Lov om indgåelse af protokol til ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Brasilien
Skatteministeriet
LOV nr 475 af 30/05/2012 VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1. Bestemmelserne i protokol af 23. marts 2011 til ændring af overenskomsten mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Forbundsrepublikken Brasilien til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse, for så vidt angår indkomstskatter, underskrevet i København den 27. august 1974, jf. bilag 1, gælder her i landet.
§ 2. Loven træder i kraft på det tidspunkt, hvorfra protokollen nævnt i § 1 ifølge artikel IV har virkning. Skatteministeren bekendtgør tidspunktet for lovens ikrafttræden.
§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Givet på Amalienborg Under Vor Kongelige Hånd og Segl /MARGRETHE R. / Thor Möger Pedersen/
Bilag 1
PROTOKOL TIL ÆNDRING AF OVERENSKOMSTEN MELLEM REGERINGEN I KONGERIGET DANMARK OG REGERINGEN I FORBUNDSREPUBLIKKEN BRASILIEN TIL UNDGÅELSE AF DOBBELTBESKATNING OG FORHINDRING AF BESKATNINGSUNDDRAGELSE FOR SÅ VIDT ANGÅR INDKOMSTSKATTER, UNDERSKREVET I KØBENHAVN DEN 27. AUGUST 1974 Regeringen i Kongeriget Danmark og Regeringen i Forbundsrepublikken Brasilien, der ønsker at indgå en protokol til ændring af overenskomsten mellem Danmark og Brasilien til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskatter, underskrevet i København den 27. august 1974 (herefter omtalt som »Overenskomsten«), er enige om følgende: Artikel I Overenskomstens artikel 23 ophæves og erstattes af følgende: »Artikel 23 Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning Dobbeltbeskatning skal ophæves således:
- I Brasilien: a) Hvis en person, der er hjemmehørende i Brasilien, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Danmark, skal Brasilien – med forbehold af bestemmelserne i dens lovgivning vedrørende ophævelse af dobbeltbeskatning – indrømme fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Danmark. Sådant fradrag skal dog ikke kunne overstige den del af indkomstskatten, som beregnet inden fradraget er givet, der svarer til den indkomst, der kan beskattes i Danmark. b) Hvis indkomst, som oppebæres af den person, der er hjemmehørende i Brasilien, ifølge enhver bestemmelse i denne overenskomst er fritaget for beskatning i Brasilien, kan Brasilien alligevel tage den fritagne indkomst i betragtning ved beregningen af størrelsen af skat på den pågældende persons øvrige indkomst.
- I Danmark: a) Hvis en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Brasilien, skal Danmark – medmindre bestemmelserne i litra c) medfører andet – indrømme fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Brasilien. b) Fradraget skal dog ikke kunne overstige den del af indkomstskatten, som beregnet inden fradraget er givet, der svarer til den indkomst, som kan beskattes i Brasilien. c) Hvis en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Brasilien, kan Danmark medregne denne indkomst i beskatningsgrundlaget, men skal i indkomstskatten indrømme fradrag for den del af den danske indkomstskat, som svarer til den indkomst, der hidrører fra Brasilien. d) Uanset bestemmelserne i dette stykkes litra a) og b) skal udbytte, som et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer fra Brasilien, behandles i Danmark ikke mindre gunstigt end udbytte, som betales og modtages mellem selskaber, der er hjemmehørende i Danmark, under tilsvarende betingelser.«
Artikel II Punkt 5, 6 og 7 i Protokollen til Overenskomsten indgået den 27. august 1974 ophæves, og punkt 8 og 9 bliver herefter henholdsvis punkt 5 og 6. Artikel III Punkt 9 i Protokollen til Overenskomsten indgået den 27. august 1974, som herefter er punkt 6, ophæves og erstattes af følgende: »6. Ad artikel 24, stykke 2 Bestemmelserne i den brasilianske skattelovgivning, hvorefter royalties, som defineret i artikel 12, stykke 3, der udbetales af et fast driftssted beliggende i Brasilien til en person, som er hjemmehørende i Danmark, og som driver virksomhed i Brasilien gennem et sådant fast driftssted, ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det ovenfor nævnte faste driftssted, er ikke i strid med bestemmelserne i Overenskomstens artikel 24, stykke 2.« Artikel IV Ikrafttræden 1 . De kontraherende staters regeringer skal underrette hinanden om, at de forfatningsmæssige foranstaltninger for denne Protokols ikrafttræden er opfyldt. 2 . Denne Protokol skal træde i kraft på datoen for den seneste af underretningerne, som omtalt i stykke 1, og dens bestemmelser skal have virkning første gang: a) for så vidt angår skat indeholdt ved kilden, på beløb udbetalt den første januar eller senere i det kalenderår, der følger umiddelbart efter det år, i hvilket Protokollen træder i kraft; b) for så vidt angår anden indkomstskat, på beløb modtaget i løbet af det indkomstår, der begynder den første januar eller senere i det kalenderår, som følger umiddelbart efter det år, i hvilket Protokollen træder i kraft. 3 . Denne protokol skal forblive i kraft, så længe Overenskomsten forbliver i kraft. Til bekræftelse heraf har undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede, underskrevet denne protokol. Udfærdiget i to eksemplarer i København, den 23. marts 2011, på dansk, portugisisk og engelsk, således at hver tekst er lige autentisk. I tilfælde af afvigelser i fortolkningen skal den engelske tekst være afgørende. For regeringen i Kongeriget Danmark For regeringen i Forbundsrepublikken Brasilien Peter Christensen Goncalo Mello Mourão
Metadata
- Type
- docType.LOVH
- År
- 2012
- Ikrafttrædelsesdato
- 30. maj 2012