Bekendtgørelse om revisoreksamen for statsautoriserede revisorer m.v.
Erhvervsministeriet
BEK nr 1306 af 15/11/2013 I medfør af § 3 a, stk. 2, og § 33, stk. 6, i revisorloven, lov nr. 468 af 17. juni 2008, som ændret ved lov nr. 617 af 12. juni 2013, og § 4, stk. 6, i lov nr. 617 af 12. juni 2013 om ændring af revisorloven og lov om finansiel virksomhed, fastsættes:
Revisoreksamen
(Stk. 2)
§ 1. Eksamen for statsautoriserede revisorer (revisoreksamen) aflægges for en eksamenskommission, der nedsættes af Revisorkommissionen. Revisoreksamen består af en skriftlig og en mundtlig prøve. Den skriftlige prøve omfatter tre separate eksaminationer benævnt modul A, B og C. Stk. 2. Revisorkommissionen fastsætter nærmere retningslinjer for fremgangsmåden ved den skriftlige og den mundtlige prøve.
(Stk. 2)
§ 2. For at kunne indstille sig til den skriftlige prøve til revisoreksamen kræves:
- en af følgende: a) at revisorkandidateksamen (cand.merc.aud) er bestået, eller b) at en anden kandidateksamen er bestået, og kravene i § 3, stk. 1 og 2 er opfyldt, og
- deltagelse i mindst tre år efter det fyldte 18. år i udførelse af opgaver, der navnlig vedrører revision af årsregnskaber, koncernregnskaber eller tilsvarende regnskabsrapporteringer under tilsyn af en godkendt revisor, og således at mindst et år er foregået efter, at kandidatuddannelsen, jf. nr. 1, er bestået, og mindst to år har ligget inden for de seneste tre år forud for indstilling til revisoreksamen. Stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan undtage fra bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, herunder med hensyn til erfaringer opnået i et andet land end Danmark. Anmodning om dispensation skal være modtaget i Erhvervsstyrelsen senest den 1. maj det pågældende år.
(Stk. 2)
§ 3. En kandidateksamen, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, litra b, skal sammen med supplerende beståede danske eller udenlandske uddannelseselementer som minimum:
- opfylde adgangskravene til revisorkandidatstudiet (cand.merc.aud), og
- indeholde fag i revision, regnskab, skat og erhvervsret, der ækvivalerer fagene på revisorkandidatstudiet (cand.merc.aud), og har et omfang på mindst 60 ECTS-point. Stk. 2. En kandidat, der indstiller sig på baggrund af § 2, stk. 1, nr. 1, litra b, skal sammen med indstillingen til den skriftlige prøve vedlægge en udtalelse fra en uddannelsesinstitution, der udbyder revisorkandidatuddannelsen (cand.merc.aud), hvoraf det fremgår, at
- kandidaten opfylder adgangskravene til revisorkandidatstudiet (cand.merc.aud), og
- kandidatens fag i revision, regnskab, skat og erhvervsret ækvivalerer de konstituerende fag på revisorkandidatstudiet (cand.merc.aud).
(Stk. 4)
§ 4. En person, der tre gange har påbegyndt et modul omfattet af den skriftlige prøve, kan ikke indstille sig til det pågældende modul igen, jf. dog stk. 2, 3. pkt. Påbegyndelse af et modul i henhold til den i § 13 nævnte eksamen medregnes ved anvendelsen af 1. pkt. Stk. 2. For at bestå den skriftlige prøve skal alle tre skriftlige moduler være bestået inden for en periode på fire år. Er et modul bestået tidligere end fire år, forinden det tredje modul bestås, skal det først beståede modul bestås på ny. En kandidat, der skal bestå et modul på ny, får tre nye forsøg til at bestå det pågældende modul. Stk. 3. Revisorkommissionen kan undtage fra bestemmelsen i stk. 1. Anmodning om dispensation skal være modtaget i Revisorkommissionen senest den 1. maj det pågældende år. Stk. 4. Revisorkommissionen kan desuden undtage fra bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt. Anmodning om dispensation skal være modtaget i Revisorkommissionen senest den 1. maj i det år, hvor personen indstiller sig til det sidste skriftlige modul. Meddeler Revisorkommissionen dispensation, betinges denne af, at pågældende består sidste skriftlige modul.
(Stk. 3)
§ 5. For at kunne deltage i den mundtlige prøve ved revisoreksamen kræves, at den skriftlige prøve er bestået. Indstilling til den mundtlige prøve skal ske senest tre år efter, at den skriftlige prøve er bestået. Stk. 2. En person, der tre gange har påbegyndt den mundtlige prøve, kan ikke indstille sig til prøven igen. Den mundtlige prøve skal være bestået senest fire år efter, at kandidaten har indstillet sig til den mundtlige prøve første gang. Påbegyndelse af den mundtlige prøve i henhold til den i § 13 nævnte eksamen medregnes ved anvendelsen af 1. pkt. Stk. 3. Revisorkommissionen kan undtage fra bestemmelserne i stk. 1, 2. pkt., og stk. 2. Anmodning om dispensation skal være modtaget i Revisorkommissionen senest den 1. marts for prøven i første halvår og senest den 1. september for prøven i andet halvår det pågældende år.
(Stk. 4)
§ 6. Den skriftlige og mundtlige prøve skal godtgøre kandidatens praktiske duelighed inden for de områder, som hører under statsautoriserede revisorers virkefelt, jf. revisorlovens § 1, stk. 2 og 3. Stk. 2. Den skriftlige eksamination i modul A, der har en varighed af to timer, skal dække områderne etik og uafhængighed og skal koncentrere sig om følgende faglige indhold: Revisors tiltræden og fratræden, opgaveaccept, rapportering om økonomiske forbrydelser, etik, tavshedspligt, uafhængighed samt kvalitetsstyring. Stk. 3. Den skriftlige eksamination i modul B, der har en varighed af seks timer, skal dække områderne revisionspåtegninger og andre erklæringer på regnskaber og skal koncentrere sig om følgende faglige indhold: Opgavens planlægning og udførelse, afgivelse af erklæringer og beretninger, vurdering af regnskabssystemer og interne kontroller, risikostyring, regnskabsanalyse, rentabilitetsanalyser samt spørgsmål i forbindelse med aflæggelse af årsrapporter og koncernregnskaber. Stk. 4. Den skriftlige eksamination i modul C, der har en varighed af fire timer, skal dække områderne andre erklæringer, skatteret, selskabsret og erhvervsret og skal koncentrere sig om følgende faglige indhold: Kriseramte virksomheder, generationsskifte, spørgsmål inden for skat, finansieringsforhold, værdiansættelser, køb og salg af virksomheder samt undersøgelser i forbindelse med rationalisering og administrativ organisation.
(Stk. 2)
§ 7. Der gives særskilt bedømmelse af hver af de tre eksaminationer, der indgår i den skriftlige prøve, og af den mundtlige prøve. Ved bedømmelsen anvendes karaktererne "bestået" og "ikke bestået". Stk. 2. For at bestå eksamen kræves, at der er opnået karakteren "bestået" ved alle tre eksaminationer, der indgår i den skriftlige prøve, og ved den mundtlige prøve.
(Stk. 5)
§ 8. De tre eksaminationer, der indgår i den skriftlige prøve, afholdes hver én gang om året med mindst 10 dages mellemrum i andet halvår. Mundtlig eksamen afholdes to gange om året, én gang i første halvår og én gang i andet halvår. Stk. 2. Ansøgning om at indstille sig til eksamen indgives til Revisorkommissionen i en form, der er fastsat af Erhvervsstyrelsen. Ansøgning om at indstille sig til en eller flere af de skriftlige eksaminationer, der indgår i den skriftlige prøve, skal være modtaget i Revisorkommissionen senest den 1. juni det pågældende år. Ansøgningen skal indeholde oplysning om, hvilke eksaminationer kandidaten tilmelder sig, samt om kandidaten ønsker at tilmelde sig den mundtlige prøve i andet halvår, forudsat at alle de skriftlige moduler er bestået. Ansøgning om alene at indstille sig til den mundtlige prøve skal være modtaget i Revisorkommissionen senest den 1. april for prøven i første halvår og senest den 1. oktober for prøven i andet halvår det pågældende år. Stk. 3. Framelding fra en skriftlig eksamination skal være modtaget i Revisorkommissionen senest syv kalenderdage før eksaminationens afholdelse, jf. stk. 4. Senere framelding, der ikke skyldes dokumenterede særlige forhold, vil blive regnet som et forsøg ved den pågældende eksamination. Stk. 4. Datoerne for afholdelse af de tre eksaminationer, der indgår i den skriftlige prøve, offentliggøres årligt senest den 31. marts på Erhvervsstyrelsens hjemmeside. Stk. 5. Framelding fra den mundtlige prøve skal være modtaget i Revisorkommissionen senest den 15. april for prøven i første halvår og senest den 15. oktober for prøven i andet halvår det pågældende år. Senere framelding, der ikke skyldes dokumenterede særlige forhold, vil blive regnet som et forsøg ved den mundtlige prøve.
(Stk. 6)
§ 9. Erhvervsstyrelsen udnævner efter indstilling fra Revisorkommissionen eksaminatorer til de skriftlige og mundtlige prøver. Eksaminatorerne skal være statsautoriserede revisorer. Stk. 2. Skriftlige prøver bedømmes af en eksaminator samt en censor. Censor skal være statsautoriseret revisor. Stk. 3. Mundtlige prøver bedømmes af en eksaminator samt to censorer. Den ene censor skal være statsautoriseret revisor, og den anden censor skal være en person, der ikke er revisor. Stk. 4. Revisorkommissionens medlemmer deltager blandt censorerne ved bedømmelsen af de skriftlige og mundtlige prøver. De medlemmer af Revisorkommissionen, der er registrerede revisorer, kan dog ikke deltage ved bedømmelsen. Erhvervsstyrelsen kan efter indstilling fra Revisorkommissionen udnævne yderligere censorer til bedømmelsen af de skriftlige og mundtlige prøver. Stk. 5. Erhvervsstyrelsen kan undtage fra kravene i stk. 2, 1. pkt., ved den skriftlige eksamination i modul A, hvis denne eksamination afholdes som en multiple choice opgave. Udnyttes muligheden efter 1. pkt., bedømmes eksaminationen alene af en eksaminator. Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan i det i stk. 5, 2. pkt., nævnte tilfælde efter anmodning fra Revisorkommissionen fravige bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt.
§ 10. For bestået eksamen udfærdiges et eksamensbevis.
Klageadgang
(Stk. 6)
§ 11. Klage over en eksamination, herunder en eksamensbedømmelse, kan af eksaminanden indgives til formanden for Revisorkommissionen. Klagen, der skal være skriftlig og begrundet, skal være modtaget senest to uger efter, at resultatet af en eksamination er blevet meddelt eksaminanden. Stk. 2. Eksaminator og censorer (bedømmelsesudvalget) kan efter en fornyet gennemgang fastholde eller ændre bedømmelsen, jf. dog stk. 3 og 4. Stk. 3. Er der ved en fornyet gennemgang af bedømmelsen af en skriftlig opgave uenighed mellem eksaminator og censor, bedømmes opgaven af et nyt bedømmelsesudvalg, som foretager den endelige bedømmelse. Det nye bedømmelsesudvalg skal bestå af en eksaminator og en censor, som ikke må have været medlemmer af det oprindelige bedømmelsesudvalg. Stk. 4. Er der ved en fornyet gennemgang af bedømmelsen af en mundtlig prøve dissens blandt eksaminator og censorer, kan enhver af dem kræve, at kandidaten skal have mulighed for at tage prøven igen, uden at dette skal tælle som et ekstra forsøg. Stk. 5. En kandidat har ikke krav på oplysning om, hvorvidt der har været dissens ved den oprindelige bedømmelse. Stk. 6. Behandlingen af klagen skal så vidt muligt være afsluttet og resultatet meddelt klageren gennem Revisorkommissionens formand senest en måned efter, at kommissionen har modtaget klagen.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
(Stk. 3)
§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2014. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1029 af 22. oktober 2008 om revisoreksamen og kvalifikationseksamen for henholdsvis statsautoriserede revisorer og registrerede revisorer. Stk. 2. Hver tidligere indstilling til den skriftlige prøve for statsautoriserede revisorer tæller som et forsøg ved hvert af de tre moduler, der indgår i den skriftlige prøve ved revisoreksamen, jf. § 4, stk. 1. Hver tidligere indstilling til den mundtlige prøve for statsautoriserede revisorer tæller som et forsøg ved den mundtlige prøve ved revisoreksamen, jf. § 5, stk. 2, 1. pkt. Stk. 3. Bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 2, har ikke virkning for en kandidat, der før den 1. januar 2014 opfyldte bestemmelsen i § 2 i bekendtgørelse nr. 1029 af 22. oktober 2008 om revisoreksamen og kvalifikationseksamen for henholdsvis statsautoriserede revisorer og registrerede revisorer. Bestemmelsen i § 5, stk. 2, 2. pkt., har ikke virkning for en kandidat, der har været indstillet til den mundtlige prøve før den 1. januar 2014.
(Stk. 2)
§ 13. En registreret revisor, der er optaget i Erhvervsstyrelsens register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, jf. revisorlovens § 2, kan blive godkendt som statsautoriseret revisor, hvis pågældende består en eksamen bestående af eksaminationerne i modul B og C, jf. § 6, stk. 3 og 4, og den mundtlige prøve, jf. § 5. Stk. 2. § 1 og §§ 5-11 finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på den i stk. 1 omtalte eksamen.
(Stk. 7)
§ 14. Indstilling til den skriftlige prøve ved eksamen for registrerede revisorer (kvalifikationseksamen) kan ske sidste gang på ordinær vis i forbindelse med eksamen i 2014. En person, der har indstillet sig til men ikke bestået den skriftlige prøve til kvalifikationseksamen senest i 2014, og som har resterende forsøg tilbage, jf. § 18, stk. 2, mister sin ret til at anvende sine resterende forsøg, hvis vedkommende ikke indstiller sig til den skriftlige prøve hvert år efter 2014, så længe personen har forsøg tilbage. Revisorkommissionen kan undtage fra bestemmelsen i 2. pkt., jf. dog stk. 3. Stk. 2. Revisorkommissionen kan under særlige omstændigheder tillade, at en person indstiller sig til den skriftlige prøve til kvalifikationseksamen for første gang i 2015, 2016 eller 2017. En person, der er blevet indstillet til den skriftlige prøve til kvalifikationseksamen for første gang i 2015, men som ikke består prøven dette år, kan ikke indstille sig til prøven igen i 2017, medmindre personen har været indstillet til prøven i 2016. Revisorkommissionen kan undtage fra bestemmelsen i 2. pkt. Stk. 3. Den skriftlige prøve til kvalifikationseksamen afholdes ikke efter 2017. Stk. 4. Bestås den skriftlige prøve ved kvalifikationseksamen, har kandidaten ret til at indstille sig tre gange til den mundtlige prøve ved kvalifikationseksamen. Den mundtlige prøve skal dog være bestået senest i 2019. Den mundtlige prøve afholdes ikke efter 2019. Stk. 5. En person, der opfylder følgende betingelser, kan indstille sig til revisoreksamen for statsautoriserede revisorer, jf. § 8, stk. 2, uden at betingelserne i §§ 2 og 3, er opfyldt:
- personen har været indstillet til den skriftlige prøve til kvalifikationseksamen i et eller flere år uden at bestå,
- personen har været indstillet til den skriftlige prøve til kvalifikationseksamen hvert år, siden personen indstillede sig til prøven første gang,
- personen har ikke indstillet sig tre gange til den skriftlige prøve til kvalifikationseksamen, og
- den skriftlige prøve til kvalifikationseksamen er ophørt med at blive afholdt, jf. stk. 3. Stk. 6. For personer, der i medfør af stk. 5 indstiller sig til revisoreksamen, gælder, at hver tidligere indstilling til den skriftlige del af kvalifikationseksamen tæller som et forsøg ved hvert af de tre moduler, der indgår i den skriftlige prøve ved revisoreksamen, jf. § 4, stk. 1. Stk. 7. Bestemmelsen i stk. 5 påvirker ikke en persons mulighed for senere at indstille sig til revisoreksamen ved opfyldelse af betingelserne i §§ 2-4. Ved indstilling til revisoreksamen efter § 2 medregnes skriftlige moduler, der er bestået efter stk. 5, ikke ved bedømmelsen af, om den skriftlige prøve er bestået, jf. § 5, stk. 1, 1. pkt. Forsøg ved et skriftligt modul eller den mundtlige prøve ved revisoreksamen, som er foretaget efter stk. 5, medregnes ligeledes ikke som forsøg i henhold til § 4, stk. 1, og § 5, stk. 2, 1. pkt.
(Stk. 2)
§ 15. Kvalifikationseksamen aflægges for en eksamenskommission, der nedsættes af Revisorkommissionen. Kvalifikationseksamen består af en skriftlig og en mundtlig prøve. Stk. 2. Revisorkommissionen fastsætter nærmere retningslinjer for fremgangsmåden ved den skriftlige og den mundtlige prøve.
§ 16. For at kunne indstille sig til den skriftlige prøve ved kvalifikationseksamen kræves:
- en af følgende: a) at uddannelsen til registreret revisor fra handelshøjskole/universitet er bestået, eller b) at revisorkandidateksamen (cand. merc. aud) er bestået,
- at der højst er forløbet otte år efter udløbet af det kalenderår, hvori en af de i nr. 1 nævnte uddannelser er bestået, og
- deltagelse i mindst tre år efter det fyldte 18. år i udførelse af opgaver, der navnlig vedrører revision af årsregnskaber, koncernregnskaber eller tilsvarende regnskabsrapporteringer, under tilsyn af en godkendt revisor, og således at mindst et år er foregået efter, at uddannelsen, jf. nr. 1, er bestået.
(Stk. 2)
§ 17. Revisorkommissionen kan undtage fra bestemmelsen i § 16, nr. 2. Anmodning om dispensation skal i 2014 være modtaget i Revisorkommissionen senest den 1. maj og senest den 1. februar i årene 2015-2017. Stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan undtage fra bestemmelsen i § 16, nr. 3. Anmodning om dispensation skal i 2014 være modtaget i Erhvervsstyrelsen senest den 1. maj og senest den 1. februar i årene 2015-2017.
(Stk. 3)
§ 18. For at kunne deltage i den mundtlige prøve ved kvalifikationseksamen kræves, at enten den skriftlige prøve ved kvalifikationseksamen eller revisoreksamen er bestået. Indstilling til den mundtlige prøve skal ske senest tre år efter, at den skriftlige prøve er bestået. Revisorkommissionen kan undtage fra bestemmelsen i 2. pkt. Stk. 2. En person, der tre gange har påbegyndt den skriftlige eller den mundtlige prøve til kvalifikationseksamen, kan ikke indstille sig til denne prøve igen. Stk. 3. Revisorkommissionen kan undtage fra bestemmelsen i stk. 2. Anmodning om dispensation vedrørende den skriftlige prøve skal i 2014 være modtaget i Revisorkommissionen senest den 1. maj og senest den 1. februar i årene 2015-2017. Anmodning om dispensation vedrørende den mundtlige prøve skal i 2014 være modtaget i Revisorkommissionen senest den 1. maj og senest den 1. september i årene 2015-2019.
(Stk. 2)
§ 19. Den skriftlige prøve til kvalifikationseksamen består af en eller flere skriftlige opgaver efter Revisorkommissionens bestemmelse. Stk. 2. Den skriftlige og mundtlige prøve skal godtgøre kandidatens praktiske duelighed inden for de områder, som henhører under registrerede revisorers virkefelt, herunder opgaveaccept, opgavens planlægning og udførelse, erklæringer og beretninger, vurdering af regnskabssystemer og risikostyring, koncernregnskaber, regnskabsanalyse, kriseramte virksomheder, generationsskifte, spørgsmål inden for regnskab og skat, finansieringsforhold, værdiansættelser, køb og salg af virksomheder, rentabilitetsanalyser samt undersøgelser i forbindelse med rationalisering og administrativ organisation.
(Stk. 2)
§ 20. Der gives særskilt bedømmelse af den skriftlige og af den mundtlige prøve ved kvalifikationseksamen. Ved bedømmelsen anvendes karaktererne "bestået" og "ikke bestået". Stk. 2. For at bestå eksamen kræves, at eksaminanden ved både den skriftlige og den mundtlige prøve opnår karakteren "bestået".
(Stk. 4)
§ 21. Kvalifikationseksamen afholdes én gang årligt i andet halvår. Stk. 2. Ansøgning om at indstille sig til kvalifikationseksamen indgives til Revisorkommissionen i en form, der er fastsat af Erhvervsstyrelsen. Ansøgning om at indstille sig til den skriftlige og mundtlige prøve i 2014 skal være modtaget i Revisorkommissionen senest den 1. juni 2014, og senest den 1. marts i 2015-2017. Ansøgning om alene at indstille sig til den mundtlige prøve skal være modtaget i Revisorkommissionen senest den 1. oktober det pågældende år. Stk. 3. Framelding fra den skriftlige prøve skal være modtaget i Revisorkommissionen senest den 1. august det pågældende år. Senere framelding, der ikke skyldes dokumenterede særlige forhold, vil blive regnet som et forsøg ved den skriftlige prøve. Stk. 4. Framelding fra den mundtlige prøve skal være modtaget i Revisorkommissionen senest den 15. oktober i det pågældende år. Senere framelding, der ikke skyldes dokumenterede særlige forhold, vil blive regnet som et forsøg ved den mundtlige prøve.
(Stk. 5)
§ 22. Erhvervsstyrelsen udnævner efter indstilling fra Revisorkommissionen eksaminatorer til de skriftlige og mundtlige prøver ved kvalifikationseksamen. Eksaminatorerne skal være registrerede revisorer. Stk. 2. Skriftlige prøver til kvalifikationseksamen bedømmes af en eksaminator samt en censor. Censor skal være registreret revisor. Stk. 3. Mundtlige prøver bedømmes af en eksaminator samt to censorer. Den ene censor skal være registreret revisor, og den anden censor skal være en person, der ikke er revisor. Stk. 4. Revisorkommissionens medlemmer deltager som censorer ved bedømmelsen af de skriftlige og mundtlige prøver ved kvalifikationseksamen. Revisorkommissionens medlemmer kan deltage som eksaminatorer ved bedømmelsen af de mundtlige prøver, jf. dog stk. 1, 2. pkt. Erhvervsstyrelsen kan efter indstilling fra Revisorkommissionen udnævne yderligere censorer til bedømmelsen af de skriftlige og mundtlige prøver. Stk. 5. Erhvervsstyrelsen kan efter anmodning fra Revisorkommissionen under særlige omstændigheder udpege statsautoriserede revisorer som eksaminatorer eller censorer.
§ 23. Ved klager over en eksamination til kvalifikationseksamen finder § 11 tilsvarende anvendelse.
§ 24. For bestået kvalifikationseksamen udfærdiges et eksamensbevis.
Erhvervsstyrelsen /Victor Kjær / Henrik Davidsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2013
- Ikrafttrædelsesdato
- 23. november 2013