Bekendtgørelse om Trafik- og Byggestyrelsens gebyrer for vejtransportområdet
Transportministeriet
BEK nr 1495 af 28/11/2016 I medfør af § 15, stk. 2 og 4, i lov om godkendelse og syn af køretøjer, jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af 24. september 2012, § 89, stk. 2, 2. pkt., i færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013, som ændret ved lov nr. 1495 af 23. december 2014, § 10, 2. pkt., i lov om godskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 12. november 2012, og § 18, stk. 1, i lov om buskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 12. november 2012, som ændret ved lov nr. 746 af 1. juni 2015, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 134 a, stk. 1, i færdselsloven, § 8, stk. 1, i lov om godskørsel, og § 2 a, stk. 1, i lov om buskørsel:
Anvendelsesområde
§ 1. Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om Trafik- og Byggestyrelsens gebyrer for syn, omsyn, udstedelse af legitimationskort til særtransportassistance og udstedelse af chaufføruddannelsesbevis.
Betaling af gebyrer
(Stk. 4)
§ 2. For hvert syn og omsyn betaler synsvirksomheder og omsynsvirksomheder et fast gebyr på 20 kr. til Trafik- og Byggestyrelsen. Stk. 2. Det beløb, der er anført i stk. 1, reguleres én gang årligt pr. 1. januar med den sats for det generelle pris- og lønindeks, der er fastsat af Finansministeriet. Det her fremkomne beløb afrundes til nærmeste hele kronebeløb. Stk. 3. Udebliver betaling af gebyrerne efter sidste rettidige indbetalingsdag, kan Trafik- og Byggestyrelsen opkræve et ekspeditionsgebyr på 100 kr. Der tillægges renter i overensstemmelse med rentelovens § 5. Stk. 4. Bliver gebyrerne i henhold til stk. 1 med tillæg af eventuelt rykkergebyr i henhold til stk. 3 fortsat ikke betalt, sendes gebyrkravet til inkasso.
§ 3. For udstedelse, fornyelse og erstatning af legitimationskort til personer, der har gennemført uddannelse i at regulere færdsel i forbindelse med gennemførelse af særtransporter, jf. bekendtgørelse om visse personers adgang til regulering af færdslen i forbindelse med særtransporter, betales et gebyr på 410 kr. til Trafik- og Byggestyrelsen.
§ 4. For udstedelse, fornyelse, udskiftning og erstatning af et chaufføruddannelsesbevis, jf. bekendtgørelse om kvalifikationskrav til visse førere af køretøjer i vejtransport, betales et gebyr på 115 kr. til Trafik- og Byggestyrelsen.
Klageadgang
§ 5. Afgørelser truffet af Trafik- og Byggestyrelsen efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for transport-, bygnings- og boligministeren eller anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelse om Trafik- og Byggestyrelsens opgaver og beføjelser, klageadgang og kundgørelse af visse af Trafik- og Byggestyrelsens forskrifter.
Ikrafttræden
(Stk. 2)
§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017. Stk. 2. Bekendtgørelsen nr. 1384 af 23. november 2015 om Trafik- og Byggestyrelsens gebyrer for vejtransportområdet ophæves.
§ 7. For ydelser, jf. §§ 3 og 4, der er under behandling i Trafik- og Byggestyrelsen på bekendtgørelsens ikrafttrædelsestidspunkt, betales et gebyr efter den sats, som er gældende på ansøgningstidspunktet.
Trafik- og Byggestyrelsen /Carsten Falk Hansen / Lars Colding Laustrup/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2016
- Ikrafttrædelsesdato
- 8. december 2016