Bekendtgørelse om ydelse af præmier for handyr
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
BEK nr 1227 af 14/12/2011 I medfør af § 1, stk. 1, og stk. 3-5, § 4, stk. 1 og 5, og § 24 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om ordninger under den Fælles Landbrugspolitik finansieret af Den Europæiske Garantifond for Landbrugsvarer m.v. (landbrugsstøtteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 445 af 23. april 2010, fastsættes:
Indledende bestemmelser og definitioner
(Stk. 3)
§ 1. Der ydes særlig støtte til kvægproducenter for tyre og stude i form af en præmie, der ydes på de i bekendtgørelsen fastsatte betingelser. Stk. 2. I 2012 og 2013 anvendes årligt ca. 97 mio. kr. (13,075 mio. euro), svarende til 10 pct. af den del af det nationale loft, der hidrører fra kvægsektoren på tidspunktet for gennemførelsen af enkeltbetalingsordningen i 2005, til tildeling af præmier til producenterne. Stk. 3. Udover den i stk. 2 nævnte beløbsramme kan ikke udnyttede midler fra andre støtteordninger, omfattet af reglerne om særlig støtte, jf. art. 68 i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om fællesregler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003, anvendes under denne ordning.
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- CHR: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris Centrale HusdyrbrugsRegister.
- CHR-nummer: Et unikt nummer, der anvendes i CHR til identifikation af en bestemt geografisk beliggenhed.
- CKR-nummer: Det nummer, der er tildelt et kreatur, og som fremgår af dyrets øremærke.
- Øremærke: Et øremærke, der overholder kravene i bekendtgørelse om tekniske krav og godkendelse m.m. til øremærker, elektroniske øremærker og chip til kvæg, svin, får eller geder.
- Identifikation: Konstatering af overensstemmelse mellem informationerne fra øremærkets CKR-nummer med de tilsvarende oplysninger i det Centrale HusdyrbrugsRegister.
- Registrering: Indberetning af hændelser såsom dyrets fødsel, indgang på og afgang fra bedriften til det Centrale HusdyrbrugsRegister.
- Slagteri: Eksportautoriserede slagterier samt godkendte slagtesteder i Danmark, jf. bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v.
- Ansøgningsår: Et kalenderår.
- Eksport: Udførsel til lande uden for EU.
- Forsendelse: Udførsel til et EU–medlemsland.
- Ansøgte dyr: Slagtede handyr, der indberettes af slagterier, med en slagtet vægt på mindst 160 kg samt ansøgte, levende handyr til forsendelse eller eksport med en alder på mindst 8 måneder, og hvor såvel de slagtede som de levende dyr opfylder holdeperioden.
- Fastslåede dyr: Ansøgte handyr, der opfylder alle støttebetingelser.
Ansøgning om støtte
§ 3. En landbruger, som på sin bedrift har holdt handyr, og som er oprettet som ansøger hos NaturErhvervstyrelsen, jf. § 11, kan søge om præmie for handyr efter denne ordning ved levering af handyr til slagtning på et slagteri, eller ved skriftlig ansøgning ved forsendelse eller eksport af levende handyr.
§ 4. Der ydes ikke præmie for handyr, hvis det samlede støttebeløb til landbrugeren i form af præmie til handyr og støtte på grundlag af særlige betalingsrettigheder udgør mindre end 300 euro, medmindre det støtteberettigede areal på bedriften, hvortil der ydes direkte betalinger i henhold til forordning (EF) nr. 73/2009, er mindst 2 ha.
(Stk. 3)
§ 5. Indberetninger om stedfundne slagtninger af de enkelte producenters dyr i hvert kalenderår betragtes som en ansøgning om handyrpræmie. Indberetning til NaturErhvervstyrelsen om slagtninger på slagterierne af tyre og stude, som kan være omfattet af handyrpræmie, indsendes elektronisk af slagterierne via Landbrug og Fødevarer for hver slagtning og hver enkelt producent. Stk. 2. Indberetningen skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest seks måneder efter hver slagtning, dog senest den 20. januar i det år der følger efter ansøgningsåret. Indgives ansøgningen efter fristens udløb, nedsættes den støtte, som landbrugeren ville have haft ret til, hvis ansøgningen var indsendt rettidigt, med 1 pct. pr. arbejdsdag, fristen overskrides. Er forsinkelsen på over 25 kalenderdage, afvises ansøgningen, medmindre der foreligger force majeure. Stk. 3. Hvis en uges slagtninger omfatter to kalenderår, skal der foretages særskilte indberetninger for hvert år.
(Stk. 5)
§ 6. Den i § 1, stk. 1, nævnte præmie ydes ved forsendelse af levende handyr. Stk. 2. Producenter, der ønsker præmie ved forsendelse af levende handyr, skal sende en ansøgning, som skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest dagen før forsendelsesdagen. Ansøgningen skal indeholde oplysninger om afsenderens navn og adresse, dyrets CKR-nummer og en erklæring om, at dyret er mindst 8 måneder gammelt. Stk. 3. Forsendes et handyr, skal der senest 3 måneder efter forsendelsen føres bevis for forsendelse ved en erklæring fra afsenderen, der bl.a. angiver den medlemsstat, hvortil dyret er forsendt. Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 2 kan ansøgning om præmier for handyr omsat på et slagtekvægsmarked, hvor embedsdyrlægen har mulighed for at udstede kvægpas, indsendes til NaturErhvervstyrelsen samme dag, som forsendelsen finder sted. NaturErhvervstyrelsen skal i disse tilfælde have modtaget ansøgningen inden udførselstidspunktet. Stk. 5. For dyr, der forsendes til et andet medlemsland, skal ansøgeren sikre sig, at kvægpas, der følger dyr ved forsendelse til et andet medlemsland, oplyser, om der i Danmark er søgt eller søges om handyrpræmie for dyret.
(Stk. 4)
§ 7. Den i § 1, stk. 1, nævnte præmie ydes ved eksport af levende handyr. Stk. 2. Ved ansøgning om handyrpræmie ved eksport af levende handyr skal ansøgningen være FødevareErhverv i hænde senest 6 måneder efter den dato, hvor dyret forlod Fællesskabets toldområde. Stk. 3. Ansøgning om præmie for handyr, der eksporteres, skal indeholde oplysninger om eksportørens navn, adresse og dyrets CKR-nummer. Stk. 4. Med ansøgningen skal følge dokumentation i form af afstemplet YM/T5 formular, der indeholder oplysninger om dyrets alder og CKR- nummer.
§ 8. Uanset bestemmelserne i § 6 stk. 2 og 3, og § 7, stk.2, skal en ansøgning og bevis for forsendelse være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest den 20. januar i det år, der følger efter ansøgningsåret. Modtages ansøgningen efter fristens udløb nedsættes, den støtte, som landbrugeren ville have haft ret til, hvis ansøgningen var indsendt rettidigt, med 1 pct. pr. arbejdsdag, fristen overskrides. Er forsinkelsen på over 25 kalenderdage, afvises ansøgningen, medmindre der foreligger force majeure.
(Stk. 2)
§ 9. Medvirker en anden person end producenten som afsender ved forsendelse eller eksport af dyret, er producentens mulighed for at opnå præmie afhængig af rigtigheden af de erklæringer, som afsenderen har afgivet om forsendelsen eller eksporten. Stk. 2. Afsenderen skal opbevare dokumenter og fortegnelser, der er nødvendige for gennemførelse af kontrol af ordningen i mindst 5 år regnet fra udgangen af hvert ansøgningsår.
§ 10. Der skal anvendes særligt ansøgningsskema til de i § 6 og § 7 nævnte ansøgninger og erklæring jf. § 7, stk. 2, der hentes via NaturErhvervstyrelsens hjemmeside eller ved henvendelse til NaturErhvervstyrelsen.
Oprettelse og framelding som ansøger
(Stk. 3)
§ 11. Producenter, som har modtaget handyrpræmier for 2011, og som ansøger om handyrpræmier i ansøgningsårene 2012 og 2013, jfr. § 5, § 6 og § 7, vil automatisk være oprettet som ansøgere i disse år. Stk. 2. Ansøgere, som ikke har modtaget handyrpræmier for 2011, skal for at blive oprettet som ansøger og modtage handyrpræmier indsende et Fællesskema, jfr. bekendtgørelse om elektronisk Fællesskema og markkort, i det år, der første gang ansøges om præmie. Stk. 3. Uanset stk. 2 vil en producent kunne godkendes som ny ansøger ved et producentskifte jfr. § 19.
(Stk. 3)
§ 12. Hvis en producent ønsker at udtræde af ordningen med præmier for handyr, skal producenten skriftligt eller via mail til NaturErhvervstyrelsen framelde sig ordningen. Framelding får virkning fra den dag meddelelsen modtages i NaturErhvervstyrelsen. Stk. 2. For en producent, der er udtaget til kontrol, kan frameldingen først få virkning efter udførelsen af kontrollen. Stk. 3. Såfremt en producent, der har frameldt sig ordningen, på ny ønsker præmie for handyr, skal producenten oprettes som ansøger jf. § 11, stk. 2.
Almindelige betingelser for støtte
(Stk. 5)
§ 13. Ansøgere, der råder over landbrugsarealer på datoen for udløbet af fristen for indsendelse af Fællesskema, jfr. bekendtgørelse om elektronisk Fællesskema og markkort, skal anmelde arealerne i Fællesskemaet. Stk. 2. Landbrugsarealerne skal anføres i Fællesskemaets markplan, uanset om de er støtteberettigede, uanset arealstørrelse og uanset om der søges om arealstøtte. Producenter, der ikke råder over landbrugsarealer, kan angive dette i Fællesskemaet. Stk. 3. Ansøgere skal senest på den i stk. 1 nævnte frist indsende markkort, hvorpå alle bedriftens arealer er indtegnet, identificeret med samme nummer og omfatter samme areal som anført i Fællesskemaet. Indtegning kan ske elektronisk via NaturErhvervstyrelsen hjemmeside eller på markkort i papirudgave. Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1-3 kan ansøgere, som har indsendt det i stk. 1 nævnte skema året før, nøjes med at indsende side 1 i skemaet, hvis samtlige oplysninger i skemaet er identiske med oplysningerne fra året før. Stk. 5. Uanset stk. 1-3 kan et Fællesskema indsendt i ansøgningsåret af overdrager inden fristen for indsendelse af Fællesskema godkendes for erhverver i forbindelse med et producentskifte for det pågældende ansøgningsår for handyrpræmier, jf. § 19.
§ 14. Præmie for handyr er betinget af, at der ydes præmie til producenten for 5 fastslåede handyr eller mere pr. ansøgningsår.
Præmiebetingelser
(Stk. 4)
§ 15. Præmie for handyr ved slagtning er betinget af, at dyret er egnet til konsumformål og har en slagtet vægt på mindst 160 kg. Stk. 2. Slagtekroppens vægt bestemmes på grundlag af en slagtekrop efter afhudning, udtagning af indvolde og afblødning, uden hoved og fødder, men med lever, nyrer og nyrefedt. Stk. 3. Den vægt, der skal tages i betragtning, er slagtekroppens vægt efter afkøling eller slagtekroppens varme vægt bestemt så hurtigt som muligt efter slagtning, nedsat med 20 %. Stk. 4. Præsenteres slagtekroppen uden lever, nyrer og/eller nyrefedt, forhøjes dens vægt med:
- 3,5 kg for lever
- 0,5 kg for nyrer
- 3,5 kg for nyrefedt.
§ 16. Præmie for levende handyr, der forsendes eller eksporteres, er betinget af, at dyret på afsendelsestidspunktet har opnået en alder på mindst 8 måneder.
(Stk. 2)
§ 17. Præmie for handyr er betinget af, at dyret har opholdt sig på producentens bedrift i mindst 2 af de sidste 3 måneder inden slagtning, forsendelse eller eksport. Stk. 2. Starten af den i stk. 1 nævnte holdeperiode regnes tidligst fra den dato, hvor registreringen sker i CHR af dyrets indgang på bedriften. Holdeperiodens afslutning regnes som datoen for handyrets afgang fra bedriften til slagteri, forsendelse eller eksport. For handyr, der leveres direkte fra bedriften til slagteri, regnes holdeperiodens ophør dog fra datoen for dyrets indgang på slagteriet ifølge slagteriets indberetning til CHR.
§ 18. Præmie for handyr er betinget af, at dyret er korrekt registreret i CHR i den i § 17 nævnte holdeperiode.
Producentskifte og producenterklæring
(Stk. 2)
§ 19. Hvis en producent i forbindelse med overtagelse af en hel bedrift ikke kan overholde holdeperioden, men alligevel ønsker at modtage handyrpræmier, kan overdrager og erhverver af bedriften underskrive en producentskifteerklæring. Erklæringen skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen inden 8 uger efter overdragelsesdatoen, hvor det økonomiske ansvar for bedriften overgår til erhverver, dog senest 20. januar i året efter ansøgningsåret. Stk. 2. Der skal anvendes et særligt skema om producentskifte, som fås ved henvendelse til FødevareErhverv.
(Stk. 2)
§ 20. Hvis præmien skal udbetales til en anden end den, som har leveret dyret til slagtning, skal der anvendes en producenterklæring. Producenterklæringen skal være modtaget på slagteriet inden fredagen i ugen efter slagtningen. Erklæringen skal af slagteriet indsendes til NaturErhvervstyrelsen og være modtaget i styrelsen senest den 20. januar i året efter ansøgningsåret. Præmiemodtageren skal opfylde betingelserne for modtagelse af præmier. Stk. 2. Skemaet til en producenterklæring fås ved henvendelse til NaturErhvervstyrelsen eller på slagteriet.
Krydsoverensstemmelse
§ 21. Reglerne i bekendtgørelse om krydsoverensstemmelse finder anvendelse på ansøgninger om handyrpræmie.
Kontrol
(Stk. 3)
§ 22. NaturErhvervstyrelsen foretager administrativ kontrol med overholdelsen af præmieordningen og kontrol af præmieordningen hos producenterne. Stk. 2. NaturErhvervstyrelsen har ved forsendelse og eksport af levende dyr, jf. § 6 og § 7, adgang til at foretage kontrol hos afsenderen. Stk. 3. Det påhviler landbrugeren at yde den nødvendige bistand ved kontroleftersyn.
(Stk. 3)
§ 23. Fødevarestyrelsen kontrollerer sammen med Klassificeringsudvalget for Svin, Kvæg og Får overholdelsen af handyrpræmieordningen på slagterierne. Stk. 2. Kontrol af dyrets køn samt dyrets slagtevægt, foretages på slagterier med klassificering af Klassificeringsudvalget for Svin, Kvæg og Får. På de øvrige slagterier foretages denne kontrol af Fødevarestyrelsen. Stk. 3. Slagterierne skal opbevare dokumenter og fortegnelser, der er nødvendige for gennemførelse af kontrol af ordningerne i mindst 5 år regnet fra udgangen af hvert enkelt ansøgningsår.
Administrativ kontrol
§ 24. NaturErhvervstyrelsen foretager administrativ kontrol af om præmiebetingelserne er opfyldt for de handyr, der søges om præmie for ved at sammenligne oplysningerne i indberetningerne fra slagterierne samt ansøgningerne om forsendelse og eksport med oplysningerne i CHR.
Kontrol på stedet
(Stk. 6)
§ 25. Kontrollen på stedet omfatter alle de handyr, der befinder sig på bedriften, samt de handyr, der inden for de seneste 12 måneder forud for kontroltidspunktet, er ansøgt om præmie for under denne ordning. Stk. 2. Der foretages kontrol af, om de handyr, der forefindes på bedriften, fremgår af registreringerne i staldregistreringen og CHR, samt at handyr, der ifølge staldregistreringen og CHR skal være til stede på bedriften, forefindes og kan identificeres. Det kontrolleres tillige om alle handyr er identificeret med øremærke. Stk. 3. For ansøgte handyr foretages stikprøvekontrol af bilag såsom købs- og salgsfakturaer, slagteattester og veterinærcertifikater for at kontrollere, om oplysningerne om registrering i CHR er rigtige. Stikprøven omfatter mindst 10 pct. af de handyr, for hvilke der 12 måneder forud for kontrolbesøget er søgt om præmie under denne ordning. Stk. 4. Handyr for hvilke, det ved den i stk. 2 nævnte kontrol konstateres, at de ikke opfylder reglerne om identifikation og registrering, og som samme år som kontrollen indgår i en ansøgning om handyrpræmier, vil blive betragtet som fejlbehæftede. Fejlbehæftede handyr er ikke præmieberettigede og vil indgå i beregningen af støttenedsættelsen jf. § 28. Stk. 5. Uanset stk. 4, betragtes handyr, der ved en kontrol på stedet er konstateret fejlregistrerede, som præmieberettigede og vil ikke medføre støttenedsættelse, hvis de er korrekt registrerede fra den første dag i holdeperioden. Stk. 6. Handyr for hvilke, der ved den i stk. 2 og stk. 3, nævnte kontrol eller ved administrativ kontrol, jf. § 24, konstateres, at de ikke er registreret korrekt i CHR fra den første dag i holdeperioden og til dyrets registrerede afgang fra bedriften vil blive betragtet som fejlbehæftet. Fejlbehæftede dyr er ikke præmieberettigede og vil indgå i beregningen af støttenedsættelsen jf. § 28.
Kontrol på slagterier
(Stk. 6)
§ 26. Kontrollen på slagterierne med opfyldelse af betingelserne for præmier for handyr foretages på slagterier udvalgt af NaturErhvervstyrelsen. Stk. 2. Kontrollen af handyr på EUROP-klassificerede slagterier udføres af Fødevarestyrelsens kontrolpersonale. På slagterier, der ikke er EUROP-klassificerede, udføres kontrollen af en praktiserende dyrlæge, der er knyttet til Fødevarestyrelsen. Stk. 3. På EUROP- klassificerede slagterier gennemføres kontrollen på mindst 20 % af slagterierne, og omfatter mindst 2 % af de ansøgte handyr på det enkelte slagteri i ansøgningsåret. På ikke-EUROP- klassificerede slagterier gennemføres kontrollen på mindst 30 % af slagterierne, og omfatter mindst 5 % af de ansøgte handyr på det enkelte slagteri i ansøgningsåret. Stk. 4. Kontrollen omfatter dyrenes identifikation (CKR- numre), køn, slagtedato, samt at dyrene bærer godkendte øremærker, kontrol af slagteriets konstaterede vægt på dyrene samt kontrol af anvendte vægte. Desuden kontrolleres, at slagteriet registrerer og indberetter de slagtede dyrs CKR- numre korrekt til NaturErhvervstyrelsen via Landbrug og Fødevarers database. Stk. 5. De nærmere bestemmelser for udførelse af kontrollen på slagterierne fastsættes i cirkulærer. Stk. 6. Ved kontrol på stedet på slagterierne, skal der foretages afrapportering af kontrolresultaterne. Det skal for alle slagtede og kontrollerede dyr fremgå, hvilke dyr der er blevet kontrolleret og med oplysning om CKR- nummer, slagtet vægt og slagtedatoer. Ved fysisk kontrol af slagtningerne, skal rapporten bl.a. indeholde angivelse af identifikationskoder, slagtet vægt og slagtedatoer for alle dyr, som blev slagtet og kontrolleret på kontroldatoen.
Kontrol på stedet ved eksport
(Stk. 4)
§ 27. Kontrollen på stedet ved eksport af handyr foretages af Fødevarestyrelsen. Kontrolrapporten skal angive, hvilke dyr, der er blevet kontrolleret. NaturErhvervstyrelsen foretager administrativ kontrol af præmieansøgningerne på grundlag af betalingsdokumenterne og andre foreliggende oplysninger, herunder eksportdokumenterne og de ansvarlige myndigheders påtegninger, og kontrollerer, at dyrepassene er blevet indsendt til Fødevarestyrelsen. Stk. 2. Ved indladningen kontrolleres det om alle handyrene er identificeret med øremærker. Desuden skal mindst 10 % af de således kontrollerede dyr kontrolleres individuelt med hensyn til deres identifikation. Stk. 3. Når dyrene forlader EU- område skal det, hvis transportmidlet er forsynet med toldlukke, kontrolleres, om toldlukket er ubeskadiget. Hvis toldlukket er ubeskadiget, foretages der kun stikprøver, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt udførslen er i overensstemmelse med forskrifterne. Stk. 4. Hvis transportmidlet, når dyrene forlader EU- område, ikke er forsynet med toldlukke, eller hvis det er beskadiget, skal der igen foretages kontrol af mindst 50 % af de kreaturer, der blev individuelt kontrolleret ved indladningen.
§ 28. Hvis der på baggrund af de i § 24 og § 25 nævnte kontroller konstateres forskel mellem antallet af ansøgte dyr og antallet af fastslåede dyr, anvendes bestemmelserne i artikel 65 i forordning (EF) nr. 1122/2009 om nedsættelser og udelukkelser for kvæg, der er søgt om støtte for.
Præmiebeløb
(Stk. 2)
§ 29. Præmiens størrelse fastsættes på grundlag af det samlede antal fastslåede handyr i ansøgningsåret, og den samlede økonomiske ramme for ordningen, jfr. § 1, stk. 2 og 3. Præmien for et handyr kan dog ikke overstige 81 euro. Stk. 2. Udbetaling af præmierne finder sted fra den 1. marts til den 30. juni i året efter ansøgningsåret.
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
(Stk. 3)
§ 30. Overtrædelse af § 9, stk. 2, og § 23, stk. 3, straffes med bøde. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Stk. 3. Udsteder et slagteri ved grov uagtsomhed eller forsætligt urigtige erklæringer eller attester i forbindelse med kontrol af handyrordningen jfr. § 26, straffes dette med bøde. Konstateres der sådanne uregelmæssigheder for anden gang, fratages det pågældende slagteri i en periode på mindst et år retten til at afgive erklæringer eller udstede attester, der anvendes som grundlag for udbetaling af præmier.
(Stk. 2)
§ 31. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2012 og finder anvendelse på ansøgninger indgivet i 2012 og senere. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1498 af 15. december 2010 om ydelse af præmier for handyr og moderfår ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse for ansøgninger indgivet i 2011 og tidligere.
NaturErhvervstyrelsen /Ole Heinager / Lotte Dige Toft/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2011
- Ikrafttrædelsesdato
- 21. august 2014