TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om behandling af sager om erstatning for skader forårsaget af oversvømmelse fra vandløb og søer

DanmarkBekendtgørelse2010

Erhvervsministeriet

BEK nr 805 af 28/06/2010 I medfør af § 8a, stk. 5, i lov nr. 349 af 17. maj 2000 om stormflod og stormfald, som ændret ved lov nr. 544 af 26. maj 2010 samt efter forhandling med miljøministeren, fastsættes:

Formål og definitioner

§ 1

§ 1. Stormrådet kan efter reglerne i denne bekendtgørelse yde erstatning for skader forårsaget af oversvømmelse fra vandløb og søer.

§ 2

§ 2. Ved oversvømmelse fra vandløb og søer forstås oversvømmelse som følge af en ekstrem høj vandstand i vandløb og søer, der forventes statistisk at indtræffe sjældnere end hvert 20. år.

§ 3

§ 3. Afgørelse af om der har været oversvømmelse fra vandløb og søer i et område på et givent tidspunkt, jf. § 2, træffes af Stormrådet, om nødvendigt efter udtalelse fra By- og Landskabsstyrelsen, jf. § 11.

Erstatningsbetingelser mv.

§ 4

§ 4. Der ydes erstatning for umiddelbart indtrådte skader på her i landet værende fast ejendom og løsøre, som er dækket af en afgiftspligtig forsikring mod brand.

moms
§ 5

§ 5. Der ydes ikke erstatning for

  1. fast ejendom og løsøre, for hvilke det i almindelighed er muligt at tegne forsikring mod skader forårsaget af oversvømmelse fra vandløb og søer i et forsikringsselskab, der har ret til at udøve forsikringsvirksomhed, jf. § 5 i lov om forsikringsvirksomhed,
  2. løsøre i kældre og i rum under terræn,
  3. indirekte tab eller
  4. skader på jord.
selskab
§ 6

§ 6. Erstatning efter denne bekendtgørelse ydes til den, der er ejer, panthaver eller indehaver af anden rettighed, eller til den, der bærer risikoen for tingen, og som lider tab ved, at den forringes eller går til grunde.

§ 7

§ 7. Ved udbetaling af erstatning efter denne bekendtgørelse fratrækkes følgende selvrisiko:

  1. For så vidt angår skader på ejendomme til helårsbeboelse er selvrisikoen 8 pct. ved 1. skadesbegivenhed, 13 pct. ved 2. skadesbegivenhed og 18 pct. ved 3. og senere skadesbegivenheder. Selvrisikoen udgør dog minimum 8.000 kr.
  2. For så vidt angår skader på fritids- og sommerhuse samt erhvervsejendomme er selvrisikoen 13. pct. ved 1. skadesbegivenhed, 18 pct. ved 2. skadesbegivenhed og 23 pct. ved 3. og senere skadesbegivenheder. Selvrisikoen udgør dog minimum 13.000 kr.
  3. For så vidt angår skader på løsøre er selvrisikoen 10 pct. Selvrisikoen udgør dog minimum 10.000 kr.
§ 8

§ 8. Erstatning for skader forårsaget af oversvømmelse fra vandløb og søer kan udover selvrisikoen, jf. § 7, nedsættes eller helt bortfalde, såfremt

  1. bygningen er opført på et sted, hvor der er særlig risiko for skader forårsaget af oversvømmelse og skadelidte efter forholdene eller oplysninger ved opførelsen eller erhvervelsen vidste eller burde vide dette,
  2. bygningen er opført i strid med byggelovgivningen, servitutter eller lokalplaner, hvor dette er medvirkende årsag til, at skaden er indtruffet, eller hvor skaden af denne grund har fået et større omfang, end den ellers ville have fået,
  3. bygningens forkerte konstruktion eller udførelse, uegnede materialer, dårlige vedligeholdelse eller et manglende tilsyn er medvirkende årsag til, at skaden er indtruffet, eller hvor skaden af denne grund har fået et større omfang, end den ellers ville have fået,
  4. løsøre anbragt i de under nr. 1-3 anførte bygninger eller på steder, hvor skadelidte i øvrigt burde påregne en særlig stor risiko for den skade, der er indtruffet,
  5. skadelidte før eller efter skadens indtræden har forsømt at træffe foranstaltninger, som efter forholdene var rimelige for at afværge eller begrænse den skade, der er indtruffet, eller
  6. skadelidte har foretaget handlinger, som vedkommende vidste eller burde vide ville øge risikoen for den skade, som er indtruffet.
§ 9

§ 9. Kan det beskadigede repareres, beregnes erstatningen som omkostningen til reparation af det beskadigede. Kan det beskadigede ikke repareres, beregnes erstatningen som omkostningen ved genanskaffelse af det beskadigede med fradrag for værdiforringelse som følge af alder, slid, nedsat anvendelighed og eventuelle andre omstændigheder, jf. §§ 37 og 38 i lov om forsikringsaftaler.

fradrag

Anmeldelse af skader, taksation og Stormrådets afgørelser

§ 10

(Stk. 4)

§ 10. Skader på fast ejendom og løsøre forårsaget af oversvømmelse fra vandløb eller søer, jf. § 2, skal af forsikringstageren anmeldes til det forsikringsselskab, hvor vedkommende er brandforsikret, senest 2 måneder efter skadens indtræden. I tilfælde af tvivl om tidspunktet for skadens indtræden afgøres dette af Stormrådet. Er ejendommen eller løsøret forsikret i mere end et forsikringsselskab, anmeldes skaden til det forsikringsselskab, hvori bygningsforsikring er tegnet. Dette forsikringsselskab optræder som koordinator i forhold til øvrige involverede forsikringsselskaber, med mindre andet aftales. Stk. 2. Anmeldelse skal ske på Stormrådets anmeldelsesskema, som kan rekvireres hos forsikringsselskabet eller hentes på Stormrådets hjemmeside, www.stormraadet.dk. Stk. 3. Inden forsikringsselskabet fremsender kopi af anmeldelsen til Stormrådet, jf. stk. 4, undersøger forsikringsselskabet, om skadeslidte er omfattet af en brandforsikring, og om skaden er dækket af en forsikring. Stk. 4. Forsikringsselskabet fremsender inden 5 arbejdsdage efter modtagelsen kopi af anmeldelsen til Stormrådet med forsikringsselskabets bemærkninger. Forsikringsselskabet skal oplyse, om det beskadigede er omfattet af en brandforsikring.

selskab
§ 11

(Stk. 6)

§ 11. Skønner Stormrådet på baggrund af de i § 10, stk. 2, modtagne oplysninger og øvrige modtagne og tilgængelige oplysninger, at der er tale om en skade omfattet af § 2, og at skaden opfylder betingelserne for erstatning, jf. §§ 4 og 5, træffer rådet beslutning i overensstemmelse hermed. Beslutningen træffes snarest muligt efter modtagelsen af oplysningerne fra forsikringsselskabet. Stk. 2. Opfylder skaden ikke betingelserne for udbetaling af erstatning, jf. §§ 4 og 5, afviser Stormrådet sagen. Stk. 3. Træffer Stormrådet beslutning om, at der er tale om en erstatningsberettiget skade, jf. stk. 1, anmoder Rådet forsikringsselskabet om at foretage taksation. Taksationen skal foretages hurtigst muligt og senest 22 arbejdsdage efter, at taksator har det fornødne grundlag for at foretage taksationen. Forsikringsselskabet kan lade taksation foretage af en taksator uden for selskabet. Stormrådet kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen i 2. pkt. Stk. 4. Kan Stormrådet ikke uden nærmere undersøgelse træffe beslutning om, at skaden er omfattet af § 2, men er de øvrige betingelser for udbetaling af erstatning opfyldt, anmoder Stormrådet By- og Landskabsstyrelsen om hurtigst muligt og inden 22 arbejdsdage at afgive en udtalelse herom. Temaet for udtalelsen samt omfanget af den forud for udtalelsen nødvendige undersøgelse aftales mellem Stormrådet og By- og Landskabsstyrelsen. Af udtalelsen skal fremgå hvilke kriterier, der er lagt til grund for denne, og By- og Landskabsstyrelsens konklusion. Stormrådet kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen i 1. pkt. Stk. 5. Stormrådet beslutter på baggrund af By- og Landskabsstyrelsens udtalelse, jf. stk. 4, om der er tale om en af § 2 omfattet begivenhed. Er begivenheden omfattet af § 2, anmoder Stormrådet forsikringsselskabet om at foretage taksation. Taksationen skal foretages hurtigst muligt og senest 22 arbejdsdage efter, at taksator har det fornødne grundlag for at foretage taksationen. Forsikringsselskabet kan lade taksation foretage af en taksator uden for selskabet. Stormrådet kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen i 3. pkt. Er begivenheden ikke omfattet af § 2, afviser Stormrådet sagen. Stk. 6. Efter foretaget taksation, jf. stk. 3 og 5, sendes taksatorrapporten til forsikringstageren, som indtil 14 dage efter modtagelsen heraf kan afgive bemærkninger til enten forsikringsselskabet eller taksator. Forsikringsselskabet eller taksator sender herefter inden 5 arbejdsdage taksatorrapporten med forsikringstagerens eventuelle bemærkninger til Stormrådet.

selskab
§ 12

(Stk. 3)

§ 12. Når Stormrådet har besluttet, at en skade er omfattet af § 2, og er de øvrige betingelser for erstatningsudbetaling opfyldt, træffer Stormrådet afgørelse om udbetaling af erstatning samt om erstatningens størrelse. Stk. 2. Stormrådet skal udbetale erstatningen inden 10 arbejdsdage efter afgørelsen, dog først, når der foreligger den nødvendige dokumentation fra skadelidte. Stk. 3. Eventuel regres mod en tredjemand har ikke opsættende virkning i forhold til udbetaling af erstatning.

§ 13

§ 13. Stormrådets beslutninger og afgørelser i medfør af denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Ikrafttræden

§ 14

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2010.

Økonomi- og Erhvervsministeriet /Brian Mikkelsen / Tanja Franck/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2010
Ikrafttrædelsesdato
30. juni 2010
Bekendtgørelse om behandling af sager om erstatning for skader forårsaget af oversvømmelse fra vandløb og søer | TheLawyer.sh