Bekendtgørelse om tilskud til udvikling og demonstration vedrørende det primære jordbrug og vedrørende forarbejdning i fødevaresektoren
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
BEK nr 932 af 19/07/2010 I medfør af § 3, jf. § 2, nr. 1, litra a, og nr. 2, litra c, § 5, § 6, stk. 4, § 7, stk. 4, § 11, stk. 4, § 12 og § 13, stk. 1, i lov nr. 316 af 31. marts 2007 om udvikling af landdistrikterne (landdistriktsloven) fastsættes efter bemyndigelse.
Ordningens formål og indhold
(Stk. 3)
§ 1. Ordningens formål er at fremme udvikling af nye produkter, processer og teknologier samt demonstration og spredning af videnskabelig viden og praksis vedrørende anvendelsen af nye processer og teknologier i den primære jordbrugssektor og forarbejdning i fødevaresektoren. Stk. 2. FødevareErhverv kan inden for de afsatte bevillingsmæssige rammer yde tilskud til udviklingsprojekter, jf. kapitel 5, og demonstrationsprojekter, jf. kapitel 6, der omfatter mindst ét af følgende indsatsområder:
- Kvalitetsfødevarer.
- Fødevaresikkerhed.
- Økologi.
- Produkters sporbarhed.
- Dyresundhed og -velfærd.
- Arbejdsmiljø.
- Miljøeffektive indsatser, herunder miljøteknologi.
- Andre indsatsområder, som efter Fødevareministeriets vurdering væsentligt kan bidrage til at fremme udvikling og demonstration i det primære jordbrug samt forarbejdning i fødevaresektoren. Stk. 3. Tilsagn om tilskud kan medfinansieres med andre offentlige nationale midler end midler fra Fødevareministeriet.
Definitioner
(Stk. 4)
§ 2. Små og mellemstore virksomheder defineres i henhold til denne bekendtgørelse i overensstemmelse med Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder. Stk. 2. Ved et udviklingsprojekt forstås i denne bekendtgørelse et projekt, hvor projektaktiviteterne vedrører udvikling af nye og forbedrede produkter, processer og teknologier inden for den primære jordbrugssektor og inden for forarbejdning i fødevaresektoren med det formål at frembringe projektresultater, der forventes at få kommerciel effekt senest tre år efter afslutningen af projektet. Stk. 3. Ved demonstrationsprojekter forstås i denne bekendtgørelse aktiviteter, hvis primære formål er at demonstrere og sprede videnskabelig viden og praksis vedrørende anvendelsen af nye processer og teknologier. Stk. 4. Ved en primær jordbruger forstås en jordbruger, der som ejer eller forpagter driver en jordbrugsbedrift.
Administration
Myndigheder og kontrol
(Stk. 4)
§ 3. FødevareErhverv træffer afgørelse efter denne bekendtgørelse. Stk. 2. FødevareErhverv foretager kontrol i forbindelse med administrationen efter denne bekendtgørelse. Kontrolbesøg på stedet, som led i den administrative kontrol, foretages af FødevareErhverv eller den FødevareErhverv bemyndiger dertil. Stk. 3. Plantedirektoratet forestår den fysiske kontrol og den efterfølgende regnskabskontrol, jf. bekendtgørelse om Plantedirektoratets opgaver og beføjelser. Stk. 4. FødevareErhverv og Plantedirektoratet kan til brug for kontrollen indhente oplysninger fra andre myndigheder i fornødent omfang i overensstemmelse med landdistriktslovens § 12.
Ansøgning om tilskud
(Stk. 5)
§ 4. Ansøgning om tilskud indsendes til FødevareErhverv på et særligt skema, der fås via FødevareErhvervs hjemmeside eller ved henvendelse til FødevareErhverv. Stk. 2. Ansøgning kan indgives fra den 2. januar og skal være modtaget i FødevareErhverv senest den 15. februar i ansøgningsåret. I 2010 kan ansøgning dog indgives fra den 22. juli og skal være modtaget senest den 31. august 2010. FødevareErhverv kan fastsætte yderligere ansøgningsperioder, der offentliggøres på FødevareErhvervs hjemmeside senest fire uger før ansøgningsperiodens start. I tilfælde, hvor sidste dag af ansøgningsperioden er en lørdag, søndag, mandag eller en helligdag, udløber ansøgningsfristen den anden hverdag (lørdag ikke medregnet), der følger herefter. Stk.3. Inden for de bevillingsmæssige rammer kan FødevareErhverv fastlægge en eller flere indikative tilsagnsrammer for et eller flere indsatsområder. FødevareErhverv kan i den forbindelse fastlægge dels indikative tilsagnsrammer, hvor finansieringen hidrører fra Fødevareministeriets finanslovsbevilling og fra EU-medfinansiering fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), og dels indikative tilsagnsrammer for midler fra ELFUL til projekter, der medfinansieres med andre offentlige midler end midler fra Fødevareministeriets finanslovsbevilling. Stk. 4. I forbindelse med offentliggørelse af hver ansøgningsperiode informerer FødevareErhverv om de bevillingsmæssige rammer for ansøgningsperioden, herunder eventuelle indikative beløbsmæssige rammer for et eller flere indsatsområder. Offentliggørelsen sker på FødevareErhvervs hjemmeside. Stk.5. FødevareErhverv kvitterer for ansøgningens modtagelse og kan i forbindelse hermed give tilladelse til at iværksætte projektet.
Prioritering og afgørelse
(Stk. 3)
§ 5. FødevareErhverv træffer afgørelse om tilsagn efter kapitel 5 og 6 på grundlag af en prioritering af ansøgningerne efter følgende kriterier:
- Den effekt, som opnås ved en gennemførelse af det enkelte projekt med hensyn til følgende parametre: a) Skabelse og sikring af arbejdspladser. b) Styrkelse af konkurrenceevnen. c) Bidrage til at formindske ammoniakfordampning og lugtgener. d) Bidrage til at formindske næringsstofudvaskning. e) Bidrage til at reducere energiforbrug eller omlægning til grøn energi. f) Bidrage til udvikling af det geografiske område eller det faglige område, herunder sikring af et robust produktionsmiljø. g) Bidrage til reduktion af pesticidforbruget eller til reduktion af miljøbelastningen fra anvendelse af pesticider.
- Om projekterne indgår i sammenhæng med lokale eller regionale tiltag, herunder projekter indstillet af lokale aktionsgrupper eller de regionale vækstfora, og om projekterne har sammenhæng med andre statslige indsatser.
- Projektets samlede udgifter, og sammenhængen mellem de planlagte aktiviteter og budget.
- Udbredelsespotentialet i jordbrugs- og forarbejdningssektoren af de nye processer, teknologier eller produkter, der skal udvikles.
- For demonstrationsaktiviteter lægges der udover de i pkt. 1-4 nævnte kriterier desuden vægt på demonstrationsaktivitetens forventede gennemslagskraft målt ved antal demonstrationer og deltagelsen i aktiviteten set i forhold til branchens størrelse. Stk. 2. Til brug for prioriteringen af ansøgninger om tilskud til udviklingsprojekter, jf. kapitel 5, kan FødevareErhverv indhente faglige vurderinger af ansøgningerne fra bestyrelsen for Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, jf. lov nr. 1502 af 27. december 2009 om Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP-loven), og for så vidt angår økologiske projekter fra Det Økologiske Fødevareråd nedsat under økologiloven. Stk. 3. FødevareErhverv kan give afslag eller delvist tilsagn for ansøgninger, hvis FødevareErhverv vurderer, at effekten af det ansøgte projekt ikke i tilstrækkeligt omfang bidrager til at opfylde formålet med ordningen eller ikke er tilstrækkelig set i forhold til projektets samlede udgifter.
Betingelser for tilskud
(Stk. 7)
§ 6. Det er en betingelse for tilskud til et projekt, at
- de samlede tilskudsberettigede udgifter til projektet beløber sig til mindst 300.000 kr., dog 200.000 kr. for demonstrationsprojekter,
- de nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder opnås,
- ansøger afgiver de oplysninger, FødevareErhverv anmoder om til brug for sagsbehandlingen,
- projektet afsluttes senest på det tidspunkt, der er anført i ansøgningen, dog senest to år efter tilsagnsdatoen, medmindre FødevareErhverv meddeler dispensation herfra,
- tilsagnshaver indsender udbetalingsanmodning og projektrapport rettidigt, jf. § 16, stk.5,
- projektet opretholdes i en periode på mindst tre år fra datoen, hvor projektet senest skal være afsluttet, dog mindst fem år efter tilsagnsdatoen,
- udbetalingsanmodninger med tilhørende originale regnskabsbilag holdes tilgængeligt i mindst fem år, regnet fra datoen for afsluttende udbetaling af tilskud, og
- tilsagnshaver sikrer, at kontrolmyndigheden har adgang til projektområdet i forbindelse med kontrol. Stk. 2. Det er en betingelse for tilskud til et udviklingsprojekt, jf. kapitel 5, at projektet gennemføres i et samarbejde, der mindst skal omfatte en primærproducent inden for jordbrug og en anden part, der ikke er primærproducent inden for jordbrug. Stk. 3. For udviklingsprojektet udarbejdes en projektrelateret samarbejdsaftale mellem deltagerne, og der udpeges en ansvarlig for projektets samlede gennemførelse og økonomi blandt deltagerne. Stk. 4. Et udviklingsprojekt kan være baseret på forudgående forskning, men må ikke indeholde forskningsaktiviteter. Stk. 5. Når projektet er gennemført, skal tilsagnshaver afrapportere projektet til FødevareErhverv. Afrapporteringen skal indeholde en redegørelse for de aktiviteter, der er gennemført i forbindelse med projektet, og for resultatet og effekten af projektet. Stk. 6. Det er en betingelse for tilskud til projekter, der medfinansieres af andre offentlige nationale midler end Fødevareministeriets, at der foreligger dokumentation for den anden offentlige medfinansiering fra den bevilgende myndighed, fond eller lignende. Stk. 7. FødevareErhverv fastsætter i tilsagnet nærmere betingelser om tilsagnshavers forpligtelse til at informere om den offentlige medfinansiering af projektet og til at offentliggøre oplysninger om projektet på tilsagnshavers hjemmeside eller i relevante dagblade, tidsskrifter eller lignende.
(Stk. 2)
§ 7. FødevareErhverv kan i tilsagnet fastsætte yderligere betingelser for tilskud, herunder at
- projektet eller dele af projektet skal evalueres af en uafhængig instans, og
- projektet skal medfinansieres med andre offentlige midler end Fødevareministeriets. Stk. 2. For projekter, der medfinansieres af andre offentlige nationale midler, skal der foreligge dokumentation for medfinansieringen fra den pågældende offentlige myndighed, fond eller lignende, før FødevareErhverv kan træffe afgørelse om tilsagn.
Projekter vedrørende udvikling af nye produkter, processer og teknologi
§ 8. Tilskud til udviklingsprojekter kan ydes til primære jordbrugere, foreninger af primære jordbrugere, virksomheder, organisationer og forskningsinstitutioner.
Tilskudsberettigede projektudgifter
(Stk. 4)
§ 9. De tilskudsberettigede udgifter kan omfatte
- udgifter til løn til personale, i det omfang arbejdsindsatsen er direkte relateret til gennemførelsen af projektet,
- udgifter til køb af nye materialer og nødvendigt nyt udstyr, der er direkte relateret til projektet,
- udgifter til leje med købsmulighed af udstyr, der er direkte relateret til projektet,
- markedsundersøgelser, der er nødvendige for at gennemføre projektet, og
- udgifter, der vedrører konsulentbistand. Stk. 2. FødevareErhverv kan efter ansøgning godkende andre udgifter end de i stk. 1 anførte som tilskudsberettigede. Det er en betingelse for godkendelse, at FødevareErhverv vurderer, at udgifterne er af væsentlig betydning for projektets gennemførelse. Stk. 3. Salgsværdien af produkter udviklet som led i projektet fratrækkes ved opgørelse af projektudgifterne. Stk. 4. FødevareErhverv fastsætter værdien af udstyr eller inventarinvesteringer m.v., der har værdi efter projektets afslutning. Værdien modregnes i opgørelsen af de samlede tilskudsberettigede projektudgifter.
§ 10. De tilskudsberettigede udgifter kan ikke omfatte
- udgifter, hvortil der gives andre EU-tilskud,
- udgifter vedrørende aktiviteter, som tilsagnshaver er forpligtet til at gennemføre i medfør af anden lovgivning,
- finansierings- og pengeinstitutomkostninger,
- moms, med mindre denne endeligt bæres af tilsagnshaver,
- udgifter, der normalt afholdes af offentlige institutioner og offentlige virksomheder,
- almindelige driftsudgifter, der ikke er relateret til projektet,
- anlægsinvesteringer, bortset fra inventarinvesteringer, der er nødvendige forudsætninger for at gennemføre projektet,
- udgifter i forbindelse med kommerciel anvendelse af nye produkter m.v.,
- udgifter til køb, leje og leasing af brugt udstyr og brugt materiel,
- udgifter til forskningsaktiviteter, og
- udgifter, som tilsagnshaver har afholdt, inden FødevareErhverv har givet tilladelse til at iværksætte projektet, jf. § 4, stk. 5. Dog kan ansøger i forbindelse med ansøgninger, der er modtaget i FødevareErhverv senest den 31. august 2010, få godkendt udgifter, der er afholdt fra den 1. januar 2010, hvis projektet medfinansieres af andre nationale offentlige midler end midler fra Fødevareministeriet.
Beregning af tilskud
(Stk. 7)
§ 11. Tilskud kan ydes til udgifter, der er nødvendige for projektets gennemførelse. Det samlede offentlige tilskud kan udgøre op til 60 pct. for små virksomheder, op til 50 pct. for mellemstore virksomheder og op til 40 pct. for store virksomheder jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Tilskuddet efter bekendtgørelsen kan til udviklingsprojekter efter § 1, stk. 3, højst udgøre 30 pct. for små virksomheder, højst 25 pct. for mellemstore virksomheder og højst 20 pct. for store virksomheder. Stk. 3. Hvis betingelserne i stk. 4, nr. 1-5, overholdes, kan tilskuddet efter bekendtgørelsen til udviklingsprojekter efter § 1, stk. 3, højst udgøre 50 pct. for samtlige typer af virksomheder. Stk. 4. Det samlede offentlige tilskud til udviklingsprojekter efter § 1, stk. 3, kan højst udgøre 100 pct. under overholdelse af følgende betingelser:
- Projektet skal vedrøre produkter, der er omfattet af Traktatens bilag I.
- Projektet skal være af generel interesse for den pågældende specifikke sektor eller delsektor.
- Oplysning om, at udviklingsprojektet vil finde sted og med hvilket formål, offentliggøres på internettet, inden projektet påbegyndes. Af oplysningen skal fremgå, hvornår de forventede resultater omtrent vil foreligge, og hvor de vil blive offentliggjort på internettet.
- Projektresultaterne stilles gratis til rådighed.
- Projektresultaterne skal være tilgængelige på internettet i mindst fem år. Oplysningerne på internettet offentliggøres ikke senere end de oplysninger, der eventuelt gøres tilgængelige for medlemmer af en specifik organisation. Stk. 5. Tilskudsprocenten, jf. stk. 1 – 4, kan nedsættes, hvis der foreligger prioriterede ansøgninger udover den beløbsmæssige ramme for ansøgningsperioden. Stk. 6. Tilskud efter bekendtgørelsen til projekter, der medfinansieres af andre offentlige nationale midler end Fødevareministeriets, kan maksimalt udgøre den EU-medfinansiering, der kan opnås til projektet. Stk. 7. Det samlede offentlige tilskud til projekter medfinansieret af andre nationale offentlige midler end Fødevareministeriets kan maksimalt udgøre de gældende maksimale tilskud.
Demonstrationsprojekter vedrørende anvendelsen af nye processer og teknologier
(Stk. 2)
§ 12. Tilskud til demonstrationsprojekter kan ydes til
- primære jordbrugere,
- organisationer og foreninger vedrørende det primære jordbrug,
- virksomheder, herunder virksomheder der forarbejder produkter, der er omfattet af Traktatens bilag I, og
- organisationer og foreninger vedrørende virksomheder, der forarbejder produkter, der er omfattet af Traktatens bilag I. Stk. 2. Tilskud kan ikke gives til offentlige institutioner og offentlige virksomheder.
Tilskudsberettigede projektudgifter
(Stk. 3)
§ 13. De tilskudsberettigede udgifter kan omfatte
- udgifter til køb af varer og tjenesteydelser, herunder konsulentbistand og anden ekstern bistand og maskinstationsydelser,
- udgifter til køb af nyt udstyr m.v., der er nødvendigt for at gennemføre projektet,
- udgifter til løn til personale, i det omfang arbejdsindsatsen er direkte relateret til gennemførelsen af projektet,
- udgifter til afprøvning og test af genstanden for demonstrationen, under forudsætning af, at aktiviteterne er nødvendige for at gennemføre demonstrationen og ikke medfører en værditilvækst til genstanden for demonstrationen,
- udgifter til leje med købsmulighed af udstyr, der er direkte relateret til projektet, og
- udgifter til information og offentlighed, herunder fremstilling af informationsmateriale og tilrettelæggelse af åbent hus og fremvisning af projektet. Stk. 2. FødevareErhverv kan efter ansøgning godkende andre udgifter end de i stk. 1 anførte som tilskudsberettigede. Det er en betingelse for godkendelse, at FødevareErhverv vurderer, at udgifterne er af væsentlig betydning for projektets gennemførelse. Stk. 3. FødevareErhverv fastsætter værdien af udstyr m.v., der har værdi efter projektets afslutning. Værdien modregnes i opgørelsen af de samlede tilskudsberettigede udgifter.
§ 14. De tilskudsberettigede udgifter kan ikke omfatte
- udgifter, hvortil der gives andre EU-tilskud,
- udgifter vedrørende aktiviteter, som tilsagnshaver er forpligtet til at gennemføre i medfør af anden lovgivning,
- finansierings- og pengeinstitutomkostninger,
- moms, med mindre denne endelig bæres af tilsagnshaver,
- udgifter, der normalt afholdes af offentlige institutioner og offentlige virksomheder,
- almindelige driftsudgifter, der ikke er relateret til projektet,
- udgifter til køb, leje og leasing af brugt udstyr og brugt materiel, og
- udgifter, som tilsagnshaver har afholdt inden FødevareErhverv har givet tilladelse til at iværksætte projektet, jf. § 4, stk. 5. Dog kan ansøger i forbindelse med ansøgninger, der er modtaget i FødevareErhverv senest den 31. august 2010, få godkendt udgifter, der er afholdt fra den 1. januar 2010, hvis projektet medfinansieres af andre nationale offentlige midler end midler fra Fødevareministeriet.
Beregning af tilskud
(Stk. 4)
§ 15. Tilskud efter denne bekendtgørelse kan ydes med op til 60 pct. af de tilskudsberettigede udgifter, der er nødvendige for projektets gennemførelse. Stk. 2. Tilskud efter bekendtgørelsen til projekter, der medfinansieres af andre offentlige nationale midler end Fødevareministeriets, kan maksimalt udgøre den EU-medfinansiering, der kan opnås til projektet. Stk. 3. Tilskudsprocenten, jf. stk. 1 – 2, kan nedsættes, hvis der foreligger prioriterede ansøgninger udover den beløbsmæssige ramme for ansøgningsperioden. Stk. 4. Det samlede offentlige tilskud til projekter medfinansieret af andre nationale offentlige midler end Fødevareministeriets kan maksimalt udgøre 100 pct.
Udbetaling af tilskud
(Stk. 6)
§ 16. Udbetaling af tilskud sker på baggrund af tilsagnshavers opgørelse over betalte tilskudsberettigede udgifter, der skal kunne dokumenteres. Anmodning om udbetaling af tilskud skal indgives på et særligt skema og vedlægges en revisorerklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor. Skema og formular til revisorerklæring fås via FødevareErhvervs hjemmeside eller ved henvendelse til FødevareErhverv. Stk. 2. Tilskud til projekter medfinansieret af andre nationale offentlige midler end Fødevareministeriets kan først udbetales, når der foreligger dokumentation for, at det andet nationale offentlige tilskud er udbetalt. Stk. 3. Tilskud kan udbetales i to rater. Den enkelte rate skal udgøre mindst 20 pct. af det samlede tilsagnsbeløb. Stk. 4. Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, at FødevareErhverv har godkendt rateopgørelser, endelige opgørelser samt afsluttende projektrapport. Stk. 5. Anmodning om slutudbetaling skal være modtaget i FødevareErhverv senest tre måneder efter datoen, hvor projektet senest skal være afsluttet. FødevareErhverv kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra denne frist. Anmodning om slutudbetaling skal, udover hvad der kræves efter stk. 1, være vedlagt afsluttende projektrapport. Afsluttende projektrapport skal indgives på et særligt skema, der fås via FødevareErhvervs hjemmeside eller ved henvendelse til FødevareErhverv. Stk. 6. Tilskuddet overføres til tilsagnshavers NemKonto.
Ændring af projektet og indtræden i tilsagn
(Stk. 3)
§ 17. Ændring af et projekt kan godkendes af FødevareErhverv på betingelse af, at ændringen efter FødevareErhvervs vurdering er i overensstemmelse med projektets formål. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af FødevareErhverv inden ændringen iværksættes. Stk. 2. Tilsagnsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med ændringer i projektet. Stk. 3. Anmodning om ændring af et projekt skal være modtaget i FødevareErhverv senest to måneder før udløbet af projektperioden. FødevareErhverv kan i særlige tilfælde dispensere fra denne frist.
§ 18. FødevareErhverv kan efter ansøgning tillade, at en anden, der ifølge § 8 og § 12 kan være tilsagnshaver, indtræder i et tilsagn. Den, der indtræder i tilsagnet, indtræder i rettigheder og forpligtelser efter tilsagnet.
Underretningspligt
(Stk. 2)
§ 19. Tilsagnshaver skal i hele perioden, hvor betingelserne for tilskud skal opfyldes, på forlangende afgive en erklæring til FødevareErhverv om, hvorvidt betingelserne for tilsagn om tilskud fortsat opfyldes. Stk. 2. Tilsagnshaver er i hele perioden, hvor betingelserne for tilskud skal opfyldes, forpligtet til uden ugrundet ophold skriftligt at give FødevareErhverv meddelelse om forhold, der kan medføre bortfald af tilsagn eller tilbagebetaling af tilskud efter § 20.
Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud
(Stk. 2)
§ 20. Tilsagn om tilskud bortfalder, hvis
- betingelserne for tilskud ikke er opfyldt,
- tilsagnshaver har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse,
- projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med tilsagnet,
- tilsagnshaver tilsidesætter sine pligter efter landdistriktslovens § 11, stk. 2, eller
- tilsagnshaver ikke overholder sin underretningspligt efter § 19, Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte tilfælde træffer FødevareErhverv afgørelse om tilbagebetaling af tilskud. Ved opgørelse af tilbagebetalingskrav tillægges der renter. Rentetillægget beregnes fra tidspunktet for meddelelse af tilbagebetalingskravet til tilbagebetaling sker og med den i lov om renter ved forsinket betaling m.v. (Renteloven) fastsatte referencesats med tillæg. Rentetillægget udgør dog mindst 50 kr.
Force Majeure
(Stk. 4)
§ 21. FødevareErhverv anerkender følgende begivenheder som force majeure:
- Tilsagnshavers død.
- Ekspropriation, hvis en sådan ekspropriation ikke kunne forudses på tidspunktet for ansøgers modtagelse af tilsagnet.
- En alvorlig naturkatastrofe, der i væsentlig grad berører arealer, der er omfattet af projektet. Stk. 2. Det er en betingelse for anerkendelse af force majeure i konkrete tilfælde, at de indtrufne begivenheder forhindrer opfyldelse af de forpligtelser, i forhold til hvilke der påberåbes force majeure, og at den forpligtede ikke uden uforholdsmæssige opofrelser kunne have sikret sig herimod. Stk. 3. Fødevareerhverv kan i ganske særlige tilfælde anerkende andre begivenheder som force majeure end de, der er nævnt i stk. 1. Stk. 4. Hvis tilsagnshaver eller dennes dødsbo ønsker at påberåbe sig force majeure, skal dette meddeles FødevareErhverv skriftligt senest 10 arbejdsdage efter det tidspunkt, hvor tilsagnshaver eller dennes dødsbo er i stand til at gøre det. Meddelelsen skal være vedlagt fyldestgørende dokumentationsmateriale.
Klageadgang
(Stk. 3)
§ 22. Afgørelser, truffet af FødevareErhverv i medfør af denne bekendtgørelse, kan påklages til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Stk. 2. Klagen skal indgives gennem FødevareErhverv. Klagen skal være modtaget i FødevareErhverv senest fire uger efter modtagelsen af den afgørelse, klagen vedrører. Stk. 3. Fødevareerhverv kan genoptage en sag, efter der er indgivet en klage.
Ikrafttrædelse
(Stk. 2)
§ 23. Bekendtgørelsen træder i kraft den 22. juli 2010. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 258 af 31. marts 2009 om tilskud til fremme af innovation gennem udvikling, demonstration og investeringer vedrørende det primære jordbrug ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse for ansøgninger i henhold hertil, der er modtaget i FødevareErhverv inden den 22. juli 2010, samt for tilsagn om tilskud som følge af sådanne ansøgninger.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri /Arent B. Josefsen / Majken Schmidt/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2010
- Ikrafttrædelsesdato
- 21. juli 2010