TheLawyer.sh
Tilbage

Skrotningsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om tilskud til skrotning af ældre brændeovne og pejseindsatse

BEK nr 1275 af 19/11/2015

DanmarkBekendtgørelse2015

Miljø- og Ligestillingsministeriet

Bekendtgørelsens område

§ 1

Tilskud kan gives til skrotning af ældre brændeovne og pejseindsatse, jf. §§ 4 og 5.

Definitioner

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Ansøger: Privat person, der lader en brændeovn eller pejseindsats skrotte og efterfølgende søger om tilskud.
  1. Bolig: Bygning til beboelse (hus, rækkehus, lejlighed, sommerhus og lignende).
  1. Brændeovn og pejseindsats: Rumopvarmer, fyringsanlæg med låger, designet til at afgive varme til det rum og omgivelser, hvori den er opstillet.
  1. Skrotning: Frakobling af brændeovn eller udtagning af pejseindsats og efterfølgende afmelding af skorstenen eller tilslutning af ny brændeovn eller ny pejseindsats.
  1. Skrotningsattest: Attest, som dokumenterer, at den skrottede brændeovn eller pejseindsats opfylder bekendtgørelsens tilskudsgrundlag i § 4. Attesten skal indhentes via en skorstensfejermester.

Myndighed

§ 3

Miljøstyrelsen træffer afgørelse om tildeling af tilskud efter denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Miljøstyrelsen kan bemyndige en ekstern offentlig eller privat virksomhed til at bistå Miljøstyrelsen i forbindelse med meddelelse af tilskud samt kontrol af dokumentation for udbetaling af tilskud.

Tilskudsgrundlag

§ 4

Tilskud kan efter ansøgning, jf. § 7, gives til skrotning af brændeovn eller pejseindsats.

Stk. 2

Tilskud kan gives til skrotning af en brændeovn eller pejseindsats, der anvendes til boligopvarmning.

Stk. 3

Brændeovnen eller pejseindsatsen, der søges tilskud til, skal være produceret i 1990 eller tidligere.

Stk. 4

Skrotning af brændeovnen eller pejseindsatsen, der søges tilskud til, skal være foretaget senest ved ansøgningstidspunktet.

Stk. 5

Brændeovnen eller pejseindsatsen, som der søges tilskud til, skal pr. den 29. oktober 2015 have været lovligt tilsluttet i ansøgers bolig.

§ 5

Der kan ydes ét tilskud pr. ansøger.

Stk. 2

Der kan ydes ét tilskud pr. bolig.

Stk. 3

Der kan ikke gives tilskud til juridiske personer.

Stk. 4

Den skrottede brændeovn eller pejseindsats må ikke tilsluttes på ny. Den skrottede brændeovn og pejseindsats må ikke sælges, overdrages eller videregives med henblik på ny tilslutning.

Tilskuddets størrelse

§ 6

Tilskuddet er fast og udgør kr. 2.150.

Ansøgning om tilskud

§ 7

Ansøgning sendes via ansøgningsportalen på www.mst.dk eller via ansøgning til Miljøstyrelsen.

Stk. 2

Den, der ønsker tilskuddet udbetalt, skal under tro og love oplyse om, at de angivne oplysninger er korrekte.

Skrotningsattest

§ 8

Ansøgning om tilskud skal indeholde en skrotningsattest, som er underskrevet af en skorstensfejermester.

Stk. 2

Skrotningsattesten dokumenterer, at bestemmelserne i § 4 er overholdt. Udarbejdelse af skrotningsattesten sker af skorstensfejeren for ansøgers regning.

Stk. 3

Skrotningsattesten efter stk. 1 skal være forsynet med dato samt navn og virksomhedsadresse på den skorstensfejermester, der har underskrevet skrotningsattesten. Attesten skal endvidere være forsynet med ansøgers navn og adresse.

Udbetaling af tilskud, tilbagebetaling og klageadgang

§ 9

Tilskud ydes inden for den afsatte bevilling i finansloven til ordninger for reduktion af partikeludslip.

Stk. 2

Udbetaling af tilskud til ansøgninger, der opfylder kriterierne i §§ 4, 5 og 8, finder sted i den rækkefølge, ansøgningerne modtages i Miljøstyrelsen.

Stk. 3

Miljøstyrelsen kan til enhver tid offentliggøre på www.mst.dk, at de til rådighed værende tilskudsmidler er opbrugt. Miljøstyrelsen hæfter ikke for tab som følge af skrotning af brændeovn eller pejseindsats, hvortil der ikke kan udbetales tilskud.

§ 10

Udbetalingen af tilskud sker til ansøgers NemKonto.

Stk. 2

Tilskud bortfalder helt og skal tilbagebetales, hvis ansøgeren ikke har opfyldt vilkårene for tildeling af tilskud eller de forhold, hvorpå tilskuddet er givet. Mijløstyrelsen træffer afgørelse om tilbagebetaling.

Stk. 3

Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Ikrafttrædelse m.v.

§ 11

Bekendtgørelsen træder i kraft den 23. november 2015 og ophæves automatisk den 31. december 2016, medmindre andet bestemmes inden denne dato.


Miljø- og Fødevareministeriet

/Eva Kjer Hansen / Michel Schilling/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2015
Ikrafttrædelsesdato
24. maj 2017