TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Trafikstyrelsens byggesagsbehandling af Cityringen

DanmarkBekendtgørelse2014

Transportministeriet

BEK nr 836 af 27/06/2014 I medfør af § 15, stk. 4, § 17, stk. 5, og § 17 c, stk. 1, i lov nr. 552 af 6. juni 2007 om en Cityring, som ændret ved lov nr. 748 af 27. juni 2014, fastsættes:

Anvendelsesområde og definitioner

§ 1

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse ved Trafikstyrelsens byggesagsbehandling i forbindelse med anlæg af Cityringens stationer og skakte med tilhørende arbejder på afgrening til Nordhavnen.

§ 2

§ 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse for arbejder, der omfatter opførelse af ny bebyggelse, tilbygning til bebyggelse og ombygning af og andre forandringer i bebyggelse ved stationer og skakte på Cityringen og Cityringens afgrening til Nordhavnen.

§ 3

§ 3. I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Afgrening til Nordhavnen: Det arbejde, der udføres i forbindelse med lov nr. 527 af 27. maj 2013 om ændring af lov om en Cityring og lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S (Afgrening fra Cityringen til Nordhavnen).
  2. Bebyggelse: Bygninger, mure samt andre faste konstruktioner og anlæg der opføres i forbindelse med anlæg af stationer og skakte (afgreningskamre) på Cityringen og Cityringens afgrening til Nordhavnen.
  3. Deltilladelse: En tilladelse til at påbegynde en del af det i § 2 angivne arbejde. I byggeloven defineret som en byggetilladelse.
selskab
§ 4

§ 4. Trafikstyrelsen er bygningsmyndighed, jf. § 1 og har ansvaret for godkendelse og håndtering af anmeldelser af byggerier i forbindelse med anlæg af Cityringen og Cityringens afgrening til Nordhavnen.

§ 5

§ 5. Metroselskabet I/S er bygningsejer for anlæg af Cityringen med tilhørende arbejder på afgrening til Nordhavnen under dets opførelse og efter ibrugtagning af anlægget, bortset fra de situationer hvor Metroselskabet I/S udfører arbejde for andre bygningsejere. I disse situationer anses Metroselskabet I/S for at være anlægsmyndighed.

selskab

Deltilladelse, anmeldelse af byggearbejder og ibrugtagningstilladelse

§ 6

§ 6. For at påbegynde et arbejde kræves en deltilladelse til arbejdet samt at Metroselskabet I/S anmelder de enkelte byggefaser til Trafikstyrelsen.

selskab
§ 7

(Stk. 5)

§ 7. Arbejder, der er omfattet af § 2, må ikke påbegyndes uden at der foreligger en deltilladelse udstedt af Trafikstyrelsen. Trafikstyrelsen kan kræve, at Metroselskabet I/S giver de oplysninger, der er nødvendige for bedømmelse af deltilladelsen. Stk. 2. Metroselskabet I/S skal ved ansøgning om deltilladelse fremsende følgende til Trafikstyrelsen:

  1. Assessorrapport uden sikkerhedskritiske anmærkninger.
  2. Ansøgning fra Metroselskabet I/S med liste over medsendt bilagsmateriale.
  3. Tidsplan for udførelsen af arbejderne på den pågældende site.
  4. En dokumentliste for det pågældende forprojekt (PD).
  5. Planlægningsrapport.
  6. Certifikater for verifikation af forprojektet (PD).
  7. Sikkerhedsrapport for udførelsesfasen (Construction Risk Safety Report) med tilhørende hasard log.
  8. Erklæring om, at alt nødvendigt udstyr til monitering af sætninger er etableret, med tilhørende oversigtskort.
  9. Status for Metroselskabets I/S ansøgninger i henhold til anden lovgivning.
  10. Erklæring om eller dokumentation for, at alle nødvendige omlægninger af fremmede ledninger og kabler er udført.
  11. Dokumentation for, at Metroselskabet I/S har opnået accept vedrørende evakuerings-/redningsmæssige forhold i anlægsfasen. Stk. 3. Trafikstyrelsen kan kræve yderligere oplysninger, der er nødvendige for behandling af deltilladelsen. Stk. 4. Ved ændringer i grundlaget for deltilladelsen kræves en fornyet deltilladelse. Stk. 5. En deltilladelse bortfalder, hvis det af tilladelsen omfattede arbejde ikke er påbegyndt inden 1 år fra udstedelse af tilladelsen.
selskab
§ 8

(Stk. 3)

§ 8. Arbejder, der er omfattet af § 2, må ikke påbegyndes uden anmeldelse af byggeriet til Trafikstyrelsen. Trafikstyrelsen kan kræve, at Metroselskabet I/S giver de oplysninger, der er nødvendige for bedømmelse af anmeldelsen. Stk. 2. Trafikstyrelsen kan kræve yderligere oplysninger, der er nødvendige for behandling af anmeldelsen. Stk. 3. Metroselskabet I/S skal ved anmeldelse af en byggefase fremsende følgende:

  1. Relevante oplysninger om byggeriet.
  2. En beskrivelse af de aktiviteter, som byggefasen omfatter.
  3. Assessors påtegning om, at de pågældende aktiviteter kan igangsættes.
selskab
§ 9

§ 9. For at opnå en ibrugtagningstilladelse kræves, at der foreligger en deltilladelse udstedt af Trafikstyrelsen samt at alle arbejder, udført i henhold til deltilladelsen, er anmeldt til Trafikstyrelsen.

§ 10

(Stk. 2)

§ 10. Metroselskabet I/S har som bygningsejer pligt til at opbevare dokumentationen for byggesagsbehandlingen. Stk. 2. Trafikstyrelsen kan til en hver tid anmode om den i stk. 1 angivne dokumentation.

selskab
§ 11

§ 11. Trafikstyrelsen kan dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det i øvrigt er foreneligt med EU-regler på området.

Trafikstyrelsen som bygningsmyndighed

§ 12

(Stk. 2)

§ 12. Trafikstyrelsen påser, at regler, der er fastsat i medfør af denne bekendtgørelse og vilkår fastsat i tilladelser eller dispensationer, som er meddelt af Trafikstyrelsen, overholdes samt at påbud efter denne bekendtgørelse efterkommes. Stk. 2. Trafikstyrelsen skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning.

§ 13

(Stk. 2)

§ 13. Trafikstyrelsen kan udstede påbud, når

  1. Trafikstyrelsen bliver opmærksom på et ulovligt forhold, medmindre det er af underordnet betydning,
  2. Metroselskabet I/S påbegynder et byggearbejde, tager et byggearbejde i brug eller i øvrigt iværksætter foranstaltninger uden tilladelse fra Trafikstyrelsen,
  3. Metroselskabet I/S gennemfører et byggearbejde eller anden foranstaltning, der kræver forudgående tilladelse, på anden måde end tilladt af Trafikstyrelsen eller
  4. Metroselskabet I/S tilsidesætter vilkår, der er fastsat i en godkendelse. Stk. 2. Trafikstyrelsen kan nedlægge forbud om standsning af et byggearbejde, der er påbegyndt uden fornøden tilladelse.
selskab
§ 14

(Stk. 3)

§ 14. Det påhviler Metroselskabet I/S at berigtige forhold, som er i strid med denne bekendtgørelse. Stk. 2. Efterkommer Metroselskabet I/S ikke et af Trafikstyrelsen meddelt påbud om at berigtige et ulovligt forhold, kan det ved dom pålægges Metroselskabet I/S inden en fastsat tidsfrist, under tvang af fortløbende bøder, at berigtige forholdet. Stk. 3. Når et ved dom meddelt påbud om at berigtige et ulovligt forhold ikke efterkommes rettidigt og inddrivelse af tvangsbøder ikke kan antages at føre til, at påbuddet efterkommes, kan Trafikstyrelsen foretage det nødvendige til forholdets berigtigelse på Metroselskabet I/S' bekostning.

selskab
§ 15

(Stk. 6)

§ 15. Ved fundering, udgravning, ændring af terrænhøjde eller anden terrænændring på en grund skal træffes enhver foranstaltning, der er nødvendig for at sikre omliggende grunde, bygninger og ledningsanlæg af enhver art. Stk. 2. Ejeren af en ejendom, som skal sikres efter stk. 1, skal efter Trafikstyrelsens bestemmelse afholde en forholdsmæssig del eller efter omstændighederne hele udgiften til sikring af vedkommendes grund eller bygning, hvis sikringsforanstaltninger er nødvendiggjort af uforsvarlige forhold på vedkommendes ejendom eller af, at vedkommendes bygnings fundering uanset tidspunktet for opførelsen ikke opfylder bestemmelserne i bygningsreglementet. Stk. 3. Hvis nedrivning af en bygning nødvendiggør afstivning af tilgrænsende bygning på nabogrund, skal dennes ejer foretage afstivningen. Hvis der i forbindelse med nedrivningen fjernes konstruktion under terrænet, finder stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse. Stk. 4. Den, der agter at foretage et arbejde, hvorved bestemmelserne i stk. 1-3 kan komme til anvendelse, skal mindst 14 dage forud give vedkommende ejer skriftlig meddelelse om arbejdets art og omfang samt om tidspunktet for dets påbegyndelse. Stk. 5. Hvis en mur eller anden bebyggelse har forskudt sig i forhold til naboskel, således at der påføres naboen ulemper, skal ejeren foretage de foranstaltninger, der er nødvendige for at bringe ulemperne til ophør. Stk. 6. Trafikstyrelsens afgørelser i henhold til stk. 1-5 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 16

(Stk. 2)

§ 16. I bebyggede områder kan Trafikstyrelsen påbyde ændring af en foretagen regulering af en grunds naturlige terræn ved afgravning, påfyldning eller på anden måde, såfremt terrænreguleringen efter Trafikstyrelsens skøn er til ulempe for de omliggende grunde. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor der om det pågældende forhold er fastsat bestemmelser i en lokalplan eller byplanvedtægt.

§ 17

(Stk. 6)

§ 17. Såfremt der som følge af mangler ved ejendommen opstår fare for ejendommens beboere eller andre, jf. § 14, kan Trafikstyrelsen kræve, at bebyggelsen og omkringliggende arealer og bebyggelser i nødvendigt omfang afspærres og rømmes. Det samme gælder, såfremt funderingsarbejder m.v., jf. § 15, frembyder sådan fare. Hvis et påbud om afspærring og rømning ikke straks efterkommes, kan det gennemføres af Trafikstyrelsen på ejerens bekostning. Stk. 2. Når et af Trafikstyrelsen meddelt påbud om at afhjælpe mangler, der frembyder fare for ejendommens beboere eller andre, ikke efterkommes inden en af Trafikstyrelsen fastsat frist, kan Trafikstyrelsen uanset bestemmelserne i § 14, stk. 2-3, straks lade de pågældende arbejder udføre på ejerens bekostning. Stk. 3. Såfremt det viser sig, at konstruktioner eller materialer frembyder fare for en bebyggelses beboere eller andre, kan transportministeren pålægge Trafikstyrelsen at foretage eftersyn af bebyggelser, hvori sådanne eller lignende konstruktioner eller materialer er anvendt. Ministeren kan endvidere pålægge Trafikstyrelsen at meddele ejeren påbud efter stk. 2. Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder også anvendelse på bebyggelse under opførelse og på bebyggelse, som er delvis nedrevet eller ødelagt ved brand eller på anden måde. Stk. 5. Trafikstyrelsen kan, når det findes nødvendigt for at sikre, at byggematerialer, konstruktioner og lignende ikke indebærer fare for sundheden, nedlægge forbud mod anvendelsen af disse materialer. Stk. 6. Bestemmelserne i denne paragraf gælder uanset hvornår bebyggelsen er opført.

Straf

§ 18

(Stk. 4)

§ 18. Med bøde straffes den, der

  1. påbegynder et byggearbejde, tager et byggearbejde i brug eller i øvrigt iværksætter foranstaltninger uden at indhente tilladelse, jf. §§ 7-9,
  2. gennemfører et byggearbejde eller anden foranstaltning, der kræver forudgående tilladelse, på anden måde end tilladt, jf. §§ 7-9,
  3. tilsidesætter vilkår eller betingelser knyttet til en tilladelse eller godkendelse, jf. §§ 7-9,
  4. undlader at efterkomme et påbud eller forbud, jf. § 13 eller
  5. undlader at foretage vedligeholdelsesarbejder fastsat i henhold til en ibrugtagningstilladelse, som er nødvendige for at undgå, at der opstår fare for en bebyggelses beboere eller andre, jf. § 9. Stk. 2. Er et byggearbejde udført på ulovlig måde, påhviler strafansvaret herfor den, der har forestået arbejdets udførelse, eller den, der har udført det, efter omstændighederne dem begge. Stk. 3. Den, der har ladet arbejdet udføre, drages kun til ansvar, når han ikke kan opgive nogen anden, mod hvem strafansvaret kan gøres gældende, eller når han har medvirket til overtrædelsen vidende eller med bestemt formodning om forholdets ulovlighed. Strafansvaret kan da efter omstændighederne bortfalde for de i første punktum nævnte personer. Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
selskab

Ikrafttræden

§ 19

(Stk. 2)

§ 19. Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. juli 2014. Stk. 2. Ibrugtagningstilladelser og deltilladelser der er udstedt før bekendtgørelsens ikrafttræden er fortsat gældende i overensstemmelse med deres indhold.

Transportministeriet /Magnus Heunicke / Mikkel Sune Smith/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2014
Ikrafttrædelsesdato
2. juli 2014
Bekendtgørelse om Trafikstyrelsens byggesagsbehandling af Cityringen | TheLawyer.sh