Jodbekendtgørelsen
Bekendtgørelse om tilsætning af jod til husholdningssalt og salt i brød og almindeligt bagværk m.v.
BEK nr 1318 af 11/12/2014
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Område og definitioner
§ 1
Ved salt forstås natriumchlorid og natriumreduceret salt.
Ved husholdningssalt forstås salt, der er bestemt til salg til forbrugerne eller storkøkkener som cateringvirksomheder, restauranter, kantiner og institutionskøkkener.
§ 2
Brød og almindeligt bagværk omfatter ligeledes knækbrød, fladbrød, skorper, pizzabunde, rasp, tortillas, tvebakker, færdige melblandinger og lignende.
Tilsætning af jod
§ 3
Husholdningssalt og salt, som indgår i brød og almindeligt bagværk, der er bestemt til salg i Danmark, skal være tilsat 13 mg jod pr. kg. salt.
Stk. 1 gælder ikke for husholdningssalt samt salt anvendt i brød og almindeligt bagværk, når disse produkter er lovligt markedsført i et andet EU- eller EØS-land.
Stk. 1 gælder ikke for brød og almindeligt bagværk, hvori salt tilsat jod indgår som ingrediens, hvis de pågældende fødevarer er lovligt produceret i et tredjeland, hvor jodtilsætningen er lovpligtig.
§ 4
Efter ansøgning kan Fødevarestyrelsen i særlige tilfælde meddele dispensation fra kravet i § 3, stk. 1, således at husholdningssalt og salt, som indgår i brød og almindeligt bagværk, kan undtages fra krav om jodtilsætning.
Fødevarestyrelsen kan fastsætte vilkår for anvendelsen af en dispensation efter stk. 1.
§ 5
Tilsætning af jod til husholdningssalt og salt, som indgår i brød og almindeligt bagværk, i en mængde, der ikke svarer til 13 mg jod pr. kg salt, reguleres af bekendtgørelse om tilsætning af næringsstoffer til fødevarer.
Tilsætning af jod til andet salt end husholdningssalt og salt i brød og almindeligt bagværk reguleres af bekendtgørelse om tilsætning af næringsstoffer til fødevarer.
§ 6
Ved tilsætning af jod må kun anvendes de næringsstofkilder, der er anført i bilaget i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1925/2006 af 20. december 2006 om tilsætning af vitaminer og mineraler samt visse andre stoffer til fødevarer.
De anvendte næringsstofkilder til jod skal overholde de krav til identitet og renhed, der er fastsat i bekendtgørelse om tilsætning af næringsstoffer til fødevarer.
Frivillig mærkning
§ 7
Husholdningssalt tilsat jod i henhold til § 3, stk. 1, må mærkes »Salt er tilsat jod efter krav fra Fødevarestyrelsen«.
Straf og ikrafttræden
§ 8
Med bøde straffes den, der overtræder § 3, stk. 1, §§ 6 og 7 eller vilkår fastsat i medfør af dispensation, jf. § 4, stk. 2.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 9
Bekendtgørelsen træder i kraft den 13. december 2014.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 627 af 29. juni 2000 om tilsætning af jod til husholdningssalt og salt i brød og almindeligt bagværk m.v.
Produkter, der er markedsført eller mærket inden den 13. december 2014 i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 627 af 29. juni 2000 om tilsætning af jod til husholdningssalt og salt i brød og almindeligt bagværk m.v., kan markedsføres, indtil fødevarelagrene er opbrugt.
Fødevarestyrelsen
/P.D.V.\nHanne Larsen / Marianne Øhlenschläger Larsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2014
- Ikrafttrædelsesdato
- 19. januar 2016