Bekendtgørelse om kompensation for rabatter til bestemte passagergrupper i fjernbustrafikken
Transportministeriet
BEK nr 751 af 19/06/2016 I medfør af tekstanmærkning nr. 128 ad 28.53.03. til § 28 på finansloven for finansåret 2016 fastsættes:
Anvendelsesområde
(Stk. 2)
§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på fjernbusruter, der har tilladelse til fjernbuskørsel, jf. lov om trafikselskaber § 19 og § 22, og som har kontrakt med Trafik- og Byggestyrelsen, jf. § 5, stk. 2, i denne bekendtgørelse. Stk. 2. Der skal på de omfattede fjernbusruter udføres mindst én daglig dobbelttur hele året, og kørslen skal udføres med busser med mindst 40 siddepladser.
Definitioner
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Voksen: Person fra 16 år til og med 64 år.
- Barn: Person fra 0 år til og med 15 år.
- Studerende: Person med enten a) gyldigt studiekort med billedlegitimation og udløbsdato, b) indskrivningsbekræftelse fra en uddannelsesinstitution udstedt inden for de seneste 12 måneder eller c) gyldigt Ungdomskort eller ISIC-studiekort.
- Pensionister: a) Person på 65 år og derover, eller b) person, der modtager pension efter lov om social pension.
- Offentlige serviceforpligtigelser: Krav, som Trafik- og Byggestyrelsen fastsætter for at sikre ydelser i forbindelse med fjernbuskørsel, som en operatør på rent forrentningsmæssig grundlag ikke vil påtage sig eller ikke vil påtage sig i samme omfang eller under samme vilkår uden at modtage nogen modydelse (kompensation).
- Fjernbuskørsel: Rutekørsel, der forløber over mere end to trafikselskabers områder, over mere end området for trafikselskabet på Sjælland eller over mere end Bornholms Regionskommunes område, jf. § 19, stk. 4, 1. pkt., i lov om trafikselskaber.
- Fjernbusrute: Fjernbuskørsel på en specifik strækning i Danmark.
- Operatøren: Den operatør, som har indgået kontrakt med Trafik- og Byggestyrelsen, jf. § 5, stk. 2, i denne bekendtgørelse.
- Standardbillet: Den til enhver tid gældende pris for en voksenbillet uden ekstra service eller gebyrer, der kan købes til rejser på alle operatørens afgange. Prisen på en standardbillet fastsættes frit af operatøren.
Passagergrupper, der kan opnå rabat
(Stk. 2)
§ 3. Følgende passagergrupper kan opnå rabat:
- Børn, jf. § 2, nr. 2.
- Studerende, jf. § 2, nr. 3.
- Pensionister, jf. § 2, nr. 4. Stk. 2. Inden operatøren yder rabat, skal operatøren sikre sig, at passageren er berettiget til rabat. Operatøren kan i den forbindelse forlange dokumentation for, at passageren opfylder kriterierne for at modtage rabat, jf. stk. 1.
Rabatsatser
(Stk. 5)
§ 4. Operatøren skal yde rabatter i forbindelse med salg af billetter til befordring af de omfattede passagerer, jf. § 3, stk. 1-2, mellem danske destinationer. Rabatten skal ydes alle dage hele året, også helligdage og højtider. Stk. 2. Operatøren skal yde mindst 25 % rabat på en standardbillet til en rejse til studerende og pensionister, jf. § 2, nr. 3-4. Stk. 3. Højst to børn under 12 år i følgeskab med en betalende voksen rejser gratis, ét barn under 12 år rejser gratis med et betalende barn op til 15 år, og et barn, jf. § 2, nr. 2, betaler 50 % af prisen på en standardbillet. Stk. 4. Operatøren kan for egen regning og risiko yde rabat til de omfattede passagergrupper ud over satserne nævnt i stk. 2-3. Stk. 5. Kontraktens rabatsatser skal fremgå af operatørens billetprisoversigt, i køreplansudgivelser og på operatørens hjemmeside. Salg af billetter med rabat skal ske på internettet eller på tilsvarende system med elektronisk sporbarhed.
Godtgørelse
(Stk. 3)
§ 5. Trafik- og Byggestyrelsen yder godtgørelse til operatøren for den rabat, som operatøren yder til de omfattede passagergrupper, jf. § 4, stk. 2-3. Stk. 2. Fjernbusvognmænd, der ønsker at opnå godtgørelse for at yde de nævnte rabatter, jf. § 4, stk. 2-3, skal indgå kontrakt med Trafik- og Byggestyrelsen. Kontrakten indgås efter ansøgning til Trafik- og Byggestyrelsen. Standardkontrakten findes på Trafik- og Byggestyrelsens hjemmeside. Stk. 3. Vilkår for udbetaling af godtgørelse fremgår af de indgåede kontrakter, jf. stk. 2.
(Stk. 4)
§ 6. Godtgørelse afregnes kvartalsvist, idet operatøren sender opgørelse underskrevet af operatøren og en elektronisk faktura til Trafik- og Byggestyrelsen senest 30 dage efter kvartalets afslutning. Stk. 2. Godtgørelsen forfalder til betaling 20 kalenderdage efter modtagelse af behørig opgørelse og elektronisk faktura fra operatøren. Stk. 3. Trafik- og Byggestyrelsen kan afvise at udbetale kompensation, hvis operatøren ikke har indsendt krav og fyldestgørende dokumentation herfor senest 30 dage efter kvartalets afslutning. Stk. 4. Trafik- og Byggestyrelsen kan efter anmodning fra operatøren dispensere fra kravet om 30 dage, jf. stk. 3.
Regnskab
§ 7. Operatøren skal årligt aflægge et særligt regnskab til Trafik- og Byggestyrelsen, der viser operatørens omkostninger og indtægter forbundet med udførelse af offentlig servicetrafik for det pågældende år. Operatøren skal hvert år senest den 31. maj sende det særlige regnskab til Trafik- og Byggestyrelsen for det forudgående år med en erklæring fra en statsautoriseret revisor. Vilkår for aflæggelse af regnskab samt regnskabsinstruks, revisionsinstruks og regnskabsmodel findes på Trafik- og Byggestyrelsens hjemmeside.
Tilsyn
(Stk. 2)
§ 8. Trafik- og Byggestyrelsen fører tilsyn med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes. Stk. 2. Til brug for tilsynet kan Trafik- og Byggestyrelsen f.eks. kræve dokumentation fra operatøren om antal solgte billetter, priser og lignende samt foretage stikprøver i forhold til solgte billetter.
Klageadgang
§ 9. Afgørelser truffet af Trafik- og Byggestyrelsen efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for transport- og bygningsministeren eller anden administrativ myndighed.
Ikrafttræden
§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.
Transport- og Bygningsministeriet /Hans Christian Schmidt / Jakob Stjernholm/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2016
- Ikrafttrædelsesdato
- 3. maj 2018