Bekendtgørelse om budget- og bevillingsmæssige forhold ved erhvervsakademier og professionshøjskoler m.fl.
Uddannelses- og Forskningsministeriet
BEK nr 211 af 20/02/2012 I medfør af § 30, stk. 1, og § 44, stk. 1, i lov om erhvervsakademier for videregående uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 850 af 8. september 2009, § 28, stk. 1, og § 39, stk. 1, i lov om medie- og journalisthøjskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 851 af 8. september 2009 og § 31, stk. 1, og § 45, stk. 1, i lov om professionshøjskoler for videregående uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 8. september 2009, og efter forhandling med finansministeren, fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Bekendtgørelsen gælder for:
- Erhvervsakademier for videregående uddannelse.
- Professionshøjskoler for videregående uddannelse og ingeniørhøjskoler.
- Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
- Den frie Lærerskole i Ollerup.
Budgetvejledningen
§ 2. De i § 1 oplistede institutioner er omfattet af de statslige budget- og bevillingsregler, der er fastsat af Finansministeriet i Budgetvejledningen, og som vedrører statsfinansierede selvejende institutioner.
Oplysningsforpligtelser
§ 3. Hvis et bygge- eller anlægsprojekt er iværksat uden forelæggelse for Finansudvalget, jf. Budgetvejledningens punkt 2.11.5.4, og den samlede totaludgift efter iværksættelsen viser sig at ville overskride den fastsatte forelæggelsesgrænse, skal institutionens bestyrelse eller institutionernes bestyrelser straks efter konstatering af overskridelsen orientere ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser om overskridelsen og baggrunden herfor med henblik på orientering af Finansudvalget.
§ 4. Hvis et it-projekt er iværksat uden anvendelse af den fællesstatslige it-projektmodel samt høring i Statens IT-projektråd og forelæggelse for Finansudvalget, jf. Budgetvejledningens punkt 2.11.5.5, og projektet efterfølgende viser sig at ville overskride den fastsatte forelæggelsesgrænse i løbet af anskaffelses- eller gennemførelsesfasen, skal institutionens bestyrelse eller institutionernes bestyrelser straks efter konstatering af overskridelsen orientere ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser om overskridelsen og baggrunden herfor med henblik på behandling af projektet i Statens IT-projektråd samt forelæggelse for Finansudvalget, inden projektet føres videre.
Ikrafttræden
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. marts 2012, og har virkning fra og med finansåret 2012.
Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser /Morten Østergaard / Rikke Lise Simested/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2012
- Ikrafttrædelsesdato
- 6. marts 2012