Bekendtgørelse om registrering af besætninger i CHR
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
BEK nr 59 af 18/01/2010 I medfør af §§ 6-8, § 33, § 66, stk. 3, § 67 og § 70, stk. 3, i lov nr. 432 af 9. juni 2004 om hold af dyr, som ændret ved lov nr. 1272 af 16. december 2009, fastsættes:
Områder og definitioner
(Stk. 7)
§ 1. Denne bekendtgørelse angiver reglerne for registrering af besætninger med dyr af arterne kvæg (slægterne Bos, Bison og Bubalus), svin, får, geder, fjerkræ, hjortedyr, ræve, ilder, finnracoon eller mink samt akvakulturdyr i CHR. Stk. 2. Følgende fjerkræbesætninger er omfattet af bekendtgørelsen:
- Besætninger, der leverer dyr eller produkter til autoriseret fjerkræslagteri, ægpakkeri eller autoriseret ægproduktvirksomhed.
- Besætninger, der leverer konsumæg til anvendelse uden for egen husholdning.
- Besætninger, der opdrættes med henblik på konsumægsproduktion, jf. bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i konsumægshønsehold og opdræt hertil.
- Virksomheder og besætninger omfattet af bekendtgørelse om fjerkræproduktion og omsætning af fjerkræ.
- Rugerier omfattet af bekendtgørelse om mindre rugerier samt omsætning af hobbyfjerkræ.
- Besætninger, der anmeldes i henhold til bekendtgørelse om opdræt af fjervildt.
- Besætninger, der anmeldes i henhold til bekendtgørelse om opdræt af strudsefugle.
- Besætninger med mere end 100 stk. levende fjerkræ på omsætningstidspunktet, og som registreres i henhold til bekendtgørelse om pligt til overvågning for aviær influenza hos fjerkræ og opdrættet fjervildt. Stk. 3. Sædbanker, der er godkendt i henhold til bekendtgørelse om tyresæd og inseminering af kvæg, er omfattet af bekendtgørelsen. Stk. 4. Besætninger med hjortedyr er kun omfattet af bekendtgørelsen, såfremt besætningen anmeldes i henhold til bekendtgørelse om opdræt af hjortedyr. Stk. 5. Besætninger med ræve er kun omfattet af bekendtgørelsen, såfremt besætningen anmeldes i henhold til bekendtgørelse om opdræt af ræve. Stk. 6. Besætninger med ilder, finnracoon eller mink er kun omfattet af bekendtgørelsen, såfremt besætningen består af 20 dyr eller derover. Stk. 7. Besætninger med akvakulturdyr er kun omfattet af bekendtgørelsen, såfremt besætningen er omfattet af bekendtgørelse om autorisation og drift af akvakulturbrug samt om markedsføring af akvatiske organismer og produkter deraf.
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- »CHR«: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris Centrale Husdyrbrugsregister.
- »Besætning«: En samling af dyr af samme dyreart, som anvendes til et bestemt formål, som er knyttet til en bestemt geografisk beliggenhed, og som har en ejer i form af en juridisk eller fysisk person. Definitionen omfatter også ethvert sted, hvor der midlertidigt samles levende eller døde dyr, herunder samlesteder, slagterier, forarbejdningsanlæg, kølebrønde, fælles græsgange, græsningsarealer, dyrskuer, individprøvestationer, dyrehospitaler samt virksomheder omfattet af artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) nr. 1774/2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum. For kvæg, svin, får og geder kan en besætning udgøres af 1 dyr.
- »Fælles græsgang«: Et areal til afgræsning, hvor der findes dyr af samme dyreart fra mere end ét CHR-nummer. Der er ikke tilknyttet en ejer til fælles græsgange.
- »Græsningsareal«: Et areal der benyttes til afgræsning i mere end 30 dage i træk, og hvor der kun findes dyr fra ét CHR-nummer, og som ikke fysisk grænser op til det CHR-nummer, som dyrene er flyttet fra.
- »CHR-nummer«: Et unikt nummer, der i CHR identificerer en bestemt geografisk beliggenhed.
- »Besætningsnummer«: Et unikt nummer indenfor hver dyreart, der i CHR identificerer en besætning.
- »Bruger«: Enhver fysisk eller juridisk person som midlertidigt eller permanent har ansvaret for en besætning.
- »Tilknyttet dyrlægepraksis«: Den dyrlægepraksis, der normalt tilser besætningen.
- »Gødnings- og Husdyrindberetning«: En årlig erklæring udsendt til ejeren af besætningen med henblik på at bekræfte eksisterende oplysninger, eller ajourføre allerede registrerede data i CHR.
Etablering og registrering af besætninger
(Stk. 2)
§ 3. Enhver besætning skal være registreret i CHR. Stk. 2. Det er ejerens ansvar, at besætningen er registreret korrekt i CHR. For fælles græsgange og dyrskuer er det dog brugerens ansvar, at besætningen er registreret korrekt i CHR.
(Stk. 3)
§ 4. Ved etablering og registrering af en besætning skal følgende oplysninger indberettes til CHR:
- Brugerens telefonnummer samt eventuelt mobiltelefon- og faxnummer og e-mailadresse.
- Ejerens telefonnummer samt eventuelt mobiltelefon- og faxnummer og e-mailadresse.
- Adressen for den geografiske beliggenhed af besætningen.
- Dyreart og dyrenes anvendelsesformål.
- Antal dyr, undtagen kvæg og akvakulturdyr, der er til stede i besætningen under normale driftsforhold.
- Den årlige produktion af akvakulturdyr i kilogram.
- Praksisnummer på den dyrlægepraksis, der er tilknyttet besætningen. Stk. 2. Brugerens og ejerens forsendelsesadresse kan indberettes til CHR. Stk. 3. Brugeren og ejeren skal oplyse CVR-nummer til indlæggelse i Fødevareministeriets Generelle Landbrugsregister, GLR. Såfremt brugeren eller ejeren ikke har et CVR-nummer, skal CPR-nummer oplyses. For ejere af akvakulturbrug skal der altid oplyses CVR-nummer.
Ændring af oplysninger
(Stk. 4)
§ 5. Følgende oplysninger skal til stadighed være ajourført i CHR:
- Brugerens og ejerens CVR- eller CPR-nummer, brugerens og ejerens telefon-, mobiltelefon- og faxnummer samt e-mailadresse.
- Praksisnummer på den tilknyttede dyrlægepraksis. Stk. 2. Ajourføring af oplysningerne, jf. stk. 1, skal ske senest 7 dage efter oplysningerne er ændret. Stk. 3. Øvrige oplysninger, som er registreret i henhold til denne bekendtgørelse, skal være ajourført i CHR. Oplysningerne skal bekræftes eller ajourføres i forbindelse med Gødnings- og Husdyrindberetning, jf. § 8. Gødnings- og Husdyrindberetning skal være indsendt inden for den frist, der er angivet på erklæringen. Stk. 4. For svinebesætninger med mere end 300 søer, 3.000 slagtesvin eller 6.000 svin mellem 7-30 kg skal antal dyr, jf. § 4, stk. 1, nr. 5 dog bekræftes eller ajourføres to gange årligt med 4-8 måneders mellemrum. Den ene af disse to bekræftelser eller ajourføringer kan udgøres af den i stk. 3 nævnte indberetning.
§ 6. Ved ejerskifte påhviler det den nye ejer at indberette de ændrede oplysninger til CHR.
Ophør af besætningen
§ 7. Senest to måneder efter det sidste dyr er fraført besætningen, skal denne indberettes som ophørt.
Indberetning
(Stk. 2)
§ 8. Indberetning til registrering og indberetning om ajourføring af oplysninger, som er registreret i henhold til denne bekendtgørelse, samt Gødnings- og Husdyrindberetning skal ske til Dansk Kvæg, Udkærsvej 15, Skejby, 8200 Århus N. Stk. 2. Indberetning om bekræftelse eller ajourføring af oplysninger kan ske via Internettet på følgende adresse www.landbrugsindberetning.dk.
Veterinære oplysninger
§ 9. Brugeren eller ejeren skal på forespørgsel fra Fødevarestyrelsen eller Dansk Kvæg, jf. § 10, som bistår med at føre CHR, og som i den anledning optræder på vegne af Fødevarestyrelsen, oplyse følgende:
- Oplysninger af veterinær interesse i forbindelse med sygdomsbekæmpelsesprogrammer, og
- data, som på anden måde kan indgå i CHR efter reglerne i lov om behandling af personoplysninger eller regler fastsat i medfør af lov om hold af dyr.
Tilsyn og adgang til CHR
(Stk. 2)
§ 10. Dansk Kvæg bistår efter aftale Fødevarestyrelsen med at føre CHR og optræder ved indberetning til registrering og indberetning om bekræftelser eller ajourføringer på vegne af Fødevarestyrelsen. Stk. 2. Fødevarestyrelsen fører tilsyn med Dansk Kvægs bistand med førelsen af CHR og skal have adgang til alle oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af tilsynet.
(Stk. 5)
§ 11. Enhver har adgang til CHR og kan fra CHR få meddelt oplysninger, som er registreret i overensstemmelse med denne bekendtgørelse efter reglerne i lov om behandling af personoplysninger. Stk. 2. Undtaget fra stk. 1, jf. § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, er brugerens eller ejerens telefonnummer, mobiltelefonnummer, faxnummer og e-mailadresse. Stk. 3. Oplysninger kan hentes via Internettet på følgende adresse www.glr-chr.dk. Stk. 4. Anmodning om at få meddelt oplysninger, som er registreret i henhold til denne bekendtgørelse, kan rettes til den lokale fødevareregion eller Fødevarestyrelsen. Betaling for udlevering af oplysninger sker i henhold til bekendtgørelse om betaling for udlevering af oplysninger fra GLR/CHR Generelt LandbrugsRegister/Centralt HusdyrbrugsRegister. Stk. 5. Indsigelser over registerets indhold kan rettes til Fødevarestyrelsen.
Betaling, straf og ikrafttræden
§ 12. Udgifter, som følger af pligter i medfør af denne bekendtgørelse, er Fødevarestyrelsen uvedkommende.
(Stk. 3)
§ 13. Overtrædelse af § 3, § 4, stk. 1 og stk. 3 og §§ 5-9 straffes med bøde. Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil to år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er:
- Forvoldt skade på menneskers eller dyrs sundhed eller fremkaldt fare herfor, eller
- opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser. Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
(Stk. 2)
§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 22. januar 2010. Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 815 af 14. juli 2006 om registrering af husdyrbrug i CHR.
Fødevarestyrelsen /P.S.V\nJan Mousing / Tenna Olsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2010
- Ikrafttrædelsesdato
- 21. januar 2010