Bekendtgørelse om finansielle virksomheders og investeringsforeningers m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden og investeringsforeningen m.v.
Erhvervsministeriet
BEK nr 1240 af 16/12/2011 I medfør af § 347 a og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 885 af 8. august 2011, og § 200 og § 221, stk. 3, i lov nr. 456 af 18. maj 2011 om investeringsforeninger m.v. fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på finansielle virksomheder (i det følgende benævnt »virksomhed«) og investeringsforeninger, specialforeninger, hedgeforeninger og godkendte fåmandsforeninger (i det følgende benævnt »forening«).
Offentliggørelse
(Stk. 4)
§ 2. Efter hver inspektion i en virksomhed eller en forening udarbejder Finanstilsynet en redegørelse, som virksomheden eller foreningen skal offentliggøre. Redegørelsen beskriver Finanstilsynets vurdering af virksomheden eller foreningen, herunder de centrale påbud, påtaler og risikooplysninger, som virksomheden eller foreningen har modtaget fra Finanstilsynet. Stk. 2. Virksomhederne og foreningerne skal tillige uden for tilfældene i stk. 1 offentliggøre en redegørelse udarbejdet af Finanstilsynet, som indeholder de påbud, påtaler og risikooplysninger, der efter Finanstilsynets vurdering er af betydning for virksomhedens kunder, indskydere, øvrige kreditorer eller de finansielle markeder, hvorpå aktierne i virksomheden eller værdipapirer udstedt af virksomheden handles, eller er af betydning for foreningens investorer eller kreditorer. Stk. 3. Når en afgørelse er offentliggjort i medfør af § 354 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, § 211, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. eller § 84 c, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., og afgørelsen indeholder alle de tilsynsreaktioner, som ellers ville være indeholdt i en af Finanstilsynet udarbejdet redegørelse, skal virksomheden eller foreningen anvende den af rådene offentliggjorte afgørelse som redegørelse i medfør af stk. 1, 1. pkt., og stk. 2. Stk. 4. En redegørelse efter stk. 1 eller 2 må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af bestemmelser i lov om offentlighed i forvaltningen om undtagelse af oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold m.v.
(Stk. 2)
§ 3. Offentliggørelse efter § 2, stk. 1 og 2, skal ikke ske, hvis det efter Finanstilsynets vurdering vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller foreningen, eller hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse. Stk. 2. Hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 1, skal der ske offentliggørelse, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til to år efter beslutningen om udsættelse af offentliggørelse.
Formkrav til offentliggørelse
(Stk. 7)
§ 4. Når virksomheden eller foreningen har modtaget en redegørelse fra Finanstilsynet, jf. § 2, stk. 1-3, skal virksomheden eller foreningen offentliggøre redegørelsen senest kl. 12.00 på den sidste dag i det kvartal, som virksomheden eller foreningen har modtaget redegørelsen i. Virksomheden eller foreningen skal offentliggøre redegørelsen på sin hjemmeside på et sted, hvor den naturligt hører hjemme. Når virksomheden eller foreningen har offentliggjort redegørelsen, skal dette meddeles til Finanstilsynet, som herefter ligeledes skal offentliggøre redegørelsen på sin hjemmeside. Fjernelse af redegørelsen fra virksomhedens eller foreningens hjemmeside skal finde sted efter samme principper, som virksomheden eller foreningen anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst efter førstkommende generalforsamling eller repræsentantskabsmøde. Hvis virksomheden eller foreningen ikke har en hjemmeside, skal virksomheden eller foreningen offentliggøre redegørelsen i et dagblad, der er landsdækkende eller har stor udbredelse i Danmark, eller på anden vis hvor virksomheden eller foreningen kan godtgøre, at redegørelsen når frem til den i § 2, stk. 2, nævnte personkreds i Danmark. Stk. 2. Udløber fristen nævnt i stk. 1, 1. pkt., i en weekend, på en helligdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag. Stk. 3. Finanstilsynet kan uanset stk. 1, 3. pkt., offentliggøre redegørelsen på sin hjemmeside før virksomheden i tilfælde, hvor virksomheden har rent tekniske eller praktiske problemer med offentliggørelsen eller i tilfælde, hvor virksomhedens manglende offentliggørelse er uden reel begrundelse. Stk. 4. Samtidig med offentliggørelse efter stk. 1, 1. pkt., skal virksomheden eller foreningen indsætte et link, som giver direkte adgang til redegørelsen, på forsiden af virksomhedens eller foreningens hjemmeside på en synlig måde. Linket eller eventuel tilknyttet tekst skal tydeligt angive, at der er tale om en redegørelse fra Finanstilsynet. Fjernelse af linket og en eventuelt tilknyttet tekst fra forsiden må tidligst ske, når disse har ligget på hjemmesidens forside i otte sammenhængende uger, dog tidligst efter førstkommende generalforsamling eller repræsentantskabsmøde. Stk. 5. Hvis virksomheden eller foreningen kommenterer Finanstilsynets redegørelse efter § 2, stk. 1-3, skal dette ske i forlængelse af redegørelsen, og kommentarerne skal være klart adskilt fra redegørelsen. Stk. 6. Regler om offentliggørelse efter de børsretlige regler går forud for denne bekendtgørelse. Stk. 7. Hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 6, skal der ske offentliggørelse, når de børsretlige regler, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til to år efter beslutningen om udsættelse af offentliggørelse.
Straffebestemmelse
(Stk. 2)
§ 5. Med bøde straffes den, der undlader at efterkomme krav om offentliggørelse efter § 2, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 og 3, og bestemmelser herom i § 4, stk. 1, 4 og 5. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. 1. pkt. gælder alene virksomheder.
Ikrafttræden
(Stk. 2)
§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2012. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1668 af 21. december 2010 om finansielle virksomheders pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden ophæves.
Finanstilsynet /Ulrik Nødgaard / Mark Rønnenfelt/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2011
- Ikrafttrædelsesdato
- 20. december 2011