Bekendtgørelse om forsvareruddannelsen og efteruddannelse af forsvarere i Grønland
Justitsministeriet
BEK nr 1170 af 20/09/2016 I medfør af § 67, stk. 2-4, i retsplejelov for Grønland, lov nr. 305 af 30. april 2008, fastsættes:
Forsvareruddannelsen mv.
§ 1. Autorisation som forsvarer kan meddeles personer, som opfylder betingelserne i § 66, stk. 1, i retsplejeloven og har gennemgået en særlig forsvareruddannelse.
(Stk. 6)
§ 2. Forsvareruddannelsen består af følgende moduler:
- Et introduktionsforløb af 10 dages varighed.
- Et undervisningsmodul af 10-20 dages varighed.
- Et praktikforløb.
- Et undervisningsmodul af 10-20 dages varighed. Stk. 2. Dommeren ved Retten i Grønland kan beslutte, at personer med en relevant uddannelse, erhvervserfaring eller tilsvarende som et alternativ til den i stk. 1 nævnte uddannelse kan deltage i en uddannelse bestående af følgende moduler:
- Et introduktionsforløb af 10 dages varighed.
- Et lærlingeforløb. Stk. 3. Den i stk. 1 og 2 beskrevne uddannelse afsluttes med en eksamen. Stk. 4. Dommeren ved Retten i Grønland kan meddele personer, som endnu ikke har bestået den i stk. 3 nævnte eksamen, tilladelse til foreløbigt at virke som forsvarer i et nærmere bestemt omfang. Stk. 5. Dommeren ved Retten i Grønland kan helt eller delvist fritage personer, som har bestået en juridisk kandidateksamen, fra kravet om gennemførelse af de i stk. 1 eller 2 beskrevne moduler. Beslutningen herom træffes i samråd med de pågældende personer. De pågældende personer skal bestå den i stk. 3 nævnte eksamen. Stk. 6. Ved vurderingen af, om en person kan fritages helt eller delvist fra kravet om gennemførelse af de i stk. 1 eller 2 beskrevne moduler, jf. stk. 5, skal der navnlig lægges vægt på vedkommendes forudsætninger for at kunne bestå den afsluttende eksamen uden forinden at have deltaget i undervisningen.
§ 3. Justitsministeren fastlægger det nærmere indhold af forsvareruddannelsen i en studieordning efter indstilling fra dommeren ved Retten i Grønland. Indstillingen udarbejdes af dommeren ved Retten i Grønland efter drøftelse med landsforsvareren. Indstillingen skal inden afgivelsen fore-lægges Grønlands Landsret, Kredsdommerforeningen, Illersuisut (Forsvarerforeningen i Grønland), Politimesteren i Grønland, Nunatsinni Advokatit (Grønlandske Advokater) og Advokatsamfundet til udtalelse.
§ 4. Dommeren ved Retten i Grønland udsender én gang årligt en fortegnelse over de personer, som er meddelt autorisation som forsvarer. Ændringer til fortegnelsen, som følger af, at en autorisation er meddelt, tilbagekaldt eller på anden måde ophørt, udsendes straks.
Efteruddannelse
§ 5. For at beholde sin autorisation som forsvarer skal den pågældende deltage i efteruddannelse for forsvarere.
§ 6. Justitsministeren fastlægger det nærmere indhold af efteruddannelsen i en studieordning efter indstilling fra dommeren ved Retten i Grønland. Indstillingen udarbejdes af dommeren efter drøftelse med landsforsvareren. Indstillingen skal inden afgivelsen forelægges Grønlands Landsret, Kredsdommerforeningen, Illersuisut (Forsvarerforeningen i Grønland), Politimesteren i Grønland, Nunatsinni Advokatit (Grønlandske Advokater) og Advokatsamfundet til udtalelse.
§ 7. Dommeren ved Retten i Grønland kan fritage personer, som har bestået en juridisk kandidateksamen, helt eller delvist fra kravet om deltagelse i den undervisning, der indgår i efteruddannelsen. Beslutningen herom træffes i samråd med de pågældende personer og landsforsvareren. De pågældende personer skal bestå eventuelle eksamener, som indgår i efteruddannelsen.
Ikrafttrædelsesbestemmelse
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2016. Dokumentet vedrører Færøerne og/eller Grønland og er derfor ikke tilgængeligt på retsinformation.dk. Dokumentet er offentliggjort i Lovtidende A, og kan findes ved at følge nedenstående link. BEK nr 1170 af 20/09/2016 Dokumenter, der vedrører Færøerne og/eller Grønland, er ikke sædvanlige dokumenter på retsinformation.dk, og dokumenterne har derfor ikke de samme egenskaber. Der er således ikke etableret relationer til andre dokumenter, og dokumenterne opdateres ikke. Det betyder f.eks., at oplysningen om dokumentets status, dvs. om det er gældende eller historisk, ikke findes.
Justitsministeriet /Søren Pind / Anders Aagaard/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2016
- Ikrafttrædelsesdato
- 23. september 2016