TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om forsøgsordning med vilkår om elektronisk overvågning ved udgang og prøveløsladelse

DanmarkBekendtgørelse2014

Justitsministeriet

BEK nr 902 af 25/07/2014 I medfør af § 89 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 435 af 15. maj 2012, som ændret ved lov nr. 733 af 25. juni 2014, fastsættes:

§ 1

§ 1. Som vilkår for udgang eller prøveløsladelse for dømte, der er indsat i Statsfængslet på Søbysøgaard eller Statsfængslet i Nyborg, kan det som led i en forsøgsordning fastsættes, at den dømte skal undergive sig elektronisk overvågning af sin færden, jf. § 4.

§ 2

§ 2. Spørgsmålet om, hvorvidt en indsat kan få tilladelse til udgang eller skal prøveløslades, afgøres i henhold til de almindelige regler herom.

§ 3

§ 3. Kompetencen til at fastsætte vilkår om elektronisk overvågning følger de almindelige regler for, hvem der har kompetencen til at fastsætte vilkår ved udgang og prøveløsladelse, jf. navnlig henholdsvis udgangsbekendtgørelsens kapitel 2 og løsladelsesbekendtgørelsens kapitel 3.

§ 4

(Stk. 2)

§ 4. Vilkår om elektronisk overvågning kan fastsættes, hvis det findes formålstjenligt for at sikre overholdelsen af et andet vilkår, der fastsættes for udgangen eller prøveløsladelsen, og som indebærer begrænsninger i den dømtes adgang til færden, herunder for at undgå, at den dømte har kontakt med bestemte personer. Stk. 2. Vilkåret må ikke fastsættes, hvis den herved forvoldte forstyrrelse af den dømtes forhold står i misforhold til den kriminalitet, som den dømte har begået, og til hensynet bag det vilkår, som den elektroniske overvågning skal sikre overholdelsen af.

§ 5

§ 5. Det er muligt at fastsætte vilkår om elektronisk overvågning for et kortere tidsrum, end hvad der gælder for øvrige fastsætte vilkår.

§ 6

(Stk. 2)

§ 6. Institutionen vejleder den dømte om brug af fodlænken og om, hvad vilkåret indebærer. Stk. 2. Kriminalforsorgens afdeling på Fyn monterer fodlænken på den dømte og fører tilsyn og kontrol med, at den dømte overholder vilkåret om elektronisk overvågning og det vilkår, som overvågningen skal sikre overholdelsen af. Det kan konkret aftales, at Afdelingen i København fører det nævnte tilsyn og kontrol.

§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Finder institutionen, at der skal fastsættes vilkår om elektronisk overvågning, er det en forudsætning for udgangen eller prøveløsladelsen, at den dømte erklærer at ville overholde vilkåret. Stk. 2. Den dømte skal følge anvisningerne for brug af fodlænken, herunder sørge for, at fodlænken bliver siddende på benet, og at den oplades i overensstemmelse med forskrifterne.

§ 8

(Stk. 2)

§ 8. En tilladelse til udgang kan tilbagekaldes, ligesom vilkårene for tilladelsen kan ændres, såfremt den dømte ikke overholder vilkåret om elektronisk overvågning, herunder ikke følger anvisningerne ved eksempelvis at beskadige fodlænken eller ikke sørge for, at den oplades. Hvis en tilladelse til udgang tilbagekaldes, fordi den dømte ikke overholder vilkåret om elektronisk overvågning, kan det bestemmes, at den indsatte i et tidsrum af indtil 6 måneder er afskåret fra at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang (udgangskarantæne). En eventuel udgangskarantæne har virkning og beregnes fra det tidspunkt, hvor institutionen får kendskab til det forhold, som begrunder tilbagekaldelsen. Reglerne i udgangsbekendtgørelsens § 23, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, og §§ 25-28 finder tilsvarende anvendelse. Stk. 2. Overtræder en prøveløsladt vilkåret om elektronisk overvågning, herunder ikke følger anvisningerne ved eksempelvis at beskadige fodlænken eller ikke sørge for, at den oplades, kan justitsministeren

  1. tildele advarsel,
  2. ændre vilkårene og forlænge prøvetiden inden for den i straffelovens § 39 fastsatte længstetid eller
  3. under særlige omstændigheder bestemme, at den pågældende skal indsættes til udståelse af reststraffen.
opsigelse
§ 9

(Stk. 3)

§ 9. Institutionen skal i forbindelse med afvikling af et udgangsforløb med vilkår om elektronisk overvågning eller efter prøveløsladelse af en dømt med vilkår om elektronisk overvågning være opmærksom på, om formålet med vilkåret fortsat er til stede. Stk. 2. Ved prøveløsladelse med vilkår om elektronisk overvågning skal institutionen mindst hver 3. måned overveje, om betingelserne for fastsættelse af vilkåret fortsat er til stede. Stk. 3. Er formålet med et vilkår om elektronisk overvågning ikke længere til stede, skal vilkåret ophæves. Kompetencen til at ophæve vilkåret ligger hos den myndighed, der har fastsat vilkåret.

§ 10

(Stk. 2)

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2014. Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på dømte, der meddeles tilladelse til udgang eller prøveløsladelse efter bekendtgørelsens ikrafttræden.

§ 11

(Stk. 2)

§ 11. Forsøgsperioden med vilkår om elektronisk overvågning ophører den 1. august 2015. Stk. 2. På dette tidspunkt bortfalder iværksatte vilkår om elektronisk overvågning, medmindre forsøgsperioden er forlænget, eller ordningen er gjort permanent.

Justitsministeriet /Karen Hækkerup / Johan Reimann/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2014
Ikrafttrædelsesdato
31. juli 2014