Bekendtgørelse om fordeling af billedprogrammer i fællesantenneanlæg
Kulturministeriet
BEK nr 473 af 11/05/2011 I medfør af § 6, stk. 2, og § 93, stk. 2, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 477 af 6. maj 2010, fastsættes:
Fordeling af programmer i fællesantenneanlæg
(Stk. 4)
§ 1. Ejere af fællesantenneanlæg skal sikre, at der i anlægget sker fordeling af DR1, DR2, DR K, DR Ramasjang og TV 2, herunder de regionale programmer, der er bestemt til modtagning i det pågældende område, tegnsprogstolkede nyhedsudsendelser fra DR og TV 2/DANMARK A/S, programmer fra DR1 og DR2 med synstolkning og tv-kanalen FOLKETINGET. Det samme gælder de regionale TV 2-virksomheders udsendelser i MUX 1 mellem kl. 20 – 21. Forpligtelsen til at fordele TV 2 gælder ikke, såfremt kulturministeren udnytter bemyndigelsen i § 38 a, stk. 2, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed til at fastsætte, at virksomheden helt eller delvist kan finansieres ved abonnementsbetaling. Stk. 2. Der kan i fællesantenneanlægget ske konvertering af de digitale tv-signaler til analoge tv-signaler under forudsætning af, at de pågældende tv-signaler samtidig fordeles digitalt. Stk. 3. Såfremt fordelingen af programmer i fællesantenneanlægget sker i programpakker:
- skal samtlige pakker indeholde de programmer, der er omfattet af stk. 1, og
- skal der være mulighed for at købe en pakke, som enten alene indeholder de i stk. 1 nævnte programmer, eller som ikke indeholder »high-pay«-programmer. Stk. 4. Ved »high-pay«-programmer forstås i denne bekendtgørelse programmer, som indgår i prisen for en programpakke i forhold til de tilsluttede husstande med mere end 30 kr. per kanal per måned (inkl. moms og rettighedsbetaling). Beløbet reguleres årligt efter udviklingen i det af Danmarks Statistik offentliggjorte forbrugerprisindeks i forhold til indekset for 2009. Reguleringen fortages på grundlag af forbrugerprisindeksets årsgennemsnit i forhold til det foregående år. Beløbene afrundes til nærmeste hele kr. Reguleringen sker første gang i 2010.
§ 2. Styrelsen for Bibliotek og Medier fører tilsyn med overholdelse af § 1. Styrelsen for Bibliotek og Medier kan i forbindelse med tilsynet meddele påbud til ejere af fællesantenneanlæg om overholdelse af § 1. Afgørelser vedrørende § 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Straffebestemmelser
(Stk. 2)
§ 3. Overtrædelse af bestemmelserne i § 1 samt tilsidesættelse af påbud meddelt i medfør af § 2 straffes med bøde. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttræden
(Stk. 2)
§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 25. maj 2011. Stk. 2. Samtidig bortfalder bekendtgørelse nr. 1011 af 28. oktober 2009 om fordeling af billedprogrammer i fællesantenneanlæg.
Kulturministeriet /Per Stig Møller / Lars M. Banke/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2011
- Ikrafttrædelsesdato
- 19. maj 2011