TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om obligatorisk energisyn i store virksomheder

DanmarkBekendtgørelse2014

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

BEK nr 846 af 01/07/2014 I medfør af § 16, stk. 1, og § 21, stk. 3, i lov om fremme af besparelser i energiforbruget, jf. lovbekendtgørelse nr. 1065 af 12. november 2012, som ændret ved lov nr. 345 af 8. april 2014, fastsættes efter bemyndigelse:

Anvendelsesområde og definitioner

§ 1

§ 1. Bekendtgørelsen omhandler følgende:

  1. Præcisering af definitionen af store virksomheder.
  2. Krav til energisyn samt energi- og miljøledelsessystemer, herunder indhold, omfang, udarbejdelse, rapportering, kontrol og anvendelse af relevante standarder, og om hel eller delvis undtagelse for elementer af energisyn, der er dækket af anden lovgivning.
  3. Krav til eksperter, der sikrer nødvendige kvalifikationer og udførelse af energisyn på en uafhængig måde.
§ 2

(Stk. 2)

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Stor virksomhed: En virksomhed omfattet af årsregnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 3.
  2. Energipræstation: Målbare resultater for energieffektivitet, energiudnyttelse og energiforbrug. Stk. 2. Definitioner i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, artikel 2, nr. 1, 4, 6, 11-13 og 25, finder anvendelse for denne bekendtgørelse.
regnskab

Obligatorisk energisyn

§ 3

(Stk. 2)

§ 3. Store virksomheder og datterselskaber af store virksomheder i Danmark, og danske datterselskaber af store, udenlandske virksomheder skal senest den 5. december 2015 foretage et energisyn, som derefter foretages minimum hvert fjerde år beregnet fra datoen for det foregående energisyn, jf. dog § 7. En virksomhed, der først efter d. 5. december 2015 falder indenfor denne bekendtgørelses definition af en stor virksomhed, skal foretage et energisyn senest to år efter, at den er defineret som værende en stor virksomhed. Energisynet skal overholde følgende krav:

  1. Bygge på ajourførte, målte, sporbare driftsdata om energiforbrug herunder belastningsprofiler for elektricitet.
  2. Omfatte en detaljeret gennemgang af energiforbrugsprofilen for bygninger eller grupper af bygninger, industrielle aktiviteter eller anlæg, og transport.
  3. Bygge på en livscyklusomkostningsanalyse i stedet for simple tilbagebetalingsperioder for at tage hensyn til langsigtede besparelser, langsigtede investeringers restværdier og kalkulationsrenter, når det er muligt.
  4. Være forholdsmæssige og tilstrækkeligt repræsentative til at gøre det muligt at tegne et troværdigt billede af den samlede energipræstation og pålideligt identificere de betydeligste muligheder for forbedringer.
  5. Give mulighed for detaljerede og validerede beregninger af de foreslåede foranstaltninger, således at der tilvejebringes præcise oplysninger om potentielle besparelser.
  6. De data, der anvendes i energisyn, skal opbevares af virksomheden med henblik på historisk analyse og udvikling i energipræstation. Stk. 2. Energistyrelsen offentliggør en liste over standarder, der er godkendt for energisyn på sin hjemmeside www.ens.dk. Andre metoder til gennemførelse af energisyn kan anvendes, såfremt der indsendes dokumentation for at den valgte metode overholder kravene til energisyn, jf. stk. 1. Energistyrelsen kan fastsætte krav til dokumentationen.
selskab
§ 4

§ 4. Med forbehold for tidsfrister i § 3, kan udførelsen af et energisyn fordeles over en fireårig periode. Benyttes denne mulighed, skal det af energisynsrapporten fremgå, hvornår de enkelte dele af energisynet er gennemført.

§ 5

(Stk. 2)

§ 5. En stor virksomhed kan undtage følgende fra energisynet:

  1. Mindre eller ubetydelige energiforbrugende enheder eller systemer, hvor summen af disse enheders energiforbrug udgør højest 10 % af virksomhedens samlede energiforbrug.
  2. Elementer af virksomheden, der er omfattet af BAT-konklusioner i forbindelse med en miljøgodkendelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven, når BAT-konklusioner relaterer sig til energieffektivitet.
  3. Skibe under 5.000 bruttoregistertons.
  4. Bygge- og anlægsprojekter. Stk. 2. Virksomheder omfattet af § 3 med et samlet energiforbrug på under 100.000 kWh/år er fritaget for forpligtelsen til at gennemfører energisyn. Dokumentation herfor indsendes til Energistyrelsen, jf. § 10, stk.3.
§ 6

(Stk. 2)

§ 6. Energisynet kan baseres på et repræsentativt udsnit af ens eller lignende bygninger, grupper af bygninger, industrielle aktiviteter, industrielle anlæg, inventar eller transportmidler i samme store virksomhed. Stk. 2. Energisyn af bygninger med et gyldigt driftsmærke baseret på målte forbrug efter reglerne om energimærkning af bygninger, kan baseres på datagrundlaget for mærkningen.

§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Store virksomheder opfylder kravene i kapitel 2, hvis de benytter og vedligeholder et energi- eller miljøledelsessystem, der indeholder et energisyn, og som er certificeret af et akkrediteret organ i overensstemmelse med de relevante europæiske eller internationale standarder. Stk. 2. Såfremt en virksomheds certificering ophører, skal dette meddeles Energistyrelsen.

Kvalifikationer og krav til eksperter, der foretager energisyn

§ 8

§ 8. Virksomheden kan benytte sig af eksterne eksperter til at foretage energisyn, såfremt eksperten eller en gruppe af eksperter er kvalificeret til at foretage energisyn af virksomhedens energipræstation, herunder bygninger eller grupper af bygninger, industrielle aktiviteter eller anlæg, og transport, og

  1. eksperten er ansat i en virksomhed, der er akkrediteret af DANAK eller tilsvarende akkrediteringsorgan til at foretage energisyn efter internationale standarder, som er godkendte, jf. § 3, stk. 2,
  2. eksperten er en registreret energisynskonsulent eller godkendt under tilsvarende ordninger, der anerkendes af Energistyrelsen, eller
  3. eksperten er en energikonsulent ansat i et certificeret energimærkningsfirma for virksomheder indenfor handel og service.
§ 9

§ 9. Virksomheden kan benytte sig af egne uvildige eksperter til at foretage energisyn, såfremt eksperten eller en gruppe af eksperter opfylder kravene i § 8, eller at virksomheden dokumenterer, at eksperten har kvalifikationer svarende til de nævnte i § 8 ved at indsende oplysninger om ekspertens stilling, uddannelse og erfaring til Energistyrelsen. Eksperten må ikke være direkte involveret i den aktivitet, der underkastes energisyn.

Rapportering

§ 10

(Stk. 3)

§ 10. En energisynsrapport skal opfylde følgende krav:

  1. Indholdet i rapporten skal følge de formater, som fremgår af de godkendte standarder jf. § 3 stk. 2 eller tilsvarende, og dokumentere overholdelsen af § 3, eventuelle benyttelse af undtagelser i §§ 4-6 samt overholdelse af §§ 8 eller 9.
  2. Det skal fremgå, hvilken ekspert eller gruppe af eksperter, der har udarbejdet rapporten.
  3. Rapporten skal være udarbejdet på dansk eller engelsk.
  4. Rapporten skal være underskrevet af en repræsentant fra virksomhedens ledelse. Stk. 2. Såfremt virksomheden ikke ønsker at indsende selve energisynsrapporten, kan virksomheden indsende en opsummering af denne, der dokumenterer, at bekendtgørelsens krav er opfyldt. Energistyrelsen kan fastlægge krav til format og indhold. Stk. 3. Rapporten eller opsummering indsendes til Energistyrelsen første gang senest den 1.marts 2016 og derefter senest den 1. marts hvert fjerde år. Nærmere omkring formatet for rapporten fremgår af vejledning på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk.
§ 11

§ 11. Virksomheder omfattet af § 7 skal indsende dokumentation for certificeret energi,- eller miljøledelse i elektronisk format til Energistyrelsen senest den 5. december 2015 og derefter hvert fjerde år.

§ 12

§ 12. Energistyrelsen offentliggør en liste over virksomheder, der har gennemført et energisyn eller har et certificeret energi- eller miljøledelsessystem på www.ens.dk, såfremt virksomheden er indforstået hermed.

Ikrafttræden m.v.

§ 13

(Stk. 3)

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. juli 2014. Stk. 2. Energisyn foretaget efter den 4. december 2012 og inden ikrafttræden af denne bekendtgørelse anses for at opfylde kravene heri. Stk. 3. Virksomheder, der er certificerede i henhold til Trafikstyrelsens ordning for Grøn certificering af transportvirksomheder, anses for at opfylde kravene i kapitel 2 frem til 1. marts 2016, såfremt der indsendes dokumentation til Energistyrelsen herom senest 5. december 2015. Derefter er der en frist på to år til at overholde bekendtgørelsens bestemmelser, jf. § 3, 2. pkt.

Energistyrelsen /Morten Bæk / Anton Beck/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2014
Ikrafttrædelsesdato
3. juli 2014
Bekendtgørelse om obligatorisk energisyn i store virksomheder | TheLawyer.sh