TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om krav til bemyndigede organer på jernbaneområdet

DanmarkBekendtgørelse2011

Transportministeriet

BEK nr 1195 af 13/12/2011 I medfør af § 21 h, stk. 1, 1. pkt., og § 26, stk. 2, i lov om jernbane, jf. lovbekendtgørelse nr. 1249 af 11. november 2010, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 24 h, stk. 1:

Anvendelsesområde og definitioner

§ 1

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på overensstemmelsesvurderingsorganer, som er etableret her i landet, og som ønsker at blive udpeget og notificeret som bemyndiget organ til at udføre opgaver med at vurdere interoperabilitetskomponenternes overensstemmelse eller anvendelsesegnethed eller at gennemføre proceduren for EF-verifikation af delsystemerne i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Fællesskabet med senere ændringer (herefter benævnt interoperabilitetsdirektivet).

§ 2

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Akkreditering: Akkreditering som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning 339/93/EØF.
  2. Akkrediteringsorgan: I Danmark DANAK, Den danske akkreditering- og metrologifond.
  3. Bemyndigede organer: De organer, som har fået til opgave at vurdere interoperabilitetskomponenternes overensstemmelse eller anvendelsesegnethed eller at gennemføre proceduren for EF-verifikation af delsystemerne i henhold til interoperabilitetsdirektivet.
  4. Delsystemer: Resultatet af jernbanesystemets opdeling i strukturelt eller funktionelt definerede delsystemer, jf. artikel 2 (e) og bilag III i interoperabilitetsdirektivet.
  5. Etableret her i landet: Ved et dansk aktie-, anparts-, eller partnerselskab eller en filial af et udenlandsk aktieselskab, anpartsselskab eller partnerselskab, jf. selskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 322 af 11. april 2011).
  6. Interoperabilitetsdirektivet: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Fællesskabet med senere ændringer. Direktivet er gennemført ved bekendtgørelse nr. 459 af 28. april 2010 med senere ændringer.
  7. Overensstemmelsesvurdering: En proces til påvisning af, om et produkt, en proces, en tjenesteydelse, et system, en person eller et organ har opfyldt de specifikke krav, der gælder for dem.
  8. Overensstemmelsesvurderingsorgan: Et organ, der udfører overensstemmelsesvurderingsopgaver, herunder kalibrering, afprøvning, certificering og inspektion.
  9. Teknisk specifikation for interoperabilitet (TSI): En specifikation, der er vedtaget i henhold til interoperabilitetsdirektivet, og som gælder for hvert delsystem eller hver del af et delsystem med sigte på at opfylde de væsentlige krav og sikre interoperabiliteten i det transeuropæiske jernbanesystem.

Udpegning og notifikation

selskab
§ 3

§ 3. Overensstemmelsesvurderingsorganer, der ønsker at blive udpeget og notificeret til at udføre opgaver med at vurdere interoperabilitetskomponenternes overensstemmelse eller anvendelsesegnethed eller at gennemføre proceduren for EF-verifikation af delsystemerne i henhold til interoperabilitetsdirektivet, skal:

  1. opfylde kravene i direktivets bilag VIII, som er optrykt som bilag 1 til denne bekendtgørelse,
  2. være akkrediteret af DANAK, eller af en anden medlemsstats nationale akkrediteringsorgan, jf. artikel 4 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning 339/93/EF til de delsystemer og verifikationsprocedurer, hvortil der ønskes udpegning og notificering, og
  3. have tegnet en professionel ansvarsforsikring, som dækker de aktiviteter de udfører som bemyndiget organ, jf. interoperabilitetsdirektivets bilag VIII, punkt 6.
§ 4

(Stk. 5)

§ 4. Udpegning og notifikation af bemyndigede organer foretages af Trafikstyrelsen. Stk. 2. Ansøgning om udpegning og notifikation indsendes til Trafikstyrelsen. Dokumentation for akkreditering til de opgaver, der ansøges om udpegning og notificering til at udføre, skal vedlægges ansøgningen. Ansøgningen kan indsendes elektronisk. Stk. 3. Efter udpegning og notifikation benævnes overensstemmelsesvurderingsorganet bemyndiget organ. Stk. 4. Trafikstyrelsen notificerer de bemyndigede organer til Europa-Kommissionen. Stk. 5. Navnet på det bemyndigede organ, organets identifikationsnummer og angivelse af hvilke opgaver, bemyndigelsen omfatter, offentliggøres på Europa-Kommissionens database over bemyndigede organer.

Tilbagekaldelse

§ 5

§ 5. Trafikstyrelsen kan tilbagekalde en udpegning, hvis det bemyndigede organ ikke opfylder betingelserne for udpegningen.

Klageadgang

§ 6

§ 6. Afgørelser truffet af Trafikstyrelsen i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til transportministeren.

Ikrafttræden og overgangsordning

§ 7

(Stk. 3)

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. december 2011. Stk. 2. Overensstemmelsesvurderingsorganer, som er udpeget af Trafikstyrelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden som bemyndiget organ, skal have opnået en akkreditering senest den 1. januar 2013. Dokumentation herfor fremsendes til Trafikstyrelsen. Stk. 3. Efter ansøgning kan Trafikstyrelsen, hvis der foreligger særlige omstændigheder, forlænge tidsfristen. Såfremt Trafikstyrelsen ikke har modtaget en ansøgning om tidsfristforlængelse eller dokumentation for en akkreditering bortfalder Trafikstyrelsens udpegning.

Trafikstyrelsen /Carsten Falk Hansen / Leif Funch/

Bilag 1

Interoperabilitetsdirektivet bilag VIII MINIMUMSKRITERIER, SOM MEDLEMSSTATERNE SKAL TAGE HENSYN TIL VED UDPEGELSE AF BEMYNDIGEDE ORGANER

  1. Organet, dets leder og det personale, som skal udføre verifikationen, må hverken direkte eller som repræsentanter være indblandet i projektering, fremstilling, konstruktion, markedsføring eller vedligeholdelse af interoperabilitetskomponenterne eller delsystemerne; de må heller ikke være indblandet i driften. Dette udelukker ikke, at der kan udveksles tekniske oplysninger mellem fabrikanten og det bemyndigede organ.
  2. Organet og kontrolpersonalet skal udføre verifikationen med den største faglige integritet og tekniske kompetence og være uafhængige af enhver form for pression eller incitament, navnlig af økonomisk art, som kunne øve indflydelse på deres vurdering eller resultaterne af deres kontrol, især fra personer eller grupper af personer, der har interesse i verifikationsresultaterne. Navnlig skal det organ og det personale, der foretager verifikationerne, være funktionelt uafhængige af de myndigheder, der er udpeget til at udstede ibrugtagningstilladelserne i medfør af dette direktiv, licenserne i medfør af direktiv 95/18/EF og sikkerhedscertifikaterne i medfør af direktiv 2004/49/EF, samt af de enheder, der forestår undersøgelser af ulykker.
  3. Organet skal råde over det nødvendige personale og besidde de nødvendige midler til på fyldestgørende måde at udføre de tekniske og administrative opgaver i forbindelse med udførelsen af verifikation; det skal også have adgang til det udstyr, der er nødvendigt for at gennemføre de ekstraordinære verifikationer.
  4. Kontrolpersonalet skal være i besiddelse af: – en god teknisk og faglig uddannelse – tilstrækkeligt kendskab til forskrifterne for den kontrol, det udfører, og tilstrækkelig erfaring med en sådan kontrol – den fornødne færdighed i at udarbejde de attester, registre og rapporter, som gengiver resultaterne af den udførte kontrol.
  5. Kontrolpersonalet skal sikres fuld uafhængighed. Aflønningen af hver enkelt ansat må hverken være afhængig af, hvor mange kontroller den pågældende udfører, eller af kontrollens resultater.
  6. Organet skal tegne en ansvarsforsikring, medmindre det civilretlige ansvar ifølge nationale retsregler dækkes af staten, eller medlemsstaten selv er direkte ansvarlig for kontrollen.
  7. Organets personale har tavshedspligt (undtagen over for de kompetente administrative myndigheder og undersøgelsesenheder i den stat, hvor det udøver sin virksomhed samt de undersøgelsesenheder, der forestår undersøgelser af ulykker, der skyldes svigt ved de interoperabilitetskomponenter eller delsystemer, der er kontrolleret) om alt, hvad det får kendskab til under udøvelsen af sin virksomhed i henhold til dette direktiv eller enhver national retsforskrift udstedt i medfør heraf.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2011
Ikrafttrædelsesdato
16. december 2011
Bekendtgørelse om krav til bemyndigede organer på jernbaneområdet | TheLawyer.sh