Bekendtgørelse om fredning af farvandet omkring Agerø samt Skibsted Fjord
Ministeriet for Grøn Trepart
BEK nr 934 af 27/06/2016 I medfør af § 51, stk. 1, § 70, § 73, stk. 3, § 78, stk. 6, og § 89, stk. 3, i lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1578 af 8. december 2015, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 350 af 26. marts 2016 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen:
Formål og afgrænsning
§ 1. Fredningens formål er:
- at beskytte områdets naturværdier,
- at udlægge området som naturvidenskabeligt referenceområde og
- at sikre, at området fortsat i et vist omfang kan udnyttes som et lokalt rekreativt område.
§ 2. Fredningen omfatter søterritoriet som vist og beskrevet på bilaget.
Jagt, sejlads og færdsel
(Stk. 2)
§ 3. Det er forbudt at udøve jagt på eller på anden måde at ombringe, indfange eller forjage pattedyr og fugle i området vest, nord og øst for Agerø (afgrænset mod syd og sydvest af sejlrendens sydlige del) samt i Dover Kiil som vist på kortbilaget. I disse områder er det tillige forbudt at medbringe ladt skydevåben. Stk. 2. Indenfor hele det fredede område må der ikke drives jagt fra motordrevet fartøj, jf. § 8, stk. 2, nr. 2, og bilag 1 og kortbilag i bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber.
(Stk. 3)
§ 4. For offentlighedens sejlads og anden færdsel gælder inden for hele det fredede område:
- sejlads med jetski, vandscootere, hoovercrafts, katamaranfærger og tilsvarende fartøjstyper samt start og landing med luftfartøjer er ikke tilladt,
- sejlads med motor med større hastighed end 12 knob er ikke tilladt. Dette gælder dog ikke for sejlads i de afmærkede sejlløb, såfremt fartøjets manøvredygtighed kræver større hastighed. Stk. 2. Brædtsejlads er ikke tilladt i området vest, nord og øst for Agerø samt i Dover Kiil, som vist på kortbilaget. I Glomstrup Vig er brædtsejlads dog kun forbudt i perioden 1. oktober til 30. april. Stk. 3. Sejlads og anden færdsel er ikke tilladt inden for en afstand af 50 m fra Stenklipperne og fra de tilgrænsende landarealer på Agerø, som vist på kortbilaget. Færdsel i forbindelse med erhvervsfiskeri, tilgrænsende lodsejeres sejlads til og fra egen ejendom samt ejers eller forpagters færdsel i forbindelse med drift, tilsyn og overvågning af Stenklipperne er dog ikke omfattet af bestemmelsen.
Råstofoptagelse, fiskeri mv.
(Stk. 2)
§ 5. Optagelse af råstoffer, klapning, uddybning, boring og sprængning mv. er ikke tilladt. Stk. 2. Oprensning af eksisterende sejlrender er ikke omfattet af stk. 1.
§ 6. Fiskeri med bundskrabende redskaber, trawling, mekanisk optagelse af bunddyr, optagelse af eller beskadigelse af bundvegetationen er ikke tilladt.
§ 7. Opdræt af fisk, muslinger mv. er ikke tilladt.
§ 8. Der må ikke udsættes dyr eller planter. Bestemmelsen er dog ikke til hindring for udsætning af fisk efter bestemmelser fastsat af Miljø- og Fødevareministeriet.
(Stk. 2)
§ 9. Der må ikke opføres vindmøller, opstilles master, foretages anlægsarbejder samt gennemføres inddæmninger. Stk. 2. Opstilling og udlægning af farvandsafmærkninger samt kystsikring er ikke omfattet af bestemmelsen.
§ 10. Fortidsminder og andre kulturspor på havbunden må ikke fjernes eller beskadiges.
§ 11. Aktiviteter, der foretagers som led i undersøgelser, tilsyn og overvågning udført for kommuner samt Farvandsvæsenet, er ikke omfattet af bestemmelserne i §§ 6, 7 og 8.
Dispensation, tilsyn mv. og ikrafttræden
(Stk. 2)
§ 12. Naturstyrelsen kan meddele dispensation fra bestemmelserne i §§ 3-10. Stk. 2. Naturstyrelsens afgørelser efter stk. 1 er endelige.
(Stk. 2)
§ 13. Naturstyrelsen fører tilsyn med overholdelse af reglerne i denne bekendtgørelse. Stk. 2. Naturstyrelsen kan træffe aftale med anden administrativ myndighed om, at tilsynet helt eller delvis varetages af denne myndighed.
(Stk. 2)
§ 14. Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 3-10, straffes med bøde medmindre strengere staf er forskyldt efter anden lovgivning. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
(Stk. 2)
§ 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1677 af 20. november 2006 om fredning af farvandet omkring Agerø samt Skibsted Fjord ophæves.
Naturstyrelsen /Hanne Kristensen / Anne-Marie Vægter Rasmussen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2016
- Ikrafttrædelsesdato
- 30. juni 2016