødevarer til indtagelse i forbindelse med stærkt krævende muskelarbejde, især for sportsfolk. Tilsætning af næringsstoffer til disse fødevarer skal dog anmeldes til Fødevarestyrelsen i henhold til de til enhver tid gældende generelle regler om tilsætningsstoffer til fødevarer, jfr. § 11.

§ 12. Med bøde straffes den, der overtræder § 2, § 4, § 5, § 6, stk. 1, 3 og 4, § 7, stk. 1, § 8, stk. 1 og 2, § 9, § 10, stk. 1. Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er

1. forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor eller
2. opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser. Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.