TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om forsøg i henhold til udfordringsretten på beskæftigelses- og sygedagpengeområdet

DanmarkBekendtgørelse2013

Beskæftigelsesministeriet

BEK nr 675 af 13/06/2013 I medfør af § 4 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af 15. juni 2010, § 116 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 415 af 24. april 2013, § 80 i lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 653 af 26. juni 2012, og § 3, stk. 3, i lov om digital løsning til brug for anmeldelse af sygefravær og anmodning om refusion og tilskud m.v. (Nemrefusion), jf. lovbekendtgørelse nr. 440 af 1. maj 2013, og efter forhandling med KL og efter aftale med Aalborg og Kolding kommuner, fastsættes:

Fremmøde til samtaler

§ 1

(Stk. 3)

§ 1. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Aalborg Kommune gennemfører forsøg, hvorefter kommunen selv kan vurdere, om der er behov for, at samtaler, herunder som led i sygeopfølgning, sker ved personligt fremmøde, eller om samtalerne og opfølgningen kan ske på anden måde fx ved telefonisk kontakt. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af §§ 16 og 17 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og § 13 i lov om sygedagpenge. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. april 2012 til den 31. december 2013.

Jobsamtaler

§ 2

(Stk. 3)

§ 2. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Aalborg Kommune gennemfører forsøg, hvorefter kommunen selv kan vurdere, om der er behov for opfølgning på jobsamtalen, når den ledige er i tilbud. Den ledige har dog ret til en samtale, hvis pågældende anmoder om det. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af §§ 17 og 18 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter jobsamtaler skal holdes senest hver 3. måned. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. april 2012 til den 31. december 2013.

Fremmøde til samtaler

§ 3

(Stk. 3)

§ 3. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Herning Kommune gennemfører forsøg, hvorefter kommunen selv kan vurdere, om der i forhold til arbejdsmarkedsparate dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere er behov for, at samtaler i kontaktforløbet i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats sker ved personligt fremmøde, eller om samtalerne kan gennemføres ved hjælp af videosamtaler. Den første samtale i kontaktforløbet skal dog afholdes som en personlig fremmødesamtale, og borgeren har ret til samtaler ved personligt fremmøde, hvis den pågældende anmoder herom. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 16 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. august 2012 til den 31. juli 2013.

Varetagelse af alkohol- og narkotikamisbrugsindsatsen i jobcenteret

§ 4

(Stk. 3)

§ 4. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Kerteminde Kommune gennemfører forsøg, hvorefter kommunen lader jobcenteret varetage alkohol- og narkotikamisbrugsindsatsen i kommunen. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 14 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats med hensyn til, at en særskilt del af kommunens forvaltning alene skal udføre beskæftigelsesindsatsen. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. juni 2012 til den 31. december 2013.

Beskæftigelsesudvalg

§ 5

(Stk. 3)

§ 5. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Ærø Kommune gennemfører forsøg, hvorefter beskæftigelsesområdet og ydelsesområdet i kommunen samles under samme ledelse og under samme politiske udvalg. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 14, stk. 1, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, hvorefter en særskilt del af kommunens forvaltning alene udfører den kommunale beskæftigelsesindsats. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. april 2012 til den 31. december 2014.

Beskæftigelsesudvalg

§ 6

(Stk. 3)

§ 6. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Odense Kommune gennemfører forsøg, hvorefter der kan være fuldstændig personsammenfald mellem kommunens arbejdsmarkedsudvalg og kommunens socialudvalg. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 14, stk. 3, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, hvorefter kommunalbestyrelsen kan nedsætte et stående udvalg til at varetage beskæftigelsesindsatsen mv., men hvor der er forbud mod, at udvalget kan varetage andre opgaver. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 15. juni 2011 til den 31. december 2013.

Opfølgning af sygedagpengemodtagere i aktive tilbud

§ 7

(Stk. 3)

§ 7. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Aalborg Kommune gennemfører forsøg, hvorefter kommunen selv kan vurdere behovet for opfølgning og kontakt til sygedagpengemodtagere i kategori 1 og 2, der deltager i et aktivt tilbud. Den sygemeldte vil dog fortsat som led i opfølgningen kunne bede om en samtale. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 13, stk. 2 og 3, i lov om sygedagpenge, hvorefter der for sygemeldte i kategori 1 skal ske opfølgning første gang inden udgangen af 8. uge regnet fra første fraværsdag, anden opfølgning senest inden 3 måneder regnet fra første fraværsdag og herefter senest hver 3. måned og for sygemeldte i kategori 2 første gang inden udgangen af 8. uge regnet fra første fraværsdag og herefter mindst hver 4. uge. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 15. juli 2011 til den 31. december 2013.

Varetagelse af beskæftigelsesindsatsen i en tværkommunal ungeenhed

§ 8

(Stk. 3)

§ 8. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Ringsted Kommune gennemfører forsøg, hvorefter Ringsted Kommune kan varetage beskæftigelsesindsatsen for unge mellem 15 og 24 år som en særskilt indsats i en tværkommunal enhed, der også foretager sagsbehandling og træffer afgørelse på andre områder end beskæftigelsesområdet. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 14, stk. 1, og § 15 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats med hensyn til, at en særskilt del af kommunens forvaltning alene skal udføre beskæftigelsesindsatsen, samt at beskæftigelsesindsatsen skal varetages i et jobcenter. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 15. juli 2011 til den 31. december 2013.

Beskæftigelsesplan

§ 9

(Stk. 3)

§ 9. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Rudersdal Kommune gennemfører forsøg, hvorefter kommunen kan udarbejde en beskæftigelsesplan, der fokuserer på nogle af de udmeldte beskæftigelsespolitiske mål, samt opstille relative mål, der kan sammenlignes med andre kommuner i klyngen. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af §§ 11 og 12 i bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, hvorefter jobcentrene i den årlige beskæftigelsesplan skal fastsætte mål for alle de indsatsområder, som beskæftigelsesministeren udmelder årligt, og fra reglen om, at målene skal være i absolutte tal. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. april 2012 til den 31. december 2013.

Kontaktforløbet

§ 10

(Stk. 3)

§ 10. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Københavns Kommune gennemfører forsøg, hvorefter socialforvaltningen alene står for kontakten med den fælles gruppe af kontanthjælpsmodtagere, som er matchet 3. Forsøget indebærer, at det bliver socialforvaltningen, der skal varetage det lovpligtige kontaktforløb, og at samtaler med kontanthjælpsmodtageren vil kunne holdes fx i herberg eller værested af en person, som i forvejen kender den enkeltes sociale problemstillinger og ydelser. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 14, stk. 1, og § 15, stk. 1, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, hvorefter en særskilt del af kommunens forvaltning alene skal udføre beskæftigelsesindsatsen, samt om at beskæftigelsesindsatsen skal varetages i et jobcenter. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 15. juli 2011 til den 31. december 2013.

Varetagelse af beskæftigelsesindsatsen i boligområdet Skovparken

§ 11

(Stk. 3)

§ 11. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Kolding Kommune gennemfører forsøg, hvorefter kommunen i et samarbejde mellem medarbejdere fra jobcenteret og fra social- og sundhedsområdet etablerer et jobcenter i boligområdet Skovparken, som skal varetage beskæftigelsesindsatsen for borgere på offentlig forsørgelse, som bor i boligområdet. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 14, stk. 1, og § 15 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats med hensyn til, at en særskilt del af kommunens forvaltning alene skal udføre beskæftigelsesindsatsen, samt at beskæftigelsesindsatsen skal varetages i et jobcenter. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. november 2011 til den 31. december 2013.

Udsættelse af samtaler og tilbud

§ 12

(Stk. 3)

§ 12. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Kolding Kommune gennemfører forsøg, hvorefter kommunen har mulighed for at udsætte jobsamtaler i 14 dage, hvis der forventes nye informationer i sagen og for at udsætte ret og pligt til tilbud i op til 8 uger, hvis der ligger aftale om start på tilbud inden for de 8 uger. Den ledige har dog ret til en samtale eller et tilbud, hvis pågældende anmoder om det. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af §§ 17, 19, 20, 84-89, 92, 95 og 96 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. november 2012 til den 31. december 2013.

Digital kommunikation

§ 13

(Stk. 3)

§ 13. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Kolding Kommune gennemfører forsøg, hvorefter kommunen ikke er omfattet af pligten til hver måned at udtage 10 indberetninger, der foretages igennem SDPI-løsningen, til stikprøvekontrol. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 8 i bekendtgørelse nr. 1112 af 26. november 2012 om digital kommunikation m.v. i sager om sygedagpenge og barseldagpenge efter barselloven, hvorefter kommunen hver måned skal udtage 10 indberetninger til stikprøvekontrol. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. november 2011 til den 31. december 2013.

Jobsamtaler

§ 14

(Stk. 3)

§ 14. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Københavns Kommune gennemfører forsøg, hvor der, bortset fra ved den første samtale i kontaktforløbet, kan benyttes videosamtaler i kontaktforløbet for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Den ledige har dog ret til en personlig samtale, hvis pågældende anmoder om det. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 16 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter der holdes individuelle samtaler ved personligt fremmøde. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. april 2013 til den 1. april 2014.

Arbejdsmarkedsudvalg

§ 15

(Stk. 3)

§ 15. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Aabenraa Kommune gennemfører forsøg, hvorefter arbejdsmarkedsudvalget kan få det bevillingsmæssige ansvar for følgende områder:

  1. Aabenraa Krisecenter, samt familierådgivning m.m. knyttet til krisecenterets beboere,
  2. førtidspension,
  3. botilbud til midlertidig ophold,
  4. boligsikring,
  5. boligydelse,
  6. personligt tillæg,
  7. botilbud til personer med særlige sociale problemer, og
  8. støtte- og kontaktpersonsordninger i henhold til servicelovens § 99 for så vidt angår kontakt til jobcenteret. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 14, stk. 3, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, hvorefter kommunalbestyrelsen kan nedsætte et stående udvalg til at varetage beskæftigelsesindsatsen mv., men hvor der er forbud mod, at udvalget kan varetage andre opgaver. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. april 2013 til den 1. april 2014.

Varetagelse af beskæftigelsesindsatsen i en tværkommunal ungeenhed

§ 16

(Stk. 3)

§ 16. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Frederikshavns Kommune gennemfører forsøg, hvorefter Frederikshavns Kommune kan varetage beskæftigelsesindsatsen for unge mellem 15 og 25 år i en fælles ungeenhed. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 14, stk. 1, og § 15 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats med hensyn til, at en særskilt del af kommunens forvaltning alene skal udføre beskæftigelsesindsatsen, samt at beskæftigelsesindsatsen skal varetages i et jobcenter. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. maj 2013 til den 31. december 2015.

Jobrotationsvikarbureau

§ 17

(Stk. 3)

§ 17. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Randers Kommune gennemfører forsøg, hvorefter et privat jobrotationsvikarbureau kan ansætte ledige som jobrotationsvikarer og herefter udlåne en vikar til private arbejdsgivere og få udbetalt jobrotationsydelse for de timer, hvor vikaren erstatter en beskæftiget med iagttagelse af time-til-time relationen samt at ledighedskravet kan opfyldes ved ansættelsen i vikarbureauet. Vikarbureauet er som arbejdsgiver ansvarlig for forsikring mv. af vikaren. Kommunen skal sikre sig, at der ikke sker fastholdelse af ledige som rotationsvikarer, mens de er ansat i vikarbureauet og venter på at blive sendt ud i jobrotation. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af §§ 98 a og 98 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter arbejdsgivere kan få udbetalt jobrotationsydelse. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. april 2013 til den 31. december 2013.

Opfølgningssamtaler i sygedagpengesager

ansættelse
§ 18

(Stk. 3)

§ 18. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Kolding Kommune gennemfører forsøg, hvorefter kommunen har mulighed for at udsætte opfølgningssamtaler med sygemeldte i op til 14 dage, hvis kommunen afventer nye væsentlige oplysninger i sagen, der er relevante for opfølgningen. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 13, stk. 2 og 3, i lov om sygedagpenge, hvorefter der for sygemeldte i kategori 1 og 3 skal ske opfølgning første gang inden udgangen af 8. uge regnet fra første fraværsdag, anden opfølgning senest inden 3 måneder regnet fra første fraværsdag og herefter senest hver 3. måned og for sygemeldte i kategori 2 første gang inden udgangen af 8. uge regnet fra første fraværsdag og herefter mindst hver 4. uge. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. juli 2013 til den 31. december 2015.

Beskæftigelsesudvalg

§ 19

(Stk. 3)

§ 19. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Faxe Kommune gennemfører forsøg, hvorefter de opgaver, der er placeret i Beskæftigelsesudvalget, varetages af Job og Uddannelsesudvalget. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 14, stk. 3, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, hvorefter kommunalbestyrelsen kan nedsætte et stående udvalg til at varetage beskæftigelsesindsatsen mv., men hvor der er forbud mod, at udvalget kan varetage andre opgaver. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2015.

Beskæftigelsesudvalg

§ 20

(Stk. 3)

§ 20. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at Svendborg Kommune gennemfører forsøg, hvorefter de opgaver, der er placeret i Beskæftigelsesudvalget, varetages af et stående udvalg med opgaverne Erhverv, Plan og Kultur. Stk. 2. Forsøgstilladelsen indebærer en fravigelse af § 14, stk. 3, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, hvorefter kommunalbestyrelsen kan nedsætte et stående udvalg til at varetage beskæftigelsesindsatsen mv., men hvor der er forbud mod, at udvalget kan varetage andre opgaver. Stk. 3. Forsøgsperioden løber fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2015.

Ikrafttræden

§ 21

(Stk. 2)

§ 21. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2013. Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 335 af 22. marts 2013 om forsøg i henhold til udfordringsretten på beskæftigelses- og sygedagpengeområdet, som ændret ved bekendtgørelse nr. 369 af 11. april 2013.

Arbejdsmarkedsstyrelsen /Marie Hansen / Vibeke Dalbro/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2013
Ikrafttrædelsesdato
15. juni 2013
Bekendtgørelse om forsøg i henhold til udfordringsretten på beskæftigelses- og sygedagpengeområdet | TheLawyer.sh