Lov om Rådet for Ungdomsuddannelser
Børne- og Undervisningsministeriet
LOV nr 630 af 16/06/2014 VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Rådet for Ungdomsuddannelser
(Stk. 4)
§ 1. Rådet for Ungdomsuddannelser rådgiver undervisningsministeren i overordnede spørgsmål på ungdomsuddannelsesområdet, jf. stk. 2. Stk. 2. Rådet for Ungdomsuddannelser skal rådgive om tværgående og fælles emner og udfordringer for ungdomsuddannelsesområdet, herunder om
- faglige, kompetencemæssige og pædagogiske problemstillinger,
- sammenhænge i ungdomsuddannelsernes studie- og erhvervsrettede formål, herunder om elevernes udbytte af undervisning og læringsaktiviteter,
- evaluering og kvalitetsudvikling,
- elevernes trivsel,
- at alle unge bliver udfordret af uddannelserne, så de bliver så dygtige, de kan,
- den samlet set bedst mulige mindskelse i ungdomsuddannelserne af betydningen af social baggrund i forhold til fagligt resultat,
- institutionelle udviklingstendenser, herunder virkningen af fusions- og campusdannelser, og
- overgange mellem grundskole og ungdomsuddannelse og overgange mellem ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Stk. 3. Rådet for Ungdomsuddannelser kan iværksætte forskning og inddrage forskningsresultater i sin rådgivning. Stk. 4. Undervisningsministeren kan forelægge spørgsmål om ungdomsuddannelser for rådet.
(Stk. 7)
§ 2. Rådet for Ungdomsuddannelser nedsættes af undervisningsministeren. Stk. 2. Rådet for Ungdomsuddannelser ledes af et formandskab bestående af 5-7 personer med særlig indsigt i forhold vedrørende ungdomsuddannelserne. Undervisningsministeren udpeger formandskabet og blandt formandskabets medlemmer rådets formand. Stk. 3. Undervisningsministeren udpeger rådets øvrige 17 medlemmer således:
- 1 medlem efter indstilling fra KL.
- 1 medlem efter indstilling fra Danske Regioner.
- 1 medlem efter indstilling fra FTF.
- 1 medlem efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark.
- 1 medlem efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening.
- 1 medlem efter indstilling fra Akademikerne.
- 2 medlemmer efter fælles indstilling fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), Uddannelsesforbundet og Handelsskolernes Lærerforening (HL).
- 4 medlemmer efter fælles indstilling fra Gymnasieskolernes Rektorforening, Lederforeningen for VUC, Danske Erhvervsskoler – Lederne, Danske SOSU-skoler, Danske Landbrugsskoler og Forstanderkredsen for Produktionsskoler/Produktionshøjskoler.
- 1 medlem efter indstilling fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.
- 1 medlem efter indstilling fra Erhvervsskolernes Elevorganisation.
- 1 medlem efter indstilling fra Landssammenslutningen af Handelsskoleelever.
- 1 medlem efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer.
- 1 medlem efter indstilling fra Danske Universiteter. Stk. 4. Følgende personer deltager uden stemmeret i Rådet for Ungdomsuddannelser:
- En repræsentant for formandskabet for Rådet for Børns Læring udpeget af og blandt medlemmerne af formandskabet for Rådet for Børns Læring.
- Formanden for Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser.
- Formanden for Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser. Stk. 5. Formandskabet og øvrige medlemmer udpeges for en 3-årig periode. Dog udpeges de rådsmedlemmer, der er nævnt i stk. 3, nr. 9-11, kun for en 1-årig periode. Rådets medlemmer kan genudpeges. Stk. 6. Der udpeges stedfortrædere for de rådsmedlemmer, der er nævnt i stk. 3. Udpegningen sker efter reglerne i stk. 3. Stk. 7. Indstilles der ikke medlemmer i henhold til stk. 3, kan undervisningsministeren beslutte, at rådet fungerer uden de pågældende medlemmer.
(Stk. 2)
§ 3. Rådet for Ungdomsuddannelser fastsætter selv sin forretningsorden. Stk. 2. Undervisningsministeriet varetager sekretariatsbetjeningen.
Ikrafttræden m.v.
§ 4. Loven træder i kraft den 1. august 2014.
§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Konsekvensrettelser i anden lovgivning
§ 6. I lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1076 af 4. september 2013, foretages følgende ændring:
- Kapitel 10 ophæves.
§ 7. I lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1075 af 4. september 2013, foretages følgende ændring:
- § 42 ophæves.
§ 8. I lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx), jf. lovbekendtgørelse nr. 1074 af 4. september 2013, foretages følgende ændring:
- § 47 ophæves.
§ 9. I lov nr. 578 af 1. juni 2010 om studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v. foretages følgende ændring:
- § 7, stk. 4, ophæves.
§ 10. I lov om Danmarks Evalueringsinstitut, jf. lovbekendtgørelse nr. 1073 af 15. september 2010, som ændret senest ved lov nr. 405 af 28. april 2014, foretages følgende ændring:
- § 5, stk. 2, nr. 2, affattes således: »2) 1 medlem med viden og erfaring inden for ungdomsuddannelserne, der beskikkes efter indstilling af Rådet for Ungdomsuddannelser.«
§ 11. I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 521 af 27. maj 2013, som ændret ved § 4 i lov nr. 622 af 12. juni 2013, § 1 i lov nr. 1640 af 26. december 2013, lov nr. 1641 af 26. december 2013 og § 1 i lov nr. 406 af 28. april 2014, foretages følgende ændring:
- I § 57 a indsættes efter stk. 3 som nyt stykke: »Stk. 4. Formandskabet for Rådet for Ungdomsuddannelser udpeger en repræsentant blandt medlemmerne af formandskabet for Rådet for Ungdomsuddannelser, som deltager uden stemmeret i Rådet for Børns Læring.« Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
Givet på Christiansborg Slot Under Vor Kongelige Hånd og Segl /MARGRETHE R. / Christine Antorini/
Metadata
- Type
- docType.LOVH
- År
- 2014
- Ikrafttrædelsesdato
- 16. juni 2014