TheLawyer.sh
Tilbage

Magtanvendelsesbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om anvendelse af magt over for indsatte i fængsler og arresthuse (magtanvendelsesbekendtgørelsen)

BEK nr 547 af 27/05/2011

DanmarkBekendtgørelse2011

Justitsministeriet

§ 1

Institutionen og Direktoratet for Kriminalforsorgen kan anvende magt over for indsatte efter straffuldbyrdelseslovens § 62. Bestemmelsen og denne bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse for varetægtsarrestanter.

§ 2

Der må kun anvendes greb, skjold, stav, peberspray og tåregas i overensstemmelse med retningslinier fra Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

§ 3

Skjold må kun anvendes til pacificering af den indsatte.

§ 4

Stav og peberspray må kun bæres, hvis der konkret foreligger en særlig risikosituation, hvor anvendelse af stav eller peberspray kan blive nødvendig. Udlevering af stav eller peberspray kan kun ske med tilladelse fra institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.

§ 5

Stav må kun rettes mod arme, ben, ryg eller sæde.

Stk. 2

Stav må ikke rettes mod hoved, hals, nakke, kraveben (nøgleben), bryst, mave, nyrer, skridt eller rygsøjle.

Stk. 3

Stav må ikke anvendes til stød.

Stk. 4

Det skal i videst muligt omfang undgås at anvende staven mod knæ, albue eller andre led.

§ 6

Før peberspray og tåregas anvendes, skal det så vidt muligt tilkendegives den indsatte, at peberspray eller tåregas vil blive anvendt, hvis personalets påbud ikke efterkommes. Det skal så vidt muligt sikres, at den indsatte har mulighed for at efterkomme påbuddet.

§ 7

Efter anvendelse af peberspray eller tåregas skal den indsatte i fornødent omfang tilbydes afhjælpning af gener forårsaget af anvendelsen af peberspray eller tåregas.

§ 8

Hvis institutionen har anvendt magt over for en indsat, skal der så hurtigt som muligt udfærdiges rapport om magtanvendelse.

Stk. 2

Den indsatte skal efter anmodning have udleveret kopi af rapporten.

Stk. 3

Når tåregas eller peberspray har været anvendt, skal der så hurtigt som muligt foretages indberetning herom til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

§ 9

Bestemmelse om anvendelse af magt træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.

Stk. 2

Hvis forholdene i det enkelte tilfælde ikke tillader, at man afventer en bestemmelse fra en efter stk. 1 kompetent person, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. I sådanne tilfælde skal en efter stk. 1 kompetent person så hurtigt som muligt underrettes om det passerede.

§ 10

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 2011.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 382 af 17. maj 2001 om anvendelse af magt over for indsatte i fængsler og arresthuse ophæves samtidig.


Justitsministeriet

/Lars Barfoed / William Rentzmann/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2011
Ikrafttrædelsesdato
31. maj 2011