Bekendtgørelse om måling af udledningen af kvælstofoxider (NOx) og om godtgørelse af afgiften

§ 2. Virksomheder med anlæg omfattet af lovens § 1, stk. 2, nr. 1, 2 og 4, skal måle udledningen af NO 2 -ækvivalenter til luften ved forbrænding ved AMS måling (Automatisk Målende System) og skal opfylde de krav til målingen, der følger af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 808 af 25. september 2003 gældende for nye anlæg, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Affaldsforbrændingsanlæg i virksomheder, der er omfattet af lovens § 1, stk. 2, nr. 3, skal måle udledningen af NO 2 -ækvivalenter til luften ved forbrænding ved AMS måling og skal for disse anlæg opfylde de krav til målingen, der følger af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 162 af 11. marts 2003. Stk. 3. Virksomheder med anlæg, der enten har pligt til at måle eller frivilligt foretager måling af udledningen af NO 2 -ækvivalenter til luften ved forbrænding, skal etablere AMS flowmåling, således at udledningen af NO 2 -ækvivalenter til luften ved forbrænding kan beregnes på kontinuerlig basis. Virksomheder med anlæg, hvor der anvendes homogene brændsler, og som har en kontrolleret og kalibreret brændselsmåling og en AMS iltmåler, kan for disse anlæg anvende en kontinuerlig flowberegning frem for at etablere en AMS flowmåler. Beregning af NO x udledningen skal ske med samtidige værdier (maksimalt 1 times værdier) af henholdsvis flow og NO x koncentration. Stk. 4. AMS målere, der opfylder »performance criteria« i DS/EN 15267-3 eller tilsvarende standarder, vil kunne anvendes. Andre målere kan anvendes, hvis de med hensyn til kvalitet og nøjagtighed svarer til ovennævnte målere. Stk. 5. Virksomheden skal kvalitetssikre og kalibrere NO x AMS efter DS/EN 14181. Stk. 6. Virksomheden skal kvalitetssikre og kalibrere flow AMS efter principperne i DS/EN 14181: Ved nyinstallation af flow AMS testes installation og målested i henhold til DS/EN 15259.

1. QAL2 består af mindst 15 målinger fordelt over mindst én dag og mindst 2 driftområder. AST består af mindst 5 målinger,
2. kvalitetskravet sættes til 10 pct. af måleområdet (120 pct. af højeste flowværdi),
3. som referencemetode ved kalibrering og kontrol benyttes DS/ISO 10780. Stk. 7. Virksomheder med anlæg, der udleder NO 2 -ækvivalenter til luften ved forbrænding, kan måle udledningen ved hjælp af en anden metode, der giver en tilsvarende sikkerhed for, at målingen af den udledte mængde af NO x , regnet som NO 2 -ækvivalenter, bliver som ved AMS-målingen. Den alternative metode skal kvalitetssikres og kontrolleres efter samme regler som angivet for AMS måling, i det omfang det er teknisk muligt. Virksomhedens regnskab skal indeholde en beskrivelse af den anvendte målemetode, der danner grundlag for opgørelsen af afgiften. Told- og skatteforvaltningen kan forlange, at et laboratorium akkrediteret til at foretage sådanne målinger bekræfter, at den anvendte metode, herunder kvalitetssikringen m.m., giver en tilsvarende sikkerhed som ved AMS måling. Udgiften hertil afholdes af virksomheden. Stk. 8. Virksomheden skal kunne dokumentere resultatet af de gennemførte målinger af udledningen af NO 2 -ækvivalenter, føre regnskab over mængden af NO 2 -ækvivalenter, der er udledt til luften, samt dokumentere målemetoden for den udledte mængde og den beregnede afgift.

Stk. 9. Virksomheder med anlæg, der i medfør af lovens § 6, stk. 1, opgør den afgiftspligtige mængde som mængden af NO 2 -ækvivalenter til luften ved forbrænding registreret på virksomhedens målere i afgiftsperioden, kan til og med den 31. december 2011 opgøre den afgiftspligtige mængde på anden vis end ved måling i medfør af loven, når anlægget benyttes under 500 driftstimer om året. Det er en betingelse, at der kan fremlægges anden dokumentation for opgørelsen af den afgiftspligtige mængde end måling i medfør af loven, og at det sandsynliggøres, at afgiftsbetalingen ikke er mindre, end den ville være ved måling i medfør af loven.

§ 4. For anlæg i virksomheder, der enten har pligt til at måle eller frivilligt foretager måling af udledningen af NO 2 -ækvivalenter til luften ved forbrænding, skal der føres journal over samtlige målinger, herunder henvisning til målerudskrifter eller anden tilsvarende dokumentation. Journalen skal også indeholde oplysninger om kalibrering, eftersyn, reparation, udfald og andre forhold, der er af betydning for målingen. Der skal endvidere føres regnskab over andre forhold, der direkte eller indirekte har indflydelse på beregningen af den samlede mængde udledning af NO 2 -ækvivalenter til luften ved forbrænding. Stk. 2. Virksomheden skal for hver afgiftsperiode kunne dokumentere, hvorledes den udledte mængde af NO 2 -ækvivalenter til luften ved forbrænding er beregnet samt afgiften heraf. Regnskabet skal tilrettelægges på en sådan måde, at der kan føres kontrol for afgiftens betaling. Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen vil som led i kontrolforanstaltninger kunne forlange, at måleprocedure, målemetode og måleudstyr verificeres af et eksternt laboratorium akkrediteret til at foretage sådanne målinger. Udgiften hertil afholdes af virksomheden.

§ 6. For nye eller for eksisterende anlæg, der enten har eller fremadrettet får foretaget tiltag, hvorved udledningen af NO 2 -ækvivalenter til luften begrænses, kan der ydes godtgørelse efter lovens § 9. Godtgørelsen svarer til forskellen mellem på den ene side den i bilag 1 angivne emissionsfaktor i forhold til indfyret brændsel og anlægstype og på den anden side anlæggets dokumenterede emissionsfaktor for det pågældende indfyrede brændsel sat i forhold til den i bilag 1 angivne emissionsfaktor og herefter ganget med den samlede afgiftsbetaling for det pågældende indfyrede brændsel for den periode, som der anmodes om godtgørelse for. Godtgørelse kan alene ske, når anlæggets dokumenterede emissionsfaktor enten ligger mere end 20 pct. under emissionsfaktoren i bilag 1, eller den årlige emission ligger mindst et ton under den til emissionsfaktoren i bilag 1 svarende emission. Stk. 2. Virksomheder med anlæg, hvor udledningen af NO 2 -ækvivalenter til luften begrænses, skal i virksomhedens regnskabsmateriale have dokumentation for, at udledningen af NO 2 -ækvivalenter til luften er begrænset i overensstemmelse med stk. 1, samt kunne dokumentere beregningsmetoden for reduktionen af afgiftsbetalingen og den beregnede afgift. Dokumentationen for udledning under de faktiske forhold kan bestå af en eller flere af følgende former for dokumentation:

1. En garanti for niveauet for udledningen af NO 2 -ækvivalenter fra leverandøren af det pågældende anlæg, reduktionsudstyr eller serviceydelse, som begrænser udledningen af NO 2 -ækvivalenter,
2. målinger med miljømæssigt formål foretaget ved afleveringen af det pågældende anlæg, reduktionsudstyr eller serviceydelse, som begrænser udledningen af NO 2 -ækvivalenter,
3. de seneste afrapporteringer i overensstemmelse med den gældende miljølovgivning. Stk. 3. I de tilfælde, hvor miljølovgivningen periodisk kræver målinger, der gennemføres under hensyn til miljøgodkendelser og gældende miljølovgivning, skal de seneste miljøafrapporteringer indgå som en del af dokumentationsgrundlaget for opgørelsen. Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan forlange, at begrænsningen af udledningen af NO 2 -ækvivalenter til luften dokumenteres ved en stikprøvemåling foretaget under driftsforhold svarende til de, som var gældende for den afgiftsperiode for hvilken, der anmodes om godtgørelse. Udgiften hertil afholdes af virksomheden. Stk. 5. Opgørelsen af godtgørelsen sker årligt baseret på betaling af afgift i kalenderåret. Anmodning om godtgørelse skal indsendes til told- og skatteforvaltningen senest 3 måneder efter udløbet af kalenderåret.

§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2011 og har virkning fra den 1. maj 2011. Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider (NO x ) og om godtgørelse af afgiften.

Skatteministeriet /Peter Christensen / Lene Skov Henningsen/

Bilag 1 Emissionsfaktorer g NO x /GJ

Brændsel og anlægstype gram NO x /GJ ved dagtemperatur gram NO x /GJ ved 15°C 1. Gas- og dieselolie, der anvendes som motorbrænd-stof 50 50 2. Anden gas- og dieselolie 50 50 3. Svovlfri dieselolie 50 50 4. Fuelolie 140 5. Fyringstjære 140 6. Petroleum, der anvendes som motorbrændstof 50 50 7. Anden petroleum 50 50 8. Autogas 140 9. Anden flaskegas og gas, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie og anvendes som motorbrændstof 140 10. Anden flaskegas og gas, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie 40 11. Naturgas, dog ikke til motorer 40 12. Naturgas til motor (inklusive stationære) 140 13. Kul, koks, brunkul orimulsion og petroleumskoks 100 14. Blyholdig benzin (blyindhold over 0,013 g/l) 50 50 15. Blyfri benzin (blyindhold højest 0,013 g/l) 50 50 16. Kul, koks, brunkul orimulsion og petroleumskoks. 100 17. Biogas og andet flydende VE til motor i store anlæg med en indfyret effekt på over 1000 kW 250 18. Biogas og andet flydende VE til andet end motor i store anlæg med en indfyret effekt på over 1000 kW 50 19. Halm og anden fast biomasse, bortset fra træflis, i store anlæg med en indfyret effekt på over 1000 kW 90 20. Træflis i store anlæg med en indfyret effekt på over 1000 kW 100