TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v.

DanmarkBekendtgørelse2014

Erhvervsministeriet

BEK nr 449 af 05/05/2014 I medfør af § 347 a og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 948 af 2. juli 2013, som ændret ved lov nr. 268 af 25. marts 2014, § 200 og § 221, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 333 af 20. marts 2013, § 34 d og § 37, stk. 3, i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1022 af 13. august 2013, § 94 a og § 107, stk. 6, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, jf. lovbekendtgørelse nr. 365 af 26. april 2011, som ændret ved lov nr. 1287 af 19. december 2012, § 84 h og § 93, stk. 4, i lov om værdipapirhandel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 227 af 11. marts 2014, § 20 og § 26, stk. 4, i lov om finaniselle rådgivere, jf. lov nr. 599 af 12. juni 2013, og § 162 og § 190, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., jf. lov nr. 598 af 12. juni 2013, som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014 og lov nr. 268 af 25. marts 2014, fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på:

  1. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber under tilsyn efter lov om finansiel virksomhed.
  2. Investeringsforeninger, SIKAV’er (selskaber for investering med kapital der er variabel), værdipapirfonde, specialforeninger, hedgeforeninger og godkendte fåmandsforeninger under tilsyn efter lov om investeringsforeninger m.v.
  3. Følgende virksomheder under tilsyn efter lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme: a) Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, livsforsikringsselskaber, tværgående pensionskasser og sparevirksomheder. b) Udbydere af betalingstjenester, der er juridiske personer, og udstedere af elektroniske penge, der er juridiske personer. c) Forsikringsmæglere, når de formidler livsforsikring eller andre investeringsrelaterede forsikringer. d) Investeringsforeninger, specialforeninger, kollektive investeringsordninger, fåmandsforeninger, professionelle foreninger og hedgeforeninger. e) Udenlandske virksomheders filialer og agenter her i landet der udøver virksomhed efter litra a-d og er juridiske personer. f) Øvrige virksomheder, herunder filialer af og agenter for udenlandske virksomheder der erhvervsmæssigt udøver de i bilag 1 til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme nævnte aktiviteter, der er juridiske personer.
  4. Betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter under tilsyn efter lov om betalingstjenester og elektroniske penge.
  5. Operatører af et reguleret marked, clearingcentraler og værdipapircentraler under tilsyn efter lov om værdipapirhandel m.v.
  6. Finansielle rådgivere under tilsyn efter lov om finansielle rådgivere.
  7. Forvaltere af alternative investeringsfonde under tilsyn efter lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Offentliggørelse

selskab
§ 2

(Stk. 4)

§ 2. Efter hver inspektion i en af de i § 1 nævnte virksomheder (i det følgende benævnt »virksomhed m.v.«) udarbejder Finanstilsynet en redegørelse, som virksomheden m.v. skal offentliggøre. Redegørelsen beskriver Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v., herunder de eventuelle centrale påbud, påtaler og risikooplysninger, som virksomheden m.v. har modtaget fra Finanstilsynet. Stk. 2. Virksomheden m.v. skal uden for tilfældene i stk. 1 offentliggøre en redegørelse udarbejdet af Finanstilsynet, som indeholder de påbud, påtaler og risikooplysninger, der efter Finanstilsynets vurdering er af betydning for de i § 1, nr. 1, 3, 4, 6 og 7, nævnte virksomheders kunder, indskydere, øvrige kreditorer eller de finansielle markeder, hvorpå aktierne i virksomheden eller værdipapirer udstedt af virksomheden handles, er af betydning for de i § 1, nr. 2, nævnte foreningers m.v. investorer eller kreditorer eller er af betydning for markedernes ordentlige funktion for så vidt angår de i § 1, nr. 5, nævnte virksomheder. Stk. 3. Denne bekendtgørelse finder ikke anvendelse for tilsynsreaktioner meddelt virksomheder nævnt i § 1, nr. 1, 2 og 4-7, som offentliggøres i medfør af § 354 a, stk. 1, og § 354 e, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, § 211, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., § 84 c, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., § 93, stk. 1, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, § 18, stk. 1, i lov om finansielle rådgivere og § 171, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Stk. 4. En redegørelse efter stk. 1 eller 2 må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af bestemmelser i lov om offentlighed i forvaltningen om undtagelse af oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold m.v.

§ 3

(Stk. 3)

§ 3. Offentliggørelse efter § 2, stk. 1 og 2, skal ikke ske, hvis det efter Finanstilsynets vurdering vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden m.v., eller hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse. Stk. 2. Regler om offentliggørelse efter de børsretlige regler går forud for denne bekendtgørelse. Stk. 3. Hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 1 eller 2, skal der ske offentliggørelse, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til to år efter beslutningen om udsættelse af offentliggørelse.

Formkrav til offentliggørelse

§ 4

(Stk. 5)

§ 4. Når virksomheden m.v. har modtaget en redegørelse fra Finanstilsynet, jf. § 2, stk. 1 og 2, skal virksomheden m.v. offentliggøre redegørelsen senest tre hverdage efter, virksomheden m.v. har modtaget redegørelsen. Virksomheden m.v. skal offentliggøre redegørelsen på sin hjemmeside på et sted, hvor den naturligt hører hjemme. Når virksomheden m.v. har offentliggjort redegørelsen, skal dette meddeles til Finanstilsynet, som herefter ligeledes skal offentliggøre redegørelsen på sin hjemmeside. Stk. 2. Samtidig med offentliggørelse efter stk. 1, 1. pkt., skal virksomheden m.v. indsætte et link, som giver direkte adgang til redegørelsen, på forsiden af virksomhedens m.v. hjemmeside på en synlig måde. Linket og eventuel tilknyttet tekst skal tydeligt angive, at der er tale om en redegørelse fra Finanstilsynet. Fjernelse af linket og en eventuelt tilknyttet tekst fra forsiden og informationerne fra virksomhedens m.v. hjemmeside skal finde sted efter samme principper, som den anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket og informationerne har ligget på hjemmesiden i tre måneder og tidligst efter førstkommende ordinære generalforsamling eller repræsentantskabsmøde. Stk. 3. Hvis virksomheden m.v. ikke har en hjemmeside, skal virksomheden m.v. offentliggøre redegørelsen i et dagblad, der er landsdækkende eller har stor udbredelse i Danmark, eller på anden vis hvor virksomheden m.v. kan godtgøre, at redegørelsen når frem til den i § 2, stk. 2, nævnte personkreds i Danmark. Stk. 4. Finanstilsynet kan uanset stk. 1, 3. pkt., offentliggøre redegørelsen på sin hjemmeside før virksomheden m.v. i tilfælde, hvor virksomheden m.v. har rent tekniske eller praktiske problemer med offentliggørelsen eller i tilfælde, hvor den manglende offentliggørelse er uden reel begrundelse. Stk. 5. Hvis virksomheden m.v. kommenterer Finanstilsynets redegørelse efter § 2, stk. 1 og 2, skal dette ske i forlængelse af redegørelsen, og kommentarerne skal være klart adskilt fra redegørelsen.

Straffebestemmelse

§ 5

(Stk. 2)

§ 5. Med bøde straffes den, der undlader at efterkomme krav om offentliggørelse efter § 2, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, og bestemmelser herom i § 4, stk. 1-3 og 5. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. 1. pkt. gælder alene for virksomheder nævnt i § 1, nr. 1 og 3-7.

Ikrafttræden

selskab
§ 6

(Stk. 2)

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. maj 2014. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 307 af 23. marts 2013 om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v. ophæves.

Erhvervs- og Vækstministeriet /Henrik Sass Larsen / Hans Høj/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2014
Ikrafttrædelsesdato
13. maj 2014