Bekendtgørelse om en frivillig, brancheadministreret registreringsordning for tatovører
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
BEK nr 27 af 14/01/2014 I medfør af § 2, stk. 2 og § 3, stk. 2, sidste pkt., i lov nr. 427 af 1. maj 2013 om en frivillig, brancheadministreret registreringsordning for tatovører, fastsættes:
Ret til at anvende titlen registreret tatovør
§ 1. Bekendtgørelsen fastlægger betingelser for, at en brancheforening for tatovører kan opnå Sundhedsstyrelsens godkendelse til at registrere tatovører, som derved får ret til at anvende titlen registreret tatovør.
(Stk. 2)
§ 2. Ved tatovering forstås i denne bekendtgørelse indføring af tatoveringsfarve i læderhuden (dermis) med henblik på en permanent tegning. Stk. 2. Ved tatovør forstås i denne bekendtgørelse en person, der udfører tatovering som beskrevet i stk. 1.
Registrering af tatovører
(Stk. 3)
§ 3. En tatovør kan ansøge en brancheforening, som er godkendt af Sundhedsstyrelsen efter § 5, om at blive registreret tatovør. Stk. 2. Brancheforeningen skal registrere ansøgere, der opfylder foreningens krav vedrørende relevant uddannelse og kvalifikationer i tatovering, herunder i hygiejne, og som udviser god tatovørpraksis i overensstemmelse med brancheforeningens regler, herunder giver forbrugerne information om risici ved tatovering inden tatoveringen bliver udført samt følger Miljøministeriets regler om tatoveringsfarver. Stk. 3. Brancheforeningen udsteder et registreringsbevis som nævnt i § 19 til de tatovører, foreningen registrerer. Registreringsbeviset er personligt.
§ 4. En af Sundhedsstyrelsen godkendt brancheforening skal påse, at de tatovører, den har registreret, overholder foreningens betingelser for at opnå registrering. Konstaterer en brancheforening, at en tatovør, som foreningen har registreret, ikke længere opfylder disse betingelser, skal foreningen fratage tatovøren dennes registrering og slette tatovøren af sit register, jf. § 19. Tatovøren må herefter ikke længere anvende titlen registreret tatovør og skal straks tilbagelevere sit registreringsbevis til brancheforeningen.
Sundhedsstyrelsens godkendelse af brancheforeninger for tatovører
§ 5. Sundhedsstyrelsen kan godkende en brancheforening til at registrere tatovører og dermed tillade tatovører at anvende titlen registreret tatovør, hvis foreningen opfylder de i §§ 9-20 nævnte betingelser, jf. § 6.
§ 6. En ansøgning om at blive godkendt til at registrere tatovører skal sendes til Sundhedsstyrelsen og indeholde dokumentation for, at brancheforeningen opfylder de i §§ 9-20 nævnte betingelser, herunder:
- Brancheforeningens vedtægter.
- Referater af brancheforeningens ordinære generalforsamlinger og af eventuelle ekstraordinære generalforsamlinger afholdt inden for de seneste 2 år forud for ansøgningens indsendelse til Sundhedsstyrelsen.
- Indkaldelse, dagsorden, bestyrelsens beretning og revideret regnskab.
- Information om brancheforeningens hjemmesideadresse.
- Brancheforeningens krav til uddannelse og kvalifikationer, jf. § 11.
- Brancheforeningens regelsæt for god tatovørpraksis, jf. § 12.
(Stk. 2)
§ 7. Hvis en brancheforening ikke længere opfylder betingelserne for at blive godkendt, eller brancheforeningen gentagne gange undlader at følge indstillingerne fra klageorganet eller undlader at følge dem uden rimelig begrundelse, jf. § 13, stk. 3, sidste pkt. og § 14, stk. 2, fratager Sundhedsstyrelsen foreningen dennes godkendelse. Brancheforeningen kan herefter ikke længere registrere tatovører. Stk. 2. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 1, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 8. Sundhedsstyrelsen offentliggør på sin hjemmeside www.sst.dk information om de brancheforeninger, som Sundhedsstyrelsen har godkendt til at registrere tatovører samt oplysning om brancheforeninger, som har fået frataget deres godkendelse.
Betingelser for godkendelse af brancheforeninger for tatovører
(Stk. 3)
§ 9. Brancheforeningens væsentligste formål skal være at repræsentere tatovører i faglige spørgsmål. Stk. 2. Brancheforeningen skal,
- være demokratisk opbygget,
- have en vedtægt, hvor dens formål skal fremgå, jf. § 10,
- have en bestyrelse, der er valgt eller udpeget af medlemmerne af foreningen,
- have uddannelses- og kvalifikationskrav som betingelse for registrering af tatovører, jf. § 11,
- have et regelsæt for god tatovørpraksis som betingelse for registrering af tatovører, jf. § 12, og
- have et klageorgan, jf. § 13, stk. 1. Stk. 3. Brancheforeningen skal have en hjemmeside med et offentliggjort register over registrerede tatovører, jf. § 21. Hjemmesiden skal oplyse om foreningens uddannelses- og kvalifikationskrav, regelsæt for god tatovørpraksis og vejlede om ansøgning om at blive registreret tatovør og foreningens betingelser herfor. Hjemmesiden skal desuden oplyse om adgang til at klage over foreningens afgørelser vedrørende registrering af tatovører, jf. § 14.
Vedtægtskrav
§ 10. Brancheforeningens vedtægt skal indeholde bestemmelser, som sikrer, at brancheforeningen er demokratisk i sin opbygning og funktion, herunder om afholdelse af generalforsamling og ekstraordinær generalforsamling, valg af bestyrelse og om bestyrelsens opgaver samt om finansiering af foreningens aktiviteter. Vedtægterne skal indeholde objektive og saglige bestemmelser om,
- optagelse af nye medlemmer,
- betingelser for registrering af tatovører og fratagelse af registrering,
- generelle procedurer for opkrævning af medlems- og registreringsgebyrer og
- brancheforeningens klageorgan og klageadgang.
Uddannelses- og kvalifikationskrav
(Stk. 2)
§ 11. Brancheforeningen skal som betingelse for at registrere en tatovør stille krav om, at tatovøren har uddannelse og kvalifikationer i tatovering, som opfylder foreningens krav og retningslinjer. Stk. 2. Brancheforeningen skal fastsætte retningslinjer for uddannelse af tatovører, som skal omfatte både teori og praksis i,
- tatoveringsteknikker,
- lovgivningen, herunder Miljøstyrelsens regler om tatoveringsfarver,
- sundhedsmæssige risici, herunder for allergiske reaktioner ved forskellige tatoveringsfarver og for infektion m.v.,
- hygiejne i forbindelse med tatovering, herunder forebyggelse af infektioner og pleje at tatovering m.v. og
- kundeinformation forud for tatovering om risici ved tatovering og forebyggelse heraf samt om pleje af tatoveringen.
Regelsæt for god tatovørpraksis
(Stk. 2)
§ 12. Brancheforeningen skal som betingelse for at registrere en tatovør stille krav om, at tatovøren lever op til brancheforeningens regelsæt for god tatovørpraksis. Stk. 2. Brancheforeningens regelsæt for god tatovørpraksis skal indeholde bestemmelser om, at tatovøren skal,
- udvise god tatovørpraksis, herunder benytte midler, udstyr og teknikker, som er forsvarlige, og som tatovøren har kvalifikationer til at benytte,
- afvise at tatovere personer, som umiddelbart virker påvirket af alkohol eller narkotika,
- overholde lovgivningen, herunder Miljøstyrelsens regler om tatoveringsfarver,
- løbende vedligeholde og opdatere sin faglige viden,
- give kunderne saglig information, forud for tatoveringen, om tatoveringen, som bl.a. omfatter risici for allergiske reaktioner ved forskellige tatoveringsfarver og for infektion m.v. og vejledning om pleje af tatoveringen,
- give kunderne saglig information om muligheder for få fjernet tatoveringen igen,
- vejlede kunderne om, hvornår de skal søge læge,
- give kunderne klagevejledning og
- give den i nr. 5-8 nævnte information og vejledning både mundtligt og skriftligt.
Klageorgan
(Stk. 3)
§ 13. Brancheforeningen skal etablere et uvildigt klageorgan, der behandler klager fra kunder over den behandling, de har fået af tatovører, som brancheforeningen har registreret, herunder klager om anvendte tatoveringsfarver, hygiejnen og kundeinformationen. Stk. 2. Klageorganet behandler klager over tatovører, selvom tatovøren ikke længere er registreret af brancheforeningen, hvis tatovøren var registreret på det tidspunkt, den behandling, der klages over, fandt sted, jf. § 21, stk. 2. Stk. 3. Klageorganet kan udtale kritik af en tatovør for overtrædelse af brancheforeningens regelsæt for god tatovørpraksis, jf. § 12. Ved grov eller gentagen overtrædelse af dette regelsæt, eller hvis tatovøren ikke vil medvirke til oplysning af sagen, kan klageorganet indstille til brancheforeningen at fratage tatovøren dennes registrering.
(Stk. 2)
§ 14. Klageorganet behandler klager fra tatovører over brancheforeningens beslutning om ikke at registrere tatovøren, om brancheforeningens fratagelse af tatovørens registrering samt om gebyropkrævningen for registrering er proportional m.v. Stk. 2. Klageorganet kan indstille til brancheforeningen at registrere en tatovør, at fratage en tatovør dennes registrering og at ændre et opkrævet gebyr for registrering, der ikke er proportional.
§ 15. Klageorganet kan tage sager som nævnt i § 13 og § 14 op af egen drift eller på opfordring.
(Stk. 3)
§ 16. Klageorganet skal følge almindelig god forvaltningspraksis ved sin behandling af sager efter §§ 13-15, herunder partshøre. Stk. 2. Afgørelser skal være skriftlige og begrundede. Stk. 3. Klageorganet sender også sine afgørelser til brancheforeningen.
(Stk. 5)
§ 17. Mere end halvdelen af klageorganets medlemmer skal være forbrugerrepræsentanter udpeget af Forbrugerrådet Tænk og Sundhedsstyrelsen i forening. Brancheforeningen udpeger formanden for klageorganet. Stk. 2. Intet medlem af klageorganet må deltage i en sags behandling, hvis vedkommende har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller have nærstående, der har en sådan interesse. Endvidere må et medlem ikke deltage i en sags behandling, såfremt der foreligger omstændigheder, der kan vække tvivl om vedkommendes upartiskhed. Stk. 3. Medlemmerne fastsætter selv klageorganets forretningsorden. Stk. 4. Afgørelser efter §§ 13-15 træffes af medlemmerne ved almindeligt flertal. Stk. 5. Der påhviler medlemmerne tavshedspligt.
§ 18. Brancheforeningen afholder udgifterne i forbindelse med oprettelse, herunder drift af klageorganet og til honorering af forbrugerrepræsentanterne, jf. § 18, stk. 1.
Registreringsbevis og offentliggørelse af registreringer m.v.
(Stk. 3)
§ 19. De af Sundhedsstyrelsen godkendte brancheforeninger skal ved udstedelse af et registreringsbevis anvende det af Sundhedsstyrelsen udfærdiget registreringsbevis. Stk. 2. Registreringsbeviset skal indeholde oplysning om:
- Tatovørens fulde navn og eventuelle kunstnernavn samt underskrift.
- Foto af tatovøren.
- Navnet på den brancheforening, som har udstedt registreringsbeviset.
- Webadresse for brancheforeningens hjemmeside.
- Dato for udstedelse af beviset og udløbstidspunkt, jf. stk. 3, 1. pkt.
- Registreringsnummer. Stk. 3. Registrering og registreringsbevis har en løbetid på 2 år. Når brancheforeningen har modtaget tatovørens udløbne registreringsbevis, udsteder foreningen et nyt registreringsbevis til tatovøren, medmindre brancheforeningen finder, at tatovøren ikke længere opfylder betingelserne for at blive registreret, jf. § 4.
(Stk. 2)
§ 20. Brancheforeningen skal føre et register over de tatovører, som foreningen har registreret, jf. § 3, stk. 2 og § 4. Brancheforeningen skal løbende opdatere registeret. Stk. 2. Brancheforeningen skal på forespørgsel oplyse, om en tatovør op til 5 år tidligere har været registreret af brancheforeningen, og for hvilken periode.
Ikrafttrædelse
§ 21. Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. januar 2014.
Sundhedsstyrelsen /Vagn Nielsen / Anne-Marie Vangsted/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2014
- Ikrafttrædelsesdato
- 16. januar 2014