TheLawyer.sh
Tilbage

Telefonbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om adgangen til at telefonere for indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (telefonbekendtgørelsen)

BEK nr 232 af 05/03/2011

DanmarkBekendtgørelse2011

Justitsministeriet

§ 1

Indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring, har, i det omfang det er praktisk muligt, ret til at føre telefonsamtaler, jf. straffuldbyrdelseslovens § 57, stk.1, og i øvrigt reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 2

Adgangen til at føre telefonsamtaler kan nægtes, hvis dette findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 57, stk.2.

§ 3

De indsatte afholder selv udgifterne til telefonsamtaler.

Stk. 2

Hvis særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde taler derfor, kan det uanset bestemmelsen i stk. 1 tillades den indsatte at føre telefonsamtale for institutionens regning.

§ 4

Anmodninger om at føre telefonsamtale med den advokat, der har været beskikket for eller valgt af den pågældende i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller andre, som de indsatte efter straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1, kan brevveksle ukontrolleret med, imødekommes i almindelighed. Det samme gælder anmodninger om at føre telefonsamtale med en advokat, der er beskikket for eller valgt af den indsatte som forsvarer i en verserende sag om prøveudskrivning fra forvaring.

§ 5

. Afgørelser om de indsattes adgang til at telefonere træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.

Stk. 2

Institutionens leder kan under hensyn til forholdene i den enkelte institution fastsætte regler om den praktiske gennemførelse af de indsattes ret til at føre telefonsamtaler, herunder om begrænsninger med hensyn til hyppighed og varighed af de indsattes telefonsamtaler under hensyn til de personaleressourcer, der medgår til at påhøre eller aflytte samtalerne.

§ 6

Indsatte i åbne fængsler har adgang til at føre telefonsamtale fra mønt- eller korttelefoner eller lignende i fængslet.

§ 7

Der kan gives indsatte i åbne fængsler tilladelse til at installere egen telefon på eget opholdsrum.

Stk. 2

Den indsatte afholder selv de udgifter, der er forbundet med installation af egen telefon.

§ 8

I åbne fængsler kan de indsattes ret til at føre telefonsamtaler endvidere gennemføres ved, at den indsatte lejer en fastmonteret mobiltelefon af fængslet til brug i eget opholdsrum. Den indsatte skal anvende eget simkort eller betalingskort i mobiltelefonen. Institutionen kan opkræve et beløb for leje af mobiltelefonen. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, kan fastsætte et maksimumbeløb pr. påbegyndt uge herfor til dækning af drift og vedligeholdelse af ordningen.

§ 9

De indsattes telefonsamtaler påhøres eller aflyttes i overensstemmelse med reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3.

Stk. 2

Ved telefonsamtaler, der påhøres eller aflyttes af personale i institutionen, kan der stilles krav om, at samtalen skal føres på et sprog, som den, der påhører eller aflytter samtalen, forstår. Hvis forholdene taler derfor, kan der anvendes tolk.

Stk. 3

De indsattes telefonsamtaler med en person, der er nævnt i § 4, påhøres eller aflyttes ikke.

§ 10

Der kan ikke gives indsatte i arresthuse tilladelse til at installere egen telefon i eget opholdsrum.

§ 11

De indsattes telefonsamtaler påhøres eller aflyttes i overensstemmelse med reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3.

Stk. 2

Ved telefonsamtaler, der påhøres eller aflyttes af personale i institutionen, kan der stilles krav om, at samtalen skal føres på et sprog, som den, der påhører eller aflytter samtalen, forstår. Hvis forholdene taler derfor, kan der anvendes tolk.

Stk. 3

De indsattes telefonsamtaler med en person, der er nævnt i § 4, påhøres eller aflyttes ikke.

§ 12

I afsoningsafdelinger med almindeligt fællesskab, hvor de tekniske forudsætninger for at føre kontrol i overensstemmelse med stk. 3 er til stede, kan de indsattes ret til at føre telefonsamtaler herudover gennemføres ved, at den enkelte indsatte får generel tilladelse til at telefonere til 10 telefonindehavere, som forinden skal godkendes af institutionen.

Stk. 2

Det er en forudsætning for tilladelse efter stk. 1,

  1. at den indsatte og telefonindehaverne, inden tilladelse gives, er vejledt om og skriftligt har erklæret sig indforstået med, at der føres særlig kontrol med, at denne adgang til at telefonere ikke misbruges,
  1. at telefonindehaveren, som ønskes godkendt, har afgivet skriftligt samtykke til, at der til brug for vurderingen af sagen indhentes oplysninger om den pågældende i Det centrale Kriminalregister, og
  1. at der er indhentet oplysninger om telefonindehaveren i Det centrale Kriminalregister.
Stk. 3

Kontrol efter stk. 2, nr. 1, sker ved aflytning, som foretages således, at indholdet af alle telefonsamtaler optages og efterfølgende kontrolleres efter § 13, stk. 1.

Stk. 4

Det kan fastsættes som vilkår for en tilladelse efter stk. 1, at telefonsamtaler, som føres efter tilladelsen, skal føres på et sprog, som den, der påhører eller aflytter samtalen, forstår. Hvis forholdene taler derfor, kan der anvendes tolk.

§ 13

Institutionen skal foretage hyppig stikprøvevis kontrol af telefonsamtaler, der føres efter en tilladelse efter § 12, eller i øvrigt, hvis dette konkret findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.

Stk. 2

De indsattes telefonsamtaler med en person, der er nævnt i § 4, påhøres eller aflyttes ikke.

§ 14

En tilladelse efter § 12, stk. 1, kan, når forholdene taler derfor, udvides til at omfatte andre medlemmer af telefonindehaverens husstand.

Stk. 2

Ved udvidelse af en tilladelse efter § 12, stk. 1, finder § 12, stk. 2- 4, og § 13 tilsvarende anvendelse.

§ 15

Det skal fremgå af et tydeligt og letlæseligt opslag på hovedsprogene ved den telefon, hvorfra indsatte foretager opkald i henhold til en generel tilladelse efter § 12, at samtaler, som føres fra denne telefon, optages og kan kontrolleres.

§ 16

Optagelser af telefonsamtaler, som er foretaget efter § 12, stk. 3, skal slettes senest 6 måneder, efter de er foretaget.

§ 17

Indsatte på andre afsoningsafdelinger end almindelige fællesskabsafdelinger, f.eks. beskyttede afdelinger for frivilligt enrumsanbragte, kan også få generel tilladelse til at telefonere i overensstemmelse med reglerne i §§ 12-16, hvis særlige ordens- og sikkerhedshensyn ikke taler herimod.

§ 18

Der kan ikke gives indsatte i lukkede fængsler og Københavns Fængsler tilladelse til at installere fast telefon i eget opholdsrum.

§ 19

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2011. Bekendtgørelsens § 8 træder dog først i kraft, når der i det åbne fængsel er indført en ordning som nævnt i bestemmelsen.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 1020 af 28. oktober 2009 om adgangen til at telefonere for indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (telefonbekendtgørelsen), ophæves.


Justitsministeriet

/Lars Barfoed / William Rentzmann/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2011
Ikrafttrædelsesdato
29. marts 2011