Bekendtgørelse om orientering af pensionskassemedlemmer og forsikringskunder m.v. om muligheder og rettigheder i tilknytning til pensions- eller forsikringsordninger
Beskæftigelsesministeriet
BEK nr 1220 af 20/11/2014 I medfør af § 66 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 5. november 2014, fastsættes:
Orientering af forsikrings- og pensionsselskabers kunder om muligheder og rettigheder
(Stk. 4)
§ 1. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samkører nødvendige oplysninger i det fælles datagrundlag med oplysninger fra forsikrings- og pensionsselskaber m.v. om hvilke personer, der er kunde eller medlem i det enkelte forsikrings- og pensionsselskab m.v., og som har en relevant forsikrings- eller pensionsordning, til brug for orientering af kunder og medlemmer af forsikrings- og pensionsselskaber m.v. om muligheder og rettigheder efter den enkelte forsikrings- eller pensionsordning, jf. § 63, stk. 2, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Stk. 2. Resultatet af samkøringen anvendes til orientering af kunderne eller medlemmerne af det enkelte forsikrings- og pensionsselskab m.v. om de muligheder og rettigheder, der kan være indeholdt i den enkelte forsikrings- eller pensionsordning. Stk. 3. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fremgår som afsender af orienteringsbreve til forsikrings- og pensionsselskabets medlemmer og kunder, hvori personen gøres opmærksom på mulighederne for at kontakte sit forsikrings- eller pensionsselskab m.v. for at få nærmere information og vejledning om muligheder og rettigheder i forsikrings- eller pensionsordningen. Stk. 4. Forsikrings- og pensionsselskabet m.v. modtager ikke oplysninger om, hvilke personer, jf. stk. 2, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering sender orienteringsbreve til.
Tilslutnings- og samarbejdsaftale
(Stk. 2)
§ 2. Det enkelte forsikrings- og pensionsselskab m.v. beslutter, om de ønsker at anvende muligheden for samkøring af kunde- og medlemsoplysninger med oplysninger i det fælles datagrundlag, jf. § 1. Stk. 2. Der skal indgås en tilslutnings- og samarbejdsaftale mellem Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og det enkelte forsikrings- og pensionsselskab m.v., der ønsker at anvende løsningen. I tilslutnings- og samarbejdsaftalen fastlægger Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering de nærmere vilkår for tilslutning til løsningen herunder om leveranceform, it-sikkerhed, grænsefladebeskrivelser, test før ibrugtagning m.v.
Dataansvar
(Stk. 2)
§ 3. De enkelte forsikrings- og pensionsselskaber m.v. er hver især dataansvarlige i relation til videregivelsen af oplysninger om egne kunder og medlemmer til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, herunder for at opfylde relevante krav af persondataretlig karakter i forbindelse med videregivelsen. Stk. 2. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er dataansvarlig for behandlingsaktiviteter i forbindelse med samkøringen og for at orientere de personer, hvor der er match mellem oplysninger i det fælles datagrundlag og en relevant forsikringsdækning m.v.
Økonomi
(Stk. 2)
§ 4. Forsikrings- og pensionsselskaber m.v., der ønsker at gøre brug af ordningen, afholder samtlige udgifter til udvikling, vedligeholdelse og drift af ordningen. De nærmere vilkår fremgår i tilslutnings- og samarbejdsaftalen, jf. § 2, stk. 2. Stk. 2. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fakturerer tilsluttede forsikrings- og pensionsselskaber i henhold til vilkårene i tilslutnings- og samarbejdsaftalen.
Ikrafttrædelse
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. december 2014.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering /Morten Binder / Klaus Henrik Langager/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2014
- Ikrafttrædelsesdato
- 25. november 2014