Bekendtgørelse om produktionsafgift på fisk landet af danske fiskerfartøjer
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
BEK nr 5 af 06/01/2010 I medfør af § 102, stk. 2 og 3, og § 130, stk. 2, i lov om fiskeri og fiskeopdræt (fiskeriloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 978 af 26. september 2008, fastsættes efter bemyndigelse:
§ 1. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Fisk: Fisk af enhver art, krebs- og bløddyr samt alger fanget på såvel dansk som udenlandsk fiskeriterritorium.
- Dansk fiskerfartøj: Dansk indregistreret fartøj, der er optaget i Fiskeridirektoratets fartøjsregister.
- Landingsværdien: Værdien af fisk, krebs- og bløddyr samt alger i første omsætningsled uden merværdiafgift.
- Fartøjsejer: Personer og eller selskaber, der er opført i Fiskeridirektoratets fartøjsregister som ejere af fartøjet.
- Opkøber: Personer, virksomheder og selskaber der er bevillingspligtige efter fiskerilovens § 86, stk. 1, nr. 1-5, og som enten selv er den første køber eller formidler af det første salg af fisk efter landing (fx offentlig fiskeauktion, agent, kommissionær, fiskesalgsforening m.v.) samt godkendte producentorganisationer.
(Stk. 2)
§ 2. For fisk, der landes af danske fiskerfartøjer i dansk havn eller udenlandsk havn, skal der betales en produktionsafgift. Stk. 2. Produktionsafgiften på fisk er 3 0 /00 af landingsværdien.
§ 3. Afgiftspligten gælder også ved landing fra og til driftsmæssigt adskilte enheder med samme ejer.
§ 4. Produktionsafgiften indgår i Fiskeafgiftsfonden, c/o Danmarks Fiskeriforening, Nordensvej 3, Taulov, 7000 Fredericia.
(Stk. 4)
§ 5. Det påhviler opkøber at tilbageholde afgiften ved afregning med sælgeren. Afgiften skal fremgå af salgsafregningen. Stk. 2. Enhver opkøber, som har en årlig omsætning på 3 mio. kr. og derover, skal inden den 8. i hver måned udarbejde og indsende en indberetning over den samlede landingsværdi af fisk, der er modtaget fra danske fiskerfartøjer i den forudgående måned (afgiftsperiode). Indberetningen indsendes til Fiskeafgiftsfonden, og samtidig indbetaler opkøber de heraf skyldige produktionsafgifter til Fiskeafgiftsfondens girokonto nr. 1-665-5066, eller konto nr. 4180040978, Den Danske Bank, reg. nr. 4180. Opkøberen skal endvidere ved hvert regnskabsårs afslutning til fonden indsende en opgørelse over den samlede landingsværdi af fisk, der i det forløbne regnskabsår er modtaget fra danske fiskerfartøjer. Opgørelsen skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor. Stk. 3. Alle øvrige opkøbere, som har en årlig omsætning på under 3 mio. kr., skal for hvert kalenderår udarbejde en indberetning over den samlede landingsværdi af fisk, der er modtaget fra danske fiskerfartøjer. Indberetningen indsendes til Fiskeafgiftsfonden senest 14 dage efter kalenderårets udløb. Samtidig indbetaler opkøberen de heraf skyldige produktionsafgifter til Fiskeafgiftsfondens girokonto nr. 1-665-5066, eller konto nr. 4180040978, Den Danske Bank, reg. nr. 4180. Med indberetningen skal følge en tro og love erklæring om oplysningernes rigtighed. Erklæringen skal afgives på en formular, som kan rekvireres hos Fiskeafgiftsfonden. Stk. 4. De i stk. 1, 2 og 3 nævnte forpligtelser vedrørende indberetning og indbetaling påhviler ligeledes en udenlandsk opkøbers repræsentant her i landet, hvis afregning med sælger sker gennem denne repræsentant.
(Stk. 2)
§ 6. I de tilfælde hvor fisk landes i udenlandsk havn eller i dansk havn, mens afregning sker direkte fra en udenlandsk opkøber, har fartøjsejeren samme pligt til indberetning og indbetaling og til afgivelse af tro og love erklæring som den, der efter § 5, stk. 3, påhviler indenlandske opkøbere. Stk. 2. De i stk. 1 nævnte forpligtelser vedrørende indberetning og indbetaling påhviler ligeledes fartøjsejeren, hvis fangsten er landet og solgt her i landet direkte til forbrugere.
§ 7. Fiskeafgiftsfonden kan, til kontrol af de indberettede oplysninger, fra Fiskeridirektoratet indhente oplysninger om, hvilke landinger der er foretaget hos de enkelte opkøbere, og hvilke landinger der er foretaget i udenlandsk havn.
§ 8. Beløb, der ikke betales rettidigt, tillægges efter fiskerilovens § 115, stk. 1, en årlig rente svarende til den rente, der er fastsat i henhold til rentelovens § 5, fra forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr.
§ 9. Der er udpantningsret for forfaldne beløb efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, herunder for de i § 8 nævnte rentebeløb.
(Stk. 2)
§ 10. Overtrædelse af §§ 5 og 6 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter kapitel 23 i fiskeriloven. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
(Stk. 2)
§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 9. januar 2010. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 14 af 6. januar 2005 om produktionsafgift på fisk landet af danske fiskerfartøjer ophæves.
FødevareErhverv /Arent B. Josefsen / Elisabeth Demandt/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2010
- Ikrafttrædelsesdato
- 8. januar 2010