Bekendtgørelse om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale og regionale valg
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
BEK nr 998 af 12/08/2013 I medfør af § 75, stk. 4, i lov om kommunale og regionale valg, jf. lovbekendtgørelse nr. 127 af 11. februar 2013, fastsættes:
Definitioner
(Stk. 2)
§ 1. Ved kryds forstås i bekendtgørelsen et tegn svarende til bogstavet X eller til tegnet for plus (+). Stk. 2. Tegn, der må anses for at være afledt af et kryds, eller som må anses for at være resultatet af, at vælgeren ved gentagen afmærkning har villet tydeliggøre et kryds, bedømmes efter samme regler som kryds.
§ 2. Ved »bogstavbetegnelse« eller »officiel bogstavbetegnelse« forstås i bekendtgørelsen en af de bogstavbetegnelser, der i medfør af lovens §§ 33-35 er tildelt en kandidatliste, der er godkendt til deltagelse i valget i den pågældende kommune henholdsvis region. Ved »uofficiel bogstavbetegnelse« forstås i bekendtgørelsen enhver anden betegnelse bestående af et eller flere bogstaver, herunder en af de betegnelser, som Folketinget anvender til at angive de enkelte folketingsmedlemmers tilhørsforhold til en bestemt folketingsgruppe.
Bedømmelse af stemmesedler afgivet på afstemningsstedet
Blanke stemmesedler
§ 3. En stemmeseddel er ugyldig, såfremt den er blank, jf. lovens § 75, stk. 1, nr. 1.
Stemmesedler, hvor vælgerens stemme på stemmesedlen ikke er afmærket med kryds, m.v.
(Stk. 3)
§ 4. En stemmeseddel er ugyldig, såfremt vælgerens stemme på stemmesedlen ikke er afmærket med kryds, jf. lovens § 75, stk. 1, nr. 2. En stemmeseddel betragtes ved anvendelse af reglen i 1. pkt. som ugyldig, såfremt stemmesedlen i stedet for med kryds er afmærket med bogstav, cirkel eller andet mærke, der ikke har karakter af et kryds, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Hvis stemmesedlen i stedet for med kryds er afmærket med overstreget, udvisket eller halvt kryds (dvs. en lodret, vandret eller skrå streg), bedømmes stemmesedlen efter reglen i § 9, stk. 1. Stk. 3. Afmærkning af stemmesedlen uden for afkrydsningsrubrikkerne medfører ikke ugyldighed, hvis afmærkningen i øvrigt er gyldig efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse.
Stemmesedler, der giver anledning til tvivl om vælgerens stemmeafgivning
§ 5. En stemmeseddel er ugyldig, såfremt den er helt eller delvis overstreget.
§ 6. En stemmeseddel er ugyldig, såfremt den er afmærket med kryds i flere felter.
§ 7. En stemmeseddel er ugyldig, såfremt den er afmærket med kryds, der rækker ind i flere felter, jf. dog § 8.
(Stk. 2)
§ 8. Hvis den væsentligste del af et kryds, herunder krydsets skæringspunkt, er placeret i ét felt, anses stemmesedlen som en gyldig stemme for den pågældende kandidatliste henholdsvis det pågældende listeforbund, jf. dog stk. 2, medmindre stemmesedlen er ugyldig i medfør af en af de øvrige bestemmelser i bekendtgørelsen. Stk. 2. Hvis den væsentligste del af et kryds, herunder krydsets skæringspunkt, er placeret i én rubrik, anses stemmesedlen som en gyldig stemme for den pågældende kandidatliste.
(Stk. 3)
§ 9. En stemmeseddel er ugyldig, såfremt den er afmærket med overstreget, udvisket eller halvt kryds (dvs. en lodret, vandret eller skrå streg), jf. dog stk. 2. Stk. 2. Hvis stemmesedlen er afmærket med kryds inden for samme felt som det overstregede, udviskede eller halve kryds, anses stemmesedlen som en gyldig stemme for den pågældende kandidatliste henholdsvis det pågældende listeforbund, jf. dog stk. 3, medmindre stemmesedlen er ugyldig i medfør af en af de øvrige bestemmelser i bekendtgørelsen. Stk. 3. Hvis stemmesedlen er afmærket med kryds inden for samme rubrik som det overstregede, udviskede eller halve kryds, anses stemmesedlen som en gyldig stemme for den pågældende kandidatliste.
§ 10. En stemmeseddel er ugyldig, såfremt den er afmærket med kryds uden for felterne.
§ 11. En stemmeseddel er ugyldig, såfremt det af andre grunde end dem, der er nævnt i §§ 5-10, ikke med sikkerhed kan afgøres, hvilken kandidatliste eller hvilket listeforbund vælgeren har villet give sin stemme.
§ 12. Det afgøres efter reglerne i lovens § 78, stk. 4 og 5, hvorvidt en gyldig stemmeseddel, der er omfattet af reglerne i § 8 eller § 9, stk. 2 og 3, er en personlig stemme eller en listestemme.
Stemmesedler, der ikke er udleveret på afstemningsstedet
§ 13. En stemmeseddel er ugyldig, såfremt det må antages, at den ikke er udleveret på afstemningsstedet, jf. lovens § 75, stk. 1, nr. 4.
Stemmesedler med særpræg
(Stk. 2)
§ 14. En stemmeseddel er ugyldig, såfremt den foruden med kryds er afmærket med bogstav, cirkel eller andet mærke, der ikke har karakter af et kryds, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Stemmesedler, der er omfattet af § 9, stk. 2 og 3, er ikke på grund af de i disse bestemmelser nævnte angivelser ugyldige i medfør af stk. 1.
§ 15. En stemmeseddel, der er afmærket med flere end 3 kryds, er ugyldig. Et overstreget, udvisket eller halvt kryds (lodret, vandret eller skrå streg), jf. § 9, betragtes som ét kryds ved anvendelse af reglen i 1. pkt.
§ 16. En stemmeseddel, hvorpå der er tegnet, eller som er påført påskrift af nogen art, herunder et kandidatnavn eller andet navn, eller som er påført påklæbning af nogen art, er ugyldig. Afsmitning eller lignende fra skriftfarven i det benyttede skriveredskab betragtes ikke som påskrift.
§ 17. En stemmeseddel er ugyldig, såfremt den på anden måde end nævnt i §§ 14-16 er givet et særpræg, herunder ved afmærkning med forskellige skriftfarver, ved iturivning eller ved afrivning af et eller flere stykker. Iturivning eller afrivning betragtes ikke som særpræg, hvis dette er sket ved stemmesedlens udtagning af stemmekassen eller senere. Afmærkning af stemmesedlen med et andet skriveredskab end det, der er fremlagt eller ophængt i stemmerummet, betragtes ikke som særpræg, medmindre skriftfarven eller skrifttykkelsen er helt usædvanlig sammenlignet med almindelige skriveredskaber.
Bedømmelse af brevstemmesedler
Blanke brevstemmesedler
§ 18. En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt den er blank, jf. lovens § 75, stk. 2, nr. 1.
Brevstemmesedler, der giver anledning til tvivl om vælgerens stemmeafgivning
(Stk. 3)
§ 19. En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt der på stemmesedlen alene er anført navnet på en eller flere personer, som ikke er opstillet på nogen kandidatliste til valget i den pågældende kommune henholdsvis region. Stk. 2. En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt den ud over navnet på en eller flere personer, der ikke er opstillet på nogen kandidatliste til valget i den pågældende kommune henholdsvis region, alene er påført en uofficiel bogstavbetegnelse, jf. dog stk. 3. Stk. 3. En brevstemmeseddel, der ud over navnet på en eller flere personer, der ikke er opstillet på nogen kandidatliste til valget i den pågældende kommune henholdsvis region, alene er påført en af de uofficielle bogstavbetegnelser, der er omfattet af § 21, stk. 2, anses som en gyldig stemme for det pågældende partis kandidatliste, medmindre brevstemmesedlen er ugyldig i medfør af en af de øvrige bestemmelser i bekendtgørelsen.
§ 20. En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt den alene er påført en uofficiel bogstavbetegnelse på ét bogstav.
(Stk. 2)
§ 21. En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt den alene er påført en uofficiel bogstavbetegnelse bestående af flere bogstaver, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Hvis der ikke hersker begrundet tvivl om, hvilket parti en uofficiel bogstavbetegnelse bestående af flere bogstaver skal angive, anses stemmesedlen som en gyldig stemme for det pågældende partis kandidatliste, som f.eks. RV for Det Radikale Venstre, KF for Det Konservative Folkeparti, SF for SF–Socialistisk Folkeparti, KD for Kristendemokraterne, DF for Dansk Folkeparti, og EL for Enhedslisten - De Rød-Grønne, medmindre brevstemmesedlen er ugyldig i medfør af en af de øvrige bestemmelser i bekendtgørelsen.
§ 22. En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt den alene er påført kryds.
(Stk. 2)
§ 23. En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt den er påført modstridende angivelser vedrørende bogstavbetegnelse, listebetegnelse eller kandidatnavn (personnavn), jf. dog stk. 2. Stk. 2. Angivelser, der vedrører to eller flere kandidatlister, der deltager i samme listeforbund, anses ikke for modstridende, jf. lovens § 74, stk. 3, sidste pkt.
(Stk. 3)
§ 24. I tilfælde, hvor en brevstemmeseddel foruden bogstavbetegnelse, listebetegnelse eller kandidatnavn (personnavn) er påført en uofficiel bogstavbetegnelse, beror det på en konkret vurdering, hvorvidt brevstemmesedlen er påført modstridende angivelser og som følge heraf er ugyldig, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Brevstemmesedler, der er påført den uofficielle bogstavbetegnelse »S«, bedømmes efter samme regler som brevstemmesedler, der er påført Socialdemokratiets officielle bogstavbetegnelse (A). Stk. 3. Brevstemmesedler, der er påført en af de uofficielle bogstavbetegnelser, der er nævnt i § 21, stk. 2, (f.eks. RV, KF, SF, KD, DF og EL), bedømmes efter samme regler som brevstemmesedler, der er påført de pågældende partiers officielle bogstavbetegnelse (f.eks. henholdsvis B, C, F, K, O og Ø).
§ 25. En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt det af andre grunde end dem, der er nævnt i §§ 19-24, ikke med sikkerhed kan afgøres, hvilken kandidatliste eller hvilket listeforbund vælgeren har villet give sin stemme. Anvendelse af forkortelser eller forkert stavemåde af en listebetegnelse eller et kandidatnavn eller udfyldning af en brevstemmeseddel på forsiden uden for de rubrikker, der er bestemt til udfyldning, er ikke i sig selv til hinder for, at der kan foreligge den fornødne sikkerhed.
Konvoluttens indhold
§ 26. En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt den konvolut, hvori den er indlagt, indeholder andet eller mere end én stemmeseddel, jf. lovens § 75, stk. 2, nr. 4.
Brevstemmesedler, der ikke er tilvejebragt af økonomi- og indenrigsministeren
§ 27. En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt det må antages, at den ikke er tilvejebragt af økonomi- og indenrigsministeren, jf. lovens § 75, stk. 2, nr. 5.
Brevstemmesedler med særpræg
§ 28. En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt den konvolut, hvori den er indlagt, er forsynet med påskrift eller påklæbning. Påklæbning med klar tape for at lukke konvolutten medfører dog ikke ugyldighed.
§ 29. En brevstemmeseddel, hvorpå der er tegnet, eller som ud over officiel eller uofficiel bogstavbetegnelse, listebetegnelse eller kandidatnavn (personnavn) er påført påskrift eller påklæbning af nogen art, er ugyldig. Rettelse eller overstregning af en påført officiel eller uofficiel bogstavbetegnelse, listebetegnelse eller kandidatnavn (personnavn) betragtes ikke som påskrift.
§ 30. En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt den på anden måde end nævnt i §§ 28 og 29 er givet et særpræg, herunder ved udfyldning på bagsiden i stedet for eller foruden på forsiden, ved iturivning eller ved afrivning af et eller flere stykker. Udfyldning af en brevstemmeseddel på forsiden uden for de rubrikker, der er bestemt til udfyldning, betragtes ikke som særpræg. Iturivning eller afrivning betragtes ikke som særpræg, hvis dette er sket i forbindelse med udtagning af stemmekassen eller af konvolutten eller senere. Anvendelse af skrift, som er særlig karakteristisk eller som er gået ud af almindelig brug, og som indebærer en særlig udformning af bogstaverne, betragtes ikke som særpræg.
Registrering af ugyldige stemmesedler, herunder brevstemmesedler
(Stk. 2)
§ 31. I afstemningsbogen henholdsvis valgbogen anføres, hvor mange stemmesedler valgstyrerne henholdsvis valgbestyrelsen har anset for ugyldige, og grundene hertil. Stk. 2. En stemmeseddel, herunder en brevstemmeseddel, der er anset for ugyldig i medfør af to eller flere af bestemmelserne i bekendtgørelsen, registreres under den ugyldighedsgrund, der er anført først i bekendtgørelsen. Stemmesedler, der er ugyldige i medfør af bestemmelserne i §§ 13, 26, 27 eller 28, registreres dog altid under den pågældende ugyldighedsgrund.
Ikrafttræden
(Stk. 2)
§ 32. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. august 2013. Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 649 af 19. juni 2007 om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale og regionale valg.
Økonomi- og Indenrigsministeriet /P.M.V.\nE.B.\nHans B. Thomsen / Nicoline Nyholm Miller/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2013
- Ikrafttrædelsesdato
- 14. august 2013