Bekendtgørelse om godkendelse af infrastruktur på jernbaneområdet
Transportministeriet
BEK nr 504 af 12/05/2010 I medfør af § 21 h, stk. 1, 1. pkt., § 21 k, stk. 5 og 6, § 22, stk. 6, og § 24, stk. 5, i lov om jernbane, jf. lovbekendtgørelse nr. 969 af 8. oktober 2009, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 24 a, stk. 1:
Anvendelsesområde og definitioner
Anvendelsesområde
(Stk. 3)
§ 1. Bekendtgørelsen gælder ved udstedelse af ibrugtagningstilladelse for ny, opgraderet og fornyet jernbaneinfrastruktur, herunder jernbaneinfrastrukturdelsystemer. Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder endvidere for udstedelse af typegodkendelse af delsystemer. Stk. 3. Kravet om EF-verifikation i § 7 gælder kun for jernbaneinfrastruktur, der anlægges, fornyes eller opgraderes på det transeuropæiske jernbanenet (TEN).
Definitioner
(Stk. 14)
§ 2. Ved bemyndiget organ forstås det organ, som har til opgave at vurdere interoperabilitetskomponenternes overensstemmelse eller anvendelsesegnethed eller at gennemføre proceduren for EF-verifikation af delsystemer. Stk. 2. Ved delsystemer forstås resultatet af jernbanesystemets opdeling i strukturelt eller funktionelt definerede delsystemer. Som eksempel på strukturelt definerede delsystemer kan nævnes infrastruktur og energi. Som eksempel på funktionelt definerede delsystemer kan nævnes drift og trafikstyring og trafiktelematik for person- og godstrafikken. Stk. 3. Ved EF-verifikation forstås den procedure, hvorved et bemyndiget organ verificerer og kontrollerer, at et delsystem er:
- i overensstemmelse med direktivets bestemmelser
- i overensstemmelse med andre regler, der gælder i overensstemmelse med traktaten. Stk. 4. Ved erfaringsdrift forstås en periode, hvor et delsystem er i drift, og hvor virksomheden indsamler erfaringer med teknik, betjening, drift og vedligehold. Stk. 5. Ved EØS-lande forstås lande, som fuldt ud har tilsluttet sig EU-lovgivningen på området. Stk. 6. Ved fornyelse forstås større arbejder, som går ud på at udskifte et delsystem eller en del af et delsystem uden at ændre delsystemets samlede ydeevne eller funktionalitet. Vedligeholdelse efter godkendt vedligeholdelsesdokumentation eller godkendte sikkerhedsregler anses ikke for at være fornyelse. Stk. 7. Ved ibrugtagning forstås samtlige aktiviteter, hvorved jernbaneinfrastruktur bringes i den foreskrevne driftstilstand. Stk. 8. Ved ibrugtagningstilladelse for jernbaneinfrastruktur forstås en godkendelse af jernbaneinfrastrukturens sikkerhedsmæssige egenskaber til brug i Danmark, og hvis det er underlagt Tekniske Specifikationer for Interoperabilitet (TSI), at det er interoperabelt, og kan sættes i drift. Stk. 9. Ved kvalitetssikring forstås, at en eller flere navngivne personer med indsigt i området ud over den eller de personer, der har udarbejdet dokumentationen, har foretaget en kontrol af det faglige indhold og dokumentformalia, herunder korrekt skabelon, struktur, navngivning, arkivering og versionsstyring. Stk. 10. Ved mindre ændringer forstås ændringer, som ikke er omfattet af definitionen på opgradering eller fornyelse jf. stk. 6, stk. 11 og stk. 15. Stk. 11. Ved opgradering forstås større arbejder, som går ud på at ændre et delsystem eller en del af et delsystem, og som forbedrer delsystemets samlede ydeevne eller funktionalitet. Stk. 12. Ved risikovurdering forstås en metode, som omfatter systemidentifikation, identifikation af farer og estimering af risici samt evaluering af risikoreducerende tiltag. Stk. 13. Ved sikkerhedsdokumentation forstås en dokumentation af, at aktiviteterne i sikkerhedsplanen er gennemført, og at et produkt opfylder specificerede sikkerhedskrav. Dokumentationen angives i et opsummerende dokument (safety case). Stk. 14. Ved sikkerhedsplan forstås en dokumenteret tids-, aktivitets- og ressourceplan til brug for implementeringen af den organisatoriske struktur samt ansvar, procedurer, aktiviteter, kompetencer og ressourcer som sikrer, at resultatet opfylder specificerede sikkerhedskrav relevante for et givent projekt.
(Stk. 18)
Stk. 15. Ved større arbejder forstås alle ændringer, som enten er omfattet af en TSI eller hvis konsekvens, i tilfælde af menneskelig eller teknisk fejl ved indførelse, håndtering eller drift, kan føre til en eller flere alvorligt tilskadekomne eller dødsfald. Stk. 16. Ved systemdefinition forstås beskrivelsen af jernbaneinfrastrukturen, dens anvendelse, grænsefladerne og vekselvirkning med dens omgivelser, samt årsag til fornyelsen eller opgraderingen og alle identificerede krav, herunder TSI krav, (resultatet af systemidentifikationen, jf. stk. 12). Stk. 17. Ved Tekniske Specifikationer for Interoperabilitet (TSI) forstås EU-krav til delsystemer og komponenter, herunder krav til sikkerhed, teknisk kompatibilitet, miljø og sundhed, jf. interoperabilitetsdirektivet. Stk. 18. Ved typegodkendelse for jernbaneinfrastruktur forstås Trafikstyrelsens godkendelse af en types konstruktionsmæssige, herunder sikkerhedsmæssige egenskaber, anvendelsesbetingelser og krav til vedligeholdelse. Hvis typen er omfattet af TSI, skal TSI’ens krav være opfyldt.
Godkendelse af jernbaneinfrastruktur
Ansøgning om ibrugtagningstilladelse
§ 3. Jernbaneinfrastruktur må ikke tages i brug, før Trafikstyrelsen har udstedt en ibrugtagningstilladelse.
(Stk. 4)
§ 4. Forud for ansøgningen om ibrugtagningstilladelse skal de i nr. 1-4 angivne oplysninger indsendes til Trafikstyrelsen. Ansøger skal sørge for, at oplysningerne er kvalitetssikrede inden fremsendelsen til Trafikstyrelsen, jf. § 2, stk. 9. Følgende indsendes:
- systemdefinition for jernbaneinfrastrukturen eller jernbaneinfrastrukturdelsystemet,
- risikovurdering eller en foreløbig risikovurdering,
- oplysning om behov for assessorbistand, herunder forslag til valg af assessor og udkast til kommissorium jf. § 11,
- sikkerhedsplan, såfremt ansøgningen ikke indeholder anmodning om forenklet proces, jf. § 9. Stk. 2. De i stk. 1 angivne oplysninger og dokumentation kan efter aftale med Trafikstyrelsen fremsendes successivt, i takt med at oplysningerne fastlægges og kvalitetssikres. Stk. 3. En eventuel anmodning om forenklet proces, jf. § 9, skal indsendes i forbindelse med ansøgning om ibrugtagningstilladelse. Stk. 4. Til brug for ansøgningen skal der indsendes sikkerhedsdokumentation, såfremt ansøgningen ikke indeholder anmodning om forenklet proces, jf. § 9.
§ 5. Trafikstyrelsen kan udstede ibrugtagningstilladelse med vilkår. Ibrugtagningstilladelsen kan være tidsbegrænset.
§ 6. Inden jernbaneinfrastruktur, hvortil der er udstedt en ibrugtagningstilladelse, sættes i drift, skal infrastrukturforvalteren internt i virksomheden dokumentere, hvem i organisationen der har overtaget driften af jernbaneinfrastrukturen, hvornår driften er overtaget og på hvilke betingelser.
Jernbaneinfrastruktur, der anlægges, fornyes eller opgraderes på det transeuropæiske jernbanenet
Ibrugtagningstilladelse til jernbaneinfrastruktur omfattet af EF-verifikation
(Stk. 6)
§ 7. Ansøger, som skal have udstedt en ibrugtagningstilladelse til nye, opgraderede eller fornyede delsystemer, skal følge proceduren for udfærdigelse af en EF-verifikationserklæring som angivet i artikel 18 i interoperabilitetsdirektivet. Stk. 2. Ansøger skal anmode et bemyndiget organ om at sætte en verifikationsprocedure i gang. Stk. 3. Det bemyndigede organ foretager verifikationen og er ansvarlig for, at der oprettes et teknisk dossier, som skal følge EF-verifikationserklæringen. Det tekniske dossier skal indeholde de i interoperabilitetsdirektivets bilag VI angivne forhold. Stk. 4. Det bemyndigede organ udsteder en verifikationsattest til ansøger. Stk. 5. Ansøger udarbejder en EF-verifikationserklæring på baggrund af det bemyndigede organs attest og indsender erklæringen til Trafikstyrelsen sammen med en ansøgning om ibrugtagningstilladelse for den pågældende jernbaneinfrastruktur samt de i § 4, stk. 1 og 4 angivne oplysninger. Stk. 6. Ansøger kan ikke opnå forenklet proces, jf. § 9, for den del af delsystemet, der er omfattet af EF-verifikation.
Ansøgning om typegodkendelse
(Stk. 9)
§ 8. I forbindelse med ansøgning om ibrugtagningstilladelse jf. § 4, kan jernbanevirksomheder, jernbaneinfrastrukturforvaltere, leverandører, producenter, leasingselskaber m.fl. ansøge Trafikstyrelsen om udstedelse af en typegodkendelse til dele af delsystemer, der skal kunne anvendes flere steder. Stk. 2. Forud for ansøgning om en typegodkendelse skal de i nr. 1-6 angivne oplysninger indsendes til Trafikstyrelsen. Ansøger skal sørge for, at oplysningerne er kvalitetssikrede inden fremsendelsen til Trafikstyrelsen, jf. § 2, stk. 9. Følgende indsendes:
- Systemdefinition for delsystemer, der ønskes typegodkendt.
- Forudsætninger for typens anvendelse og krav til vedligehold.
- Risikovurdering eller en foreløbig risikovurdering.
- Oplysning om behov for assessorbistand, herunder forslag til valg af assessor og udkast til kommissorium, jf. § 11.
- Sikkerhedsplan, såfremt ansøgningen ikke indeholder anmodning om forenklet proces, jf. § 9.
- Dokumentation for erfaringsdrift. Stk. 3. De i stk. 2, nr. 1-6 angivne oplysninger og dokumentation kan efter aftale med Trafikstyrelsen fremsendes successivt, i takt med at de kvalitetssikres og fastlægges. Stk. 4. En eventuel anmodning om forenklet proces indsendes i forbindelse med ansøgning om typegodkendelse, jf. § 9. Stk. 5. Til brug for ansøgningen skal endvidere indsendes sikkerhedsdokumentation, såfremt ansøgningen ikke indeholder anmodning om forenklet proces, jf. § 9. Stk. 6. Sikkerhedsdokumentationen for typen skal beskrive de varianter, som kan anvendes i de konkrete installationer. Stk. 7. Såfremt der foretages ændringer i typen, skal der ansøges om en fornyet godkendelse. Stk. 8. En typegodkendelse giver ikke ret til at sætte jernbaneinfrastruktur i drift. Stk. 9. Trafikstyrelsen kan udstede typegodkendelse med vilkår. Typegodkendelsen kan være tidsbegrænset.
Ansøgning om forenklet proces
§ 9. Ansøger kan anmode Trafikstyrelsen om, at godkendelse af jernbaneinfrastruktur følger en forenklet proces, hvor ansøger kan undlade at indsende de i § 4, stk. 1, nr. 4 og stk. 4, for ibrugtagningstilladelse og § 8, stk. 2, nr. 5 og stk. 5, for typegodkendelse angivne oplysninger. Den forenklede proces kan anvendes, når:
- Ændringen sker i henhold til en beskrevet og afprøvet proces,
- ændringen ikke er omfattet af krav om EF-verifikation, og
- ansøger ved en risikovurdering viser, at ændringen sker ved en høj grad af styring, herunder: a) at ændringen overholder dækkende sikkerhedsregler for ændringen, eller at der er opnået dispensation fra sikkerhedsregler, og b) at ændringen vedrører delsystemer eller dele af delsystemer, som tidligere har opnået godkendelse.
Ansøgning om ibrugtagningstilladelse til erfaringsdrift
(Stk. 2)
§ 10. Ved ansøgning om ibrugtagningstilladelse til erfaringsdrift skal ansøgningen indeholde følgende:
- En beskrivelse af erfaringsdriftens omfang,
- en risikovurdering af de planlagte aktiviteter, herunder påvirkningerne på eksisterende infrastruktur og trafikafvikling i forbindelse med erfaringsdriften, og
- dokumentation for, hvordan de specifikke krav for erfaringsdriften opfyldes, således at erfaringsdriften kan ske på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde. Stk. 2. Trafikstyrelsen kan anmode ansøger om supplerende oplysninger til brug for behandling af ansøgningen.
Anvendelse af assessorbistand
(Stk. 3)
§ 11. Trafikstyrelsen kan kræve, at ansøger anvender sagkyndig bistand, herunder assessorbistand i forbindelse med ansøgning om godkendelse af jernbaneinfrastruktur. Stk. 2. Trafikstyrelsen godkender virksomhedernes valg af assessorer ud fra kriterierne uafhængighed og faglighed. Stk. 3. Trafikstyrelsen godkender assessors kommissorium for udførelsen af opgaven.
Ændringer
Ansøgning om ibrugtagningstilladelse ved fornyelse og opgradering
(Stk. 3)
§ 12. Ansøger skal foretage en vurdering af, hvorvidt en given ændring er at betragte som en fornyelse eller opgradering, jf. § 2, stk. 6, stk. 11 og stk. 15 og indsender denne til Trafikstyrelsen sammen med den i § 4, stk. 1 og 4 angivne dokumentation. Eventuel anmodning om forenklet proces indsendes i forbindelse med den angivne dokumentation. Stk. 2. Ændringer, der vedrører delsystemer eller komponenter omfattet af TSI, godkendes i henhold til bestemmelserne i TSI. Stk. 3. I tilfælde af fornyelse eller opgradering af eksisterende jernbaneinfrastruktur vurderer Trafikstyrelsen ud fra den i stk. 1 angivne dokumentation, hvorvidt ansøger skal have en ny ibrugtagningstilladelse.
Dele af delsystemer, der er godkendt i andre EU- eller EØS-lande
(Stk. 4)
§ 13. Ved ansøgning om ibrugtagningstilladelse eller typegodkendelse til dele af delsystemer, som er godkendt i et andet EU- eller EØS-land skal der til ansøgningen vedlægges dokumentation for godkendelsen udstedt i det andet land. Stk. 2. Det skal i forbindelse med ansøgningen dokumenteres, at anvendelsesområdet i Danmark er i overensstemmelse med det anvendelsesområde, der er lagt til grund ved godkendelsen i det andet land. Stk. 3. Trafikstyrelsen kan anmode ansøger om supplerende oplysninger til brug for ansøgningen. På baggrund af den fremsendte dokumentation træffer Trafikstyrelsen afgørelse om, hvorvidt der kan opnås ibrugtagningstilladelse eller typegodkendelse til den pågældende jernbaneinfrastruktur. Stk. 4. Såfremt ansøger indsender dokumentation til Trafikstyrelsen, der er udfærdiget på andre sprog end dansk eller engelsk, kan Trafikstyrelsen kræve, at ansøger oversætter dokumentationen til et af de to nævnte sprog.
Undtagelser
Undtagelser fra krav om godkendelse af jernbaneinfrastruktur
(Stk. 2)
§ 14. Der skal ikke ansøges om ibrugtagningstilladelse til jernbaneinfrastruktur, som opfylder de i nr. 1-7 angivne betingelser. Jernbaneinfrastrukturen
- skal trafikeres med en hastighed af højst 20 km/t,
- må ikke benyttes til transport af passagerer,
- må ikke benyttes til transport af farligt gods, som omfattes af bestemmelserne i RID (Reglement for farligt gods),
- må ikke samtidig trafikeres med flere end ét jernbanekøretøj eller et trækkende køretøj sammenkoblet med andet rullende materiel,
- må ikke have broer og tunneler samt krydsningssteder, hvor sporet krydser en gade eller vej, hvor der er offentlig færdsel,
- udgør den yderste del af det net, som infrastrukturen indgår i, samt
- er udrustet med beskyttelse, som forhindrer, at rullende materiel ruller ud på anden jernbaneinfrastruktur. Stk. 2. Jernbaneinfrastrukturforvaltere kan foretage mindre ændringer, som ikke er en fornyelse eller opgradering, jf. § 2, stk. 6, stk. 11 og stk. 15. Disse mindre ændringer kræver ikke Trafikstyrelsens godkendelse. Jernbaneinfrastrukturforvalterne skal dog dokumentere, at der er tale om en mindre ændring og på forlangende kunne fremvise denne dokumentation for Trafikstyrelsen.
Dispensation
§ 15. Trafikstyrelsen kan dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det i øvrigt er foreneligt med EU-regler på området.
Straf og klageadgang
Straf
(Stk. 4)
§ 16. Overtrædelse af § 3 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter § 22 i lov om jernbane. Stk. 2. Den, der foretager en ændring uden at dokumentere, at der er tale om en mindre ændring, og dermed overtræder § 14, stk. 2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter § 22 i lov om jernbane. Stk. 3. Tilsidesættelse af vilkår eller betingelser, der er fastsat i henhold til § 5 og § 8, stk. 9, straffes med bøde. Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Klageadgang
§ 17. Klage over afgørelser truffet af Trafikstyrelsen i medfør af denne bekendtgørelse, kan inden 4 uger, efter at afgørelsen er kommet frem, påklages til Jernbaneklagenævnet. Afgørelser, der kan påklages til Jernbaneklagenævnet, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Jernbaneklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
(Stk. 2)
§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. maj 2010. Stk. 2. Typegodkendelser og ibrugtagningstilladelser, der er udstedt før bekendtgørelsens ikrafttræden, er fortsat gældende i overensstemmelse med deres indhold.
Trafikstyrelsen /Carsten Falk Hansen / Lise Aaen Kobberholm/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2010
- Ikrafttrædelsesdato
- 13. maj 2010