TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om særlig indsats for ledige, der risikerer at opbruge deres ret til dagpenge

DanmarkBekendtgørelse2012

Beskæftigelsesministeriet

BEK nr 937 af 19/09/2012 I medfør af § 8, § 21, stk. 2, og § 116 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 706 af 28. juni 2012, og § 65, stk. 6, og § 100 d i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 22. juni 2012, fastsættes efter forhandling med Beskæftigelsesrådet:

Jobhjælp og jobformidlingsforløb med personlig jobformidler

Målgruppe

§ 1

(Stk. 2)

§ 1. Målgruppen for en særlig indsats efter denne bekendtgørelse er ledige medlemmer af en a-kasse, hvis dagpengeret ved fortsat ledighed udløber inden for højst 26 uger og senest ved udgangen af uge 26 i 2013. Stk. 2. Ledige, der er omfattet af målgruppen, har ret til en hurtig og intensiv indsats fra a-kasserne og jobcentrene med fokus på at hjælpe dem i arbejde. Indholdet af indsatsen fremgår af aftalen af 31. august 2012 mellem regeringen, LO, DA, AC, FTF, KL og A-kassernes Samvirke om særlig indsats for ledige, som risikerer at opbruge deres ret til dagpenge.

Forløb med jobhjælp hos a-kassers og jobcentres stående jobberedskaber

§ 2

(Stk. 2)

§ 2. En ledig, der er omfattet af målgruppen i § 1, stk. 1, skal have et brev fra sin a-kasse om, at pågældende risikerer at opbruge retten til dagpenge inden for de kommende 26 uger. I brevet opfordres den ledige til at henvende sig til a-kassens jobberedskab, hvis pågældende ønsker et hurtigt og intensivt forløb i a-kassen med personlig hjælp. Hvis den ledige ønsker det, har pågældende ret til at få jobcenterets jobberedskab til at gennemføre det intensive forløb. Stk. 2. Ledige, der ikke har henvendt sig til jobcenterets jobberedskab en måned efter at have modtaget den skriftlige orientering fra a-kassen, vil blive kontaktet af jobcenteret, som vil følge op på, hvorfor de ikke har henvendt sig, og informere om muligheden for at få hjælp til at finde arbejde.

§ 3

(Stk. 3)

§ 3. Inden for den første uge efter at den ledige har henvendt sig til jobberedskabet i a-kassen eller jobcenteret, har den ledige ret til at få aftalt det nærmere indhold af det intensive forløb. Samtaler under forløbet kan holdes ved personligt fremmøde, telefonisk eller anden digital kontakt mv. Stk. 2. Det intensive forløb med jobberedskabet består bl.a. af jobhjælp i form af jobformidling og jobsøgningsstøtte. Herunder kan den ledige få hjælp til at finde relevante job, som den ledige kan søge, sparring om jobsøgningen eller hjælp til at rette henvendelse til arbejdsgivere med henblik på at undersøge muligheden for andre beskæftigelsesrettede ordninger som fx jobrotation, voksenlærlingeforløb eller tilskud til opkvalificering i forbindelse med ansættelse (opkvalificeringsjob). Stk. 3. Hvis a-kassens jobberedskab sammen med den ledige kommer frem til, at der er behov for mere intensiv jobhjælp, giver a-kassen jobcenteret besked. Jobcenteret holder inden for 1 uge herefter en samtale med den ledige. Hvis den ledige ønsker det, har pågældende ret til, at a-kassens jobberedskab deltager i samtalen. Under samtalen informeres den ledige om, at pågældende har ret til et intensivt jobformidlingsforløb med en personlig jobformidler, jf. § 4.

Intensive jobformidlingsforløb med personlig jobformidler i jobcenteret

ansættelse
§ 4

(Stk. 2)

§ 4. Den ledige har ret til en personlig jobformidler, som hjælper den ledige i alle led af jobsøgningen. Samtaler under forløbet kan holdes ved personligt fremmøde, telefonisk eller anden digital kontakt mv. Stk. 2. Jobformidleren skal i samarbejde med den ledige aktivt opsøge relevante virksomheder med henblik på at finde konkret beskæftigelse, som den ledige kan varetage, herunder vikariater, voksenlærlingepladser og løntilskudsjob.

Forsøg med rådighedssamtaler og jobsamtaler under forløb efter kapitel 1

Forsøg med rådighedssamtaler under forløbet i a-kassens jobberedskab

§ 5

(Stk. 5)

§ 5. Alle a-kasser kan gennemføre forsøg, hvorefter samtaler i forløbet i a-kassernes jobberedskab, jf. § 3, erstatter rådighedssamtaler efter bekendtgørelse om rådighed. Stk. 2. Under forløbet afholdes samtalerne i overensstemmelse med § 3. Stk. 3. A-kassen skal under forløbet løbende følge op på den lediges rådighed. Hvis a-kassen vurderer, at der er tvivl om den lediges rådighed, skal den foretage en rådighedsvurdering efter reglerne i bekendtgørelse om rådighed. Stk. 4. A-kassen skal sikre sig, at mindstekravet for, hvor ofte der skal holdes rådighedssamtaler, overholdes, jf. § 26 i bekendtgørelse om rådighed. Såfremt det vurderes nødvendigt for, at kravet kan overholdes, skal den ledige indkaldes skriftligt og personligt til en samtale. Det skal fremgå af indkaldelsen, at den ledige har pligt til at deltage i samtalen, og at udeblivelse fra samtalen kan få dagpengemæssige konsekvenser. Stk. 5. Forsøget indebærer en fravigelse af:

  1. § 12, stk. 1 og 3, i bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede m.v. om vejledning i forbindelse med en rådighedssamtale, og om at a-kassen skal revidere den lediges plan for jobsøgning og vejlede særskilt om jobsøgning i forbindelse med en rådighedssamtale.
  2. § 10, stk. 6, i bekendtgørelse om rådighed om, at den ledige skal medbringe kopi af ansøgninger til en rådighedssamtale.
  3. § 25, stk. 2, 2. pkt., i bekendtgørelse om rådighed om, at a-kassen skal notere en begrundelse for en positiv rådighedsvurdering.
  4. § 26 i bekendtgørelse om rådighed om, at a-kassen skal holde rådighedssamtaler.

Forsøg med jobsamtaler under forløbet i jobcenterets jobberedskab og hos personlig jobformidler

§ 6

(Stk. 4)

§ 6. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at alle jobcentre kan gennemføre forsøg, hvorefter samtaler i forløbene i jobcenterets jobberedskab og hos en personlig jobformidler, jf. §§ 3-4, erstatter jobsamtaler i det individuelle kontaktforløb efter § 15 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Stk. 2. Under forløbet afholdes samtalerne i overensstemmelse med §§ 3 eller 4. Stk. 3. Jobcenteret skal sikre sig, at mindstekravet for, hvor ofte der skal holdes samtaler i kontaktforløbet, overholdes, jf. § 17 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Såfremt det vurderes nødvendigt for, at kravet kan overholdes, skal den ledige indkaldes skriftligt og personligt til en samtale. Det skal fremgå af indkaldelsen, at den ledige har pligt til at deltage i samtalen, og at udeblivelse fra samtalen kan få dagpengemæssige konsekvenser. Stk. 4. Forsøget indebærer en fravigelse af:

  1. § 16, stk. 1 og 5, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
  2. § 29 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Forsøg med jobrotation, opkvalificeringsjob og virksomhedsrettede tilbud

Forsøg med jobrotation

§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at alle jobcentre gennemfører forsøg, hvorefter målgruppen i § 98 a, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats udvides med beskæftigede med en lang videregående uddannelse, og jobrotationspladser målrettes til ledige, der er omfattet af målgruppen i § 1, stk. 1. Ved etablering af jobrotation skal jobcenteret undersøge, om vikarpladsen kan besættes med en ledig, der matcher virksomhedens behov, og som er i målgruppen. Inden jobcenteret tildeler vikarpladsen til en ledig, der ikke er omfattet af målgruppen i § 1, stk. 1, skal jobcenteret have drøftet spørgsmålet med en a-kasse, der er relevant for det pågældende fagområde. Stk. 2. Forsøget indebærer en fravigelse af målgruppen i § 98 a, stk. 4, og § 98 b, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter der ikke gælder regler om, at ledige, der ansættes i jobrotation, skal tilhøre en særlig målgruppe, ud over at den ledige skal have mindst tre måneders ledighed.

Forsøg med tilskud til opkvalificering ved ansættelse uden løntilskud

ansættelse
§ 8

(Stk. 2)

§ 8. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at alle jobcentre gennemfører forsøg, hvorefter ledige, der er omfattet af målgruppen i § 1, stk. 1, har ret til, at arbejdsgiveren får tilskud efter reglerne om opkvalificering ved ansættelse uden løntilskud efter § 6 i bekendtgørelse om forsøgsordninger efter lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om sygedagpenge (forsøgsbekendtgørelsen). Opkvalificeringen skal ligge ud over den opkvalificering, som arbejdsgiveren forudsættes at give, fx i form af oplæring i arbejdsfunktioner eller arbejdsredskaber, der er særlige for den enkelte arbejdsgiver. Stk. 2. Forsøget indebærer en fravigelse af § 6 i forsøgsbekendtgørelsen, hvorefter der ikke er en ret for arbejdsgiveren til at få tilskud til opkvalificering ved ansættelse, og hvorefter der er grænser for, hvor lang uddannelsesmæssig baggrund den ledige må have, for at der kan gives tilskud til opkvalificering.

Forsøg med virksomhedsrettet tilbud

ansættelse
§ 9

(Stk. 2)

§ 9. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at alle jobcentre gennemfører forsøg, hvorefter ledige, der er omfattet af målgruppen i § 1, stk. 1, har ret til, at et tilbud om virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud, som den ledige selv har fundet, bevilges inden for 2 arbejdsdage, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Stk. 2. Forsøget indebærer en fravigelse af § 42, stk. 1, og § 52, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter der ikke er en ret for den ledige til at få et tilbud om virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud og ikke er et krav om, at dette skal bevilges inden for 2 arbejdsdage.

ansættelse

Ikrafttræden

§ 10

(Stk. 3)

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. september 2012, og ophæves den 1. juli 2013. Stk. 2. Forsøgsperioden for forsøgene i kapitel 2 og 3 løber indtil den 1. juli 2013. Stk. 3. Personer, der inden den 1. juli 2013 er påbegyndt et forløb efter kapitel 1 eller har fået bevilget en aktivitet efter kapitel 3, kan dog færdiggøre forløbet eller aktiviteten efter denne dato.

Arbejdsmarkedsstyrelsen /Marie Hansen / Anne Marie Møller Larsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2012
Ikrafttrædelsesdato
19. september 2013
Bekendtgørelse om særlig indsats for ledige, der risikerer at opbruge deres ret til dagpenge | TheLawyer.sh