TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om jordbrugskommissioner mv.

DanmarkBekendtgørelse2010

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

BEK nr 304 af 26/03/2010 I medfør af § 4, stk. 2, § 34, stk. 4, § 35, stk. 2, § 36, § 38, stk. 2, og § 45, stk. 3, i lov om landbrugsejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1202 af 9. oktober 2007 og efter bemyndigelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsættes:

Jordbrugskommissioner og opgaver udført af Kort- og Matrikelstyrelsen

§ 1

(Stk. 5)

§ 1. Til varetagelsen af opgaver i henhold til lov om landbrugsejendomme udpeger direktøren for FødevareErhverv jordbrugskommissioner. Stk. 2. Jordbrugskommissionerne udøver beføjelserne efter lov om landbrugsejendomme med undtagelse af beføjelserne i stk. 3-4 og i § 4. Jordbrugskommissionerne varetager herudover i samarbejde med FødevareErhverv efter nærmere fastsatte regler de jordbrugsmæssige interesser i den regionale udviklingsplanlægning samt kommune- og lokalplanlægningen. Jordbrugskommissionerne eller enkelte medlemmer kan endvidere være tillagt opgaver efter anden lovgivning. Stk. 3. FødevareErhverv træffer i sager om selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme afgørelse efter lovens § 20 eller regler fastsat i medfør heraf, jf. bekendtgørelse om reglerne i lov om landbrugsejendomme. Dog træffer jordbrugskommissionerne afgørelse om, hvorvidt betingelserne i lovens § 20, stk. 1, nr. 1 eller 2, er opfyldt. Stk. 4. FødevareErhverv træffer endvidere afgørelse i sager om forhåndsgodkendelse af fonde, foreninger eller andre juridiske personer i overensstemmelse med regler, der er fastsat i medfør af lovens § 24, stk. 6, jf. bekendtgørelse om reglerne i lov om landbrugsejendomme. Stk. 5. Jordbrugskommissionerne kan herudover i lighed med FødevareErhverv udøve beføjelserne efter § 39, stk. 1, § 40, stk. 1 og 2, § 41, stk. 1 og 2, § 42, § 45, stk. 1, §§ 46, 47 og 49 i lov om landbrugsejendomme.

selskab
§ 2

(Stk. 6)

§ 2. Direktøren for FødevareErhverv udpeger medlemmer, herunder formanden, og suppleanter i overensstemmelse med lovens § 34, stk. 1-3. Jordbrugskommissionerne udpeges for 4 år ad gangen, første gang med virkning fra den 1. januar 2007. Stk. 2. Formanden og dennes suppleant udpeges efter indstilling fra direktøren i den regionale statsforvaltning, og formandens suppleant skal i lighed med formanden selv, jf. lovens § 34, stk. 2, 1. pkt., have bestået juridisk embedseksamen. Stk. 3. Medlemmer og suppleanter skal være myndige og have bopæl i den region eller det område, jf. § 3, hvor jordbrugskommissionen skal behandle sager, jf. dog stk. 4. For så vidt angår de af § 3, stk. 2 og 3, omfattede jordbrugskommissioner skal formanden og dennes suppleant have bopæl inden for den pågældende region. Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 3 kan FødevareErhverv udpege et gartnerisagkyndigt medlem, der ikke har bopæl i regionen eller det pågældende område, jf. § 3, hvis Dansk Gartneri efter lovens § 34, stk. 3, ikke kan indstille et medlem, der har bopæl i regionen eller det pågældende område. Stk. 5. Hvis et medlem eller en suppleant i funktionsperioden ophører med at opfylde betingelserne i stk. 3, fratræder den pågældende. Stk. 6. Hvis et medlem eller en suppleant i funktionsperioden fratræder, udpeger direktøren for FødevareErhverv en efterfølger for den resterende periode i overensstemmelse med stk. 1-4.

§ 3

(Stk. 3)

§ 3. For hver region er nedsat en jordbrugskommission, jf. dog stk. 2-3. Stk. 2. I Region Midtjylland er med virkning fra den 1. januar 2007 nedsat to jordbrugskommissioner med fælles formand og sekretariat, for henholdsvis den vestlige og østlige del. Jordbrugskommissionen for den vestlige del af Region Midtjylland omfatter følgende kommuner: Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive, Struer og Viborg. Jordbrugskommissionen for den østlige del af Region Midtjylland omfatter følgende kommuner: Favrskov, Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Randers, Samsø, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs og Århus. Stk. 3. I Region Syddanmark er med virkning fra 1. januar 2007 nedsat to jordbrugskommissioner med fælles formand og sekretariat, for henholdsvis den vestlige og østlige del. Jordbrugskommissionen for den vestlige del af Region Syddanmark omfatter følgende kommuner: Billund, Esbjerg, Fanø, Fredericia, Haderslev, Kolding, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Vejle og Aabenraa. Jordbrugskommissionen for den østlige del af Region Syddanmark omfatter følgende kommuner: Assens, Bogense, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Langeland, Middelfart, Nyborg, Odense, Svendborg og Ærø.

§ 4

(Stk. 2)

§ 4. Kort- og Matrikelstyrelsen foretager notering af landbrugspligt i overensstemmelse med lovens § 4, stk. 1 og 2, og kan træffe afgørelse om at fravige bestemmelserne i lovens § 4, stk. 2, jf. lovens § 4, stk. 3. Stk. 2. Kort- og Matrikelstyrelsen foretager registrering i matriklen af landbrugsejendomme uden beboelsesbygning, jf. lovens § 9, stk. 6, og § 10.

Forretningsorden for jordbrugskommissionerne

§ 5

(Stk. 4)

§ 5. Jordbrugskommissionen behandler sager vedrørende landbrugsejendomme i den pågældende kommissions område, jf. § 3, uanset hvor ansøgeren har bopæl. Stk. 2. Hvis sagen vedrører en landbrugsejendom, der har eller vil få arealer, der ligger i forskellige regioner eller områder, jf. § 3, behandles sagen af den jordbrugskommission, der dækker den region eller det område, hvor landbrugsejendommens beboelsesbygning ligger. Hvis der er tale om en bygningsløs landbrugsejendom, jf. lovens § 10, behandles sagen af den jordbrugskommission, der dækker det område, hvor det største areal ligger. Stk. 3. Hvis sagen vedrører erhvervelse eller forpagtning af en landbrugsbedrift bestående af flere landbrugsejendomme, og ejendommene ligger i forskellige regioner eller områder, jf. § 3, behandles sagen af jordbrugskommissionen for den region eller det område, hvor erhververen eller forpagteren har eller tager fast bopæl. Stk. 4. I sager efter stk. 2 og 3 skal der indhentes en vejledende udtalelse fra den eller de andre jordbrugskommissioner i det omfang, det skønnes at være af væsentlig betydning for sagen.

§ 6

(Stk. 6)

§ 6. Jordbrugskommissionen er beslutningsdygtig, når alle medlemmer af jordbrugskommissionen eller suppleanter herfor er til stede, jf. dog stk. 2. I sager vedrørende gartnerier og planteskoler mv. skal en gartnerisagkyndig indkaldes, og den gartnerisagkyndige indtræder på lige fod med jordbrugskommissionens øvrige medlemmer. I tilfælde af et medlems forfald skal suppleanten være til stede. Stk. 2. Jordbrugskommissionen kan i enighed beslutte, at kommissionen, hvor der træffes afgørelse i sagstyper, der ikke vedrører natur- og miljøforhold, er beslutningsdygtig, når mindst formanden og de to medlemmer, som er udpeget efter indstilling fra de stedlige landboforeninger og familiebrugsforeninger under Landbrug & Fødevarer, er til stede. Stk. 3. Formanden kan undtagelsesvis udpege en midlertidig suppleant, hvis både et medlem og dettes suppleant forbigående er uden mulighed for at deltage i jordbrugskommissionens arbejde, herunder i tilfælde af inhabilitet. Den midlertidige suppleant skal være myndig og have bopæl i den region eller det område, jf. § 3, hvor jordbrugskommissionen skal behandle sager, jf. dog § 2, stk.4. Stk. 4. Direktøren for statsforvaltningen kan undtagelsesvis udpege en midlertidig suppleant for formanden, hvis denne og dennes suppleant forbigående er uden mulighed for at deltage i jordbrugskommissionens arbejde, herunder i tilfælde af inhabilitet. Den midlertidige suppleant skal udpeges blandt de øvrige formænd eller disses suppleanter for jordbrugskommissionerne. Stk. 5. Jordbrugskommissionen træffer afgørelse ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Stk. 6. Jordbrugskommissionen kan i enighed bemyndige formanden eller et medlem til at træffe afgørelse i nærmere angivne sagstyper. Formanden træffer afgørelse om spørgsmål vedrørende overholdelse af bestemmelserne i stk. 1-3 og 5 og om spørgsmål vedrørende forvaltningsretlige regler.

§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Statsforvaltningerne yder jordbrugskommissionerne sekretariatsmæssig bistand og afholder de med jordbrugskommissionernes virke forbundne omkostninger. Sekretariatet forbereder sagerne, herunder foretager eventuel besigtigelse, og forelægger dem med indstilling for jordbrugskommissionen, som meddeler sekretariatet sin afgørelse. Sekretariatet udfærdiger fornødne skrivelser herom. Stk. 2. Jordbrugskommissionen kan i enighed bemyndige sekretariatet til at træffe afgørelse i sager inden for rammer fastsat af jordbrugskommissionen.

§ 8

(Stk. 2)

§ 8. Formanden indkalder jordbrugskommissionen til møde, normalt med et varsel på mindst 14 dage. Ethvert medlem kan kræve et møde indkaldt. Stk. 2. Formanden kan stille forslag om, at en sag afgøres i overensstemmelse med et samtidig fremsendt udkast til en afgørelse af sagen uden afholdelse af møde. Et medlem kan dog kræve et møde til behandling af sagen.

opsigelse
§ 9

§ 9. Jordbrugskommissionen bestemmer, om en sag skal behandles mundtligt med deltagelse af sagens parter, samt om der skal foretages besigtigelse, evt. ved et enkelt medlem, jf. § 6, stk. 5.

§ 10

(Stk. 2)

§ 10. Jordbrugskommissionen kan beslutte, at møderne er lukkede, jf. § 6, stk. 5. Dog har suppleanterne og repræsentanter for sekretariatet adgang til at overvære møderne. Stk. 2. Deltagerne har tavshedspligt med hensyn til det under møderne passerede.

Kontrol og tilsyn

§ 11

§ 11. Jordbrugskommissionen og FødevareErhverv kan kontrollere erklæringer eller oplysninger mv. afgivet i henhold til lov om landbrugsejendomme, herunder til brug ved tinglysning af adkomst på en landbrugsejendom eller indgåelse af en forpagtningsaftale.

§ 12

§ 12. FødevareErhverv kan i overensstemmelse med lovens § 36, stk. 1, og § 37 meddele jordbrugskommissionerne generelle retningslinjer og instrukser om behandlingen og afgørelser i sager efter lov om landbrugsejendomme, herunder i hvilket omfang FødevareErhverv skal underrettes om de behandlede sager og om indberetning af afgørelser og statistiske oplysninger.

§ 13

(Stk. 2)

§ 13. FødevareErhverv fører tilsyn med jordbrugskommissionernes virksomhed. Stk. 2. FødevareErhverv kan meddele jordbrugskommissionerne generelle retningslinjer med henblik på tilsyn og kontrol med administrationen af loven, herunder varetagelsen af kontrolopgaver med overholdelse af loven og indberetning herom.

§ 14

§ 14. FødevareErhverv kan i særlige tilfælde beslutte at overtage kompetencen til at træffe afgørelse i sagstyper eller i enkeltsager, som er af større betydning eller af principiel karakter.

Klageadgang

§ 15

(Stk. 4)

§ 15. Jordbrugskommissionens afgørelser efter lov om landbrugsejendomme kan påklages til FødevareErhverv for så vidt angår retlige spørgsmål af enhver, der må antages at have en væsentlig individuel interesse i sagens udfald. Klagen indgives gennem jordbrugskommissionen og skal være jordbrugskommissionen i hænde senest 4 uger efter modtagelsen af den afgørelse, der ønskes påklaget. Jordbrugskommissionens afgørelser kan for så vidt angår skønnet ikke påklages. Tilsvarende gælder ved afgørelser om prisfastsættelse efter lovens § 32, stk. 2, nr. 3. Stk. 2. Jordbrugskommissionen kan genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Stk. 3. Afgørelser truffet af FødevareErhverv kan ikke påklages, jf. reglerne i bekendtgørelse om FødevareErhvervs opgaver og beføjelser. Stk. 4. Afgørelser truffet af Kort- og Matrikelstyrelsen, jf. § 4, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 16

(Stk. 2)

§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2010. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 147 af 24. februar 2009 om jordbrugskommissioner mv. ophæves.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri /Hans S. Christensen / Kurt Vagner Jensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2010
Ikrafttrædelsesdato
30. marts 2010
Bekendtgørelse om jordbrugskommissioner mv. | TheLawyer.sh