Bekendtgørelse om uddannelsen til skibskok
Uddannelses- og Forskningsministeriet
BEK nr 400 af 16/04/2013 I medfør af § 12, stk. 1 og § 13, stk. 1, i lov om maritime uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 207 af 4. marts 2011, som ændret ved lov nr. 478 af 30. maj 2012, fastsættes:
Uddannelsens formål
§ 1. Formålet med skibskokkeuddannelsen er at kvalificere faglærte kokke til efter endt uddannelse selvstændigt at kunne indgå i besætningen som skibskok i handelsskibe.
Uddannelsens mål
§ 2. Uddannelsen til skibskok skal udvikle kursusdeltageren med fokus på viden om sikkerhed.
(Stk. 5)
§ 3. Mål for læringsudbyttet omfatter den viden, de færdigheder og kompetencer, som en skibskok skal opnå i uddannelsen. Stk. 2. Læringsmål for viden er, at skibskokken har
- viden om skibsbesætninger, deres sammensætning og arbejdsområder,
- viden om skibskokkens pligter og rettigheder i henhold til sømandsloven,
- viden om dokumenter, som er vigtige/nødvendige for udmønstring og tjeneste om bord,
- viden om sikkerhedsorganisationen om bord,
- kendskab til sundhedsforhold til søs,
- kendskab til udsætning af redningsmidler,
- kendskab til brand og slukningsteori og
- kendskab til forebyggelse af brand om bord. Stk. 3. Læringsmål for færdigheder er, at skibskokken kan
- slukke forskellige typer mindre brande ved anvendelse af almindeligt forekommende transportable slukkere og brandtæppe, herunder slukning af brand i frituregryde og kip-steger,
- kan anvende normalt ombordværende søredningsudstyr og
- er i stand til at udføre arbejdet om bord på en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig måde. Stk. 4. Læringsmål for kompetencer er, at skibskokken kan
- deltage i sikkerhedsarbejdet om bord på et handelsskib,
- medvirke ved anvendelsen af forskellige metoder og værktøjer til systematisk arbejdsmiljøarbejde,
- identificere risikozoner under arbejdsprocesserne og
- udøve en bevidst ansvarlig adfærd og omgang med brandfarlige stoffer og materialer og gennemføre brandforebyggende foranstaltninger. Stk. 5. Skibskokken skal efter endt uddannelse opfylde kravene i STCW-konventionen i overensstemmelse med Søfartsstyrelsens kvalifikationskrav herom, vedrørende
- grundlæggende søsikkerhed, jf. STCW-kodens sektion A-VI/1, paragraf 2.1.1.1,
- førstehjælp, jf. STCW-kodens A-VI/1, paragraf 2.1.1.3 og
- arbejdssikkerhed/arbejdsmiljø til søs, jf. STCW-kodens sektion A-VI/1, paragraf 2.1.1.4.
Uddannelsens tilrettelæggelse
(Stk. 6)
§ 4. Uddannelsen tilrettelægges med stigende sværhedsgrad og kompleksitet gennem forløbet. Stk. 2. Uddannelsen tilrettelægges, så der etableres sammenhæng mellem uddannelsens teori og kursusdeltagerens praktiske erfaring. Stk. 3. Ny national og international viden og nye metoder, der er relevant for kursusdeltageren integreres i undervisningen. Stk. 4. Varierende undervisningsformer skal understøtte kursusdeltagerens udvikling af selvstændighed og samarbejdsevne samt evne til at tænke nyt. Stk. 5. Uddannelsesinstitutionen tilrettelægger uddannelsen, således at den opfylder de i stk. 1-2 nævnte krav, det i bilag 1 angivne indhold samt kravene i STCW-konventionen. Stk. 6. Uddannelsesinstitutionen er ansvarlig for gennemførelsen af uddannelsen i sin helhed, herunder for eventuel udlagt undervisning.
Uddannelsens varighed
(Stk. 2)
§ 5. Uddannelsen til skibskok er normeret til 5 uger, svarende 7,5 point i European Credit Transfer System (ECTS-point). Stk. 2. Uddannelsen er opdelt i emner og består af
- obligatoriske emner svarende til 1,5 ECTS-point og
- praktik svarende til 6 ECTS-point.
Praktik
(Stk. 7)
§ 6. Praktikken skal finde sted i et søgående handels- eller fiskeskib eller et skib tilhørende Søværnet. Stk. 2. Praktikken skal foregå under vejledning af en skibskok med et af Søfartsstyrelsen anerkendt sønæringsbevis og skal gennemføres i henhold til en af Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte godkendt uddannelsesbog. Stk. 3. Det påhviler uddannelsesinstitutionen at bistå kursusdeltageren med at finde egnet praktikplads med henblik på at sikre, at den krævede praktik kan gennemføres inden for den normerede tid. Stk. 4. Praktik skal gennemføres i henhold til aftale mellem uddannelsesinstitutionen og praktikstedet. Uddannelsesinstitutionen skal indgå skriftlig aftale med praktikstedet om praktikforløb for kursusdeltageren samt udføre vejledning af kursusdeltageren såvel før som under praktikforløbet. Stk. 5. Praktikstedet, dvs. rederiet, skal være godkendt af uddannelsesinstitutionen eller af Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte. Stk. 6. Der skal indgås skriftlig aftale mellem kursusdeltageren og praktikstedet. Praktikstedet skal udpege en ansat, der er kvalificeret som vejleder for kursusdeltageren. Stk. 7. Det påhviler uddannelsesinstitutionen at være praktikstedet behjælpelig med udformning af aftaler og administration i forbindelse med gennemførelse af praktik.
§ 7. Inden praktikken påbegyndes, skal kursusdeltageren have gennemført uddannelse i søsikkerhed og arbejdssikkerhed til søs, jf. § 3, stk. 5, nr. 1 og 3.
Adgang
(Stk. 2)
§ 8. Uddannelsesinstitutionen optager kursusdeltagere på uddannelsen til skibskok og sikrer, at de opfylder adgangskravene. Stk. 2. Adgang til uddannelsen til skibskok forudsætter, at ansøgeren er i besiddelse af
- et gyldigt sundhedsbevis for søfarende og fiskere og
- svendebrev/uddannelsesbevis som kok.
Prøver og beviser
(Stk. 2)
§ 9. Bedømmelser behandles efter gældende bekendtgørelse om eksamens- og prøveafholdelse samt bedømmelse af deltagerne ved de maritime uddannelser (eksamensbekendtgørelsen). Stk. 2. Efter gennemført uddannelse med tilfredsstillende resultat udsteder uddannelsesinstitutionen et eksamensbevis herfor.
Underviseres kvalifikationer
(Stk. 2)
§ 10. Underviserne skal samlet set have et kvalifikationsniveau, der ligger højere end afgangsniveauet for uddannelsen. Ved kvalifikationsniveau forstås ud over pædagogisk kompetence dokumenteret teoretisk, faglig og/eller professionsmæssig kompetence. Stk. 2. Nye undervisere skal inden for de første 3 ansættelses år gennemføre relevant pædagogisk voksenunderviseruddannelse svarende til 30 ECTS-point, der kan opnås ved en kombination af teoretisk undervisning og opfølgning på egen uddannelsesinstitution.
Andre regler
(Stk. 3)
§ 11. Uddannelsesinstitutionernes afgørelser i henhold til bekendtgørelsen kan indbringes for Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte af den, som klagen angår, jf. gældende bekendtgørelse om klager inden for lov om maritime uddannelser. Klagen indgives til uddannelsesinstitutionen, som videresender klagen til Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte ledsaget af en udtalelse. Uddannelsesinstitutionen skal give klageren lejlighed til inden for en frist på mindst 1 uge at kommentere udtalelsen. Den eventuelle kommentar fra klageren skal medsendes til Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte. Stk. 2. Fristen for at indgive klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren. Stk. 3. De af Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte trufne afgørelser kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
(Stk. 2)
§ 12. Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsform. Stk. 2. Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i særlige forhold.
Ikrafttrædelse
§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2013.
Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte /Inge Mærkedahl / Sune Rahn/
Bilag 1 Beskrivelse af indholdet i skibskokkeuddannelsen
Obligatoriske emner Fagemne: Søsikkerhed Kursusdeltageren skal gennem undervisningen i søsikkerhed opnå teoretiske og praktiske kvalifikationer, således at vedkommende kan deltage i sikkerhedsarbejdet om bord. Prøvekrav: Intern prøve. Centrale temaer: Redningsmidler og -udstyr – korrekt anvendelse af personlige redningsmidler, udsætning af redningsbåd og –flåde, samt mand-over-bord både, anvendelse af redningskrans, færdigheder i at bringe en kæntret flåde på ret køl. Sikkerhedsruller – alarmsignaler. Nødsignalmateriel – nødradioer og EPIRB og SART, nødbøjer samt anvendelse af pyroteknisk nødsignalmateriel og GMDSS-systemet. Fagemne: Brandbekæmpelse Kursusdeltageren skal gennem undervisningen opnå kendskab til forebyggelse og bekæmpelse af brand om bord, således at vedkommende opnår ansvarlig adfærd og omgang med brandfarlige stoffer og materialer og er klar over betydningen af brandforebyggende foranstaltninger om bord. Endelig skal kursusdeltageren kunne anvende tranportable brandslukkere, have kendskab til brandslukningsudstyr på skibe samt opnå forståelse for skibes brandruller. Prøvekrav : Intern prøve. Centrale temaer: Forebyggelse af brand og brandslukning i skibe – egnede transportable brandslukkere til slukning af forskellige former for brande og deres risici, varslings- og brandslukningsanlæg på skibe. Forholdsregler, brandsikring og brandruller – forholdsregler ved opdagelse af brand, adfærd ved undvigelse af brandområde, brandsikring i forbindelse med arbejdet i kabyssen, formålet med brandruller og retningslinjer for evakuering i forbindelse med brand. Evakuering – kendskab til evakuering i forbindelse med brand. Fagemne: Arbejdsmiljø, ergonomi og førstehjælp Kursusdeltageren skal gennem undervisningen opnå kvalifikationer omkring sikkerhedsrisici, således at vedkommende er i stand til at udføre arbejdet om bord på en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig måde, samt have fået opbygget viden om arbejdsmiljø og –sikkerhed, så vedkommende er blevet bevidst om et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Endvidere skal kursusdeltageren gennem undervisningen opnå kendskab til, hvilke fysiske faktorer, der påvirker kroppen under arbejdet, således at vedkommende kan medvirke til at forebygge arbejdsskader ved at anvende hensigtsmæssige arbejdsstillinger og bevægelser. Endelig skal kursusdeltageren gennem undervisningen i førstehjælp, i henhold til Dansk Førstehjælpsråds retningslinjer, opnå kvalifikationer til at yde livreddende førstehjælp ved forekommende ulykker og pludselige sygdomme på en sådan måde, at syge eller tilskadekomne holdes i live/genoplives indtil mere kvalificeret hjælp når frem. Prøvekrav: Intern prøve i maritim førstehjælp samt bestået Dansk Førstehjælpsråds kursus i førstehjælp på mellemniveau. Centrale temaer: Relevante regler samt forebyggende sikkerhedsarbejde – love og regler af betydning for egen og andres sikkerhed, metoder til forebyggelse af ulykker om bord, arten og anvendelse af personlige værnemidler.
Arbejdsmiljø om bord – korrekt løfteteknik, metoder og værktøjer til systematisk arbejdsmiljøarbejde, herunder arbejdspladsvurdering (APV). Ergonomi – forskellige arbejdsstillingers belastning af kroppen, hensigtsmæssig løfte-, bære-, skubbe-, og trækketeknikker, relevante hjælpemidler i forskellige situationer i forhold til skibets indretning og arbejdets organisering. Praktikperioden til søs Praktiktiden skal være målrettet og følge en af Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte godkendt uddannelsesbog indeholdende grundlaget for praktiktiden til søs. Uddannelsesbogen skal føres efter de retningslinjer, der er beskrevet i selve bogen. Prøvekrav : Uddannelsen afsluttes med, at skibsføreren og den skibskok, der har været ansvarlig for oplæringen, attesterer en erklæring i uddannelsesbogen om deltagerens opfyldelse af de beskrevne elementer. Elementer i praktiktiden : Hovmesterens/skibskokkens ansvarsområder og pligter, arbejdssikkerhed, administrative opgaver, herunder proviantering, kostregnskab, told- og havnepapirer, afløserregnskab m.m., indkøb af proviant/stores/ bonded stores, brødbagning, udskæring af kød, særlige forhold vedrørende køleteknik og opbevaring af proviant, kabyshygiejne og rengøring, ISM-systemet.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2013
- Ikrafttrædelsesdato
- 24. april 2013