TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om veterinær godkendelse af zoologiske anlæg

DanmarkBekendtgørelse2010

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

BEK nr 31 af 13/01/2010 I medfør af § 5, § 30, stk. 1 og 3, § 31, § 33, § 34, § 37, § 44, stk. 1 og 2, og § 70, stk. 3, i lov nr. 432 af 9. juni 2005 om hold af dyr, fastsættes:

Anvendelsesområde og definitioner

§ 1

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter zoologiske anlæg.

§ 2

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. »Zoologiske anlæg«: Permanent afgrænset anlæg, hvor en eller flere dyrearter holdes eller opdrættes med henblik på udstilling, oplysning af offentligheden eller dyrearters bevarelse. Besøgslandbrug er ikke omfattet.
  2. »Dyreafsnit«: Enhver form for afgrænset område f.eks. bure, indhegninger, terrarier, akvarier, der er indrettet til dyrehold.
  3. »Veterinær godkendelse«: Godkendelse til omsætning af dyr til og fra andre zoologiske anlæg, herunder international omsætning.
  4. »Omsætning«: Køb og salg eller anden overdragelse af dyr.

Godkendelse og kontrol

§ 3

§ 3. Zoologiske anlæg skal være meddelt en veterinær godkendelse af fødevareregionen inden omsætning af dyr.

§ 4

(Stk. 3)

§ 4. Den veterinære godkendelse meddeles af fødevareregionen, hvori det zoologiske anlæg er beliggende, og anlægget tildeles et godkendelsesnummer. Stk. 2. Godkendelsen kan meddeles, hvis det zoologiske anlæg opfylder de i §§ 6-11 nævnte bestemmelser. Stk. 3. Det zoologiske anlæg undergives et godkendelsestilsyn samt mindst et årligt tilsyn af fødevareregionen.

§ 5

(Stk. 2)

§ 5. Fødevareregionen kan til enhver tid tilbagekalde eller midlertidigt suspendere den veterinære godkendelse for det zoologiske anlæg eller dele heraf eller pålægge det zoologiske anlæg særlige vilkår for at forebygge eller bekæmpe smitsomme husdyrsygdomme:

  1. Ved grove eller gentagne overtrædelser af en eller flere af de i §§ 8-16 nævnte bestemmelser,
  2. ved mistanke om eller udbrud af anmeldepligtige husdyrsygdomme, eller
  3. for at forebygge eller bekæmpe smitsomme husdyrsygdomme og zoonoser. Stk. 2. Ved suspension eller tilbagekaldelse kan fødevareregionen fastsætte betingelser for dyrene i det zoologiske anlæg.
§ 6

(Stk. 2)

§ 6. Ansøgning om veterinær godkendelse skal sendes til fødevareregionen. Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde:

  1. Oplysninger om dyrearter og antal af de dyr, der ønskes anbragt i det zoologiske anlæg.
  2. En skitse over anlægget, der angiver placeringen af de enkelte dyreafsnit, herunder karantænefaciliteter.
  3. Oplysninger om håndtering af gødning, strøelse, spildevand m.v.
  4. Kopi af godkendelse af det zoologiske anlæg, jf. bekendtgørelse om godkendelse af og tilsyn med zoologiske anlæg.
§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Dyr, der skal holdes i det zoologiske anlæg, må på godkendelsestidspunktet ikke være under mistanke for eller være konstateret smittet med sygdomme, der er nævnt i bilag 1 og 2 i bekendtgørelse om lister over smitsomme sygdomme til lov om hold af dyr. Stk. 2. Fødevareregionen kan pålægge det zoologiske anlæg supplerende undersøgelser af dyrene inden godkendelse.

Placering og indretning

§ 8

(Stk. 2)

§ 8. Det zoologiske anlæg skal være klart afgrænset og adskilt fra omgivelserne. Stk. 2. Anlægget skal ved etablering placeres, så det ikke udgør en dyresundhedsmæssig risiko for omkringliggende landbrugsbedrifter.

§ 9

§ 9. Det zoologiske anlæg skal have karantænefaciliteter til nytilførte, syge eller tilskadekomne dyr.

§ 10

§ 10. Det zoologiske anlæg skal enten selv have lokaler til post mortem undersøgelser eller en aftale med et laboratorium om udførelse af disse.

Sygdomsovervågning og anmeldepligt

§ 11

(Stk. 3)

§ 11. Det zoologiske anlæg skal have tilknyttet en tilsynsførende dyrlæge, som skal være godkendt af fødevareregionen. Stk. 2. Den tilsynsførende dyrlæge skal sørge for den løbende sygdomsovervågning, herunder at:

  1. Sikre, at anlægget følger en årlig sygdomsovervågningsplan, der omfatter kontrol med zoonoser,
  2. undersøge dyr, der mistænkes for at være smittet med en smitsom sygdom,
  3. foretage post mortem undersøgelse af døde eller aflivede dyr, der mistænkes for at være inficeret med en overførbar hysdyrsygdom eller zoonose, eller foranledige undersøgelserne udført af en anden dyrlæge eller et godkendt laboratorium,
  4. foretage eventuelle vaccinationer mod smitsomme sygdomme under iagttagelse af gældende lovgivning, når en sådan findes for den pågældende sygdom, og
  5. sikre, at tilførte dyr holdes isoleret i overensstemmelse med denne bekendtgørelse. Stk. 3. Den tilsynsførende dyrlæge skal føre optegnelser over forholdene i stk. 2. Optegnelserne skal opbevares i 5 år og forevises på forlangende til fødevaregionen.

Til- og fraførsel af dyr

§ 12

(Stk. 4)

§ 12. Dyr, der tilføres det zoologiske anlæg, skal sættes i karantæne, i mindst 30 dage efter modtagelsen, inden de indsættes i anlæggets øvrige dyrebestand. En del af anlægget kan anvendes til midlertidig karantæne efter fødevareregionens anvisninger, når det fysisk og driftsmæssigt kan holdes adskilt fra den øvrige del af anlægget. Stk. 2. Kravene i stk. 1, gælder ikke national omsætning af dyr. Stk. 3. Kravene i stk. 1, gælder ikke for dyr, der tilføres uden dyresundhedsmæssige betingelser. Stk. 4. Kravene i stk. 1, gælder ikke hunde, der ledsager deres ejer, når hundene ikke kommer i kontakt med anlæggets dyr.

§ 13

(Stk. 2)

§ 13. Dyr fra det zoologiske anlæg må ikke forlade dette, medmindre de overføres til andre godkendte zoologiske anlæg. Stk. 2. Kravene i stk. 1, gælder ikke hunde, der ledsager deres ejer, når hundene ikke kommer i kontakt med anlæggets dyr.

Bortskaffelse af døde dyr og gødning

§ 14

§ 14. Alle døde dyr eller dele heraf skal bortskaffes i henhold til Europaparlamentets og Rådets forordning om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum (biproduktforordningen).

§ 15

(Stk. 6)

§ 15. Gødning skal:

  1. Komposteres i mindst 1 år før det anvendes, med mindre gødningen hygiejniseres ved minimum 70° C i mindst 1 time i forbindelse med komposteringsanlæg,
  2. forbrændes på et godkendt forbrændingsanlæg, eller
  3. sendes til forarbejdning i et godkendt biogas- eller komposteringsanlæg, hvor gødningen skal hygiejniseres ved minimum 70° C i mindst en time. Stk. 2. Anvendes komposten, jf. stk. 1, nr. 1, på det zoologiske anlægs område, må det ikke udbringes på opholdsarealer for publikum, som f.eks. arealer der bruges til picnic. Stk. 3. Foregår komposteringen, jf. stk. 1. nr. 1, uden for det zoologiske anlægs område, må der ikke være husdyrhold på den modtagende ejendom. Stk. 4. Komposten, jf. stk. 1, skal nedpløjes, når den anvendes uden for det zoologiske anlægs område. Stk. 5. Gødning skal transporteres fra det zoologiske anlæg i lukkede containere, der rengøres og desinficeres efter brug. Stk. 6. Gødning fra dyr i karantæne skal bortskaffes i henhold til stk. 1, nr. 2 og 3.

Optegnelser

§ 16

(Stk. 2)

§ 16. Der skal løbende føres optegnelser over:

  1. Antallet af dyr af hver art i det zoologiske anlæg og dyrenes identitet, alder, køn, art, og eventuelt individuel identifikation.
  2. Antal dyr, der tilføres eller fraføres det zoologiske anlæg og dyrenes identitet, alder, køn, art, eventuelt individuel identifikation, oplysninger om oprindelse eller bestemmelsessted, transport og sundhedsstatus.
  3. Resultat af blodprøver og andre diagnostiske undersøgelser.
  4. Sygdomstilfælde og eventuel behandling.
  5. Resultat af post mortem undersøgelser af dyr døde i det zoologiske anlæg, herunder dødfødte dyr.
  6. Kort over anlægget.
  7. Angivelse af væsentlige ændringer af anlæggets indretning. Stk. 2. Optegnelserne skal opbevares i 5 år og på forlangende forvises fødevareregionen.

Dispensation

§ 17

§ 17. Fødevarestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere for kravet i § 11, stk. 2, nr. 4 for så vidt angår vaccination mod en smitsom sygdom, for hvilken der ikke er fastsat regler om vaccination.

§ 18

§ 18. Fødevarestyrelsen kan for visse dyrearter i særlige tilfælde dispensere fra kravene om, at dyr udelukkende må overføres til andre godkendte anlæg, jf. § 13.

§ 19

§ 19. Fødevarestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra kravene i § 15.

§ 20

§ 20. Fødevareregionen kan tillade, at kategori 2 og kategori 3 materiale af animalsk oprindelse kan anvendes som foder til dyrene i anlægget.

Overgangsbestemmelser, straf og ikrafttræden

§ 21

§ 21. Udgifter i forbindelse med ovenstående er det offentlige uvedkommende.

§ 22

(Stk. 3)

§ 22. Med bøde straffes den, der overtræder bestemmelserne i § 3, § 5, stk. 2, § 7, stk. 1, §§ 8-16. Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil to år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed og der ved overtrædelsen er:

  1. Forvoldt skade på mennesker eller dyrs sundhed eller fremkaldt fare herfor, eller
  2. opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelse. Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
selskab
§ 23

(Stk. 2)

§ 23. Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. januar 2010 og har virkning fra den 1. januar 2010. Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1446 af 15. december 2009 om veterinær godkendelse af zoologiske anlæg.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri /P.S.V\nJan Mousing / Tenna Olsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2010
Ikrafttrædelsesdato
16. januar 2010