TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om obligatorisk digital indberetning af visse oplysninger til Danmarks Statistik

DanmarkBekendtgørelse2013

Digitaliseringsministeriet

BEK nr 145 af 12/02/2013 I medfør af § 3 b, stk. 1 og 2, § 3 c, stk. 1 og 2, og § 3 d, stk. 1 og 2, i lov om Danmarks Statistik, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 22. juni 2000, som ændret ved lov nr. 1231 af 18. december 2012, og efter forhandling med styrelsen for Danmarks Statistik, fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på erhvervsdrivende, som anmodes om at indberette oplysninger til Danmarks Statistik, jf. § 8 og § 9 a i lov om Danmarks Statistik, til brug for udarbejdelsen af følgende statistikker:

  1. Beskæftigede ved bygge og anlæg.
  2. Biblioteker.
  3. Forskning, udvikling og innovation i erhvervslivet.
  4. Handel med patenter og andre IP-rettigheder.
  5. Industriens køb af varer og tjenester.
  6. Industriens produktion og omsætning.
  7. Industriens salg af varer.
  8. It-anvendelse i virksomheder.
  9. It-udgifter i virksomheder.
  10. Intrastat.
  11. Industriens og engroshandlens lagre.
  12. Ledige stillinger og antal ansatte.
  13. Miljøbeskyttelsesudgifter.
  14. Månedlig omsætning i detailhandlen.
  15. Overnatninger på campingpladser.
  16. Svinebestanden.
  17. Udenrigshandel med tjenester.

Krav om digital indberetning

§ 2

(Stk. 5)

§ 2. Danmarks Statistik udvælger et antal erhvervsdrivende, som anmodes om digitalt at indberette oplysninger til Danmarks Statistik, jf. § 1. I anmodningen angives indberetningspligt, indberetningsmulighed og en tidsfrist for afgivelse af oplysninger. Anmodning fremsendes til den erhvervsdrivende senest 14 dage forud for indberetningsfristen; dog fremsendes første anmodning om indberetning til en ny statistik senest 28 dage før indberetningsfristen. Stk. 2. Oplysninger efter stk. 1 skal indberettes digitalt via et spørgeskema, med mindre der er opnået fritagelse, jf. kapitel 4. Spørgeskema er tilgængeligt på den offentlige indberetningsplatform www.virk.dk. Stk. 3. Indberetning foretages via www.virk.dk. Indberetning til intrastat, udenrigshandel med tjenester, svinebestanden og overnatninger på campingpladser kan endvidere foretages via en af Danmarks Statistik godkendt system-til-system løsning. Indberetning til månedlig omsætning i detailhandlen samt ledige stillinger og antal ansatte kan også foretages via en af Danmarks Statistik godkendt telefonindtastningsløsning. Stk. 4. I anmodning om indberetning og på Danmarks Statistiks hjemmeside www.dst.dk/indberetning er krav til og muligheder for anvendelse af indberetningsløsninger angivet. Stk. 5. En digital indberetning anses for rettidigt modtaget, når den er registreret i modtagelsessystemet hos Danmarks Statistik senest kl. 24.00 på den fristdag, som er anført i anmodningen til den erhvervsdrivende om indberetning samt i spørgeskemaet. Kan modtagelsestidspunktet ikke fastlægges som følge af problemer i det digitale indberetningssystem, anses indberetningen for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor indberetningen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes oplysninger om afsendelsestidspunktet.

§ 3

§ 3. Indberetning foretaget via www.virk.dk sker med anvendelse af digital medarbejdersignatur eller med NemID til erhverv. For personligt ejede erhvervsvirksomheder kan indberetning foretages med anvendelse af personlig NemID.

Kommunikation

§ 4

(Stk. 3)

§ 4. Skriftlig kommunikation fra Danmarks Statistik til den erhvervsdrivende sker digitalt via offentlig digital post eller en e-mail adresse. Erhvervsdrivende kontaktes via brev, i det omfang de ikke kan kontaktes digitalt. Første anmodning om indberetning, jf. § 2, stk. 1, 3. pkt., fremsendes via offentlig digital post eller brev med almindelig post. Stk. 2. Der kan fremsendes anbefalet brev med krav om indberetning, såfremt den erhvervsdrivende ikke har indberettet de pålagte oplysninger til en statistik inden for den angivne tidsfrist, og der er fremsendt to påmindelser til den erhvervsdrivende. Stk. 3. Den erhvervsdrivende skal for hver statistik meddele Danmarks Statistik, hvorvidt den pågældende ønsker, at skriftlig kommunikation sker via offentlig digital post eller en specificeret e-mail adresse. Den valgte adresse anvendes ved efterfølgende digital kommunikation.

§ 5

(Stk. 2)

§ 5. Danmarks Statistik kan udstede følgende typer af dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde:

  1. Generel information.
  2. Anmodning om indberetning.
  3. Påmindelser.
  4. Spørgeskema til brug ved indberetninger.
  5. Kvittering.
  6. Øvrig orientering, for eksempel om indberetningsfrister. Stk. 2. De i stk. 1 angivne dokumenter sidestilles i retlig henseende med dokumenter med personlig underskrift.

Fritagelse for digital indberetning

§ 6

(Stk. 5)

§ 6. Afgrænsede grupper af erhvervsdrivende, jf. stk. 2-4, der har vanskeligt ved at indberette digitalt inden for indberetningsfristen, er fritaget for krav om digital indberetning. Ved fritagelse kan indberetning ske via almindelig post. Stk. 2. En erhvervsdrivende er fritaget første gang, vedkommende er pålagt indberetning til en statistik, såfremt anmodning om indberetning er den erhvervsdrivende i hænde senere end 21 dage før indberetningsfristen. Stk. 3. Erhvervsdrivende med en omsætning på mindre end 1.000.000 kr. er fritaget. For indberetninger til svinebestanden er erhvervsdrivende med en svinebestand på mindre end 2.000 stk. fritaget. Fastlæggelse af fritagne erhvervsdrivende er baseret på de registeroplysninger, der danner udgangspunkt for udvælgelsen til statistikken. Stk. 4. Erhvervsdrivende, der ikke har mulighed for at få et CVR-nummer, er fritaget, medmindre indberetningen kan foretages uden brug af digital medarbejdersignatur eller NemID til erhverv. Stk. 5. Erhvervsdrivende, der er fritaget, skal indberette oplysninger på det papirspørgeskema, som sendes til den erhvervsdrivende sammen med anmodning om indsendelse af statistikoplysninger. Spørgeskemaet returneres til Danmarks Statistik med almindelig post inden for den angivne frist. Den erhvervsdrivende kan i stedet vælge at indberette oplysningerne digitalt efter reglerne i § 2.

§ 7

(Stk. 6)

§ 7. Danmarks Statistik kan fritage en erhvervsdrivende, såfremt der foreligger væsentlige grunde, som forhindrer eller unødigt vanskeliggør digital indberetning. Stk. 2. En erhvervsdrivende, der ønsker fritagelse i henhold til stk. 1, skal indsende en begrundet skriftlig ansøgning herom til Danmarks Statistik senest 14 dage før udløbet af fristen for indberetning. Stk. 3. Danmarks Statistiks afgørelse fremsendes til den erhvervsdrivende senest syv dage efter modtagelsen af ansøgningen. Såfremt denne imødekommes, fremsendes afgørelsen og et papirspørgeskema til brug for indberetningen. Danmarks Statistik kan samtidig beslutte at forlænge indberetningsfristen. Stk. 4. Fritagelse er gældende i et år og omfatter samtlige statistikker, hvortil den erhvervsdrivende anmodes om at indberette oplysninger. Stk. 5. Den erhvervsdrivende kan søge om fornyet fritagelse. Ansøgningen skal fremsendes til Danmarks Statistik senest en måned før udløbet af den bevilgede fritagelse. Stk. 6. Danmarks Statistik kan frem til og med 31. december 2014 bestemme, at indberetninger, der fremsendes på papir, og som opfylder kravene til besvarelse, herunder angivelse af afsender, fritages for digital indberetningspligt i det konkrete tilfælde.

§ 8

§ 8. Danmarks Statistik fører et register over fritagelser, som er bevilget i henhold til § 7.

§ 9

§ 9. Danmarks Statistiks afslag på ansøgninger om fritagelse for digital indberetning efter § 7 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Manglende indberetning

§ 10

§ 10. For den, der undlader rettidigt at meddele de oplysninger, der kræves efter regler fastsat i medfør af § 3 a i lov om Danmarks Statistik, efter §§ 8-12 a i lov om Danmarks Statistik eller efter retsakter om indhentning og bearbejdning af statistiske oplysninger vedtaget af De Europæiske Fællesskaber, eller som forsætligt eller ved grov uagtsomhed afgiver urigtige oplysninger, finder § 13 i lov om Danmarks Statistik anvendelse.

Ikrafttræden

§ 11

(Stk. 5)

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 21. februar 2013. Stk. 2. For indberetninger omfattet af bekendtgørelsen finder kravet om digital indberetning anvendelse på anmodninger om indberetninger, der udsendes af Danmarks Statistik fra og med den 21. februar 2013, jf. dog stk. 3 og 4. Stk. 3. For indberetninger om beskæftigede ved bygge og anlæg finder kravet om digital indberetning anvendelse på anmodninger om indberetninger, der udsendes af Danmarks Statistik fra og med den 1. juli 2013. Stk. 4. For indberetninger om overnatninger på campingpladser finder kravet om digital indberetning anvendelse på anmodninger om indberetninger, der udsendes af Danmarks Statistik fra og med den 1. oktober 2013. Stk. 5. Bekendtgørelse nr. 324 af 14. april 2011 om obligatorisk indberetning af visse oplysninger til Danmarks Statistik ophæves.

Økonomi- og Indenrigsministeriet /Margrethe Vestager / Hilmar Bojesen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2013
Ikrafttrædelsesdato
15. februar 2013