Bekendtgørelse om vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv
Børne- og Undervisningsministeriet
BEK nr 873 af 07/07/2010 I medfør af § 2, stk. 3, § 3, stk. 6, § 4, stk. 4, § 5, stk. 5, § 10, stk. 3, § 12 c, stk. 2, og § 15 e i lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 21. juni 2010, § 3, stk. 3, i lov nr. 564 af 6. juni 2007 om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, § 2, stk. 2, i lov nr. 311 af 30. april 2008 om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven) og § 13 b, stk. 3, i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 593 af 24. juni 2009, fastsættes:
Ungdommens Uddannelsesvejledning
(Stk. 2)
§ 1. Vejledning efter denne bekendtgørelse varetages af kommunalbestyrelsen gennem Ungdommens Uddannelsesvejledning. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan dog beslutte, at vejledning til elever i ungdomsskolens heltidsundervisning varetages af ungdomsskolen.
Målgrupper
(Stk. 5)
§ 2. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal vejlede eleverne i folkeskolen, herunder kommunale 10. klasser, jf. § 5. Stk. 2. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal vejlede 15-17-årige unge, jf. §§ 6 og 7. Stk. 3. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal tilbyde 18-24-årige unge vejledning om valg af uddannelse og erhverv, når de har opfyldt undervisningspligten, ikke går i 10. klasse og hverken er i gang med eller har fuldført en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, jf. §§ 6 og 8. Stk. 4. Forpligtelsen efter stk. 2-3 omfatter unge, der har bopæl i det geografiske område, vejledningsenheden omfatter. Stk. 5. Vejledning til elever på frie grundskoler (friskoler og private grundskoler) og efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, som gives af kommunalbestyrelsen, jf. § 4 i lov om vej-ledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v., følger reglerne i denne bekendtgørelse og tilrettelægges efter aftale mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning og skolerne under hensyntagen til skoleformernes særlige karakter.
(Stk. 4)
§ 3. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at alle de af kommunens borgere, som har forældremyndighed over 15-17-årige unge, bliver orienteret om den uddannelses- og erhvervsvejledning, som kommunen tilbyder de unge, og om hvilke uddannelsesmuligheder de unge har efter at have opfyldt undervisningspligten. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at alle de af kommunens borgere, som har forældremyndighed over 15-17-årige unge, bliver orienteret om mulige konsekvenser af, at pligten efter § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om pligt til uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet ikke overholdes, jf. lov om en børne- og ungeydelse. Stk. 3. Er den unges forældre ikke af dansk nationalitet, skal kommunen så vidt muligt sørge for en orientering, der sprogligt er målrettet forældrene. Stk. 4. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal tilrettelægge vejledningen af unge under 18 år således, at forældremyndighedens indehaver inddrages i vejledningen og i den unges uddannelsesplanlægning.
Differentieret vejledning
(Stk. 3)
§ 4. Vejledningens indhold, tilrettelæggelse og tidsmæssige prioritering tilpasses den enkelte unges behov og forudsætninger. Stk. 2. Vejledningen skal differentieres i omfang, aktiviteter og redskaber så den i særlig grad målrettes unge, som uden en særlig vejledningsindsats har eller vil få vanskeligheder ved at vælge, påbegynde eller gennemføre en uddannelse eller vælge et erhverv. Stk. 3. En særlig vejledningsindsats efter stk. 2 iværksættes på baggrund af en vurdering af den unges forhold og forudsætninger, herunder psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser, utilstrækkelige skolekundskaber, uregelmæssigt fremmøde, misbrug af rusmidler, isolation eller anden adfærd, der udspringer af faglige, personlige og/eller sociale forhold.
Indhold af vejledningen
Indholdet af vejledningen i folkeskolen
(Stk. 5)
§ 5. Vejledning om valg af uddannelse og erhverv i folkeskolen, herunder kommunale 10. klasser, tilrettelægges, så den omfatter følgende aktiviteter:
- kollektiv vejledning, gruppevejledning og for unge, som har eller vil få vanskeligheder ved at vælge, påbegynde eller gennemføre en uddannelse eller vælge et erhverv, individuel vejledning,
- forberedelse og udarbejdelse af individuel uddannelsesplan, jf. bekendtgørelse om uddannelsesparathedsvurdering, uddannelsesplaner og procedurer ved valg af ungdomsuddannelse,
- introduktion til ungdomsuddannelser,
- informationsmøder for elever og forældre,
- brobygningsforløb i 10. klasse, jf. bekendtgørelse om brobygning og introduktionskurser til ungdomsuddannelserne,
- introduktionskurser i 8. klasse efter kommunens beslutning, jf. bekendtgørelse om brobygning og introduktionskurser til ungdomsuddannelserne,
- brobygningsforløb i 9. klasse for elever der er uafklarede i valget af ungdomsuddannelse, jf. bekendtgørelse om brobygning og introduktionskurser til ungdomsuddannelserne,
- særlige initiativer, jf. § 9, stk. 4, og § 33, stk. 3-7, i lov om folkeskolen,
- mentorer i 9. og 10. klasse, jf. §§ 11 og 12, og
- praktikforløb, jf. § 9, stk. 3 og 4, og § 33, stk. 5, i lov om folkeskolen. Stk. 2. Vejledningsforløbet, jf. stk. 1, skal sikre progression og differentiering i vejledningsprocessen, herunder sikre, at eleven reflekterer over egne kompetencer og potentialer samt uddannelses- og erhvervsmuligheder. Stk. 3. Vejledningen bygger på de kundskaber og færdigheder, som eleverne blandt andet har tilegnet sig i det obligatoriske emne uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering, som eleverne modtager undervisning i fra 0. – 9. klasse, jf. folkeskolelovens regler herom. Stk. 4. For elever i folkeskolen skal vejledningen føre til, at eleven udarbejder bidrag til elev- og uddannelsesplanen inden udgangen af 8. klasse, jf. folkeskolelovens § 13 b, stk. 2. Bidraget skal vedrøre elevens plan for den videre uddannelse og bygge på resultater af den løbende evaluering og den besluttede opfølgning på denne. Stk. 5. Ungdommens Uddannelsesvejledning bistår skolen med tilrettelæggelse af uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorienteringen.
Indholdet af vejledningen efter grundskolen og 10. klasse
(Stk. 7)
§ 6. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal gennem en opsøgende og opfølgende indsats tilbyde unge, der hverken er i gang med eller har fuldført en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, vejledning om valg af uddannelse og erhverv. Stk. 2. Vejledningen skal i samarbejde med uddannelsesinstitutionen også tilbydes unge, der er i risiko for at afbryde et skole- eller uddannelsesforløb af mindst 3 måneders varighed, jf. § 19, stk. 3. Stk. 3. Vejledningen koordineres med andre kommunale vejledningstilbud, der retter sig mod målgruppen, herunder vejledning fra kommunale jobcentre, socialforvaltningen eller andre myndigheder, der er beskæftiget med den unge. Stk. 4. Vejledningen omfatter individuel vejledning samt bistand til at løse praktiske problemer i forbindelse med den unges bestræbelser på at begynde på en uddannelse eller komme i beskæftigelse. Stk. 5. Hvor det ikke er muligt at komme i kontakt med den unge skriftligt, elektronisk eller telefonisk, skal Ungdommens Uddannelsesvejledning sørge for, at der rettes personlig henvendelse til den unge. Stk. 6. Hvis den unge ønsker at søge optagelse på en produktionsskole, skal vejledningen tillige omfatte en målgruppevurdering fra Ungdommens Uddannelsesvejledning, jf. kapitel 7. Stk. 7. Hvis den unge anmoder om et uddannelsestilbud efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, sørger Ungdommens Uddannelsesvejledning for at tilvejebringe det nødvendige grundlag for kommunalbestyrelsens beslutning herom, jf. kapitel 9.
(Stk. 2)
§ 7. Vejledningen af 15-17-årige unge sker i forbindelse med den løbende revision af den unges uddannelsesplan, jf. bekendtgørelse om uddannelsesparathedsvurdering, uddannelsesplaner og procedurer ved valg af ungdomsuddannelse. Stk. 2. I vejledningen kan anvendes de tilbud, der fremgår af bekendtgørelse om pligt til uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet.
(Stk. 4)
§ 8. Vejledningen af 18-24-årige unge tilrettelægges og prioriteres, så den opsøgende og opfølgende indsats især rettes mod unge, der skønnes at have behov for en særlig vejledningsindsats, jf. § 4, stk. 2, og som ikke i forvejen modtager vejledning fra kommunale jobcentre, socialforvaltningen eller andre myndigheder, der beskæftiger sig med unge. Stk. 2. Vejledningen skal tilbydes løbende, indtil den unge er fyldt 25 år eller er kommet i en ordinær uddannelse eller følger en uddannelsesplan, der fører til ordinær uddannelse. Stk. 3. Vejledningen bygger på den vejledning, som den unge tidligere har modtaget, herunder en tidligere udarbejdet uddannelsesplan, jf. bekendtgørelse om uddannelsesparathedsvurdering, uddannelsesplaner og procedurer ved valg af ungdomsuddannelse. Stk. 4. I vejledningen kan indgå udarbejdelse af en ny eller revideret uddannelsesplan, jf. dog §§ 13-15.
Uddannelsesguiden og e-vejledning
§ 9. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal sørge for, at den nationale virtuelle vejledningsportal, www.uddannelsesguiden.dk, og den nationale vejledningsenhed, som tilbyder personlig vejledning gennem virtuelle kommunikations- og vejledningsværktøjer (e-vejledningen), anvendes i vejledningen. Herunder skal Ungdommens Uddannelsesvejledning i relevant omfang sørge for at henvise unge til uddannelsesguiden.dk og e-vejledningen.
Særlige vejledningsinitiativer
Vejledningsinitiativer ved overgangen til ungdomsuddannelse
(Stk. 3)
§ 10. Hvis Ungdommens Uddannelsesvejledning og skolen vurderer, at en elev har øget risiko for ikke at påbegynde eller gennemføre en ungdomsuddannelse, skal der tilbydes personlig støtte gennem særlige vejlednings- og undervisningsforløb ved overgangen til ungdomsuddannelse. Stk. 2. Indsatsen efter stk. 1 har til formål at sikre den unges forankring i ungdomsuddannelse og gennemføres i samarbejde mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning og uddannelsesinstitutionen. Stk. 3. Ungdommens Uddannelsesvejledning tager initiativ til planlægningen af indsatsen, jf. stk. 1 og 2, i samarbejde med skolen, uddannelsesinstitutionen og forældremyndighedens indehaver.
Mentorer i 9. og 10. klasse
(Stk. 3)
§ 11. Kommunen skal sørge for, at der gennem Ungdommens Uddannelsesvejledning etableres en mentorordning. Mentorer yder en personlig støtte, der kan tilbydes elever i 9. og 10. klasse, som skønnes at få særlige vanskeligheder ved overgangen til ungdomsuddannelse. Stk. 2. På kommunens initiativ etableres et samarbejde mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning og områdets ungdomsuddannelsesinstitutioner om anvendelse af mentorer. Det lokale samarbejde skal sikre et tæt samspil med andre mentorordninger og kommunen og blandt andet medvirke til, at eleven kan have den samme mentor i 9. klasse, 10. klasse og de indledende dele af ungdomsuddannelsen. Stk. 3. Kommunerne har pligt til at sikre, at den enkelte mentor er tilstrækkelig forberedt på den aktuelle mentoropgave, og at vedkommende har de nødvendige forudsætninger for at kunne løfte opgaven til gavn for den unge.
§ 12. Den unge skal give sit samtykke til at få en mentor tilknyttet, og for unge under 18 år skal forældremyndighedens indehaver ligeledes give sit samtykke hertil.
Vejledning om optagelse på produktionsskole
(Stk. 9)
§ 13. Ungdommens Uddannelsesvejledning vurderer, om unge med bopæl i kommunen, der agter at ansøge eller har ansøgt om optagelse på en produktionsskole, tilhører produktionsskolernes målgruppe, jf. lov om produktionsskoler. Stk. 2. Vurderingen udføres efter anmodning fra den unge eller fra produktionsskolen på den unges vegne. Stk. 3. Vurderingen skal foretages umiddelbart og senest 14 dage efter den unges eller produktionsskolens henvendelse til Ungdommens Uddannelsesvejledning. Stk. 4. Den unge har efter anmodning krav på at få foretaget en ny vurdering 6 måneder efter, at en tidligere vurdering har fundet sted. Stk. 5. Ungdommens Uddannelsesvejledning foretager vurderingen, jf. stk. 1, ud fra en helhedsvurdering af den unges kort- og langsigtede uddannelsesmæssige muligheder, hvor den unges erfaringer fra gennemførte og eventuelt afbrudte skole-, uddannelses- og beskæftigelsesforløb inddrages. Der gennemføres mindst en samtale med den unge. Stk. 6. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal i forbindelse med vurderingen tillige tilbyde den unge vejledning og udarbejdelse af en uddannelsesplan, jf. § 6. Stk. 7. Vurderingen, jf. stk. 1, skal være skriftlig. Stk. 8. Inden for de første 6 måneder efter vurderingen skal Ungdommens Uddannelsesvejledning ved henvendelse fra en produktionsskole, som den unge ansøger om optagelse på, oplyse om resultatet af vurderingen efter stk. 1. Hvis Ungdommens Uddannelsesvejledning har vurderet, at den unge tilhører målgruppen, skal Ungdommens Uddannelsesvejledning tillige sende kopi af vurderingen til produktionsskolen, hvis der anmodes herom. Stk. 9. Bestemmelserne i stk. 1 – 8 finder tilsvarende anvendelse for unge, der er udgået fra en dansk skole i Sydslesvig, jf. produktionsskolelovens § 1, stk. 6, 2. pkt. Opgaverne påhviler Ungdommens Uddannelsesvejledning i den ansøgte produktionsskoles beliggenhedskommune.
Vejledning i forbindelse med optagelse på almen voksenuddannelse og folkehøjskoler m.v.
§ 14. Unge under 18 år, der har opfyldt undervisningspligten, kan ansøge om at modtage undervisning efter avu-loven, hvis uddannelsesforløbet indgår i en uddannelsesplan, som den unge har udarbejdet i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning, jf. bekendtgørelse om uddannelsesparathedsvurdering, uddannelsesplaner og procedure ved valg af ungdomsuddannelse m.v.
(Stk. 3)
§ 15. Unge uden en kompetencegivende uddannelse, der er mindst 17½ år og endnu ikke fyldt 25 år, kan ansøge om at få et kursusophold med mentorstøtte på en folkehøjskole, husholdningsskole eller håndarbejdsskole, jf. lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler). Stk. 2. Ungdommens Uddannelsesvejledning i den unges bopælskommune skal vurdere, om den unge, der ansøger om kursusophold efter stk. 1, tilhører målgruppen af unge, der med fordel kan tage et kursus på en fri kostskole med mentorstøtte. Stk. 3. Hvis den unge tilhører målgruppen, jf. stk. 2, udarbejdes en uddannelsesplan i samarbejde med den unge og forældremyndighedens indehaver, hvis den unge ikke er fyldt 18 år. Af uddannelsesplanen skal det fremgå, at den unge med fordel kan tage kursus på en folkehøjskole, husholdningsskole eller håndarbejdsskole med mentorstøtte. Uddannelsesplanen sendes til den folkehøjskole m.v., hvorpå den unge søger optagelse.
Vejledning i forbindelse med ungdomsuddannelse for unge med særlige behov
(Stk. 6)
§ 16. Ungdommens Uddannelsesvejledning giver vejledning om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Stk. 2. Ungdommens Uddannelsesvejledning foretager en vurdering af den unge med henblik på den unges optagelse på ungdomsuddannelsen. Ved vurderingen foretages en afdækning af, hvorvidt den unge har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Stk. 3. Vurderer Ungdommens Uddannelsesvejledning, at den unge ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, og der derfor skal gives den unge et tilbud om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, sørger Ungdommens Uddannelsesvejledning for, at der sammen med den unge og forældremyndighedens indehaver eller værgen udarbejdes et udkast til en individuel uddannelsesplan for ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Stk. 4. Ungdommens Uddannelsesvejledning indstiller efter samråd med den unge og forældremyndighedens indehaver eller værgen til kommunalbestyrelsen, om den unge kan optages på ungdomsuddannelsen. Udkastet til uddannelsesplanen for ungdomsuddannelse for unge med særlige behov bilægges indstillingen. Kan der ikke opnås enighed med den unge og forældremyndighedens indehaver eller værgen om indstillingen eller udkastet til denne plan, skal der i indstillingen redegøres herfor. Stk. 5. Indstillingen kan efter samråd med den unge og forældremyndighedens indehaver eller værgen i fornødent omfang suppleres med udtalelser fra andre sagkyndige, herunder udtalelser fra pædagogisk-psykologisk rådgivning og skoler, hvor den unge har været optaget. Stk. 6. Samtidig med fremsendelsen til kommunalbestyrelsen af den i stk. 4 nævnte indstilling m.v. fremsendes en kopi til den unge og forældremyndighedens indehaver eller værgen.
§ 17. Ungdommens Uddannelsesvejledning sørger for, at der i forbindelse med afklaringsforløbet, jf. § 16, udarbejdes en uddannelsesplan for ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. bekendtgørelse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.
§ 18. Ungdommens Uddannelsesvejledning sørger for, at uddannelsesplanen for ungdomsuddannelse for unge med særlige behov justeres efter behov og mindst en gang årligt. Beslutning om justering af uddannelsesplanen skal ske efter samråd med den unge og forældremyndighedens indehaver eller værgen og godkendes af kommunalbestyrelsen.
Underretningspligt
(Stk. 5)
§ 19. Når en ung under 25 år, der har opfyldt undervisningspligten, men ikke gennemført en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, optages på, afbryder eller gennemfører et skole- eller uddannelsesforløb af mindst 3 måneders varighed, skal uddannelsesinstitutionen underrette Ungdommens Uddannelsesvejledning i den kommune, hvor den unge er tilmeldt folkeregisteret, herom. Stk. 2. Ved indgåelse og ophævelse af uddannelsesaftaler efter lov om erhvervsuddannelser underretter den skole, der foretager registreringen af uddannelsesaftalen eller ophævelsen, Ungdommens Uddannelsesvejledning i den kommune, hvor den unge er tilmeldt folkeregisteret, herom. Stk. 3. Når uddannelsesinstitutionen vurderer, at der er en overhængende risiko for, at den unge afbryder et skole- eller uddannelsesforløb af mindst 3 måneders varighed uden at påbegynde et nyt, skal institutionen straks tage kontakt til Ungdommens Uddannelsesvejledning i den kommune, hvor den unge er tilmeldt folkeregistret, med henblik på at fastholde den unge i uddannelse, jf. § 6, stk. 2. Stk. 4. Når den unge er under 18 år, og uddannelsesinstitutionen foretager underretning efter stk. 1-3, skal uddannelsesinstitutionen tillige underrette forældremyndighedens indehaver. Stk. 5. Underretningen efter stk. 1 og 2 skal ske elektronisk via Undervisningsministeriets fælles datagrundlag, jf. § 20, til Ungdommens Uddannelsesvejledning i den kommune, hvor den unge er tilmeldt folkeregisteret, og skal ske uden unødigt ophold. Underretningen af forældremyndighedens indehaver, jf. stk. 4, skal ske samtidigt med underretningen af Ungdommens Uddannelsesvejledning.
Undervisningsministeriets fælles datagrundlag
§ 20. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at oplysninger på individniveau om unges uddannelses- og beskæftigelsesmæssige status elektronisk bliver indberettet til det fælles datagrundlag i Undervisningsministeriet, jf. lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v.
Samarbejde
(Stk. 3)
§ 21. Med henblik på at tilvejebringe en sammenhængende og koordineret vejledningsindsats skal Ungdommens Uddannelsesvejledning indgå i et samarbejde med de regionale vejledningscentre (Studievalg), ungdomsuddannelsesinstitutioner og andre uddannelsesinstitutioner, jobcentre, erhvervslivet, arbejdsmarkedets parter, skoler og institutioner, der udbyder folkeoplysende aktiviteter, institutioner, der udbyder uddannelse og undervisning til unge med særlige behov, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, socialforvaltningen, Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO) samt Ungdommens Uddannelsesvejledning i andre geografiske områder, hvor dette samarbejde er relevant. Stk. 2. Samarbejdet skal omfatte konkrete vejledningsaktiviteter samt udvikling, tilrettelæggelse og koordinering af den samlede vejledningsindsats. Stk. 3. Tilrettelæggelse og gennemførelse af vejledningsaktiviteter, jf. kapitlerne 3 og 4, skal ske i samarbejde mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning og de uddannelsesinstitutioner og virksomheder m.v., der står for gennemførelsen af arrangementerne. Samarbejdet omfatter bl.a. arrangementernes formål, indhold og varighed og tidsmæssig placering på året.
(Stk. 6)
§ 22. Med henblik på at tilvejebringe et helhedsorienteret vejledningsforløb i folkeskolen tilrettelægges indsatsen i henhold til kapitel 4 i samarbejde med skolen. Stk. 2. Skolen sikrer, at vejledningsforløbet sker i tilknytning til folkeskolens løbende interne evaluering, jf. folkeskolelovens regler herom. Stk. 3. Skolen sikrer, at arbejdet med elevernes uddannelses- og erhvervsvejledning kan foregå inden for skolens fysiske rammer og i elevens undervisningstid. Stk. 4. Skolen stiller egnede lokaler til rådighed for Ungdommens Uddannelsesvejledning, hvor samtaler kan finde sted, undervisnings- og vejledningsmaterialer kan opbevares og edb-udstyr kan anvendes. Stk. 5. Ungdommens Uddannelsesvejledning sikrer, at arbejdet med elevernes uddannelses- og erhvervsvejledning kan indgå hensigtsmæssigt i skolens samlede planlægning og undervisning. Stk. 6. Ungdommens Uddannelsesvejledning afholder møder med grundskolerne, udbyderne af 10. klasse og ungdomsuddannelsesinstitutionerne på baggrund af underretningen fra ungdomsuddannelsesinstitutionerne om elevernes udbytte af undervisningen, jf. kapitel 3 a i lov om vejledning om uddannelse og erhverv.
Kvalitetsudvikling, kvalitetssikring og resultatmål
§ 23. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal have et system til kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af den vejledning, der udbydes. Systemet skal, med udgangspunkt i de i henhold til kapitel 1 og § 10, stk. 1, i lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v., opstillede mål og rammer, som minimum belyse vejledningens omfang, resultater og effekter samt samarbejdet mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning og andre aktører, jf. § 21, stk. 1.
§ 24. Ungdommens Uddannelsesvejledning udarbejder årligt en plan for opfølgning med henblik på at gennemføre den udvikling af vejledningen, som resultaterne af kvalitetssikringssystemet giver anledning til.
§ 25. Som en del af systemet til kvalitetsudvikling og kvalitetssikring indgår som minimum følgende:
- Overgangsfrekvenser for overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse eller anden aktivitet for de elever, der vejledes af Ungdommens Uddannelsesvejledning,
- en årlig brugerundersøgelse, der omfatter de personer, der er modtager af vejledning af Ungdommens Uddannelsesvejledning,
- opgørelse over antallet af dage fra Ungdommens Uddannelsesvejledning er blevet bekendt med, at en 15-17-årig ikke følger sin uddannelsesplan, til Ungdommens Uddannelsesvejledning kontakter den unge, jf. § 11, stk. 1, i bekendtgørelse om pligt til uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet,
- opgørelse over antallet af dage fra Ungdommens Uddannelsesvejledning er blevet bekendt med, at en 15-17-årig ikke følger sin uddannelsesplan, til Ungdommens Uddannelsesvejledning tilbyder den unge en ny aktivitet, jf. § 11, stk. 2, i bekendtgørelse om pligt til uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet,
- andel af 15-17-årige unge, der af Ungdommens Uddannelsesvejledning vurderes ikke-uddannelsesparate, og
- art og omfang af aktiviteter, der iværksættes, jf. § 10 i bekendtgørelse om pligt til uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet.
§ 26. Ungdommens Uddannelsesvejledning offentliggør en beskrivelse af systemet til kvalitetsudvikling og kvalitetssikring og de opnåede resultater på en lettilgængelig måde på de berørte kommuners hjemmesider.
Uddannelseskrav til vejlederne
(Stk. 4)
§ 27. Vejledningen efter denne bekendtgørelse skal varetages af personer, der har enten en professionsbacheloruddannelse i forvaltning med studieretning i uddannelses- og erhvervsvejledning, en diplomuddannelse i uddannelses- og erhvervsvejledning eller masteruddannelsen i uddannelses- og erhvervsvejledning, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Vejledningen kan endvidere varetages af:
- Personer, som har mindst 5 års erhvervserfaring som vejleder og har gennemført en af følgende tidligere vejlederuddannelser: a) Skole- og/eller ungdomsvejlederuddannelsen (Danmarks Lærerhøjskole m.fl.) b) Voksenvejlederuddannelsen (Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse m.fl.) c) Uddannelsen som uddannelses- og erhvervsvejleder ved erhvervsskolerne (Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse), (tidligere benævnt studievejledningen) d) Studievejlederuddannelsen for studievejledere på gymnasier, hf-kurser og voksenuddannelsescentre (Undervisningsministeriet) e) Grunduddannelsen for uddannelsesvejledere inden for almen voksenuddannelse (Undervisningsministeriet),
- personer, som har mindst 3 års erhvervserfaring som vejleder og inden den 1. august 2008 har gennemført de tre basismoduler i diplomuddannelsen i uddannelses- og erhvervsvejledning, og
- personer, der kan dokumentere et tilsvarende vejledningsfagligt kompetenceniveau ved en realkompetencevurdering. Stk. 3. Ved alle nyansættelser skal ansøgeren opfylde uddannelseskravet eller dokumentere sine kompetencer efter stk. 1 eller 2. Er det ikke muligt at ansætte en egnet ansøger, der opfylder kravene efter stk. 1 eller 2, kan der ansættes ansøgere, som herefter indgår i kommunalbestyrelsens efteruddannelsesplaner, jf. stk. 4. Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal have en plan for, hvornår alle vejledere kan leve op til uddannelseskravene i stk. 1 og 2.
Ikrafttræden
(Stk. 3)
§ 28. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2010, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Bestemmelserne i § 3, stk. 2, §§ 6-10, §§ 19-20 og §§ 23-26 træder dog først i kraft den 31. december 2010. Stk. 3. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 704 af 30. juni 2008 om vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv, idet §§ 19-21 og §§ 24-26 dog fortsat finder anvendelse frem til den 31. december 2010.
Undervisningsministeriet /P.M.V.\n E.B.\n Steffen Jensen / Simon Kjølby Larsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2010
- Ikrafttrædelsesdato
- 8. juli 2010