Bekendtgørelse om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder
Erhvervsministeriet
BEK nr 865 af 20/07/2011 I medfør af § 1, stk. 4, § 2, stk. 2, § 6, stk. 2, § 6 a, stk. 2, § 7, stk. 2, § 8, stk. 3, § 9, stk. 2, § 10, stk. 4, § 12, stk. 3, og § 13, stk. 3, i lov nr. 486 af 9. juni 2004 om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder, som ændret ved lov nr. 1549 af 20. december 2006 og lov nr. 391 af 25. maj 2009, og § 45, stk. 7, i lov om fødevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 820 af 1. juli 2011, fastsættes:
Næringsbrev til fødevarevirksomheder
(Stk. 3)
§ 1. Næringsbrev til fødevarevirksomheder (fødevarenæringsbrev) opnås ved optagelse i registret over næringsbreve (Næringsbasen), jf. kapitel 2. Stk. 2. Ret til fødevarenæringsbrev har enhver, der
- har bestået en næringsprøve,
- har gennemført en uddannelse eller bestået en prøve, der undtager fra prøvekrav, jf. bekendtgørelse om uddannelser der undtager fra prøvekrav (næringsprøven),
- over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen godtgør at have gennemført en udenlandsk uddannelse eller bestået en prøve i udlandet, der kan ligestilles med en af de uddannelser, der er nævnt i nr. 2,
- drev selvstændig erhvervsvirksomhed med fødevarebutik den 1. juli 2005,
- havde næringsbrev som restauratør og hotelvært eller var bestyrer af en bestemt restauration den 1. juli 2005, eller
- drev selvstændig erhvervsvirksomhed med fødevareengrosvirksomhed eller catering den 1. maj 2007. Stk. 3. I et selskab m.v. (juridisk person), som ikke opfylder betingelserne i stk. 2, nr. 4 eller 6, eller havde næringsbrev som restauratør og hotelvært den 1. juli 2005, skal mindst et medlem af ledelsen opfylde en af betingelserne i stk. 2, nr. 1-6. Bestyreren af en restauration, der er omfattet af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v., og det medlem af ledelsen, som opfylder en af betingelserne i stk. 2, nr. 1-6, kan være samme person.
Undtagne fødevarevirksomheder
(Stk. 3)
§ 2. Fødevarenæringsbrev kræves ikke til de i § 1, stk. 3, i lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder omhandlede virksomheder, samt til:
- apoteker, der er omfattet af lov om apoteksvirksomhed,
- virksomheder, der driver søtransport af fødevarer mellem et dansk og et udenlandsk anløbssted,
- virksomheder, der driver transport af fødevarer fra primærproducent,
- kantiner, jf. stk. 3, og
- pensionater, der modtager overnattende gæster i mindst 30 dage. Stk. 2. Medmindre der skal udstedes alkoholbevilling efter lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v., kræves fødevarenæringsbrev ikke til:
- virksomheder, hvor den samlede årlige omsætning ved detailsalg af fødevarer, herunder catering og salg af fødevarer til nydelse på eller ved stedet, og ved fødevareengrosvirksomhed ikke overstiger 50.000 kr. ekskl. moms pr. forretningssted,
- virksomheder i skibe, der går i fast rutefart mellem et dansk og et udenlandsk anløbssted, og hvor der foregår detailsalg af fødevarer, herunder catering og salg af fødevarer til nydelse på eller ved stedet, og
- virksomheder med modtagelse af overnattende gæster og kun med tilbud om morgenmåltid (bed and breakfast), når der ikke modtages gæster i mere end 3 værelser med tilsammen højst 8 sengepladser. Stk. 3. Ved kantinevirksomhed forstås servering i dertil indrettede lokaler i eller i tilknytning til arbejdspladser og tilsvarende steder for personer, der er beskæftiget i virksomheden, og for personer med ærinde i virksomheden.
Næringsbasen
Indhold mv.
(Stk. 2)
§ 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fører et offentligt register (Næringsbasen) over personer og selskaber m.v. (juridiske personer), der har fødevarenæringsbrev. Stk. 2. Virksomheder, der har fødevarenæringsbrev, skal på deres hjemmeside eller ved opslag i virksomheden oplyse, at det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som er kompetent myndighed for Næringsbasen og den tilhørende lovgivning, samt styrelsens adresse, telefonnummer og hjemmeside. Alternativt kan virksomhederne oplyse internetadressen på den kvikskranke, som etableres i medfør af servicedirektivet, og at der på kvikskranken kan rekvireres oplysninger om Næringsbasen samt den tilhørende lovgivning.
Oplysninger i Næringsbasen
(Stk. 2)
§ 4. Næringsbasen indeholder oplysning om:
- virksomhedens CVR-nr.,
- virksomhedens navn og adresse,
- virksomhedsformen, og
- navn og adresse på hvert forretningssted (produktionsenhed) og dertil knyttet P-nummer, hvortil der er udstedt fødevarenæringsbrev. Stk. 2. Består et forretningssted af flere forretningsenheder og vælger virksomheden at erhverve fødevarenæringsbrev til disse, indeholder Næringsbasen udover oplysningerne i stk. 1, nr. 1-3, oplysning om navn og adresse på hvert forretningssted (produktionsenhed) og dertil knyttet P-nummer, samt navn på hver forretningsenhed, hvortil der er udstedt fødevarenæringsbrev.
Fælles bestemmelser om registrering i Næringsbasen
(Stk. 3)
§ 5. Registrering af oplysninger vedrørende fødevarenæringsbrev foretages af ansøger eller af den, ansøger bemyndiger hertil. Registrering kan foretages med NemId eller digital signatur via www.virk.dk/naeringsbasen eller ved anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved indsendelse af styrelsens blanketter til Næringsbasen. Er registrering ikke sket senest 4 uger efter, at der er sket korrekt anmeldelse til styrelsen, betragtes de anmeldte forhold som værende registreret i Næringsbasen. 4 ugers fristen kan dog forlænges én gang med en begrænset periode, hvis registreringens kompleksitet berettiger hertil, og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen meddeler og begrunder forlængelsen til ansøger inden 4 ugers fristens udløb. Stk. 2. Hvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har begrundet formodning om, at der er sket misbrug eller er risiko for misbrug af adgangen til registrering med NemId eller digital signatur, er styrelsen berettiget til med øjeblikkelig virkning at lukke brugerens adgang hertil. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen underretter den pågældende, hvis adgang lukkes. Stk. 3. Hvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har begrundet formodning om, at oplysninger i Næringsbasen er ukorrekte, kan styrelsen rette og slette oplysningerne. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen giver næringsbrevsindehaveren mulighed for at udtale sig om de registrerede oplysningers korrekthed og underretter næringsbrevindehaveren, hvis oplysninger rettes eller slettes.
Optagelse i Næringsbasen
(Stk. 4)
§ 6. Ved optagelse i Næringsbasen skal der angives de oplysninger, der er nævnt i § 4. For personer skal endvidere oplyses CPR-nr. og adresse, jf. dog stk. 3. Stk. 2. For selskaber m.v. (juridiske personer) skal yderligere oplyses navn, CPR-nr. og adresse på én person i ledelsen, der opfylder en af betingelserne i § 1, stk. 2, nr. 1-6. Dette gælder dog ikke, hvis selskabet er omfattet af § 1, stk. 2, nr. 4 eller 6 eller havde næringsbrev som restauratør og hotelvært den 1. juli 2005. Stk. 3. For personer uden dansk CPR-nr. skal tillige oplyses de stamdata, som er tilknyttet personens virksomhed i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Er personen ikke indehaver af en virksomhed i CVR, oplyses fødselsdato, nationalitet og adresse. Stk. 4. Ved optagelse på baggrund af en udenlandsk uddannelse eller prøve, jf. § 1, stk. 2, nr. 3, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kræve, at dokumentationen er ledsaget af en oversættelse til dansk.
Ændringer i ledelsen
§ 7. Ændringer i ledelsen af et selskab m.v. (juridisk person), som har betydning for et selskabs ret til fødevarenæringsbrev, skal registreres i Næringsbasen senest 4 uger efter, at de har fundet sted. Registrering kan ske som anført i § 5, stk. 1.
Indberetning af manglende optagelse i Næringsbasen
(Stk. 2)
§ 8. Den pågældende myndigheds indberetning om manglende fødevarenæringsbrev, jf. § 6 a, stk. 1, i lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder, skal ske elektronisk til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen via nbmyndigheder@eogs.dk. Stk. 2. Indberetningen skal ske hurtigst muligt efter, at det manglende fødevarenæringsbrev er konstateret.
Registret over væsentlige lovovertrædelser, frakendelser og administrative midlertidige inddragelser eller fratagelser
Registrets indhold og formål
(Stk. 3)
§ 9. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fører som dataansvarlig myndighed et elektronisk register over:
- personer eller selskaber m.v. (juridiske personer), som har begået væsentlige lovovertrædelser, jf. §§ 10, 11 og 12,
- personer eller selskaber m.v. (juridiske personer), der er frakendt retten til at udøve virksomhed efter § 11, stk. 1, i lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder,
- personer eller selskaber m.v. (juridiske personer), der er frakendt retten til at være stifter, direktør eller bestyrelsesmedlem efter § 11, stk. 2, i lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder,
- personer eller selskaber m.v. (juridiske personer), der ved kendelse midlertidigt udelukkes fra at udøve virksomheden efter § 11, stk. 4, i lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder,
- personer eller selskaber m.v. (juridiske personer), hvor der er truffet afgørelse om midlertidig inddragelse af fødevarenæringsbrevet efter § 11 a, stk. 1, i lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder, og
- personer der efter § 11 a, stk. 2, i lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder, ved afgørelse midlertidigt udelukkes fra at være stifter af eller direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et selskab, en forening, som kræver særlig offentlig godkendelse, eller en fond, der driver virksomhed efter lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder. Stk. 2. Hvis en virksomhed er undtaget fra indberetning i henhold til §§ 22 og 23, kan endelige afgørelser om sanktion for væsentlige lovovertrædelser ikke indberettes. Stk. 3. Registret over væsentlige lovovertrædelser, frakendelser og administrative midlertidige inddragelser eller fratagelser kan danne grundlag for planlægning af risikobaseret kontrol og for beslutning om, hvorvidt en myndighed skal anmode anklagemyndigheden om at vurdere, om der samtidig med tiltale for en eller flere væsentlige lovovertrædelser skal nedlægges påstand om frakendelse af retten til at udøve virksomhed efter lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder, eller hvorvidt der skal ske en midlertidig inddragelse eller fratagelse. Registret skal endvidere give myndighederne kendskab til afgørelser om frakendelse og administrative midlertidige inddragelser eller fratagelser og derigennem øge mulighederne for kontrol med efterlevelsen heraf.
Væsentlige overtrædelser ved detailsalg af fødevarer, herunder catering og salg af fødevarer til nydelse på eller ved stedet
§ 10. Ved en væsentlig overtrædelse forstås ved detailsalg af fødevarer en overtrædelse af lovgivningen nævnt i bilag 1, punkt A-D, eller en overtrædelse af regler udstedt i medfør af den nævnte lovgivning. Overtrædelsen skal relatere sig direkte til driften af fødevarevirksomheden med detailsalg af fødevarer og medføre en endelig afgørelse i form af:
- bødevedtagelse, herunder udenretlig, på mindst 3.000 kr.,
- dom på bøde på mindst 3.000 kr., eller
- dom på fængsel, betinget eller ubetinget.
Væsentlige overtrædelser ved fødevareengrosvirksomhed
§ 11. Ved en væsentlig overtrædelse forstås for en fødevareengrosvirksomheds vedkommende en overtrædelse af lovgivningen nævnt i bilag 1, punkt A-D, eller en overtrædelse af regler udstedt i medfør af den nævnte lovgivning. Overtrædelsen skal relatere sig direkte til driften af fødevareengrosvirksomheden og medføre en endelig afgørelse i form af:
- bødevedtagelse, herunder udenretlig, på mindst 5.000 kr.,
- dom på bøde på mindst 5.000 kr., eller
- dom på fængsel, betinget eller ubetinget.
Væsentlige overtrædelser i en restauration, jf. lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.
§ 12. Ved en væsentlig overtrædelse forstås for restaurationers vedkommende en overtrædelse af lovgivningen i bilag 1, punkt A-D eller en overtrædelse af regler udstedt i medfør af den nævnte lovgivning eller en overtrædelse af bestemmelserne i bilag 1, punkt E. Overtrædelsen skal relatere sig direkte til driften af restaurationen, og for overtrædelse af bilag 1, punkt A-D, medføre en endelig afgørelse i form af:
- bødevedtagelse, herunder udenretlig, på mindst 3.000 kr.,
- dom på bøde på mindst 3.000 kr., eller
- dom på fængsel, betinget eller ubetinget.
Indberettende myndigheder og deres oplysningspligt
(Stk. 3)
§ 13. Indberetning af oplysninger om væsentlige lovovertrædelser og frakendelser foretages elektronisk via www.virk.dk/naeringsbasen, af følgende myndigheder, som er dataansvarlige for deres egne oplysninger:
- fødevareregionerne,
- Fødevarestyrelsen,
- SKAT,
- Arbejdstilsynet og
- politiet. Stk. 2. I forbindelse med afgørelser om sanktion for væsentlige lovovertrædelser skal den pågældende myndighed skriftligt give de omhandlede personer og selskaber m.v. (juridiske personer) underretning om, at afgørelsen er omfattet af reglerne om indberetning til registret over væsentlige lovovertrædelser, frakendelser og administrative midlertidige inddragelser eller fratagelser. Dette gælder uanset, om næringsbrevindehaveren er undtaget for indberetning, jf. §§ 22 og 23. Stk. 3. Ved indberetning af endelige afgørelser om væsentlige lovovertrædelser, frakendelser og administrative midlertidige inddragelser eller fratagelser skal den pågældende myndighed skriftligt give de omhandlede personer og selskaber m.v. (juridiske personer) underretning om indberetningen.
Identifikationsoplysninger i registret over væsentlige lovovertrædelser, frakendelser og administrative midlertidige inddragelser eller fratagelser
§ 14. Af registret over væsentlige lovovertrædelser, frakendelser og administrative midlertidige inddragelser eller fratagelser fremgår følgende identifikationsoplysninger for personer og selskaber m.v. (juridiske personer):
- CPR-nr., navn og tillige a) for personer uden dansk CPR-nr.: de stamdata, som er tilknyttet personens virksomhed i CVR. Er personen ikke indehaver af en virksomhed i CVR: personens nationalitet, fødselsdato, navn og adresse, og b) for selskaber m.v. (juridiske personer): CVR-nr.,
- virksomhedens adresse,
- virksomhedsformen,
- adresse og navn på hvert forretningssted (produktionsenhed) og eventuelt forretningsenhed, som personer eller selskaber m.v. (juridiske personer) har næringsbrev til.
Datatyper ved væsentlige lovovertrædelser
§ 15. For hver væsentlig lovovertrædelse skal følgende datatyper indberettes:
- datoen for lovovertrædelsen samt datoen for endelig dom eller bødevedtagelse,
- hvem dommen eller bødevedtagelsen vedrører, jf. § 14,
- de forretningssteder (produktionsenheder) eller forretningsenheder overtrædelsen vedrører,
- hvilken lovgivning overtrædelsen vedrører,
- hvilken myndighed, der har indberettet overtrædelsen, og
- sagens journalnummer hos den indberettende myndighed.
Datatyper ved forelæggelse for anklagemyndigheden
§ 16. Forelægges en lovovertrædelse for anklagemyndigheden med henblik på nedlæggelse af påstand om frakendelse, skal følgende datatyper indberettes:
- datoen for oversendelse til anklagemyndigheden,
- hvem overtrædelsen vedrører, jf. § 14,
- hvilken lovgivning overtrædelsen vedrører,
- hvilken myndighed, der har foretaget oversendelsen, og
- sagens journalnummer hos den oversendende myndighed.
Datatyper ved frakendelser
§ 17. For hver frakendelse skal følgende datatyper indberettes:
- datoen for afgørelsen,
- hvem afgørelsen vedrører, jf. § 14,
- omfanget af frakendelsen, herunder om frakendelsen alene gælder bestemte forretningssteder (produktionsenheder) eller bestemte forretningsenheder,
- frakendelsesperiodens længde,
- hvilken myndighed, der har indberettet afgørelsen,
- sagens journalnummer hos myndigheden,
- hvilken domstol, der har afsagt kendelsen eller dommen, og
- sagens journalnummer hos domstolen.
Datatyper ved administrative midlertidige inddragelser eller fratagelser
§ 18. For hver administrativ midlertidig inddragelse eller fratagelse skal følgende datatyper indberettes:
- type af afgørelse,
- datoen for afgørelsen,
- hvem afgørelsen vedrører, jf. § 14,
- omfanget af inddragelsen/fratagelsen, og
- sagens journalnummer hos Fødevarestyrelsen.
Adgang til registret over væsentlige lovovertrædelser, frakendelser og administrative midlertidige inddragelser eller fratagelser
(Stk. 3)
§ 19. Adgang til registret har alene Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og de i § 13, stk. 1, omhandlede myndigheder samt anklagemyndigheden. Oplysninger i registret må ikke uden samtykke fra den, oplysningerne angår, videregives til andre end disse myndigheder, medmindre der ved eller i henhold til lov er adgang hertil. Stk. 2. Ved anvendelse af NemId eller digital signatur kan en person eller et selskab m.v. (juridisk person) få adgang til de oplysninger, som er registreret om den pågældende. Stk. 3. Ved skriftlig henvendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan en person eller et selskab m.v. (juridisk person) få meddelt de oplysninger, som er registreret om den pågældende. Udlevering af oplysninger må kun finde sted, når den pågældende har legitimeret sig behørigt, eller der på anden måde er skabt sikkerhed for, at den, der fremsætter begæringen, er identisk med den, som oplysningerne vedrører. Begæringen skal være underskrevet af den pågældende personligt. Fremsættes begæringen af en anden end den pågældende, skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sikre sig, at denne er berettiget til at handle på den pågældendes vegne.
Kontrol af oplysningerne i registret over væsentlige lovovertrædelser, frakendelser og administrative midlertidige inddragelser eller fratagelser
(Stk. 3)
§ 20. Den indberettende myndighed, jf. § 13, stk. 1, udfører kontrol til sikring af, at der ikke registreres urigtige eller vildledende oplysninger. Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt rettes eller slettes af den indberettende myndighed. Stk. 2. Ved indberetning af nye oplysninger skal den indberettende myndighed foretage ajourføring af tidligere indberettede oplysninger. Stk. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen udfører kontrol til sikring af, at de i § 14 nævnte oplysninger ikke er urigtige eller vildledende.
Sletning i registret over væsentlige lovovertrædelser, frakendelser og administrative midlertidige inddragelser eller fratagelser
(Stk. 3)
§ 21. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sletter oplysninger om væsentlige lovovertrædelser, når oplysningerne ikke længere tjener det i § 9, stk. 3, omhandlede formål, dog senest når der er forløbet 5 år fra tidspunktet for afgørelsen. Stk. 2. Indberetning om en kendelse slettes ved myndighedens indberetning af frifindelse eller dom om frakendelse. Oplysninger om frakendelse slettes automatisk på tidspunktet for frakendelsens ophør. Stk. 3. Når Erhvervs- og Selskabsstyrelsen får underretning om en registreret persons dødsfald, slettes oplysninger om dennes overtrædelser i registret.
Undtagelse for indberetning
Afgivelse af undtagelseserklæring
(Stk. 4)
§ 22. Personer og selskaber m.v. (juridiske personer), der har haft næringsbrev efter næringsbrevsordningen i mindst et år, kan undtages for indberetning af væsentlige lovovertrædelser. Stk. 2. For at opnå den i stk. 1 nævnte undtagelse skal en godkendt revisor eller en advokat afgive erklæring om virksomhedens forhold i det senest afsluttede kalenderår, jf. § 23. Stk. 3. Undtagelsen gælder fra 1. april i det indeværende år eller det senere tidspunkt, erklæringen afgives, til og med 31. marts det efterfølgende kalenderår. Stk. 4. For virksomheder, der ikke i forvejen er undtaget for indberetning af væsentlige lovovertrædelser, gælder erklæringen fra afgivelsestidspunktet, uanset om dette tidspunkt ligger forud for 1. april det pågældende kalenderår. Undtagelsen gælder til og med 31. marts det efterfølgende kalenderår.
Indhold og indsendelse af undtagelseserklæring m.v.
(Stk. 2)
§ 23. Undtagelseserklæringen er en standarderklæring. Indholdet fremgår af bilag 2. Ved indsendelsen skal oplyses virksomhedens CVR-nr. Erklæringen kan alene afgives ved brug af NemId eller digital signatur og skal indsendes via www.virk.dk/naeringsbasen. Stk. 2. I forlængelse af en undtagelseserklærings indsendelse kan den pågældende godkendte revisor eller advokat på samme måde anmode om nedsættelse af betalingen, jf. § 25, stk.4.
Udveksling af oplysninger
(Stk. 2)
§ 24. De i § 13, stk. 1, nævnte myndigheder kan fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indhente en sammenstilling af virksomheder, jf. dog stk. 2, som er registreret i Næringsbasen, herunder i registret over væsentlige lovovertrædelser, frakendelser og administrative midlertidige inddragelser eller fratagelser, såfremt oplysningerne er nødvendige i kontroløjemed. Sammenstillingen indeholder udelukkende virksomhedernes CVR-numre samt forretningsstedernes P-numre. Ved indhentning af oplysninger skal myndighederne overholde persondataloven. Stk. 2. Den pågældende myndighed må kun indhente oplysninger om virksomheder, som er genstand for kontrol hos den pågældende myndighed.
Betaling
(Stk. 4)
§ 25. For hvert fødevarenæringsbrev skal der årligt betales 500 kr. for at være optaget i Næringsbasen. Stk. 2. For hvert fødevarenæringsbrev skal der årligt betales 600 kr. til finansiering af Fødevarestyrelsens kontrolkampagner. Beløbet pris- og lønreguleres årligt pr. 1. januar med den af Finansministeriet fastsatte sats for det generelle pris- og lønindeks. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste hele kronebeløb og offentliggøres ved bekendtgørelse. Stk. 3. Beløbene i stk. 1 og 2 opkræves af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hos næringsbrevindehaverne en gang årligt på baggrund af en opgørelse over antallet af næringsbreve i Næringsbasen pr. 1. april det pågældende år. Stk. 4. Virksomheder, der inden den 1. april i et givent år har afgivet en undtagelseserklæring, undtages for betalinger, der er nævnt i stk. 1 og 2, hvis der i forbindelse med undtagelseserklæringen er registreret en betalingsoplysning, med angivelse af, at der ikke er væsentlige overtrædelser som nævnt i §§ 10, 11 eller 12, jf. bilag 1, punkt A, på nogen af virksomhedens forretningssteder. Er der afgivet en betalingsoplysning med angivelse af, at der er væsentlige overtrædelser som nævnt i §§ 10, 11 eller 12, jf. bilag 1, punkt A, på et eller flere af virksomhedens forretningssteder, skal der betales de i stk. 1 og 2 nævnte beløb for hvert næringsbrev på disse forretningssteder. Teksten til betalingsoplysningen fremgår af bilag 3.
Konsekvenser af manglende betaling
(Stk. 3)
§ 26. Er betaling efter § 25 ikke registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 4 uger efter afsendelsen af opkrævningen, udsender styrelsen en påmindelse med krav om, at betaling sker senest 2 uger efter påmindelsens afsendelse. For påmindelsen skal der betales et gebyr på 50 kr. Stk. 2. Er betaling ikke sket ved udløbet af den meddelte frist, slettes næringsbrevet snarest muligt i Næringsbasen, og retten til at udøve fødevarevirksomhed på det pågældende forretningssted eller fra den pågældende forretningsenhed bortfalder. Efter udsendelsen af brev med påmindelse og indtil betaling er sket, kan der ikke registreres nye næringsbreve til skyldneren til det forretningssted, som betalingen vedrører. Stk. 3. For selskaber m.v. (juridiske personer), som ikke opfylder betingelserne i § 1, stk. 2, nr. 4 eller 6, eller havde næringsbrev som restauratør og hotelvært den 1. juli 2005, skal der på tidspunktet for genoptagelsen i registeret være mindst et medlem af ledelsen, der opfylder en af betingelserne i § 1, stk. 2, nr. 1-6.
Overgangsbestemmelse for betaling i 2011
(Stk. 2)
§ 27. Beløbene i § 25, stk. 1 og 2, opkræves af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hos næringsbrevindehaverne på baggrund af en opgørelse over antallet af næringsbreve i Næringsbasen pr. 1. august 2011. Stk. 2. Virksomheder, der inden den 1. august 2011 har afgivet en undtagelseserklæring, undtages for betalinger, der er nævnt i § 25, stk. 1 og 2, hvis der i forbindelse med undtagelseserklæringen er registreret en betalingsoplysning, med angivelse af, at der ikke er væsentlige overtrædelser som nævnt i §§ 10, 11 eller 12, jf. bilag 1, punkt A, på nogen af virksomhedens forretningssteder. Er der afgivet en betalingsoplysning med angivelse af, at der er væsentlige overtrædelser som nævnt i §§ 10, 11 eller 12, jf. bilag 1, punkt A, på et eller flere af virksomhedens forretningssteder, skal der betales de i stk. 1 og 2 nævnte beløb for hvert næringsbrev på disse forretningssteder. Teksten til betalingsoplysningen fremgår af bilag 3.
Klage over afgørelser
§ 28. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Straffebestemmelser
§ 29. Overtrædelse af fristen i § 7 straffes med bøde.
Ikrafttræden m.m.
(Stk. 2)
§ 30. Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. juli 2011. Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 628 af 25. juni 2009 om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen /Niels Henrik Englev / Annette Norup Würthner/
Bilag 1
A Regler om fødevarer 1) Fødevareloven. 2) Økologiloven. 3) Lov om frø, kartofler og planter. 4) Administrationsloven (Landbrugsstøtteloven). 5) Fødevarelovgivningen som defineret i artikel 3, nr. 1, i fødevareforordningen, RFO 178/2002. B Regler om skat og afgifter 1) Arbejdsmarkedsbidragsloven. 2) Kildeskatteloven. 3) Skattekontrolloven. 4) Toldloven. 5) Momsloven. 6) Elafgiftsloven. 7) Mineralolieafgiftsloven. 8) Vægtafgiftsloven. 9) Registreringsafgiftsloven. 10) Spilleautomatloven. 11) Opkrævningsloven. 12) Chokoladeafgiftsloven. 13) Emballageafgiftsloven. 14) Forbrugsafgiftsloven. 15) Konsum-is afgiftsloven. 16) Mineralvandsafgiftsloven. 17) Spiritusafgiftsloven. 18) Tobaksafgiftsloven. 19) Øl- og vinafgiftsloven. 20) Kuldioxidafgiftsloven. 21) Lønsumsafgiftsloven. 22) Spilafgiftsloven. C Regler om arbejdsmiljø Arbejdsmiljøloven. D Regler om pant på emballage Bekendtgørelse om pant og indsamling mv. af emballage til øl og visse læskedrikke, med senere ændringer. E Regler om restaurationsdrift, jf. lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. (Restaurationsloven) 1) Restaurationslovens § 10 a, stk. 3. 2) Restaurationslovens § 14 a, stk. 1-2. 3) Restaurationslovens § 27, 1. pkt. 4) Restaurationslovens § 28, stk. 1, 1. pkt. 5) Restaurationslovens § 29, stk. 1-2. 6) Betingelser eller begrænsninger fastsat i medfør af restaurationslovens § 10, stk. 2, 3. pkt., § 15 a, stk. 4, og § 33. 7) Påbud meddelt i medfør af restaurationslovens § 15 b, stk. 1. 8) Påbud meddelt i medfør af restaurationslovens § 32, stk. 4. 9) Beskæftigelse af dørmænd, som ikke er autoriserede i medfør af restaurationslovens § 15 a.
Bilag 2 Erklæringstekst vedrørende virksomheders undtagelse for indberetning til registret over væsentlige lovovertrædelser, frakendelser og administrative midlertidige inddragelser eller fratagelser, jf. § 8 i lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder
»Til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Vi har efter aftale med [virksomheds navn], [cvr-nummer], udført de arbejdshandlinger, som er angivet nedenfor og som er fastsat i vejledning om undtagelseserklæring, jf. §§ 6 og 8 i lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder. Vores arbejdshandlinger er udelukkende blevet udført for at afgive erklæring til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vedrørende overholdelse af regler for undtagelse af indberetning af væsentlige overtrædelser, jf. § 8 i lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder. Vort arbejde har omfattet en kontrol af, om virksomheden har overtrådt lovgivningen vedrørende fødevarer, skat og afgifter og pant på emballage som nævnt i bekendtgørelse om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder §§ 10, 11 eller 12, jf. bilag 1, pkt. A, B og D.
(Stk. 2)
Arbejdshandlingerne, som vi har udført, har omfattet følgende:
- Vi har påset, at virksomheden har haft næringsbrev efter næringsbrevsordningen i et år. 2) Vi har påset, at virksomheden har aflagt årsrapport inden for det senest afsluttede kalenderår. 3) Vi har gennemlæst virksomhedens senest aflagte årsrapport. 4) Vi har modtaget udskrift af relevante konti i virksomhedens bogføring. Vi har gennemlæst disse udskrifter og noteret alle bøder vedrørende overtrædelser af lovgivningen nævnt i bekendtgørelse om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder §§ 10, 11 eller 12, jf. bilag 1, pkt. A, B og D. 5) Vi har indhentet en erklæring fra virksomhedens ledelse om, hvorvidt virksomheden er blevet straffet for overtrædelse af lovgivningen nævnt i bekendtgørelse om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder §§ 10, 11 eller 12, jf. bilag 1, pkt. A, B og D. 6) Vi har vedrørende virksomheden kontrolleret Fødevarestyrelsens kontrolresultater på internettet. 7) Hvis virksomheden ikke har været undtaget for indberetning i det senest afsluttede kalenderår, har vi set et udtræk fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register over væsentlige overtrædelser af visse lovgivninger for virksomheden. Vi har på baggrund af det ovenfor nævnte arbejde konstateret: – At virksomheden har haft næringsbrev efter næringsbrevsordningen i et år. – At virksomheden inden for det senest afsluttede kalenderår har aflagt årsrapport i henhold til årsregnskabsloven, og at årsrapporten er revideret af en godkendt revisor. – At virksomheden inden for det senest afsluttede kalenderår i forbindelse med drift af fødevarevirksomhed ikke er straffet for væsentlig overtrædelse af skatte- eller afgiftslovgivningen eller pantlovgivningen. – At virksomheden inden for det senest afsluttede kalenderår i forbindelse med drift af fødevarevirksomhed ikke er straffet for mere end én væsentlig overtrædelse af fødevarelovgivningen, eller - hvis virksomheden har flere tilsynsenheder - ikke er straffet for mere end gennemsnitlig én væsentlig overtrædelse pr. tilsynsenhed, og at højst tre af overtrædelserne relaterer sig til den samme tilsynsenhed.«
Bilag 3 Tekst til betalingsoplysning for fødevarevirksomheder, jf. bekendtgørelse om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder § 25, stk. 4, jf. bilag 1, pkt. A.
»Vi kan endvidere på baggrund af det ovenfor nævnte arbejde - til brug for virksomhedens betaling - oplyse, at virksomheden inden for det senest afsluttede kalenderår ikke har modtaget én eller flere sanktioner for væsentlige overtrædelser af fødevarelovgivningen, jf. bekendtgørelse om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder §§ 10, 11 eller 12, jf. bilag 1, pkt. A, på nogen af virksomhedens forretningssteder.« eller »Vi kan endvidere på baggrund af det ovenfor nævnte arbejde - til brug for virksomhedens betaling - oplyse, at der inden for det senest afsluttede kalenderår er modtaget én eller flere sanktioner for væsentlige overtrædelser af fødevarelovgivningen, jf. bekendtgørelse om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder §§ 10, 11 eller 12, jf. bilag 1, pkt. A, på følgende forretningssteder:«
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2011
- Ikrafttrædelsesdato
- 23. juli 2011