Bekendtgørelse om bevaring og kassation af arkivalier fra de regionale videnskabsetiske komiteer
Kulturministeriet
BEK nr 979 af 03/08/2010 I medfør af § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og offentlige arkivers virksomhed fastsættes efter drøftelse med Danske Regioner:
Område
§ 1. Bestemmelserne gælder for arkivalier, der er skabt eller tilvejebragt af de regionale videnskabsetiske komiteer efter 1. januar 2007.
Bevaring
§ 2. Hos de regionale videnskabsetiske komiteer bevares:
- Vedtægter, forhandlingsprotokoller, mødereferater.
- Forskningsprojekter. Dog kasseres projekter vedrørende forsøg med lægemidler.
- Et eksemplar af komiteens årsberetninger.
- En arkiveringsversion af data fra de videnskabsetiske komiteers anmeldelses- og sagsstyringssystem.
Kassation
§ 3. Følgende arkivalier kan kasseres uanset bestemmelserne i § 2:
- Data fra IT-systemer, hvorfra alle væsentlige oplysninger overføres til en statslig myndighed.
- Stillingsansøgninger, der ikke har ført til ansættelse.
- Sager samt data i IT-systemer om bygningsmæssig drift, udstyr og forsyninger.
- Sager samt data i IT-systemer om kontorhold, kontormaskiner samt inventar m.v.
- Samlinger af materiale, der alene er tilvejebragt med henblik på inddatering i IT-systemer (inddata).
- Samlinger af udskrifter fra IT-systemer, der alene anvendes til opslag, orientering og kontrol (uddata).
- Regnskabsbilag.
- Publiceret materiale (pjecer, brochurer, internetudskrifter m.v.), som ikke har givet anledning til sagsbehandling.
- Andet materiale, der er modtaget til orientering, og som ikke har givet anledning til sagsbehandling.
- Materiale vedrørende fremstilling af myndighedens publikationer, herunder internetsider (udkast, korrekturer m.v.).
- Overtallige kopier, ekstra udskrifter af dokumenter m.v.
- Reproducerbare blanketsystemgenerede dokumenter, for så vidt de kan rekonstrueres på grundlag af metadata.
- E-følgesedler, digital signatur, redundante dokumenter, testdokumenter m.v.
- Papirdokumenter, som er indskannet i et IT-system, under forudsætning af, at der i forbindelse med indskanningen ikke er sket væsentlige forringelser af bevaringsværdige dokumenters læselighed.
- Lyd- og videooptagelser, som ikke indgår i et IT-system, under forudsætning af, at bevaringsværdig information i alt væsentligt er fastholdt i et dokument.
§ 4. Arkivalier, som ikke skal bevares i henhold til §§ 2 - 3, kasseres, når opbevaringspligten efter andre bestemmelser er opfyldt, og når de efter myndighedernes egen vurdering i øvrigt ikke længere har retlig eller administrativ betydning.
Ikrafttrædelse m.v.
(Stk. 2)
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2010. Stk. 2. Samtidig ophæves § 10 med bilag 9 i bekendtgørelse nr. 575 af 16. juni 2003 om bevaring og kassation af arkivalier i amtskommunerne, for så vidt angår arkivalier skabt eller tilvejebragt efter 1. januar 2007.
Statens Arkiver /Asbjørn Hellum / Kirsten Villadsen Kristmar/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2010
- Ikrafttrædelsesdato
- 18. august 2010