Bekendtgørelse om det fælles datagrundlag i forbindelse med den virksomhedsrettede del af beskæftigelsesindsatsen
Beskæftigelsesministeriet
BEK nr 1402 af 21/12/2011 I medfør af § 62, § 65 og § 66 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af 15. juni 2010, som ændret ved lov nr. 1596 af 22. december 2010, fastsættes:
Formål
§ 1. Bekendtgørelsens formål er at understøtte en effektiv og koordineret virksomhedsindsats i jobcentrene på tværs af jobcentre og på tværs af arbejdsløshedskasser og andre aktører.
Anvendelsesområde
§ 2. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse skal anvendes af jobcentre, arbejdsløshedskasser samt andre aktører i beskæftigelsesindsatsen i forbindelse med den virksomhedsrettede indsats.
Oplysninger, der skal registreres, indberettes og anvendes
(Stk. 4)
§ 3. Ved alle kontakter mellem virksomheder og jobcentre, andre aktører samt arbejdsløshedskasser om rekrutteringsbistand til job eller om ansættelse af ledige med løntilskud for dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere, herunder kontanthjælpsmodtagere, som er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven, fleksjob og job med løntilskud for førtidspensionister m.v., skal jobcentre, andre aktører samt arbejdsløshedskasser registrere følgende pr. kontakt:
- Ordretype (almindelige eller særlige ansættelsesvilkår, herunder løntilskud).
- Klassifikation (stillingsbetegnelse).
- Kort beskrivelse af jobindhold, startdato, antal medarbejdere, der søges m.v.
- Angivelse af navn og kontaktoplysninger på kontaktperson i virksomheden.
- Aftalt opfølgning på virksomhedens rekrutteringsbehov (åben annoncering eller henvisningsordre).
- Markering for, om der ønskes rekruttering fra udlandet (EURES).
- CVR-nr. på virksomheden.
- P-nr. på virksomheden/arbejdsstedet. Stk. 2. Registreringen skal foretages senest én arbejdsdag efter, at kontakten med arbejdsgiveren har fundet sted. Stk. 3. For anvendelse af data om henvisningsordrer gælder:
- At den aktør, dvs. jobcenter, arbejdsløshedskasse eller anden aktør, der registrerer ordren, har pligt til hurtigst muligt at udsøge og henvise ledige til den pågældende ordre.
- At arbejdsløshedskasser eller andre aktører senest en arbejdsdag efter, at kontakten med arbejdsgiveren har fundet sted, skal underrette jobcentret i den kommune, hvor den ordreafgivende virksomhed er beliggende, hvis de ikke selv kan henvise ledige til den pågældende ordre.
- At jobcentret i den kommune, hvor den ordreafgivende virksomhed er beliggende, er ansvarlig for at følge op på henvisningsordrer, der 14 dage efter registreringsdatoen stadig er aktive. Opfølgningen består i, at jobcentret pr. telefon eller e-mail retter henvendelse til arbejdsgiveren for at høre, om der er brug for yderligere indsats fra jobcentrets side.
- At alle, dvs. jobcentre, arbejdsløshedskasser og andre aktører, efter forudgående aftale med arbejdsgiver kan henvise ledige til henvisningsordrer.
- At alle, dvs. jobcentre, arbejdsløshedskasser og andre aktører, efter forudgående aftale med arbejdsgiver kan lukke en henvisningsordre. Stk. 4. Med henvisningsordrer menes, at en arbejdssøgende henvises til en arbejdsgiver, der har brug for arbejdskraft, jf. § 23, i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.
§ 4. Jobcentre skal registrere, indberette og anvende følgende data om arbejdsfordeling, etableret i en konkret virksomhed i medfør af bekendtgørelse om supplerende dagpenge:
- Antal personer
- Startdato for arbejdsfordelingen.
- Slutdato for arbejdsfordelingen.
- CVR-nr. på virksomheden.
Registrering, indberetning og anvendelse af data
(Stk. 6)
§ 5. Data, som skal registreres, jf. § 3, skal registreres i en it-funktionalitet, som stilles til rådighed af Arbejdsmarkedsstyrelsen. Stk. 2. For at skabe større sammenhæng i it-understøttelsen skal it-funktionaliteten anvendes ved:
- At jobcentre benytter de grænseflader (webservicer), som Arbejdsmarkedsstyrelsen stiller til rådighed, jf. §§ 6 og 7.
- At arbejdsløshedskasser og andre aktører benytter enten den browserbaserede registreringsløsning i statens it-system (Arbejdsmarkedsportalen) eller de grænseflader (webservicer), som Arbejdsmarkedsstyrelsen stiller til rådighed, jf. §§ 6 og 7 Stk. 3. Data, som skal registreres og indberettes, jf. § 4, skal registreres på en sådan måde, at data kan overføres i elektronisk form til Beskæftigelsesregionen. Indberetningen sker via den it-funktionalitet, som stilles til rådighed af Beskæftigelsesregionen. Stk. 4. Indberetningen skal ske på månedsbasis til Beskæftigelsesregionen. Stk. 5. Dataansvaret for data i det fælles datagrundlag fastlægges på følgende måde:
- Offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser, der indberetter data til det fælles datagrundlag, er hver især dataansvarlige for registrering, indberetning, opdatering og berigtigelse af data. Offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser er hver for sig ansvarlige for brug af data fra det fælles datagrundlag.
- Arbejdsmarkedsstyrelsen er dataansvarlig for centrale behandlingsaktiviteter.
- De enkelte kommuner er hver for sig dataansvarlige i relation til andre aktører som databehandler, jf. § 32 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Stk. 6. De offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser er hver for sig ansvarlige for anmeldelse af behandlingsaktiviteter til Datatilsynet efter reglerne i lov om behandling af personoplysninger. For kommunerne kan anmeldelsen ske ved tilslutning til de relevante kommunale fællesanmeldelser.
Webservicer
§ 6. Forud for anvendelse af en webserviceløsning skal der indgås en tilslutningsaftale mellem Arbejdsmarkedsstyrelsen og aftageren. I tilslutningsaftalen fastlægger Arbejdsmarkedsstyrelsen de nærmere vilkår for webserviceløsningen, herunder aftagerens garanti for it-sikkerhed, grænsefladebeskrivelser, webstandarder, test før ibrugtagning, retningslinjer for anmeldelse til Datatilsynet m.v.
§ 7. Aftageren af de udviklede webservicer afholder selv alle udgifterne knyttet til webservicen i eget it-system, herunder udgifter til test, udarbejdelse af dokumentation, support og lignende udgifter.
Ikrafttrædelsesbestemmelse
(Stk. 2)
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. januar 2012. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1151 af 4. oktober 2010 om det fælles datagrundlag i forbindelse med den virksomhedsrettede del af beskæftigelsesindsatsen ophæves.
Arbejdsmarkedsstyrelsen /Marie Hansen / Birte Iversen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2011
- Ikrafttrædelsesdato
- 30. december 2011